sød sydstat

Et bittersødt bye-bye

i USA/Klumme af
SYDSTATSLIV // KLUMME – Knap seks sydstatsår skulle det blive til for Julie Bendtsen og hendes familie. Den forestående afsked er både sur og sød, for North Carolina har som alt andet, budt på både op- og nedture.

Denne uge er vores sidste i Raleigh. I weekenden kommer flyttefolkene, og vi læsser alle familiemedlemmer (inklusiv hund, kanin og et mindre bamsearsenal) ind i Volvoen og sætter kursen nordpå.

Til Illinois for at være mere nøjagtig. Og selv om jeg jubler som en femårig, når min mand sender os billeder fra vores nye hus, som i øjeblikket er snedækket og formentlig vil være det i måneder frem, er jeg også meget bevidst om, hvad vi nu siger farvel til – på godt og ondt.

faktum er, at vi med vores flytning fremover slipper for at se sydstatsflag vaje i baghaverne og NRA-klistermærker pryde latterligt store pick up-trucks. Det glæder jeg mig til

Så hvad kommer jeg til at savne? Klimaet. Jaja, jeg nævnte sneen for to sætninger siden, men der er en chance for, at jeg får svært ved at få øje på idyllen, når jeg er halvvejs igennem Chicagos isvinter med medfølgende minusgrader. I fahrenheit. De sidste knap seks år har vi levet med milde og korte vintre og lune (steghede) årstider så lange, at overtøj har været overflødigt syv af årets måneder. 

Racismen lever i bedste velgående

Det er svært at beklage sig over en strandsæson, der strækker sig fra maj til november. Strandene – på en af USA’s smukkeste kyststrækninger – kommer jeg til at savne. Vi kan komme derud på to timer, og hvis vi kører i den modsatte retning, kan vi på nogenlunde samme tid nå bjergene. The Great Smoky Mountains – nationalpark og verdens bedste weekenddestination om efteråret.

sød sydstat
Great Smokey Mountains – eller bare The Smokies – skal vi vænne os til ikke længere at have inden for et par timers kørsel.

Både børnene og vi kommer – selvfølgelig – til at savne vores venner. På trods af forskelligheder og af, at jeg ind imellem i bedste Obelix-stil mumler “de er skøre, de amerikanere” for mig selv, har vi skabt og dyrket nogle unikke relationer, som, selv hvis de ikke består, altid vil betyde noget for os og vores minder.

når jeg – igen – hører om folk i min relativt nære bekendtskabskreds, der stadig mener, at Covid19 er et hoax. Et svindelnummer, nøje planlagt og eksekveret af demokraterne

Det har helt overordnet set været seks ret fabelagtige år, men Syden – eller rettere North Carolina – er utvivlsomt også meget andet end bare fabelagtig. Så hvad glæder jeg mig til at tage afsked med? 

Tja… Vi kan jo begynde med racismen, som lever i bedste velgående. Det gør den som bekendt over hele verden og især i USA, men visse steder har den altså bedre kår og friere tøjler end andre. Syden er et af de steder.

Jeg er blevet beskyldt for at “leve i en boble”, når jeg har beskrevet det (typisk af folk, der aldrig har boet her eller, hvem ved, nogensinde sat deres ben her), men faktum er, at vi med vores flytning fremover slipper for at se sydstatsflag vaje i baghaverne og NRA-klistermærker pryde latterligt store pick up-trucks. Det glæder jeg mig til.

Trump-støtter i bekendtskabskredsen

Jeg slipper også for den tilbundsgående følelse af ubehag og modløshed, jeg får, når jeg kigger på et kort over stemmer og må se i øjnene, at mit søde lille nabolag har en overvægt af mennesker, der har det topfint med at sætte deres kryds ved en mand, som de seneste fire år er blevet høj på at se, hvor meget opdeling, kaos og had mellem grupper han kunne kreere.

Og når jeg – igen – hører om folk i min relativt nære bekendtskabskreds, der stadig mener, at Covid19 er et hoax. Et svindelnummer, nøje planlagt og eksekveret af demokraterne. Som kun naive får med flokdyrsmentalitet tror på.

den ubekvemme sandhed er, at gennem de seneste fire år er det lige nøjagtig, hvad USA er blevet og hvad et uhyggeligt antal amerikanere står for

Onsdag morgen læste jeg, at fem kongresmedlemmer i North Carolina nægter at anerkende Joe Bidens valgsejr, og selv om det hverken burde overraske eller chokere mig – vi taler trods alt om en stat, der endte med at støtte den siddende præsident – gav det alligevel et stik. Og en påmindelse om, hvor langt jeg er fra North Carolina og nok egentlig altid har været det. 

Det samme blev jeg på nedslående vis mindet om, da jeg senere samme dag med en klump i halsen fulgte optagelserne fra Washington DC og The Capitol, der blev stormet – efter opmuntring fra præsidenten og stort set uden modstand fra politiet.

Ganske som forudset flød de amerikanske sociale medier over med “hvad sker der, USA? Det her er ikke, hvem vi er og hvad vi står for – vi er bedre end det her!” Men den ubekvemme sandhed er, at gennem de seneste fire år er det lige nøjagtig, hvad USA er blevet og hvad et uhyggeligt antal amerikanere står for. 

Det er forfærdeligt at være vidne til, og det er på alle måder hjerteskærende. Som min far i en bekymret sms-udveksling udtrykte det: “ja, USA havde problemer. Men Trump har gjort det til en katastrofe”.
Alligevel er det Trumps flag og skilte jeg ser her, så snart jeg forlader min urbane kerne.

“It’s a hundred percent you!”

Jeg har elsket at bo her af alle de førnævnte grunde og mange flere, som det vil tage alt for lang tid at nævne. Men når alt kommer til alt, er det hverken solen, strandene eller bjergene, der skaber bånd og samhørighed mennesker imellem. Det er, efter min erfaring i hvert fald, en følelse af værdier – dem vi deler, dem vi udveksler, og dem som vi måske ikke deler, men i det mindste forstår og respekterer. 

her har jeg så en helt ubændig trang til at tage Minions-skurkinden Scarlett Overkills stemme på og hvæse “oh wait, hold on… It is you. It’s a hundred percent you!”

De sidste knap fem år har gjort det krystalklart for mig, hvor mærkbar en del af det værdisæt, der præger North Carolina, jeg hverken forstår eller kan respektere. It’s not you, it’s me, som man siger (og her har jeg så en helt ubændig trang til at tage Minions-skurkinden Scarlett Overkills stemme på og hvæse “oh wait, hold on… It is you. It’s a hundred percent you!”, men jeg skal nok nære mig. Så arrogant er jeg trods alt heller ikke). 

Så ja, lad os bare kalde det en boble. En boble vi nu siger farvel til med både vemod og forventningsglæde. Vi skal nok komme tilbage, men det bliver som gæster. Så vi kan glæde os over strandene og bjergtoppene og vennerne og de gode minder, stedet har givet os. Og over hvor nemt det er at vende det blinde øje til boblens ubehagelige sider, når vi ikke lever i den.

sød sydstat
Mit ultimative “happy place”: North Carolinas strande. Her Bald Head Island, som må være landets bedst skjulte paradis.

LÆS ALLE JULIE BENDTSENS ARTIKLER HER


Foto: Alle billeder er taget af forfatteren.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om USA