UDKANTSDANSK#6 – Idéhistoriker Mette Bærbach Bas flytter sin familie fra Gellerups ghetto til Mollerup på Mors. POV følger familiens udvikling fra byfolk til bondeknolde og sætter spot på fordomme og fakta om Udkantsdanmark og det at bo på landet.
For at halvt år siden flyttede jeg fra storbyen og ud på landet. Helt derud hvor byskiltet er blåt, og der er langt mellem folk, og hvor du skal køre til alting. Som noget af det første bed jeg mærke i, at man løfter hånden til hilsen, når man passerer hinanden i bil på landevejene.
Reglen synes at være, at jo tættere man er på hinanden, jo mere forpligtet er man til at hilse. På de helt små veje, hvor du skal ud i rabatten for at komme forbi, hilser man altid. Er vejen lidt bredere, og man ikke behøver at komme helt så meget ned i fart, er der lidt færre, der hilser. Men de fleste gør. En anden regel synes at være, at jo tættere du er på dit eget hjem, jo mere konsekvent hilser du på alle.
I starten troede jeg, at folk vinkede, fordi jeg var en kuriositet. Nu ved jeg, at sådan gør man på landet.
De mest hilsende er mænd over 50. De mindst hilsende er kvinder i 30’erne og 40’erne. Måske fordi lige netop den befolkningsgruppe ofte har fart på og meget at holde styr på. Du kan desuden være helt sikker på, at de, der kører traktor og andre store maskiner, vinker hver gang. Igen et fartspørgsmål. De er allerede nede i gear.
Kunsten at hilse på landet
Som tilflytter vil jeg gerne passe ind, så jeg øver mig i vanen med at hilse. Også selvom det føles mærkeligt nogle gange. Især de få gange jeg ikke får et vink retur. Jeg løbetræner regelmæssigt på de små landeveje i lokalområdet. I starten troede jeg, at folk vinkede, fordi jeg var en kuriositet. Jeg har nemtlig ikke mødt andre løbere på mine ruter endnu. Nu ved jeg, at sådan gør man på landet.
Der er mange måder at hilse på. Nogle gange nikker og smiler folk. Men for det meste løfter man bare håndfladen halvt op fra rattet. Eller blot pegefingeren. Man skal ikke direkte vinke – blot løfte sin hånd på en måde, der tilkendegiver, at man har set den anden, men ikke så meget at man vil have kontakt.
Denne noncholante hilsemåde har jeg efterhånden fået tilpasset til en løbevenlig udgave, hvor jeg løfter hånden let med pegefingeren lidt oppe og nikker, mens jeg træder ud i rabatten. Det synes at virke. Jeg får samme noncholante hilsen retur fra alle, jeg passerer på min løbetur. Så føler jeg mig inkluderet i lokalsamfundet.
Hvis man er sådan en type, der bare gerne vil klippe sin hæk i fred uden at forholde sig til folk, der kommer halsende forbi i neonfarvet løbetøj, så kan man nok bedre slippe afsted med det i storbyen.
Det modsatte er også sket. For eksempel i sommers, hvor en mand næsten demonstrativt gik ind i sin have for at undgå at hilse på mig, da jeg løb forbi. Måske er han en af de typer, som skal se tilflytterne an et år eller to. Det er også ok.
Påtvunget fællesskab
Der er jo ikke så mange mennesker på landet. Derfor er det også svært at være anonym. På nogen måder kan det måske være nemmere at være introvert og menneskesky i en større by. Hvis man er sådan en type, der bare gerne vil klippe sin hæk i fred uden at forholde sig til folk, der kommer halsende forbi i neonfarvet løbetøj, så kan man nok bedre slippe afsted med det i storbyen, hvor det ikke er så stor en del af kulturen at hilse på folk, man ikke kender.
Fællesskabet bliver nemlig i højere grad tvunget på dig, når der er så langt mellem folk. Du kan ikke gemme dig i mængden. Du kan heller ikke ignorere alle andre. Din gøren og laden bliver hurtigt kendt og udvekslet mellem folk. Ikke af ond vilje eller som sladder, men ganske enkelt fordi det er nødvendigt for fællesskabet, at vi kender til hinanden. Eller rettere – hvem vi kan regne med.
Min erfaring som tilflytter til landet har været, at folk er venlige, men tilbageholdende. De er nysgerrige, men spørger ikke ind. De har tid nok til at lære dig at kende. Samtidig står jeg som tilflytter uden for fællesskabet og er ivrig efter at blive inkluderet.
”Små eller store – jeg er ikke for ringe til at hilse”
Måske kender du scenen fra tv-serien Matador, hvor Mads Skjern tillader sig at hilse på bankdirektør Varnæs i garderoben på Hotel Postgaarden. Han er på det tidspunkt ny tilflytter og stadig blot en af de ”jævne”. Den endnu mere jævne grisehandler Larsen påtaler, at det var dog satans, som Mads hilser på de store, hvortil Mads svarer: ”Små eller store – jeg er ikke for ringe til at hilse”.
Det er et knaldgodt citat, som i bund og grund handler om den værdi, man sætter på sig selv. Ved at hilse anerkender du den anden, men du tilskynder også den anden til at anerkende dig. På den måde både indtager og kræver du din plads i fællesskabet.
Netop derfor arbejder jeg ekstra hårdt på mine hilsefærdigheder. Ingen kan stå alene – og slet ikke på landet.
LÆS DE ANDRE KLUMMER I SERIEN FRA MORS:
Mette Bærbach Bas: Tilflytter eller tilskuer i Udkantsdanmark?
Foto: Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
