UDKANTSDANSK#3 – Idéhistoriker Mette Bærbach Bas flytter sin familie fra Gellerups ghetto til Mollerup på Mors. POV følger familiens udvikling fra byfolk til bondeknolde og sætter spot på fordomme og fakta om Udkantsdanmark.
Jeg venter på, at mine rødder skal finde fæste i den fede og frodige jord, som Mors er kendt for. Jordbærplanterne og læggekartoflerne i køkkenhaven er allerede lykkes med denne kunst. For mig tager det åbenbart længere tid.
Vores familie er nået til tredje måned i identitetsskiftet fra storbybo til morsingbo. Børnene er begyndt i skole, og min mand og jeg arbejder hjemme fra stuen. Jeg som selvstændig og min mand som fjerndistancemedarbejder for sin arbejdsgiver i Aalborg. Vi nusser om huset og haven og hinanden. Men efter tre måneder føler jeg mig stadig mere som tilskuer end tilflytter til Mors.
Vi er dem fra København. At vi er tilflyttere fra Aarhus, kommer vist ud på et.
Vi betragter Mors udefra. Vi går ture i skoven, over markerne og langs fjorden. Vi hænger ud i Nykøbing, som er en fin og hyggelig provinsby – desværre med lidt for mange tomme butiksfacader. Vi ligner og føler os som turister, når vi går rundt på havnen og betragter fiskekutterne, mens børnene får en is. Ligesom når man er på ferie, er vi i en boble, der kun består af vores lille familie. Vi har ikke lært morsingboerne rigtigt at kende endnu.
”Det er jer fra København”
Den eneste måde vi kan skifte rolle fra tilskuer til tilflytter er ved at få en dagligdag og en omgangskreds i lokalsamfundet. Desværre har timingen ikke været på vores side. Coronavirus og det deraf følgende afstandspåbud og forsamlingsforbud gør det sværere for os at lære de lokale at kende. Foreningslivet er sat på pause, og festivaller og markeder er udskudt. Vi mangler anledninger, hvor vi kan interagere med de lokale.
Jeg gør, hvad jeg kan, med det jeg har. Jeg vinker ivrigt til naboerne og præsenterer mig for de andre forældre, når jeg afleverer og henter børn. De ved godt, hvem vi er. Vi er dem fra København. At vi er tilflyttere fra Aarhus, kommer vist ud på et.
De ser os an, morsingboerne. For vi falder helt tydeligt udenfor. Vi taler lidt for hurtigt og smiler lidt for meget. Med afmålte bevægelser og fåmælte sætninger svarer de venligt, omend tilbageholdende på vores tilnærmelser.
Lige så lidt de taler om sig selv, lige så gerne deler de information om naboerne – hvem der bor på hvilken gård, hvem der er kronisk syg, hvem der er en krejler, og hvem der har et iltert temperatment. Som en slags service til os tilflyttere. De er ikke afvisede, men afventende i en grad, at det er svært at komme ind på livet af dem. Vi er i hvert fald ikke lykkes med det endnu.
”Har I tilknytning til Mors?”
De spørger allesammen om vores tilknytning til Mors. Som om man kun flytter til øen, hvis man har familie eller arbejde her. Vores historie er, at vi er blevet glade for øen efter at have tilbragt mange sommerferier her. Måske er det derfor, vi synes, vi sidder fast i tilskuerrollen. Vi er vant til at være turister på øen, og vi elsker alt ved den. Naturen og udkantsstemningen.
Turister nyder stegt ål og snaps på de lokale kroer. På vej hjem ad smalle, snoede landeveje overhaler de knallerter kørt af mænd i blå kedeldragter med en grøn mælkekasse bagpå.
Før boede vi i Brabrand med togbanen helt op til grunden og en bybus, der holdt lige uden for vores soveværelsesvindue. Vores kroppe skreg på ro. Vi ville bort fra byens stress og jag, og det er vi kommet. I den grad. Faktisk så meget, at vi keder os. Det er svært at vænne sig til manglen på stimuli.
Fuld knald på udkantsromantikken
Udkantstemningen er noget helt særligt her på Mors, som bærer præg af, at øen i gamle dage var et knudepunkt takket være sin centrale placering i Limfjorden. De forbløffende mange kirker i landskabet står som et monument for Morsøs rigdom dengang og pynter i landskabet. Nu er øen mest af alt et feriested med gule, bølgende rapsmarker, Jesperhus Feriepark og masser af sommerhuse. Øen har over 20.000 indbyggere, og mange af dem lever af turisme.
Øen har det hele: natur, udkantskultur, flotte bondegårde, forfaldne rønner og hyggelige landsbysamfund med små sekskantede, rødmalede busskure til skolebørnene. Her er mere end yndigt.
Turisterne nyder stegt ål og snaps på de lokale kroer. På vej hjem ad smalle, snoede landeveje overhaler de knallerter kørt af mænd i blå kedeldragter med en grøn mælkekasse bagpå. Der er fuld knald på udkantsromantikken på Mors. Det står i skarp kontrast til Gellerups ghetto, hvor vi havde vores daglige gang for bare få måneder siden.
Hvornår falder vi til?
Når vi får besøg fra storbyen, viser vi stolt vores træsko frem. Vi fortæller om vores nyindkøbte kummefryser, der er fyldt med kød direkte indkøbt fra en lokal kvægavler. En tur i køkkenhaven bliver det også til. Jeg tror, vi leger lidt med at udfylde rollen som de udkantede, men den sidder endnu ikke helt i skabet.
Vi siger stadig ikke ”hjem” om huset her på Mors. Hvornår mon vi falder til?
LÆS DE ANDRE KLUMMER I SERIEN FRA MORS – FRA METTE BÆRBACH BAS:
Ny udkantsdansker: Jeg vidste ikke, at der var så kedeligt på landet
Foto: PR/Arla.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
