ECUADOR // REPORTAGE – Klokken fire om morgenen sidder vi omkring bålet i en landsby i Amazonas, inviteret med til at drikke guayusa-te, mens kvinderne taler om drømme og fremtid. For dem er skoven et levende apotek. Men uden for Serena forsvinder planterne, og floderne forurenes af minedrift. ”Hvis de ødelægger jorden, har vi ikke noget liv,” siger Elsa Cerda, forkvinde for Yuturi Warmi.
SERENA, ECUADOR – I tusmørket rundt om bålet sidder knap 25 voksne og børn, mænd og kvinder, samlet.
Vi er inviteret til en ceremoni i landsbyen Serena i den ecuadorianske del af Amazonas for at drikke guayusa-te. Guayusa er en energidrik, som de oprindelige folk drikker ved daggry, mens de taler om deres drømme og vigtige beslutninger for fremtiden. Klokken er fire om morgenen.
Serena er speciel på den måde, at landsbyen har stået fast mod den voksende minedrift, som er udbredt i området ligesom i resten af Amazonas. Det gælder især guldminedrift. Landsbyens indbyggere – især kvinderne – kæmper for at bevare deres territorium og naturen, ikke mindst så de kan bevare de planter, de bruger til naturmedicin.
Som frygtindgydende myrer
Elsa Cerda Andy, 45, er forkvinde i organisationen Yuturi Warmi. Navnet betyder kuglemyrer på deres indianske sprog og henviser i bund og grund til, at hvis der er nogen, der generer kvinderne i deres hjem, så står de alle sammen, bliver krigerisk vrede og vil ødelægge deres fjender. Ligesom de frygtindgydende myrer.
”Når man ikke forstyrrer myrerne, kommer de ikke ud fra deres hjem. Men når man går ind og forstyrrer dem på deres territorium, i deres hjem, kommer myrerne ud og angriber. Det er dét, vi gør. Det var derfor, vi valgte det navn. Vi er modige, og vi bliver vrede, når nogen generer os,” fortæller Elsa Cerda.
Organisationen blev dannet for fem år siden og begyndte som en ren kvindeorganisation. Men efterfølgende har flere mænd sluttet sig til i kampen for at forsvare deres territorium herinde i Amazonas. Nu er de omkring 35 medlemmer og samles for eksempel også til demonstrationer i den nærliggende by Tena og i Ecuadors hovedstad, Quito.
”Vi skabte organisationen for at forhindre minedrift i at komme til vores landsby. Vi vidste, at de var begyndt at komme til andre landsbyer længere nede ad floden. Men vi blev enige om, at vi ikke vil have dem herind. Hvis de kommer ind, er det for os, som om vi ikke længere har noget liv. For vi lever af de medicinske planter. Det er vigtigt for vores energi at have forbindelse til naturen,” fortæller Elsa Cerda.
Hun viser stolt et animitræ frem, som der er meget få tilbage af i Serena. Ifølge kvinderne kan det nærmest kurere hvad som helst
”Vi går gennem skoven, fordi vi har lægeplanter der, som vi kender til. Der er ayahuasca, der er guayusa. Men når mineselskaberne kommer og trænger ind i et samfund, sælger hver enkelt jordejer omkring tre, seks eller måske endda ti hektar. Så ødelægger de hele det område, det vil sige, at de skader det, fælder alt og efterlader det. Så forsvinder alle de planter, som indeholder den medicin, vi har. Det vil vi ikke have, for vi vil gerne have, at vores børn også kan lære af det senere. Vi vil ikke have, at de planter, vi har, forsvinder,” fortæller Elsa Cerda bekymret.
En anden af kvinderne i Yuturi Warmi er Rosaura Alvarado, 41 år. Vi besøger hende i hendes imponerende skovreservat, hvor hun også har en lille planteskole med planter fra området. Hun viser stolt et animitræ frem, som der er meget få tilbage af i Serena. Ifølge kvinderne kan det nærmest kurere hvad som helst: kræft, diabetes, forhøjet blodtryk og sår. Rosaura og de andre kvinder fra organisationen forsøger at plante flere, så deres viden om den specifikke naturmedicin ikke forsvinder.
Energi fra floden
At vandet i den nærliggende Jakunjakuflod er fri for forurening fra minedrift, er essentielt for indbyggerne i Serena.
”Vi får energi fra floden. Når man har smerter i kroppen, i ryggen, i knæet, så kommer vi til floden. Vi går helt ned i vandet, og vi tager nogle sten fra floden, og med de sten slår vi på det sted, hvor man har smerter. Det helbreder også, altså energien. Floden er energi for os. Og af de planter, der er i skoven, tager vi, når vi har infektioner, for eksempel i urinvejene, eller når vi hoster eller har influenza. Den plante, vi kalder drageblod (sangre de dragon), er til sårheling og mod pletter på huden. Når man skærer sig eller kommer til skade, smører man det på, så der ikke bliver så meget ar, og så forsvinder det. Mod diabetes er det godt at spise en skal, for barken fra det træ er meget bitter.”
Det er tydeligt, at Elsa færdes hjemmevant i regnskoven og kender utroligt mange af planternes medicinske virkninger.
For en dansker lyder planternes virkning måske som overtro, men faktisk er meget af den medicin, vi køber på apoteker rundt om i verden, udviklet ud fra planter i Amazonas. Regnskoven er lokalbefolkningens oprindelige apotek, kan man sige. Vi andre har lært at lave medicin derudfra. De fleste i landsbyer som Serena bruger også det vestlige sundhedssystem med apoteker, læger og hospitaler, men de foretrækker naturmedicin, hvis det er muligt.
”Medicinen fra byen bedøver, altså, den lindrer kun smerten. Derimod er den medicin, de fremstiller her i vores område, den bedste medicin. Den helbreder rent faktisk,” fortæller Elsa Cerda. Hun nævner for eksempel tobaksplanten og brændenælder som stærke medicinplanter.
Hun og de andre indbyggere i Serena er bekymrede for, hvad der vil ske, hvis minedriften vinder over skoven og dens planter, som de bruger til naturmedicin.
Selv om de slår mig ihjel, betyder mit liv intet. Lad mig dø, for jeg vil efterlade vores samfund frit til mine børn, så de ikke ødelægger vores fredelige samfunds område
”Minedriften er den store trussel mod samfundet her. I mange samfund kommer minedriften ind på grund af penge. Selv om vi ikke har så mange penge, er der for os mere rigdom i at have floden og vores territorium,” siger Elsa.
En af de yngre kvinder i organisationen er Mayuri Andy på 22 år.
”Jeg vil gerne takke de kvinder, der kæmpede dag og nat, så der ikke er noget ondt her, altså ingen ødelagte floder og ingen forurenet luft, og også at vi har de fisk, som vi spiser og brødføder vores børn med. Se, hvordan der ser ud andre steder, hvor der er forurening, og hvor børn ikke kan bade, fordi floden er forurenet, og hvor fiskene er forurenede,” fortæller Mayuri Andy.
I den anden ende af aldersskalaen er Corina Andy på 73 år. Hun fortæller stolt om, hvordan hun har været med til en række protester flere steder i Ecuador, også selv om det ikke altid er ufarligt.
”Selv om de slår mig ihjel, betyder mit liv intet. Lad mig dø, for jeg vil efterlade vores samfund frit til mine børn, så de ikke ødelægger vores fredelige samfunds område. Jeg er ikke bange. Hvorfor skulle jeg være bange, hvis det eneste, jeg ønsker, er, at min jord ikke skal ødelægges? Hvor skal mine børn og børnebørn så bo? De vil græde. Hvis minearbejderne ødelægger jorden, kan der ikke vokse yucca eller bananer, ingenting. Vi kan ikke lade dem komme til vores landsby,” mener Corina Andy.
Kort tid efter vores besøg i Serena besluttede retten i Ecuador at suspendere planerne om at bygge en landevej, der går gennem en nærliggende nationalpark. Noget, kvinderne har kæmpet meget imod, så det var en vigtig sejr for dem. Hvis der er trusler mod deres territorium, står kvinderne sammen og kæmper mod fjenden, til de sejrer.
Denne artikel publiceres med støtte fra OpEn, Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og