DIAGNOSER // DEBAT – Når autisme og ADHD forklares som “sociale epidemier”, bliver komplekse erfaringer reduceret til trends. Det risikerer at forstærke stigma mod kvinder, der først nu bliver set og diagnosticeret. “Det er ikke bare en fejllæsning af virkeligheden”, skriver Karina Bundgaard, formand for Autismeforeningen, Camilla Louise Ganzhorn, direktør i ADHD-foreningen, og forsker og forfatter Christian Groes. “Det er en fortælling, der risikerer at gøre livet sværere for mennesker, der allerede kæmper for at blive taget alvorligt.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
“Voksen-ADHD” og “neurodivergens” er ifølge filosof og forfatter Eva Selsing eksempler på sociale epidemier blandt unge kvinder.
Det er en alvorlig påstand, som kræver en seriøs diskussion.
I en klumme i B.T. skriver Selsing, at unge kvinder i stigende grad bliver radikaliseret. Hun beskriver feminisme som venstreradikal identitetspolitik og kalder sociale medier som Instagram for en slags “radikaliseringscentral”.
Men det stopper ikke der.
Selsing skriver også, at unge kvinder er mere sårbare over for “sociale epidemier” end unge mænd og kobler det direkte til fænomener som spiseforstyrrelser, transidentitet, “voksen-ADHD” og “neurodivergens”.
Det er altid værdifuldt at stille kritiske spørgsmål til samtidens diagnoser og måder at forstå os selv på. Den debat er vigtig. Men når veldokumenterede diagnoser fremstilles som sociale epidemier, bevæger vi os ned ad en farlig tangent.
Så går vi fra at beskrive komplekse fænomener til at reducere dem til sociale trends.
En farlig forenkling
Autisme og ADHD er veldokumenterede neurobiologiske tilstande. Samtidig ved vi, at kultur og opmærksomhed spiller en rolle for, hvem der bliver udredt og hvornår.
At flere mennesker i dag genkender sig selv i beskrivelser af ADHD eller autisme, betyder ikke, at diagnoserne er sociale trends. Det kan også betyde, at mennesker, der tidligere har manglet et sprog for deres oplevelser, endelig får mulighed for at forstå dem.
Noget af den nyere viden skyldes også et vigtigt indefraperspektiv, hvor mennesker med autisme og ADHD selv har bidraget til en dybere forståelse af diagnoserne
Begrebet “social smitte” kan lyde forklarende, men bliver hurtigt for groft, hvis man bruger det upræcist. Så risikerer man at så tvivl om menneskers reelle oplevelser af deres egne udfordringer.
Når en ung kvinde læser om ADHD eller autisme og genkender sig selv, kan det være første gang, hun får et sprog for noget, hun har oplevet hele sit liv. Vejen fra genkendelse til diagnose er hverken kort eller automatisk.
Her mangler Selsings analyse også en vigtig historisk pointe.
Kvinder er blevet overset
I mange år troede man fejlagtigt, at autisme og ADHD næsten udelukkende fandtes hos drenge. Nyere forskning peger imidlertid på, at forskellen mellem kønnene kan være langt mindre, end man tidligere har troet.
Et stort populationsstudie offentliggjort i The BMJ i 2026, baseret på data fra 2,7 millioner mennesker i Sverige, viser blandt andet, at piger og kvinder ofte diagnosticeres senere end drenge. Diagnoser hos kvinder “indhenter” først mændenes niveau i teenageårene og tidlig voksenalder. Det samme gør sig gældende for studier om ADHD.
Hvis vi vil have en seriøs debat om diagnoser og psykisk trivsel, kræver det forklaringer, der er nuancerede og fagligt forankrede
En systematisk forskningsgennemgang fra 2024 finder ligeledes, at kvinder i højere grad risikerer at blive overset eller fejldiagnosticeret – blandt andet fordi kvinder oftere maskerer eller kompenserer for deres symptomer.
Der er derfor god grund til at pege på, at neurodivergens kan komme til udtryk forskelligt afhængigt af køn, og at der i mange år har været et efterslæb i diagnosticeringen.
For få år siden var kun hver fjerde autisme og ADHD-udredte en pige eller kvinde. Den forskel er i dag ved at ændre sig, fordi vi ved langt mere om, hvordan diagnoserne kan se ud hos kvinder.
Noget af den nyere viden skyldes også et vigtigt indefraperspektiv, hvor mennesker med autisme og ADHD selv har bidraget til en dybere forståelse af diagnoserne.
Et snævrere normalbegreb presser flere ud
Samtidig trænger en anden forklaring sig på.
Stigningen i diagnoser kan også afspejle et stigende pres på den enkelte og en stadig snævrere normalitetsforståelse. Mange neurodivergente unge mistrives i rigide rammer med begrænset plads til forskellighed.
Når de søger hjælp og bliver udredt, er det ikke nødvendigvis udtryk for en trend, men for en reaktion på et system, der ikke rummer dem.
At mange unge kvinder med ADHD og autisme stadig ikke føler sig set eller forstået, peger på en mere alvorlig samfundsudvikling. En, der kalder på politisk handling frem for forsimplede forklaringer.
Begreber som “neurodivergens” er for mange ikke blot labels, men redskaber til at skabe sammenhæng i egne oplevelser.
Når flere kvinder i dag får en diagnose, er det derfor ikke nødvendigvis tegn på en epidemi. Det kan også være tegn på, at mennesker, der tidligere blev overset, endelig bliver set.
Hvis vi vil have en seriøs debat om diagnoser og psykisk trivsel, kræver det forklaringer, der er nuancerede og fagligt forankrede.
For stærke begreber som “social epidemi” kræver også stærk dokumentation.
Den ser vi ikke her.
Det er ikke bare en fejllæsning af virkeligheden. Det er en fortælling, der risikerer at gøre livet sværere for mennesker, der allerede kæmper for at blive taget alvorligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og