Pandemiens sidste dage #5: Den befriede generation

i Liv & Mennesker/Klumme af
CORONA // ESSAY – Foråret står for døren. Til sommer afleveres hovedopgaver og specialer, årets studenter og kandidater springer ud. Får deres generation et prædikat, går de frygtsomt eller styrket og frihedselskende ind i fremtiden, og hvad med de sprøde nystartede elever og studerende i nedlukningens epoke? I Københavns gader og stræder, men også på rejser i minder og tid, går en musikant – med kameraet fremme. Gorm Bloch skriver visuel dagbog.

Trolddomsbroen, Søndermarken, 5. marts 2021

På den ene side af broen er fortiden. På den anden fremtiden. På toppen, der hvor dens skarpe vinkler mødes findes glemslen, evigheden, rejser til og igennem historiens zoner af rum og tid.

generation
Trolddomsbroen, Søndermarken

Broen er en magisk port til astrale verdener, tabte, forsvundne riger, utænkelige fremtidsscenarier. Man kan rejse både bagud og fremad i tid her, så hvad skal det være? Hvad er perspektivet, pointen, potentialet, og hvad er ricisi?

at være små og genfødte i nuet, i det ubegribeligt store: verdenshistorien, universet, alkymien i vandspejlinger, skæbnen, metafysikken og sansernes forførende leg med forestillingen om i går, nu og i morgen

Tænk at rejse ud i fremtiden for så at returnere til broen, fanget af trolddom, hvor prisen er ultimativ: Total glemsel. Tænk at rejse til fortiden, returnere, huske alt, for så at leve med en byrde af historisk indsigt, uendelig visdom og dermed ansvar?

Der skal træffes et valg nu. Jeg vælger fortiden.

Une génération perdue, Ordrup Gymnasium, 6. marts 1919

Et bilværksted i Paris, en ukendt dato i kølvandet på slutningen af 1. verdenskrig: Ordene kommer fra en værkstedsejer, som fortvivlet råber ad sin mekanikerlærling, som efter ejerens smag ikke formår at reparere en bil hurtigt nok. ‘Vous êtes tous une génération perdue!’. I er alle en tabt generation.

Blev denne generation af nyudklækkede og frafaldne studenter tabt? Uden at skænke Trolddomsbroen en tanke rejser jeg præcis 75 år op gennem det 20. århundrede

Denne deklamation gør kraftigt indtryk på bilens ejer, forfatterinden Gertrude Stein, som overhører den og siden deler den med sin kollega og ven Ernest Hemingway på en litterær, parisisk salon. Hemingway foreviger og ophøjer siden udsagnet til begreb og generationsbetegnelse i sit værk The Sun Also Rises, udgivet i 1926.

Nordkøbenhavnsk gymnasium hjemsøgt af pandemi, 1918-1919

Den spanske syges anden bølge rammer Danmark i 1918. Således også gymnasieskoler og øvrige læreanstalter, og i skoleåret 1918-1919 skyller den hårdt ind over Ordrup Gymnasium. Skoleåret starter med en måneds forsinkelse, skolen må holde generallukket over en måned i efteråret, og i løbet af foråret 1919 hjemsendes flere sygdomsramte klasser i alt 27 gange à tre dage.

Rektor Kaper mister sin hustru, en tidligere lærer på skolen, til pandemien, og deres to døtre, som også går på skolen, svæver i en periode i livsfare. Der hersker gennemgående fortvivlelse og mismod, og det er en kaotisk og glædesløs tid for de studenter, som skulle være blomsten af Danmarks ungdom og plante nye drømme og håb om bedre tider.

Kærlige, kloge og fjollede hilsner i min studenterhue med det røde velourbånd. Hilsner som indfanger en del af den jeg er, min identitet og mit image. Måske de i en vis forstand vil blive stående for altid

Efter fire år i krigens skygge kommer en slaghammer af en pandemi i tre nådesløse bølger. Sundhedsvæsnets kapacitet samt folks immunforsvar, mentale styrke og fremtidsoptimisme er under et historisk set ganske alvorligt pres.

Blev denne generation af nyudklækkede og frafaldne studenter tabt? Uden at skænke Trolddomsbroen en tanke rejser jeg præcis 75 år op gennem det 20. århundrede.

Une génération libérée, Ordrup Gymnasium, 6. marts 2021

Juni 1993. Studenterkørsel. Kærlige, kloge og fjollede hilsner i min studenterhue med det røde velourbånd. Hilsner som indfanger en del af den jeg er, min identitet og mit image. Måske de i en vis forstand vil blive stående for altid.

Hvilken ungdomsgeneration bliver Årgang 20/21? Hvordan formes de, hvilke aftryk og spor vil de sætte, og med hvilke strategier vil de møde valg, muligheder og voksenliv?

Fest, sang, flag, kram, kys og dans omkring Krinsen på Kgs Nytorv. Jeg er blevet student, 18 år gammel, vejret er smukt, og det er en fortryllet og helt fantastisk tid. Kulminationen på tre år, som fagligt, socialt og individuelt vel nok har været de mest formende i ungdom og de mest afgørende for min identitet, værdier, verdensanskuelse og selvforståelse, også langt ind i voksenlivet.

Ordrup Gymnasium, marts 2021

Det hævdes, og mange udviklingspsykologiske studier bakker det op, at vores ontologiske base, tillid eller mistillid til verden samt autonomi grundlægges i vores første tre leveår. I ungdomsårene fra vi er 16-19 har vi så igen tre år, som er enormt afgørende for vores færden i verden, udforskning af den, etableringen af vores hastigt modnende og ofte søgende og følsomme jeg-på-vej.

Hvilken ungdomsgeneration bliver Årgang 20/21? Hvordan formes de, hvilke aftryk og spor vil de sætte, og med hvilke strategier vil de møde valg, muligheder og voksenliv? Er de rigere eller fattigere på erfaringer, er de den berøvede, bedrøvede, fordømte eller forsømte generation? Eller måske den stærke, klarsynede, solidariske, taknemmelige, livsfejrende, dedikerede og stålsatte årgang?

Bliver generationen af nyudklækkede og frafaldne studenter til sommer en tabt eller befriet generation?

Vil strukturel modstand hærde dem og skærpe deres appetit og kampånd, både hvad angår selvafklaring, identitetskomponenter, samfundshorisont og indstilling til livet?

Tietgenkollegiet, Ørestad Nord, marts 2021

Bliver generationen af nyudklækkede og frafaldne studenter til sommer en tabt eller befriet generation? At komme gennem udfordringer gør stærk, og effekten kan jo blive en frihedens triumf, når nu pandemien er besejret og livet atter kan leves fuldt og helt igen.

Så måske disse bliver ordene: ‘Vous êtes tous une génération libérée!’.

A crack in everything, Ørestad Nord, 13. marts 2021

Leonard Cohens linjer ‘There is a crack in everything, that’s how the light gets in’ banker naturligt på døren, når man går tur i Ørestad Nord. Arkitekturen her domineres af solide, vindstærke materialer, lyse sten og skarpe funktionelle linjer, tilsat organiske svæv og bølger på gang- og cykelarealerne.

Hvad enten vi på den anden side af en omnipotent, global pandemi og nedlukning i løbet af dette år bevæger os ind i en postpandemisk eller interpandemisk æra, har vi alle en potentiel gigantgave i udsigt og tilfælles: Frihed

Her er højt til himlen, når solen skinner, goldt og interstellart i gråvejr og regn.

Roof with a view. Ørestad Nord, marts 2021

I dag er det lørdag, og her er stort set mennesketomt. Hverdage flyder over i weekend og omvendt. Tusindevis af studerende, som ellers har base på KUA og ITU er fortsat i hjemlåst undtagelsestilstand. Frafaldsprocenten på universiteterne i sæsonen 20/21 tør man kun gisne om.

Forhåbentlig vil pandemien nøjes med at koste ærgerligt spildte SU-klip og udsatte eksaminer. De, som rammes hårdest, er nok førsteårsstuderende.

Cykelparkering, Ørestad Nord, marts 2021

Tese: Specialestuderende påvirkes ikke, nogle får måske endda en uventet fordel af krisen. Det samme gælder gymnasiaster, som skriver hovedopgaven SRP dette forår.

Så måske disse bliver ordene: ‘Vous êtes tous une génération libérée!’

Især den andel af de studerende, som af natur er ambitiøse og trives med en selvdisciplinær præmis og for en periode kan udholde den sociale afsondrethed, befrielsen for farlige fristelser og et hårdkogt fokus på studierne.

Two suns in the sunset, Sortedamssøen, 16. marts 2021

Hvad enten vi på den anden side af en omnipotent, global pandemi og nedlukning i løbet af dette år bevæger os ind i en postpandemisk eller interpandemisk æra, har vi alle en potentiel gigantgave i udsigt og tilfælles: Frihed.

Solnedgang, Sortedamssøen, marts 2021

Vi er ikke historisk unikke som samfund og mennesker, og denne epoke er langt fra enestående, da historien bærer vidnesbyrd om langt værre grasserende vira, kriser og katestrofer. Men vi har med coronapandemien fået en effektiv påmindelse om, hvad frihed er, hvad der er vigtigst i vores liv, hvad vi kan undvære, hvem og hvad vi savner, hvem vi er – og hvad vi kan og vil.

Derfor: Nous sommes tous une génération libérée!

Der er to sole i solnedgangen. Søens vand spejler himlen. Vi ånder og færdes lige nu i samme by, under samme drivende skyer, æteriske himmel og solens blidt dansende dobbeltmirakel.

Two suns in the sunset. Svanemøllehavnen, 17. marts 2021

Guitarens toner og min stemme klinger ud over vandet, folk smiler, min datter på 14 tager en håndfuld skønne billeder. Det er nok for både min datter og mig at vide og mærke lige nu.

Magisk realisme, Svanemøllehavnen, 17. marts 2021

Følelsen gentager sig.

Motiv fra en drøm, Svanemøllehavnen, 17. marts 2021

Solnedgang, fortryllelse, at være små og genfødte i nuet, i det ubegribeligt store: verdenshistorien, universet, alkymien i vandspejlinger, skæbnen, metafysikken og sansernes forførende leg med forestillingen om i går, nu og i morgen.


LÆS FLERE INDLÆG AF GORM BLOCH HER


Kilder: Ordrup Gymnasium 1918-1919 og Eriksons udviklingsfaser 


Fotos: Gorm Bloch & Elvira Kirkeby Bloch

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Gorm Bloch er musiker, sangskriver, kronikør og digter. Akademisk baggrund fra Litteraturvidenskab og Statskundskab på KU, kandidatgrad fra ITU i design, kommunikation og medier.

Et sultent intellekt og appetit på alt hvad der rører sig i samfund, musik, litteratur, politik, kvinder og kunst. Tidligere iværksætter og firmaejer, mange år i reklamebranchen og som konsulent.

Jeg har altid skrevet. Kronikker i JP, Information, Politiken, Weekendavisen. Og et hav af debatindlæg og kommentarer, især i Information. Men også digte i mindre, lokale medier. JydskeVestkysten og Villabyerne. I sidstnævnte to medier under pseudonymet Den gamle Skovlovring.

Jeg vil tillade mig at kalde mig selv et vitruviansk menneske. På en gang åndeligt elitær, men samtidigt altfavnende og usnobbet, når det gælder de utallige vektorer og valg i livet, som vi mennesker tager hver især og sammen.

Den tråd der går gennem mit liv er og bliver musik, en evig kilde til glæde, samt det at søge originale ideer og skrive tekster. Optræder hyppigt som gademusikant, primært i KBH, men søger også ud i provinsen og har været en tur i Hamborg og spille. Det har jeg gjort siden sommeren 2019, så måske man er kommet forbi mig. Skulle man være blevet nysgerrig kan et lille udvalg af mine egne sange findes på Spotify og de øvrige musikplatforme, hvor jeg optræder under eget navn.

30. Dec 2020 udkom mit første essay på POV. Dette følges fra januar 2021 op med en klumme med titlen "Pandemiens sidste dage". En fotoreportage og dagbogsrefleksion.