CORONA // ESSAY – En visuel dagbogsreportage: Gorm Bloch runder med dette sidste essay sin serie Pandemiens sidste dage af. Med stemninger fra Kultorvet og Gl. Strand til Frederikshavn og Oslo. Refleksioner, metodeovervejelser og gensyn med de, som vi mødte undervejs. Konklusioner eller profetier findes der ingen af – men tematiske mønstre, følelser og impulser er atter til stede i denne finale, og de vil fortsætte også efter sidste punktum er sat.
Rendyrket glæde, Kultorvet, 30. Juli 2021
Endnu en dejlig vandring rundt i byen, en smuk sommeraften i København. Pandemiens sidste dage.
Titlen på dette sidste essay føler jeg er dækkende lige nu.
Regensen, 30. Juli 2021
Har faktisk aldrig været inde på Regensen. I min universitetstid søgte jeg plads, men kom ikke ind. Fik i stedet plads på Østerbrogårdens Kollegium. Men Regensen har altid fascineret mig. Med stedets traditioner, placering og lange historie.
Drevet af nysgerrighed banker jeg på den gamle port og er heldig at få en rundvisning af en ung fyr, som studerer Statskundskab.
Refleksion og metodeovervejelser, Gl. Strand, 30. Juli 2021
Senere en tur omkring Gl. Strand i den blå time. Symbolikken i teksten på facaden af Thorvaldsens Museum finder jeg fortsat rammende.
Jeg har i denne essayserie hele vejen haft fokus på at rapportere stemninger og indtryk fra et her-og-nu perspektiv. Når de enkelte klummer er blevet publiceret, har jeg naturligvis læst dem igen, som en del af oplevelsen af hele mediet POV International på dagen, og jeg har delt artiklerne med privat netværk og via Facebook.
En vilje til og tro på at lade motiverne komme tilfældigt til mig, frem for at navigere efter en drejebog og opsøge ting og steder, som kunne forme et større og færdigt samlet motiv
Derefter har jeg i tanke og følelse altid været videre, af sted mod nye oplevelser og motiver i ord og billeder. Denne hastighed og agilitet har været betinget af to forhold: Dels en ydmyghed over for den mærkelige kausalitet og komplementaritet, individuelt som kollektivt, som denne pandemi har kastet os ud i og hvirvlet os rundt i. Dels en vilje til og tro på at lade motiverne komme tilfældigt til mig, frem for at navigere efter en drejebog og opsøge ting og steder, som kunne forme et større og færdigt samlet motiv.
Denne afsluttende klumme har fordret, at jeg for første gang har mærket nødvendigheden af at genlæse alle mine tidligere i serien. For at se mønstre i motiver, temaer som har været berørt. Iagttage og forsøge at sætte proportion på en form for samlet billede. Sidstnævnte har jeg fundet umuligt, men det har i sig selv været en rejse at genlæse alle essays i en køre og kronologisk fra #1 til #12.
Rent faktisk var startskuddet til denne serie Vi går rundt om hinanden som spøgelser. Det essay udkom 30. dec. 2020 og sætter på mange måder ramme for både metode, stil og det nysgerrige, drømmende og sine steder poetiske princip, som siden blev en form for underliggende guideline i serien. Så den genlæste jeg som den første.
Vi lever i en al for travl verden, men til de læsere som finder tiden og har lysten er her en klar anbefaling: Start med omtalte essay. Se det som en pilot, som faktisk udfolder en masse tematikker og følelser, som siden foldes ud i større perspektiv og med flere facetter. Og læs så alle 12 essays derefter.
Mine mange optrædener med musik har foræret mig en mulighed og dimension undervejs: At komme tæt på folk og opleve deres glæde midt i udfordringerne og nedlukningernes dystopi. At se lysene i mørket
Jeg vil hævde, at jeg gennem hele serien aldrig har været politisk, endsige partipolitisk, i hverken holdninger eller udsagn. Har holdt mig fra makro- og socioøkonomiske betragtninger, og er heller ikke gået dybt ned i pandemiens videnskabelige og epidemiologiske aspekter. Endelig har jeg afholdt mig fra at fælde dom over den diversitet af politiske strategier, som er blevet udrullet i de enkelte lande i Europa eller på verdensplan. For det har ikke været seriens agenda.
Min metode har jeg nævnt tidligere: Simpelthen at dokumentere og skildre stemninger bevæbnet med en mobiltelefon. Telefonens kamera og notesbog. Metoden har også været flanørens, idet jeg elsker at vandre i København uden et egentligt formål eller fast mål. Mine mange optrædener med musik har foræret mig en mulighed og dimension undervejs: At komme tæt på folk og opleve deres glæde midt i udfordringerne og nedlukningernes dystopi. At se lysene i mørket. Helt bogstaveligt vintermørket i december, januar og februar.
Jeg har efter egen opfattelse skrevet om og tacklet almene temaer. Forandrende konditioner og konjunkturer som har berørt os alle. Samtidig har jeg været personlig, både i vægtning af motiver og temaer, men også i indvielsen af egne tanker og følelser.
På den led har teksterne på en gang været universelle og meget private. Det valg og den balance har jeg været bevidst om og trivedes med, for selv om også jeg er et privat menneske, er jeg ikke bange for at dele og herved afsløre både styrker, følsomheder, dagdrømmerier og mulige sprækker og heterogene drifter i egen karakter.
Dem vi mødte undervejs, Skåne, 1. august 2021
Hvem mødte vi så undervejs i serien, kendte som navnløse, mennesker som myter og fænomener?
I #1: Gud spiller skak mod mennesket: To teenagepiger spiser takeaway i en opgang i læ for kold januarregn. En mand fører telepatisk samtale med Kristus i Vor Frue Kirke.
Pandemiens voodoodukke sidder en anelse for tilfældigt på et gelænder på trappen ned til Ordrup Station. Det sker mod slutningen af #2: Oprør og metafysisk skønhed.
Hvordan har singlerne haft det under en nedlukning, som også har ramt datingmarkedet? Hvordan med libido og sublimering, lagenaktivitet og fødselsrater hos pandemiens mange samlevende par? Emnerne skyder op i #3: Tilfældets danse macabre og drifternes drive-by.
På en tidsrejse til 1853: Min hustru er døende i min gamle lejlighed på Nyhavn. Vi mister også vores søn, lille Tobbe. Koleraen tager dem begge i #4: Tidsmaskinen.
I #5: Den befriede generation møder vi juni måneds nyudsprungne studenter. En årgang som strukturelt, fagligt og socialt har oplevet usædvanlige udfordringer. Men modgang i en ung alder kan styrke, og netop pandemien kan vise sig, trods de umiddelbare berøvelser og afsavn, faktisk at have givet netop den årgang en fernis af øget mod, lyst til eventyr og tro på fremtiden.
Vi tager på Bakken flere gange og møder i #6: Genåbningens fatamorgana Oraklet fra Flintholm, den konspirationsteoretiske og insisterende prædikant fra S-toget.
Omsider kan vi igen gå på museer og nyde kunst. Guden Dakryon og en skygge i en hæk gransker eksistentielle ruter og valg. Begge træder ind på scenen i #7: Magnoliatræer og sirener. Her får vi også et flashback til december 2020, hvor et forelsket par fejrer bryllupsdag i kulden på Nørreport Station, på en bænk med hvidvin, sushi og musik.
Pandemien manipulerer og vrider vores tidsopfattelse i #8: Psykosofobi og frokostforløsning. Jagerfly over Christiansborg. København som psykose eller hallucination.
Vi når i #9: Libertinerens evige ild igen en tur omkring Bakken og festende, frigjorte unge. Vi møder Pjerrot i en fabulerende verden af hemmelige sammensværgelser, kongenial med Oraklets. I samme essay møder vi libertineren, hvis ild aldrig slukkes helt, og på en bestemt dag brænder særligt stærkt.
EM i fodbold er akkurat begyndt, og en hel nation går i chok, da Christian Eriksen falder om med et hjerteslag i Parken. Nærværende skribent mærker, at denne serie lakker mod enden og må rundes af snart. Det sker i #10: Slutspil.
Den næstsidste i serien bærer titlen #11: Forbrydelse, straf og umulig soning: EM i fodbold udløser national eufori. En festivitas og folkefest, som eksploderer med historisk styrke og på mange måder symboliserer vores fejring af pandemiens sidste dage.
Desværre møder i samme essay også Emilie Meng. Den smukke unge pige, som forsvandt under endnu uopklarede omstændigheder og først blev fundet et år senere i en tørvegrav nær Borup på Midtsjælland.
For mig er ofrene navnløse, men de levede engang. Var på sommerlejr med deres venner fra en politisk ungdomsorganisation, havde hele livet foran sig og var alle så glade
I anledning af 10-året for tragedien på Utøya møder vi 69 unge mennesker, 33 af dem under 18 år, som en julidag for godt ti år siden fuldstændigt meningsløst blev jagtet og skudt ned af en sindssyg og fuldstændigt afstumpet nationalistisk psykopat, som havde planlagt massakren længe og den dag i juli udførte sine ubegribelige handlinger.
For mig er ofrene navnløse, men de levede engang. Var på sommerlejr med deres venner fra en politisk ungdomsorganisation, havde hele livet foran sig og var alle så glade. Med et blev deres liv taget fra dem. Det er hinsides min fatteevne at noget sådan kan ske, og så i et naboland så tæt på vores eget.
Hvornår passer denne series titel? Midnat hjemme, 2. august 2021
Efter 11 måneder er det slut med tvungent hjemmearbejde. Mundbind er vi stort set fri for. Vi spritter stadig af, men det opleves næppe som en belastning og er nærmest bare blevet en god vane. Omsider kan vores børn igen komme i skole på fuld tid og nyde stort set normale tilstande.
Vi voksne kan komme på arbejde, og vi kan fortsat arbejde hjemme i mange brancher, på udvalgte dage efter eget ønske, da det med pandemien er blevet legitimt og endda ses som en styrke for mange. Grænserne er igen åbne til mange lande i Europa, og vi kan igen rejse ud og byde turister velkommen i vores land.
Samtidig – og det erkender jeg – kan jeg mærke, at jeg personligt gennem mine i alt 13 essays nu har dækket de temaer, stemninger, trends og følelser, som denne pandemi har udløst og sat i scene. Der er så at sige ikke flere billeder og ord nu
Omvendt: Den seneste uges gennemsnitlige smittetilfælde ligger på 891 nye, så pandemien er her skam endnu. Vi har en mere aggressiv deltavariant af virusset, mulige fremtidige mutationer, og hvad vil der ske når vi gradvist åbner grænserne helt og rejser mere ud i verden og hjem igen?
På verdensplan er 1.22 mia. mennesker færdigvaccineret og i alt 4.48 mia. doser er givet. Det er faktisk imponerende. Men vi mangler fortsat at vaccinere næsten 85 % af klodens befolkning, så meget kan ske endnu.
Samlet set mener jeg dog, at man med rimelig dækning kan tale om pandemiens sidste dage, for jeg tror på, at vi er gennem krisen og pandemien og ude på den anden side nu. Vi har gennem 11 måneder været gennem flere faser af lockdowns, men vi har også været gennem en omfattende og næsten total genåbning nu.
Det forhold, sammenholdt med den kendsgerning, at pandemiens tryk ikke er eskaleret i takt med genåbningen, gør mig til optimist. Samtidig – og det erkender jeg – kan jeg mærke, at jeg personligt gennem mine i alt 13 essays nu har dækket de temaer, stemninger, trends og følelser, som denne pandemi har udløst og sat i scene. Der er så at sige ikke flere billeder og ord nu.
Sen aften, Frederikshavn, 3. August 2021
Jeg fik mulighed for et spontant minicruise til Oslo. Elsker den tur, især indsejlingen til Oslofjorden. Så nu er jeg om bord. For nogle timer siden i jacuzzi på kæmpefærgens agterdæk.
Vi var 395 passagerer om bord, da vi stævnede ud fra Nordhavn. I Frederikshavn stiger lige nu yderligere 100 ombord på skibet. Det er ikke mange, når man tænker på, at færgens kapacitet er 2.000 passagerer, og det er normalen med omkring 1200-1500 i højsæsonen.
Tidlig morgen på Oslo-bådens øverste dæk, 4. august 2021
Har sejlet denne rute langt over 10 gange gennem årene. Dertil en tur på familiens sejlbåd, da jeg gik i 3.G. Det er altid betagende smukt.
De små træhuse og fyrtårn, de gamle militæranlæg, de stejle klippesider som skaber en brat overgang og samtidig en symbiotisk forbindelse mellem fjordens vand og de tætte fyrretræer.
Får et pludseligt og uønsket flash af Utøya og forundres og skræmmes atter over at noget sådan kunne ske. Midt i al denne pragt, skønhed og ro? Mit seneste essay kværner i mit hoved. Også samtalerne med folk under min research. Nogle dage efter publiceringen af mit essay læste jeg en fremragende, emnebeslægtet kronik med andre vinkler af Åsne Seierstad betitlet Ti år efter.
Skyder tanken og de indre billeder ned.
De suspenderes og erstattes af stærk grundfølelse af håb, tillid og tro på vores menneskehed. På alle planer. At det gode altid sejrer. At vi grundlæggende alle er omsorgsfulde, følsomme og fine mennesker.
For præcis 11 måneder siden var jeg på samme rute på samme skib. Dengang var vi 48 passagerer om bord fra Nordhavn. Meget er sket siden. Her uddrag af et digt jeg skrev en sen aften på samme dæk:
Kun månen var vidne
Alene på dæk, med sol, måne og alle mine kuldsejlede sandheder og uforklarlige opstemthed
Fanget på et cruiseskib, på øverste dæk
Fanget i bekymringsløshedens florlette kødnet
I egen krop fortsat
Alle sanser intakt
Ikke ved at blive sindssyg
Bare her
Væk fra det hele
Corona som varsel, forbandelse, komet, befrier og frelser,
budbringer, straffefangekammerat, allieret og fjende,
memento mori og coitus interruptus
Et sted i evigheden
Bekymringsfri zone, Aker Brygge, Oslo, 4. August 2021
Surrealistisk hvor dejligt her er. Selve billedet på skandinavisk storbyvelfærd. Synekdoke og simulakrum. Så man på en gang bliver stolt, tryg og skammer sig lidt, fordi det næsten er for meget.
Islands Brygge, Kalvebod Brygge, Nordhavn. Alle blegner de i sammenligning med denne demonstration af overskud, arkitektur, frokostcaféer og æstetisk designede isbarer, churros-tuctucs og kasketsælgervogne. Ja, selv toiletter og snusbarer er i børstet stål eller poleret letmetal.
Lidt ude i fjorden ligger en af politiets speedbåde, og også den symbolik bidrager til følelsen af tryghed og styr på tingene, her på promenaden under solen og de bekymringsfrie, drivende skyer.
Den svære afrunding, morgenkaffe hjemme, 6. August 2021
Hvordan og hvornår afrunde en serie med nærværende titel? At definere de sidste dage for coronapandemien på en global skala synes nær umulig. Jeg har haft fokus specifikt på København og Danmark, og selv her er det svært.
Samlet set vil jeg hævde, at vi vandt mere, end vi for en tid blev berøvet eller tabte. Men kun eftertiden kan for alvor vurdere dette. Så lad os se tilbage om nogle år fra nu og aldrig glemme pandemien, og hvad vi tålte, kunne og lærte af den
Som rektoren på Princeton formanende og opildnende siger til John Nash og hans medstuderende i filmen A Beautiful Mind: “A battle line has been drawn”. Med dette sidste essay trækker jeg personligt en linje i sandet nu. Jeg erklærer herved krigen mod pandemien for vundet. Vi vandt den sammen, ved at stå sammen, udvise omstillingsevne, kløgt, hensyn og solidaritet.
Samlet set vil jeg hævde, at vi vandt mere, end vi for en tid blev berøvet eller tabte. Men kun eftertiden kan for alvor vurdere dette. Så lad os se tilbage om nogle år fra nu og aldrig glemme pandemien, og hvad vi tålte, kunne og lærte af den.
LÆS FLERE INDLÆG AF GORM BLOCH HER
Alle fotos: Gorm Bloch
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
