Moderskabt

moderskab barn barnløs gravid liv — Foto: Pixabay

Louise Juhl Dalsgaard 27.09.2021

MODERSKAB & UFRIVILLIG BARNLØSHED // ESSAY – Hun har altid forestillet sig, at hun skulle være mor. Præcis som hendes mor var det for hende, og hendes mormor før da. Hun har glædet sig til at fortsætte fødekæden, give livet videre til endnu et barn, flere børn, fem måske. Hun har endda givet dem navne undervejs: Eik, Asta, Barbara. Men der bliver ingen fortsættelse, erkender Louise Juhl Dalsgaard. Hun føler sig som det svage led, der får kæden til at briste.

Jeg tænker på min mor, som denne lørdag sikkert er på vej til torvet på sin cykel for at købe ost, den mellemlagrede fra Ingstrup mejeri, altid den mellemlagrede fra Ingstrup mejeri. Og altid 30%, for hun skal passe på min far, siger hun, hans krop er blevet lidt rund på det sidste.

Det med ost og omsorg, har hun fra min mormor, der altid havde medfølelse for alt og alle, de største og de mindste. Selv når hun skrællede kartofler, kaldte hun dem ved navne. Hr. og Fru Knold. Og knoldene havde et utal af kusiner og fætre og også en tante i Amerika – et land langt væk, hvor fruer hed Mrs. og kartofler potatoes.

Det var vist cirka det eneste, min mormor kunne sige på engelsk, men det var nok. Hun rejste alligevel aldrig længere end til lige syd for grænsen, hvor hun købte mandler og sukker og en flaske af den parfume, hun brugte hele livet. 4711.

Jeg troede, hun havde brækket en tand, men det var dæk mod grus, en taxa med bud. Et telegram, der fortalte, at min mormor var blevet indlagt, akut

Min mormor var født hjertesvag, det fulgte hende overalt. Hun trak vejret med besvær og blev af og til bleg og blå om læberne. Så måtte hun ind og ligge, og min mor, der stadig kun var et barn, sad på kanten af sengen, holdt hendes hånd, legede sygeplejerske. Lagde kolde omslag om håndleddet og førte skema over hendes puls og temperatur på en yatzyblok.

Hendes liv gik mestendels med at holde sig selv og sit svækkede hjerte i ro. To gange i timen løftede hun en hånd og vinkede til rutebilen, der kørte forbi. Om søndagen var afgangene færre, og hun kunne nøjes med at rejse sig klokken ni morgen, tolv middag og seks aften. Hun elskede kabaler og snød gerne, for hun mente, at det var ok at bøje reglerne, hvis det kunne få tingene til at gå op.

Hun døde i påsken ’83, det var dengang, telefoner var forbundet af tråde.

Vi sad i sommerhuset, derude hvor trådene ikke rækker, og spiste blødkogte æg med purløg og hytteost, da min mor pludselig tog en hånd op foran munden: åh nej! Jeg troede, hun havde brækket en tand, men det var dæk mod grus, en taxa med bud. Et telegram, der fortalte, at min mormor var blevet indlagt, akut. ”Det er et spørgsmål om timer. Stop.”

Min mor tog med taxaen tilbage – hele vejen til Kolding sygehus. En tur på mere end 200 kilometer, alene. ”Der er ting, man må gøre selv”.

Hvad stiller man op med den slags sandhed? Jeg ringer til Interflora og beder dem sende min mor en buket med gerbera

Min mor har senere fortalt, hvordan det sidste, hun og min mormor talte om, var de mange foliebakker, min mormor havde forberedt og frosset ned. De var til min morfar, så han ikke skulle bekymre sig om den slags, når hun ikke var her mere. Frikadeller og æbleflæsk og fyld til tarteletter. Der var mad nok til et helt år, nu kunne hun dø med fred.

Hun hed Stella, det betyder stjerne.

Jeg googler symptomer på stress, symptomer på angst, symptomer på lårbensbrok. Febervildelse, forladthedssyndrom. Jeg går ture og tygger tyggegummi, drikker te, leger ”sparke til bøtten” med mig selv. Læser overskrifter, taler med hunden, tisser. Skriver et fiktivt interview med min mor:

Var dine børn planlagte?

Ønskebørn?

Græd du under graviditeten?

Fik du ædeflip – saltlakrids, tomater, sardiner i olie?

Kastede du nogle gange op af træthed?

Jeg svarer selv: ”Ja, I var ønskede, alle tre, meget”.

Jeg ved godt, at det er løgn. Eller måske er det ikke løgn, bare meget langt fra sandheden, som er at: Vi åd din mælk, mor, hev i dine arme, forlangte din tid, al tid.

Hvad stiller man op med den slags sandhed? Jeg ringer til Interflora og beder dem sende min mor en buket med gerbera, beskriver farverne: pudder, sartgrøn og lys lilla. Hun vil elske den, jeg ved det.

Jeg fortsatte med at skrive, uden at nogen døde, indtil en fugl fløj imod mit vindue. Den stod ikke til at redde

Ekspedienten spørger mig, om han skal lægge et kort ved? Jeg tøver et øjeblik, det koster femten kroner, og det endda, selvom det er uden motiv. Hvem fanden er jeg at opveje min mors liv for femten kroner, tænker jeg og svarer ja, dikterer ordlyden: ”Herfra og til evigheden” – beder ham om at tilføje et håndtegnet hjerte.

Jeg ved godt, at det er så langt fra gulsot, diarre og afbrudte drømme, som noget kan være, men det er alt, jeg kan komme i tanke om. Herfra og til evigheden.

Hun har ofret to årtier af sit liv, nu tilbyder jeg hende så en buket og en banalitet i bytte .

moderskab barnløs barn gravid liv — Foto: Louise Juhl Dalsgaard

Første gang jeg skrev et digt, var lige før, min mormor døde. Jeg var knap ti år og overbevist om, at alt hang sammen – også digt og død. I flere år derefter undlod af samme grund at skrive noget som helst, ikke et ord, udover mit navn nederst på en blanket, når jeg skulle hæve penge i banken.

Og nej, det handler heller ikke om knofedt og kampånd eller opmuntringer a la ‘mismod er også en slags mod’

Da jeg forsøgte mig igen, var jeg tretten og købte mig en sort Pilot permanent marker og skrev “Far vild!” på forsiden af min Fjällräven. Nedenunder og med versaler: “JORDEN ER RUND AF EN GRUND.” Jeg fortsatte med at skrive, uden at nogen døde, indtil en fugl fløj imod mit vindue. Den stod ikke til at redde.

Nu er jeg gået i gang med at skrive en bog. Den handler om det barn, jeg ikke fik. Og om den, jeg ikke blev: Mor, omsorgsgiver, kærligheds-øse, ubetinget.

Barnet hedder Barbara. Barbara for bare tæer, buttet ro. Stillestående rovfugl. Hun er helt modsat mig: Verdensvendt, tillidsfuld, stolt. Særlig det sidste. Folk kan ikke sige hendes navn uden at le, ikke fordi hun er morsom, men fordi hun giver lyst til den slags. At le. Bogen skal være på 204 sider, med fast ryg og et omslag i nåletræsgrøn.

Men der kommer ikke noget. Ikke noget barn, ikke nogen bog. Det eneste, der kommer, er mundsalat og døde links. Og nej, det er ikke et spørgsmål om tid, eller at ordene vil komme, når de er modne. Og nej, det handler heller ikke om knofedt og kampånd eller opmuntringer a la “mismod er også en slags mod”.

Min krop er en desertør, en russisk dukke uden noget indeni, et dødt link

I dag tog jeg så bilen ind til Aarhus. Jeg havde ikke noget ærinde på nær at komme væk. Jeg fandt en byggetom plads at parkere ved. Tilsyneladende det eneste sted i byen, hvor det ikke koster en dagsløn at parkere. Jeg sad sådan lidt – med vinduesviskerne kørende og blikket på regn og fjern. Så steg jeg ud. Gik lidt rundt på pladsen. Storbymågerne humpede rundt og åd madaffald. Det regnede, men ikke rigtigt, ikke sådan at man blev våd.

Men så, hen over et væltet rækværk hang en lyskæde med kulørte pærer- gule, røde, grønne, blå, lilla, gule-dinglende mellem to lygtepæle. Jeg kunne ikke helt greje, hvad jeg syntes. Om der var noget fandenivoldsk råhed over den feststemte lysguirlande, lige der midt i ingenting. Eller om jeg omvendt fandt den påståede feststemning kvalmende.

Det ved jeg stadig ikke rigtig, men jeg ved, at min mormor er død, at mågerne skriger over de kulørte lamper, og at jeg ikke fører nogen steder.

Min krop er en desertør, en russisk dukke uden noget indeni, et dødt link. En snylteplante, der har ædt af min mor og før hende min mormor. Nu er der ikke flere tilbage at æde.

Det slutter her.

Louise Juhl Dalsgaard

Louise Juhl Dalsgaard er forfatter til otte bøger såvel digte, noveller som romaner. Hun er til daglig leder af Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi og arbejder desuden som projektmedarbejder ved Aarhus Litteraturcenter. I april 2024 udkom hendes niende bog, en roman, på forlaget Grønningen1.