Grundloven er gammel og god

i Danmark/Featured/Politik & Samfund af

GRUNDLOVSTALE II – I dag fejrer vi Danmarks Riges Grundlov, som vi har gjort det i 168 år. Det er længe siden, at ønsket om en grundlovsrevision for alvor har været rejst. Og det er der god grund til, skriver Nikolaj Bøgh, for Grundloven gør præcis det, den skal: den værner om nationalstaten, rummer de grundlæggende spilleregler for vores demokrati, sikrer borgerne en række basale rettigheder og beskriver de historiske og kulturelle rødder, som vi står sammen om. Derfor er den uhyre robust overfor både samfundsudviklingen og nye behov i en mere international verden. Og derfor er det svært at få øje på den folkesag, der ville kunne bære en grundlovsændring igennem. 

Selvom grundlovsmøderne rundt omkring i landet måske ikke længere trækker alle mand af huse i så høj grad, som tilfældet var engang, er det fortsat sådan, at de fleste politikere med respekt for sig selv benytter anledningen til at bekende sig til de værdier, som Grundloven repræsenterer. Oftest ved at forsøge at perspektivere dem til nutidens politiske udfordringer.

Fejringen af Grundloven er på den måde en hjørnesten i vores demokrati og en af de ”demokratiske højtider”, hvor blikket kan løftes, og politikerne i et grundlæggende pragmatisk land får lejlighed til at ytre sig lidt mere principielt om de demokratiske og nationale værdier, som de hver især holder i hævd.

Grundloven opstiller de grundlæggende spilleregler for vores demokrati, den sikrer danskerne grundlæggende rettigheder og værner dem imod overgreb fra statsmagten på en række områder.

Samtidig er Grundloven vores pant på, at vi er en del af en lang historie, og den afspejler helt centrale dele af vores fælles, nationale kulturarv og samlende institutioner, herunder ikke mindst vores kongehus og folkekirkeordning.

Sandheden er imidlertid, at Grundloven fungerer glimrende og reelt ikke har behov for nogen form for revision

Ændrer man på disse grundlæggende forhold, ændrer man også på vores land. Det bør man gå til med stor varsomhed, og derfor foreskriver Grundloven også en ganske kompliceret revisionsprocedure, som flere politikere i tidens løb har brændt fingrene på, og som gør det yderst påkrævet, at man kun tænker i grundlovsændringer, når behovet virkelig er tilstede.

Forslaget fra en eventuel grundlovskommission, hvis arbejde formentlig vil vare i årevis, skal således vedtages af to på hinanden følgende folketing og af et flertal af vælgerne, der mindst skal udgøre 40 procent af samtlige vælgere.

Det lykkedes kun med nød og næppe i 1953, rimeligvis alene i kraft af den tilknyttede ændring af tronfølgeloven, som indførte betinget kvindelig arvefølge, og i 1939 faldt forslaget til grundlovsændring, fordi for få vælgere mødte frem til afstemningen.

Ingen argumenter for at ændre Grundloven

Sandheden er imidlertid, at Grundloven fungerer glimrende og reelt ikke har behov for nogen form for revision.

Det er 65 år siden, vi fik vores nuværende grundlov i 1953, og der er ingen politiske behov eller samfundsmæssige udfordringer, som ikke har kunnet håndteres inden for Grundlovens rammer i den periode – heller ikke den stærkt stigende grad af internationalt samarbejde med bl.a. EU-integration, vi har oplevet i den periode.

Derfor har tilhængerne af en grundlovsrevision i årenes løb også haft særdeles svært ved at argumentere overbevisende for behovet.

I årenes løb har der været argumenteret for mange forskellige ønsker om ændringer af Grundloven, lige fra sproglige til mere indholdsmæssige ændringer, som mest har haft karakter af, at man har ville udvande de fælles nationale institutioner

Det gjaldt den ret omfattende debat om behovet for en ny grundlov, som blev sat i søen i forbindelse med den nuværende grundlovs 50-års jubilæum i 2003, og hvor ikke mindst den nu afdøde radikale leder Niels Helveg Petersen var en meget aktiv fortaler for en grundlovsrevision.

Og det gjaldt for den målsætning om en grundlovsrevision, som var en del af regeringsgrundlaget for Helle Thorning Schmidts regering fra 2011, men som gradvist blev lagt i mølposen igen. Der manglede simpelthen en rigtig god grund til at gå i gang med det store arbejde, og den grund har vi heller ikke set noget til siden da.

I årenes løb har der været argumenteret for mange forskellige ønsker om ændringer af Grundloven, lige fra sproglige til mere indholdsmæssige ændringer, som mest har haft karakter af, at man har ville udvande de fælles nationale institutioner, eller at man har haft et ønske om at putte politiske holdninger ind i Grundloven, som ikke hører hjemme der.

Til de ”mildeste” ønsker til en grundlovsrevision har hørt et postuleret behov for en sproglig opdatering, hvor Grundlovens lidt gammeldags sprog skulle gøres mere nudansk, og beskrivelsen af institutionernes forskellige opgaver skulle præciseres i forhold til vore dages realiteter.

Danskerne kender principperne i Grundloven, og den er i realiteten ikke særlig svær at forstå … Udskiftning af ordet »Kongen« med ordet »Regeringen« ville ingen praktisk betydning have, men alene sløre den historiske sammenhæng, som vi indgår i

Hvad betyder det, at regeringsformen er indskrænket-monarkisk?

Hvordan skal man kunne vide, at Kongen i virkeligheden betyder regeringen?

Hvorfor står der, at Kongen slår mønt, erklærer krig m.m.?

Men det er ikke noget holdbart argument. Danskerne kender principperne i Grundloven, og den er i realiteten ikke særlig svær at forstå. Man skal ikke have haft mange minutters indføring i dansk samfundsopbygning for at vide, at de mange formuleringer om Kongen henviser til rollen som statsoverhoved, og ikke beskriver handlinger, Kongen som konkret person foretager sig.

Sproget rummer historien

Udskiftning af ordet »Kongen« med ordet »Regeringen« ville ingen praktisk betydning have, men alene sløre den historiske sammenhæng, som vi indgår i, og bryde det bånd tilbage til enevælden, som Grundloven er udtryk for, og som siger noget vigtigt om os og vores historie:

Her til lands var det ikke nødvendigt med blod og revolution for at indføre demokratiet. Kongen og folket fandt i fællesskab en model, som demokratiet gradvis kunne spire inden for.

Det er ikke noget tilfælde, at grundlovgiveren Frederik VII er den danske konge, der er rejst flest monumenter over rundt om i landet. For det var hans pragmatisme, der sikrede en sund kontinuitet i vores historie og forhindrede en skadelig konflikt mellem konge og folk. Ingen åndelig stormand, men den rette mand til tid og sted.

Foto af rytterstatue: Nikolaj Bøgh

Gav man efter for tanken om at modernisere Grundlovens sprog, ville det gøre Grundloven til et helt andet dokument uden de stærke påmindelser om vores historie og forfatningstradition, som den rummer i dag.

Det ville være trist – og komplet overflødigt.

Sproget er lidt gammeldags og nogle af paragrafferne er lidt, indforståede, javel. Men der skal i realiteten ikke megen anstrengelse til for fuldkommen at forstår, hvad der menes med Grundlovens bestemmelser, og som lovtekst betragtet er den i virkeligheden langt mere forståelig end så mange andre.

Det har faktisk hidtil været en pointe i sig selv, at Grundloven skulle ændres så lidt som nødvendigt, når der har været revisioner af den, og mange paragraffer er uforandrede siden 1849-udgaven.

Navnlig fra venstrefløjens side har man i årenes løb haft et stort ønske om at få nedbrudt de fælles nationale institutioner i form af monarki og folkekirke, som Grundloven holder i hævd

Man tænkte nemlig tidligere, at mest mulig forfatningsmæssig kontinuitet var godt, og det tænkte man ret i. Om vore dages mere overfladiske traditionsforståelse og voldsomme moderniseringstrang ville kunne lægge det princip til grund for en grundlovsrevision, er nok tvivlsomt.

Tværtimod kan man frygte, at det bliver alt for vanskeligt for entusiastiske grundlovskommissionsmedlemmer at styre sig, når først de er gået i gang man at pille i den gamle tekst. Det er klogere at lade den forblive, som den nu engang er.

Fastholdelse af de centrale nationale institutioner

Navnlig fra venstrefløjens side har man i årenes løb haft et stort ønske om at få nedbrudt de fælles nationale institutioner i form af monarki og folkekirke, som Grundloven holder i hævd.

De fleste argumenter har ikke gået på at afskaffe kongehuset som sådan, hvilket da også ville være den sikre opskrift på fiasko blandt de overvejende kongetro danskere.

I stedet har man søgt at argumentere for afskaffelse af monarkens rolle i forbindelse med regeringsdannelser, underskrifter på love, før de får gyldighed etc., fordi man fandt, at de funktioner var udemokratiske og bedagede. At fjerne disse funktioner efter den model, som vi kender fra Sverige, ville imidlertid højst sandsynligt resultere i, at monarken blev reduceret til en rent ceremoniel og på mange måder meningsløs figur. “Ingenting hæftet op med roser”, som Dronningen rammende har karakteriseret en sådan figur.

Det ville desuden være et brud med den helt centrale pointe i Grundloven, at monarken er forfatningens vogter.

Forstår politikerne for alvor ikke, hvor grænserne for deres beføjelser går, så kan monarken sikre, at de holder sig inden for de givne rammer. I det hele taget er det et grundlæggende og sundt princip i vores grundlov, at den opstiller en række begrænsninger for den politiske magt og balancerer den i forhold til andre magtcentre.

Sammenhængen mellem stat og kirke er velfungerende i Danmark, og kirken er fortsat en af de helt centrale institutioner i forhold til at skabe sammenhængskraft i det danske samfund og sikre, at vi fortsat kan betegne os selv som et folk, der er forankret i kristen moral og kultur

Mange tilhængere af en grundlovsrevision ser adskillelse af kirke og stat som en vigtig målsætning.

Men sammenhængen mellem stat og kirke er velfungerende i Danmark, og kirken er fortsat en af de helt centrale institutioner i forhold til at skabe sammenhængskraft i det danske samfund og sikre, at vi fortsat kan betegne os selv som et folk, der er forankret i kristen moral og kultur. Derfor ville det være meget forkert at skille stat og kirke ad – eller i øvrigt arbejde for en ligestilling mellem kirken og andre religioner, som ikke har deres historiske eller kulturelle fundament i vores land.

Grundloven er rammer, ikke politik

Udover angrebet på de fælles nationale institutioner har der i årenes løb været fremført et ønske om, at Grundlovens skulle rumme forskellige former for økonomiske og sociale rettigheder eller måske natur- og miljørettigheder.

Men det ville være at blande egentlige politiske målsætninger ind i Grundlovens principper for styret, og tilmed målsætninger, som Grundloven jo ikke giver nogen særlige muligheder for at fremme, hvilket de historiske eksempler på den type af forfatninger da også giver grund til at være meget varsom med.

Forfatningerne i de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa var således fyldt med sociale rettigheder, men håndhævelsen af dem kneb det noget mere med.

Politiske målsætninger hører ikke hjemme i Grundloven, som alene rummer spillereglerne for demokratiet.

Et andet stort ønske fra revisionstilhængerne er, at menneskerettigheder – og gerne hele Den europæiske Menneskerettighedskonvention – skal skrives direkte ind i Grundloven.

Dette synspunkt har navnlig været stærkt fremført at menneskerettighedsjurister gennem en årrække. I allerbedste fald er det overflødigt, fordi Den europæiske Menneskerettighedskonvention er allerede en del af dansk lov.

Her til lands står Grundloven øverst, ikke internationale konventioner. Vi er et selvstændigt land, og det skal fortsat være danskerne, der skal bestemme, hvilke grundlæggende værdier og rettigheder, der skal gælde her i landet, ikke internationale organer

Værre er dog, at en indførelse af konventionen direkte i Grundloven vil udfordre vores status som et selvstændigt land, der selv bestemmer vores love og regler.

Her til lands står Grundloven øverst, ikke internationale konventioner. Vi er et selvstændigt land, og det skal fortsat være danskerne, der skal bestemme, hvilke grundlæggende værdier og rettigheder, der skal gælde her i landet, ikke internationale organer.

Vi har tilsluttet os de europæiske menneskerettigheder, men skrev vi dem ind i Grundloven, ville vi i stort omfang fraskrive os mulighederne for selv at revidere holdningen til dem i fremtiden.

Og hvad værre er, ville vi i langt højere grad være tvunget til at underlægge os den meget dynamiske fortolkning af menneskerettighederne, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ofte anlægger, og som på visse områder er i strid med dansk retsopfattelse, bl.a. fordi den tenderer mod at give rettigheder til grupper snarere end til individer.

Det er udtryk for en usund og abstrakt rettighedstænkning, som uvægerligt ville resultere i en udvanding af de meget konkrete og letforståelige frihedsrettigheder for individer, som vores grundlov indeholder i dag. Samtidig ville det reducere Grundlovens legitimitet som danskernes grundlov afgørende. Den repræsenterer netop vores lands historie samt politiske og juridiske kultur. At gå på kompromis med det ville i sidste ende være undergravende for folkestyret.

Grundloven er gammel, men den er også god. Den er rammen for vores folkestyre, og den siger noget vigtigt om, hvad der er os og vort. Den er stadig værd at fejre

Kommer man i dagens løb forbi et af de mange grundlovsmøder, der foregår rundt om i landet, så kan man derfor ganske roligt deltage.

Grundloven er gammel, men den er også god. Den er rammen for vores folkestyre, og den siger noget vigtigt om, hvad der er os og vort. Den er stadig værd at fejre.

Topfoto: Wikimedia Commons. 

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller.

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,