Pandemiens sidste dage

Pandemiens sidste dage #1: Gud spiller skak mod mennesket

i Liv & Mennesker/Klumme af
CORONA // ESSAY – En visuel dagbogsreportage: Vaccinerne flyves ind i stort kvantum. Sprøjtes ind i armen på vores udsatte borgere og sundhedspersonale. Virussen muterer, nægter at give op. Pandemiens luner er mange, og den griber stadig ind i vores liv på alle planer. Ingen af os ved reelt, hvornår denne epoke er ovre. Vores sammenhold og solidaritet testes til det yderste. Vi er i samme båd, men også isolerede. Og i de mennesketomme gader går en musikant – med kameraet fremme. Gorm Bloch skriver visuel dagbog.

Jorcks Passage, 1. januar 2021

Spiller og synger i Jorcks Passage. Akustikken i Jorcks er skøn. Mægtig som i en kirke. Det æstetisk uovertrufne mauriske terrazzogulv, hvælvingen af glas med kig op i himlen, hvor skyer driver af sted og solstråler reflekterer som små laserglimt ned gennem glasset.

Fri for sibirisk vind, foræret en skøn akustik, kan holde varmen på fingrene, og der er faktisk et lille publikum herinde. Det bliver en dejlig time med musik, et par klapsalver, og ikke mindst en nuttet pige på fem år, som kommer hen og smider et par mønter to gange og høfligt og sødt siger tak for musikken.

I læ for den bidende vind og med majestætisk akustik i Jorcks Passage

Hjemme i varmen. Allerede da jeg ser opvarmningen til statsministerens nytårstale, begynder kvalmen at stige. Tænder en smøg og tager en slurk kaffe i mit køkken. Aktiverer Bluetooth på anlægget og vælger at lægge vasketøj sammen, mens talen runger ud i stuen.

Hvad hulen skulle statsministeren kunne sige, der kan få de trøstesløse billeder og stemninger af pandemien 2020 til at gå væk? Hun kan kun gøre det værre, da hun er en del af tableauet.

Hører dog talen til ende og bemærker undervejs, at jeg ruller mine sokker sammen langt strammere end normalt. Men så er det også overstået, og jeg har gjort min borgerpligt. Efterfølgende har jeg det helt som forventet og frygtet.

Han virker trist, som han sidder der bag rattet og stirrer ud i intetheden på parkeringspladsen

Må have noget substans nu, en ægte oplevelse. Indspille min nye sang måske? Der har vi nok løsningen! Omvendt: Er godt nedkølet efter tre timers iskoldt vejr inde i byen. Burde tage pause fra musikken i aften og bare se en god film.

Men det gjorde jeg jo også i går, så løser det overhovedet noget? Giver det udvikling og nye stimuli, åbner det nye døre, er gode film og stearinlys hjemme en formel, der kan bære mig og alle jer andre derude gennem denne sidste fase?

Så vælger at æde en stort set intetsmagende frysepizza, lave en kop kaffe mere – og så indspiller jeg min nye sang.

En parkeringsplads i Charlottenlund, 4. januar 2021

Efter at have gået tur på Skovshoved Havn sidder jeg i min bil. Tænder for motor og varme. Beholder min store norske hue med øreklapperne på og føler mig pludselig som Frits Helmuth i filmen Blinkende Lygter. Bortset fra at jeg ikke er stangberuset. Er faktisk ganske ædru, men føler jeg er med i en film nu. En komedie med tragiske og absurde elementer. Ved ikke hvorfor, men sådan har jeg det.

En mand sidder i sin bil på parkeringspladsen en frysende januaraften

Femten minutter senere på parkeringspladsen bag Fakta i Charlottenlund ser jeg en mand sidde i sin bil i totalt mørke. Hvad mon han laver? Er han også med i en film, og er det den samme som min? Har han mon corona, har hans kone, bror eller kollega?

Han virker trist, som han sidder der bag rattet og stirrer ud i intetheden på parkeringspladsen. Det kan jo også være, han bare har tabt i poker i går, ikke kan få solgt sit hus, eller måske har hans kone været ham utro.

Det slår mig, at vi efterhånden har vænnet os så meget til de mundbind, at de faktisk næsten ikke ødelægger intimiteten og følelsen af tætte bånd og mimik længere

Eller også er han simpelthen røget ned i en lille momentan humørgrav, fordi både han og hans nærmeste er ved at være grundigt møre, understimulerede og trætte af, at alt er gået i stå. Dette historiske tyveri af oplevelser, sanseindtryk og intellektuel udvikling risikerer at gøre ham vanvittig. Men han holder fast, for han ved, at vi kommer ud på den anden side i løbet af det nye år.

Nær Nørreport Station, 7. januar 2021

På vej til lufthavnen for at hente mine børn. Gør holdt ved Nørreport Station og går en lille tur. Det regner, sludsner og blæser. Parkerer i Rosenborggade og går mod Købmagergade. Kommer forbi en trappeopgang og mødes af endnu et syn.

To teenagepiger på cirka 16 år sidder i læ for regn og vind i et lille indhak foran døren. Sidder som i en moderne hule, men efter et ældgammelt princip, med deres pose fra Normal og deres mad fra Burger King, som ligger lige om hjørnet.

To piger har skabt deres egen hule, hvor de kan spise deres take-away-burgermenu

Jeg siger velbekomme til dem, og de smiler entusiastisk og siger tak! På min vej tilbage er de der endnu, og jeg spørger, om jeg må tage et foto af dem. Til en artikel, forklarer jeg dem og går lidt i detaljer, så de kan føle sig trygge omkring brugen af et foto.

Hvornår kommer artiklen så ud, spørger de nysgerrigt. Det ved jeg ikke, må jeg ærligt svare, men den kommer på et tidspunkt, og måske bliver det en hel lille serie i dagbogsreportageform.

Tæt på lufthavnens Terminal 2 gør jeg mig klar til at kramme og kysse min yngste datter med mundbind på. Heldigvis vil skæbnen og timingen, at vi mødes som efter drejebogen til en film. På parkeringspladsen, uden mundbind. Det slår mig, at vi efterhånden har vænnet os så meget til de mundbind, at de faktisk næsten ikke ødelægger intimiteten og følelsen af tætte bånd og mimik længere.

Fascinerende så adaptionsdygtige vi alligevel er.

Dyrehaven, 9. januar 2021

Smukt solskin og blå himmel i dag. Omsider! Hvor det dog løfter humøret, så hat og hue blæser af efter de tunge og våde gråvejrsdage. Går tur i Dyrehaven med mine børn og forældre. Begge mine gamle er helbredsmæssigt efterhånden i det udsatte segment for pandemiens frådende luner.

Sikahjortene i Dyrehaven følger deres naturlige instinkter. Hvor meget kan menneskets fernis af civilisation holde?

Den kolde luft, alt det blå og solen gør godt i dag. Vi har gifler og kakaobrikker med, som vi nyder på solsiden af Eremitageslottet. Der er surrealistisk mange mennesker på Eremitagesletten. Har aldrig oplevet noget lignende, bliver vi enige om.

På vejen tilbage møder vi en flok sikahjorte, som står helt oppe ved stien. To af hannerne går pludselig i infight og begynder at stange hinanden. Det giver et lille sæt i farfar, som instinktivt sætter farten op på sin rollator. Farmor tager det lidt mere cool. Hun er fortrolig med disse hjorte.

Eller også går hun bare trygt forbi i egne tanker, godt gemt inde i parkacoat-tunnelsyn med hætten over hovedet. De to kombattanter er næppe arrige over nedlukninger, masker, håndsprit eller lukkede butikker. De styres af ren biologi og instinkter i retning af dominans, forplantning og slægtens overlevelse.

En lille mand i sort skødefrakke står i ensom positur og kigger op mod Jesus. Det er nærmest, som om de har øjenkontakt og en telepatisk samtale er i gang

Gad vide, om vi homo sapiens også presses længere ud eller ned i retning af biologiske grunddrifter under en pandemi?

Lad os antage, at den var endnu mere brutal, havde kostet endnu flere menneskeliv, at fødevarerne var knappe og varme og lys i vores huse ikke længere en selvfølge. Lad os antage, at den var vaccineresistent og dødelig for alle, inklusive os selv og vores børn. Hvor ville vi mon så stå med vores demokrati, fornuft, overlegne intelligens og innovationsevne, solidaritet og næstekærlighed?

Vor Frue Kirke, 10. januar 2021

Gråbrødre Torv, derefter Vor Frue Kirke. Netop den kirke har de seneste år haft en særlig dragningskraft på mig. Beliggenheden, gode minder om Natkirkekoncerter, tankefred og eftertænksomhed, en lomme i tid hvor man kan smutte ind og sætte sig lidt, uanset årstiden.

Manden på trappen. De hjemløse er lige hjemløse i pandemien, lige udsatte

På en af trapperne på kirkens sydlige langside ligger en person og sover i en blå sovepose. Det er midt på eftermiddagen, halvmørkt og koldt. Jeg går ind i kirken, og allerede ved indgangen byder Kristus mig velkommen, helt nede fra sin plads på alteret, hvor han i Thorvaldsens fortolkning er på vej til sin korsfæstelse på Golgata.

Går stille op mod ham. En lille mand i sort skødefrakke står i ensom positur og kigger op mod Jesus. Det er nærmest, som om de har øjenkontakt og en telepatisk samtale er i gang.

Principielt kunne den telepatiske samtale dreje sig om en debat om Guds træk og menneskets modtræk. Som i et skakspil. Gud vil teste os, som han har gjort så mange gange før.

En kynisk positivist og evolutionsprofessor kunne godt finde på at hævde, at pandemien er naturens og evolutionens træk. Vi styrer som følge af overbefolkning direkte mod overbelastning af kloden og dens ressourcer.

Men er det så derfor, at den aktuelle virus muterer? For at kontrollere og begrænse vores overbefolkningstendens? Umuligt at føre bevis for, men jeg tillader mig at tænke den højt.

Et øjebliks eftertanke om meningen

Hvad mon resten af januar bringer? Gorm Bloch bevæger sig fortsat rundt med guitar, kamera, notesblok og tanker.


LÆS FLERE INDLÆG AF GORM BLOCH HER


Alle fotos: Gorm Bloch

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Gorm Bloch er musiker, sangskriver, kronikør og digter. Akademisk baggrund fra Litteraturvidenskab og Statskundskab på KU, og siden en kandidatgrad fra ITU i Design, kommunikation og medier. Et sultent intellekt og appetit på alt hvad der rører sig i og omkring samfund, politik, musik, film, litteratur, kvinder og kunst.

Tidligere iværksætter, firmaejer med fashionabel adresse i Pistolstræde og en skøn lejlighed i Nyhavn. Det var hans storhedstid. Eller en af dem. Siden fulgte år som også var fine, men også med udfordringer, måske fordi drømme og ambitioner var titaniske. Altid jagten på det originale, det inkommensurable. Den jagt kan være spændende, men også hård, til tider ensom og dermed med en pris.

Et halvt års fokuseret orlov for at skrive musik. Dengang fra rækkehuset i Malmø. Siden et par skønne år i Wessels Have med himlen og et smukt panorama over den skønne gård. Tænk at kunne gå i badebukser fra en solvarm altan direkte ned i poolen, og nyde livet på en liggestol. Vinterbade i samme pool, ind i sauna og så retur i det kolde vand. Blåregnen der triumferer, stædig som den er. Gårdmandens store kærlighed og mareridt, den blåregn.

Siden fulgte nogle sværere år. To år i Aalborg, fordi eksen flyttede derop og tog vores to elskede piger med. Men igen bød nysgerrighed og eventyrlyst denne skribent at give byen og dens folk en chance. Og det kastede da også nogle fine oplevelser og erfaringer af sig. Købte en kolonihave nord for Limfjorden og nød glæden ved at passe haven, de fine stauder, dyrke egne grønsager. At tænde grillen, begejstringen og romantikken i at leve selvforsynende fra jord til mund. Jordkøleskab, en gasvarmekanon, generatoren som snurrede lystigt, så vi kunne få strøm til telefoner, laptops og elektriske haveredskaber. Også aftener i udestuen med stearinlys, kaffe, te og nogle gange en flaske vin. Regnen der trommede blidt og taktfast på taget.

Digte og sange blev skrevet. Kartofler, gulerødder og jordskokker blev sirligt passet. Både af mig selv, mine børn og eks. Og der kom ideen en aften: Hvorfor ikke stifte en alliance af specialistbureauer inden for reklamens verden? Så det gjorde jeg. Det var et smukt projekt. Impact Alliance, blev navnet. Vi var i to store finaler med pæne millionbudgetter, men tabte akkurat på yderste margin. Så døde det projekt desværre.

Siden blev jeg medstifter af, og kampagneleder for, et nyt håbefuldt parti. De Progressive. Vi havde fat i noget rigtigt spændende, sloganet hed For et oplyst Danmark, men trods massiv indsats fra skønne frivillige kræfter og en hel del potent medieomtale er det er ikke nemt at blive opstillingsparat til Folketinget. For godt 21k vælgererklæringer er mange at fiske ind.

År i reklamebranchen javel! Men har også prøvet andre jobs: gartner, skolelærervikar, havneassistent, togfører hos statsbanerne. Har været iværksætter med stærke teams, men også oplevelsen af at det akkurat strander på manglende investorkapital at komme i gang for alvor. Det ene var et koncept for en alkoholfri cider. Outcider. Det var tilbage i 2016. Det andet et koncept for en mere dragende, nysgerrig og knapt så overfladisk dating app. Vi kaldte den Drawn. Hvorfor? Fordi "Life and love is about being drawn". Igen: Stærk ide og godt team, men ingen startkapital til at flyve afgørende af sted.

Jeg har altid skrevet. Kronikker i JP, Information, Politiken, Weekendavisen. Og et hav af debatindlæg og kommentarer, især i Information. Men også digte i mindre og mere lokale medier. JydskeVestkysten og Villabyerne. I sidstnævnte to medier under pseudonymet Den gamle Skovlovring.

Jeg vil tillade mig at kalde mig et vitruviansk menneske. På en gang åndeligt elitær, men samtidigt altfavnende og usnobbet, når det gælder de utallige vektorer og valg i livet, som vi mennesker tager hver især og sammen.

Den tråd der går gennem mit liv er og bliver dog musik, en evig kilde til glæde, samt det at søge originale ideer og skrive tekster.

Optræder hyppigt som gademusikant, primært i KBH, men søger også ud i provinsen og har været en tur i Hamborg og spille. Det har jeg gjort siden sommeren 2019, så måske man er kommet forbi mig. Mobilt set-up med forstærker, guitar og mikrofon. Skulle man være blevet nysgerrig kan et lille udvalg af mine egne sange findes på Spotify og de øvrige musikplatforme, hvor jeg optræder under eget navn.

30. Dec 2020 udkom mit første essay på POV. Dette følges fra januar op med en klumme med titlen "Pandemiens sidste dage". En fotoreportage og dagbogsrefleksion.

Seneste artikler om Liv & Mennesker