Pandemiens sidste dage #4: Tidsmaskinen

i Liv & Mennesker/Klumme af
CORONA // ESSAY – En visuel dagbogsreportage: Pandemiens fortsatte jerngreb. Tid, tålmodighed og uvished vores største fjender. Men: Vi har overlevet kriser, krige og pandemier som var værre end denne. Tænk hvis man kunne transcendere tid og rum? I Københavns gader og stræder, men også ved vand og i skov, går en musikant – med kameraet fremme. Gorm Bloch skriver visuel dagbog.

Skatere, København K, 3. marts 2021

Solen hænger så lavt, at man får svejseøjne i de smalle stræder og på torvene, når man går ud af mørket og drejer omkring et hjørne. Kontrasten sol/skygge er enorm på denne årstid, og byens arkitektur og finurlige geometri sætter den helt på spidsen.

Var man landet her i en tidsmaskine, ville man aldrig have tænkt, at dette land og denne plads med dens borgere har været gidsler, fanget i en pandemi, gennem et helt år nu

Her er mange folk og lange køer til butikkerne. En god og befriet stemning, som avler sult efter mere frihed, samtidig med at man føler taknemmeligheden under den blå himmel.

I Torvehallerne må vi være eksakt 93 personer. Der er vagter ved indgangene, og smagsprøver og øvrig fouragering naturligvis udelukket. Og dog: En enkelt serveringspige byder på chokolader serveret med en lang træpincet. Der er pebermynte i, advarer hun med et smil. Jo, tak, jeg elsker pebermynte på en smuk dag som i dag, svarer jeg.

Skatere på en flyvende tallerken med twist af Salvador Dali

På Israels Plads nyder folk solen på de store plateauer af beton. Der spilles basketball på anlægget og børn i alle aldre står på skateboard, rulleskøjter og suser omkring.

Styg lungebetændelse, svær åndenød, ophostning af blodig slim og i værste fald lungesvigt, mørkeblå til sort kulør, og død

Var man landet her i en tidsmaskine, ville man aldrig have tænkt, at dette land og denne plads med dens borgere har været gidsler, fanget i en pandemi, gennem et helt år nu.

Den spanske syge, Assistens Kirkegård, 4. marts 1920

Marts 1920. Assistens Kirkegård. Her er stille, men enkelte folk er dog på spadseretur i det fine vejr. Halvdelen af den danske befolkning har været smittet med den spanske syge, og vi er nu i tredje bølge.

Vi er netop kommet ud af dødsskyggerne fra Den Store Krig, og nu sker dette

Op mod 18.000 borgere er døde af virussen, og heraf er omkring 80% helt unge og voksne. Mellem 15 og 45 år. Det er usædvanligt og ganske uhyggeligt.

Assistens Kirkegaard, 4. marts 1920

Styg lungebetændelse, svær åndenød, ophostning af blodig slim og i værste fald lungesvigt, mørkeblå til sort kulør, og død. Disse er symptomerne, når denne influenzatype rigtigt tager fat.

Det rapporteres i aviserne, at 50 millioner mennesker er omkommet på verdensplan. Vi er netop kommet ud af dødsskyggerne fra Den Store Krig, og nu sker dette. Hård kost, men vi må komme igennem det sammen. Overleve, passe på os selv og hinanden, komme videre.

Op mod 18.000 borgere er døde af virussen, og heraf er omkring 80% helt unge og voksne. Mellem 15 og 45 år

Vandrer ad Kapelvej, derefter Nørrebrogade og over Dronning Louises Bro. Ind til centrum. Gaderne ligger helt øde. Intet liv. Folk gemmer sig indendøre og er bange. Men somme tider må de bare ud. Især når solen skinner. De søger ud i naturen, skove og parker, langs hav og ved søer.

Gråbrødre Torv, 4. marts 1920

Jeg bliver trist og tung om hjertet. Nu vil jeg gå hjem. Spadserer mod Nyhavn, og da jeg ser ankeret og senere den smukke messingnøgle, der skærer ud i luften fra min ejendom, bruser blodet trygt i mine årer igen. Låser mig ind, af med støvler og frakke, ind i den lange korridor. Skibet, kalder mine børn vores lejlighed.

Og så slår det mig: Det er min hustru, som ligger dernede. Blåsort i hovedet, gispende blod, koldklam og svedende

Får et chok ved en lyd nede fra soveværelset. En rallende, hæs lyd. Som en froststiv trosse, der trækkes over og rundt om et spil på et fragtskib. ‘Åh, lille du, hvor er det godt, du er hjemme igen’, lyder det raspende og hostende.

Lille Strandstræde 18. Engang og for altid mit elskede hjem

Hvad er det, jeg har glemt her? Og så slår det mig: Det er min hustru, som ligger dernede. Blåsort i hovedet, gispende blod, koldklam og svedende. Døden spiller terninger med hende nu, og der er intet, jeg kan gøre. Går ned mod hende, tvinger tårerne tilbage, knuger hænderne. Må finde min tidsmaskine igen, tage børnene med. Så snart dette er ovre.

Koleraen dræner os, Søerne, København N, 4. september 1853

Sensommeren er lummer, luften tyk og tung. Er færdig med dagens dont på havnen og har fået orlov en uge nu. Så skal familien rigtigt forkæles. Det er en hård tid for alle.

Sortedam Dossering, 4. september 1853

Vi har prøvet det før, men denne gang er det særligt slemt. Skidt, afføring og rådnende dyr flyder i gader og baggårde, og så de forbandede rotter, henover brosten, op fra kloakkerne. Fy for den lede! Omkring 2/3 af de smittede dør. To af mine bedste kammerater på havnen har været syge, den ene klarede den ikke.

Min yngste søn har vist fået skidtet indenbords, for han rendte på kummen hele natten, svedte og talte i vildelse. Vi kan ikke bære tanken om at skulle miste ham

Min ældste søn har været hundesyg i fem dage, men er nu i bedring. Min yngste søn har nok fået skidtet indenbords, for han rendte på kummen hele natten, svedte og talte i vildelse. Vi kan ikke bære tanken om at skulle miste ham.

Min lille Eliza, min kære hustru, er ved at gå ud af sit gode skind. Vi kan kun håbe på det bedste, for det nytter ej at forberede sig på det værste. Det kan man ikke.

Requiem for min søn, Saxtorp, Sverige, 13. september 1853

Vi har lånt en ødegård i de store skånske skove. Sejlede til Helsingborg med min kutter og var heldige at låne et par heste med kærre af en skåning på havnen, som jeg kender.

Pejsen gnistrer, bruser, men giver ingen forklaring. Saxtorp, september 1853

Heroppe prøver vi så at få det hele lidt på afstand, men det er meget svært. Eliza har fået et mørkt skær i de engang så smukke og opvakte øjne. Som om hendes sjæl er faret videre. Hun er ikke mere på jorden med os andre, men et andet sted.

Vores Tobbe har forladt os. Vores kæreste lille Tobias. Han blev kun fem og et halvt år. Koleraen tog ham, og vi får ham aldrig tilbage

Vores datter Katinka på tolv kan ikke stoppe med at græde. Hjalmar, vores ældste på seksten, siger ikke meget. Han spiller lidt på sin mandolin, men der kommer ikke meget ud af det.

De tavse træer. Saxtorp, september 1853

Jeg har hugget brænde som en besat. Kløvet løs, bandet og svovlet, råbt eder mod himlen. Vores Tobbe har forladt os. Vores kæreste lille Tobias. Han blev bare fem og et halvt år. Koleraen tog ham, og vi får ham aldrig tilbage.

Tilbage til nutiden, Søerne, København N, 5. marts 2021

Havde forfærdelige mareridt i nat. Så ekstremt livagtige, som kun drømme kan være. Må tilbage til de steder igen, om ikke i tid, så i sted og rum.

Tilbage ved Søerne. Med kaffe og moderne mobilkamera i hånden. Farverne er tilbage, og de vibrerer og sitrer af liv

Læste om historiske pandemier i går. Det var oplysende, og man blev ydmyg og taknemmelig. Tror den følelse og indstilling er sund og vigtig, så den har jeg besluttet mig for at værne om.

Farverne er tilbage. Søerne, 5. marts 2021

Tilbage ved Søerne. Med kaffe og moderne mobilkamera i hånden. Farverne er tilbage, og de vibrerer og sitrer af liv.


Kilder: Den spanske syge og kolera.


LÆS FLERE INDLÆG AF GORM BLOCH HER


Alle fotos: Gorm Bloch

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Gorm Bloch er musiker, sangskriver, kronikør og digter. Akademisk baggrund fra Litteraturvidenskab og Statskundskab på KU, kandidatgrad fra ITU i design, kommunikation og medier.

Et sultent intellekt og appetit på alt hvad der rører sig i samfund, musik, litteratur, politik, kvinder og kunst. Tidligere iværksætter og firmaejer, mange år i reklamebranchen og som konsulent.

Jeg har altid skrevet. Kronikker i JP, Information, Politiken, Weekendavisen. Og et hav af debatindlæg og kommentarer, især i Information. Men også digte i mindre, lokale medier. JydskeVestkysten og Villabyerne. I sidstnævnte to medier under pseudonymet Den gamle Skovlovring.

Jeg vil tillade mig at kalde mig selv et vitruviansk menneske. På en gang åndeligt elitær, men samtidigt altfavnende og usnobbet, når det gælder de utallige vektorer og valg i livet, som vi mennesker tager hver især og sammen.

Den tråd der går gennem mit liv er og bliver musik, en evig kilde til glæde, samt det at søge originale ideer og skrive tekster. Optræder hyppigt som gademusikant, primært i KBH, men søger også ud i provinsen og har været en tur i Hamborg og spille. Det har jeg gjort siden sommeren 2019, så måske man er kommet forbi mig. Skulle man være blevet nysgerrig kan et lille udvalg af mine egne sange findes på Spotify og de øvrige musikplatforme, hvor jeg optræder under eget navn.

30. Dec 2020 udkom mit første essay på POV. Dette følges fra januar 2021 op med en klumme med titlen "Pandemiens sidste dage". En fotoreportage og dagbogsrefleksion.