
UDKANTSDANSK#4 – Idéhistoriker Mette Bærbach Bas flytter sin familie fra Gellerups ghetto til Mollerup på Mors. POV følger familiens udvikling fra byfolk til bondeknolde og sætter spot på fordomme og fakta om Udkantsdanmark.
Midt under corona udgav TV2 Nord en bemærkelsesværdig artikel om kondomer i kloakkerne på Mors. Artiklen med den fængende titel Kondomer og trusser i kloakken: På Mors bliver der knaldet ekstra meget i coronatiden blev ivrigt delt og kommenteret på Facebook. Lad mig give et (desværre) repræsentativt udsnit:
”sku da ikke studenterhuen der trykker dem”
”Så har familierne endelig lært at bruge gummi indbyrdes”
”De bliver nødt til at bruge gummi på Mors, når det er familie de ligger i med, ellers er det da for ulækker”
Nu er jeg tilfældigvis lige flyttet til Mors, og derfor har jeg mødt dem. Morsingboerne. Ingen af dem slår mig som mindre begavede. At det ikke er studenterhuen, der trykker, kunne jo udmærket hænge sammen med, at der er relativt langt fra denne smukke limfjordsø til de videregående uddannelsesinstitutioner. Og med over 20.000 indbyggere er indavl næppe sandsynligt i et omfang, der skulle påvirke intelligensgennemsnittet på øen. Snarere handler det vel om manglende viden og erfaring med øen.
At så mange bliver på øen, vidner vel også om, at der er dejligt at være på Mors. At samfundet reelt fungerer og er i stand til at opfylde indbyggernes behov.
”Modigt af jer at flytte”
Morsingboerne siger, at det er modigt af os at flytte til Mors. Især fordi vi ikke kender nogen på øen og ikke har arbejde eller familie på Mors. Jeg tror, det hænger det sammen med, at folk virkelig er lokalt forankret her. Næsten alle, jeg har talt med indtil videre, er født på Mors, arbejder på Mors og har forældre på Mors. Derfor tænker man måske, at det kræver en ekstra portion mod at flytte til øen uden nogen forudgående tilknytning.
Den lokale forankring kommer til udtryk i en stolthed over øen og et ønske om at støtte alt, hvad der er lokalt. Som om de frygter, at hvis ikke alle lægger så godt som alle deres penge på øen, så kan det ikke længere hænge sammen. At så mange bliver på øen, vidner vel også om, at der er dejligt at være på Mors. At samfundet reelt fungerer og er i stand til at opfylde indbyggernes behov.
Fordomme om udkantsdanmark
Så hvorfor disse fordomme om de danske øsamfund? For Mors er jo ikke den eneste ø, overskriften og de ovenfor citerede kommentarer passer på. Det er et kendt fænomen, at udkanten udskammes og gøres til genstand for fordomme. Måske fordi det er steder, vi ikke lige kommer forbi. Derfor er vi nødt til at trække på en fælles pulje af stereotyper for at forholde os til det. Vi mangler at gøre os vores egne erfaringer. Det kan du læse mere om i denne artikel: Hvor kommer mine fordomme dog fra?
Heldigvis har vi en oplagt anledning til at gøre os bedre bekendt med Udkantsdanmark i denne sommer, hvor mange af os holder ferie i Danmark. Til dig, der overvejer Mors som sommerdestination, har jeg derfor udarbejdet 5 tips til de bedste udflugtsmål på Mors.
Tilflytterens guide til de 5 bedste udflugtsmål på Mors:
Jesperhus Feriepark
Jesperhus Feriepark er ubetinget den bedste forlystelsespark og campingplads til dig, der har børn i børnehavealderen. Det er desuden det eneste sted, jeg har været, hvor du ikke hele tiden bliver bombarderet med incitamenter til at købe en masse junkfood, dårlige souvenirs og skrammel. Dine børn vil elske Jungledyret Hugo og piraterne, og du vil elske roen, den frie luft omkring dig og alle de flotte blomster.
Feggesund Færgekro
Feggesund Færgekro er lig med: Stegte ål. Fjordudsigt. Indretning inspireret af mormors klenodier og genbrugsfund. Enkel menu. Super betjening. Det modsatte af prætentiøs. Det modsatte af skuffende.
Nykøbing Mors
Nykøbing er en hyggelig provinsby med en fin lille gågade, rådhus og havneområde med fiskekuttere. Byen har en lille håndfuld caféer, restauranter og værtshuse. Det er desuden her, du finder Aldi, Løvbjerg, Netto og Rema1000 foruden Min Købmand, som også kan findes andre steder på øen.
Sillerslev Strand
Sillerslev Strand ligger på øens sydlige del. Det er en lille børnevenlig strand med badebro og lavt vand uden for mange sten og krabber. Området har parkering, toiletter og en lille restaurant i den tilstødende havn. Hyggeligt sted at bade og nyde en rolig stund i naturen.
Ud i det blå
Morsøs natur er unik. Kør rundt på øen, og nyd udkantsidyllen. Du skal ikke køre langt, før du møder et bord-/bænkesæt med fjordudsigt. De mange små landsbyer med rødmalede, sekskantede busskure og det bakkede landskab giver den dér ”Sig Jolly til din cola”-agtige firser-vibe. Måske er du endda så heldig at blive overhalet af Puch Maxi-klubben, der også er på tur med deres tunede og pimpede knallerter med den obligatoriske grønne mælkekasse bagpå.
LÆS DE ANDRE KLUMMER I SERIEN FRA MORS:
Ny udkantsdansker: Jeg vidste ikke, at der var så kedeligt på landet
Mette Bærbach Bas: Tilflytter eller tilskuer i Udkantsdanmark?
Fotos: VisitMors, Jesperhus Feriepark, Ole Blegvad
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her