frelser instinkt Julie Bendtsen hund

Når frelserinstinktet fejler

i Liv & Mennesker/Klumme af
MIDTVESTLIV // KLUMME – “Adopt, don’t shop” lyder et populært motto hos den generelt hundeglade amerikanske befolkning, og pointen er naturligvis, at man i stedet for at købe en hund hos en opdrætter, bør besøge et af landets mange internater og adoptere sin nye ven dér. Og amerikanerne gør det i stor stil, har Julie Bendtsen bemærket – her er der virkelig tale om at “walk the walk” og ikke lade det blive ved snakken. Beundringsværdigt og forbilledligt, ikke? Og dog …. måske gaber lidt for mange over lidt for meget.

CHICAGO – Sidste sommer brugte vi noget af en solrig søndag eftermiddag på at sidde i gårdhaven ved en af Raleighs mange udendørs bryggerier, mens vi voksne hyggede os over en fadøl, børnene løb rundt på den dertil indrettede gruslegeplads, og hunden lå under bordet for at finde lidt skygge fra North Carolinas stegende sommerhede.

Ved siden af os sad en gruppe unge, som lige som os havde taget deres firbenede venner med – to af dem.

Det er som om, der hænger en beskidt aura af forbrugermentalitet og manglende vilje til at gøre noget godt for andre – til at redde nogen – når man beslutter sig for at købe en hvalp, der er planlagt og avlet til formålet

Da vi gik derfra, opdagede børnene at de havde glemt noget ved vores bord, så de løb tilbage sammen for at hente det, mens vi voksne ventede i bilen – og så hørte jeg skriget. Jeg hastede ind i gårdhaven, hvor jeg blev mødt af synet af en grædende hundeejer og min hulkende seksårige, der holdt sig på armen. Da han fjernede sin hånd, så jeg blodet fra albueledet.

Hunden ved nabobordet havde bidt ham. Ikke fordi han var gået hen til den, ikke fordi han havde interageret med den, ikke engang fordi han havde kigget på den. “Han løb bare så hurtigt forbi, og den blev så nervøs”, forklarede ejeren, mens min søns arm blev ved med at bløde, og hele restauranten nu var fanget af optrinnet.

Jeg var rasende. Jeg var bekymret for, hvorvidt hunden, som var en såkaldt rescue dog – hvilket altså ikke betegner en hund med helteegenskaber, men en, der er blevet adopteret (reddet) af sit menneske – havde alle de vaccinationer, den skulle have.

Og så var jeg bange for, hvad det ville gøre ved min søns forhold til hunde. Om han ville blive bange for dem og måske endda føle sig mindre tryg ved vores egen.

For en måneds tid siden kunne vi alle læse om Præsident Bidens hund Major – også en rescue – der havde været indblandet i en bidepisode i Det Hvide Hus.

Der var i sagens natur delte og mere eller mindre spekulative meninger om hændelsesforløbet, men en gennemgående holdning var, at hvis Major havde bidt nogen, så havde der nok været en grund til det. Og at han jo i øvrigt var en rescue. Underforstået, han var lige lidt mere undskyldt end andre hunde.

Da vi for snart tre år siden købte vores hund, foregik det gennem en opdrætter. Vi vidste, hvilken race vi ville have, og vi var villige til at betale en klækkelig sum for en ordentlig opdrætter.

Men når jeg på gåture møder andre hundeejere, som spørger mig, hvilken slags hun er, og hvor vi har hende fra, har jeg ved mere end én lejlighed følt en snert af skam over at have shoppet og ikke adopted.

frelser instinkt Julie Bendtsen hund
Hvis man ønsker at promovere hundeadoption og måske fremvise sit frelserinstinkt, kan man i USA deltage i “National Rescue Dog Day”. Julie Bendtsen går en stor bue udenom. Foto: Flickr

Det er, som om der hænger en beskidt aura af forbrugermentalitet og manglende vilje til at gøre noget godt for andre – til at redde nogen – når man beslutter sig for at købe en hvalp, der er planlagt og avlet til formålet.

Når (amerikanske) Facebookvenner igen og igen forfatter lange og patosladede opslag om, hvor vigtigt det er at finde sine kæledyr på et internat, og når uskyldige mødre spørger om nogen kan anbefale en Golden Retriever-opdrætter og får en reprimande om, at de virkelig bør overveje at “redde” i stedet (“I rescued him” er den helt gængse beskrivelse fra folk, der har valgt internat frem for avl), begynder min egen indre hund at knurre sagte, men hvast.

Især når jeg for tredje gang på en gennemsnitlig gåtur stramt skal føre min egen hund i en kæmpebue uden om en frådende hidsigprop, hvis blottede tandkød ikke ligefrem lægger en dæmper på min mistanke om dens lyst til at gå i struben på os.

“Undskyld, han er ikke så god til andre hunde. Han er en rescue”, lyder svaret. Og jeg tror stadig, jeg har til gode at tage en mere end ti minutters køretur og ikke se et “I love my rescue” eller “Who rescued who?”-klistermærke på en medbilists bagrude.

Amerikanernes forhold til deres hunde er i forvejen interessant, men deres opfattelse af sig selv som frelsere, når de adopterer én af slagsen, er decideret fascinerende

Er det et problem, at de amerikanske internater bukker under for presset fra de utallige efterladte hunde, der ender der? Absolut.

Er det et problem jeg (og alle andre) partout skal føle mig ansvarlig for at løse, når jeg med to unge børn i huset – og tilhørende venner ind og ud ad hoveddøren – skal vælge et nyt familiemedlem, der helst skulle være hos os hele sit liv? Absolut ikke.

Og jeg føler mig alt andet lige noget mere tryg ved at vælge en hund, hvis opvækst jeg har fulgt de første otte uger, end en internathund med en uvis historik og et ditto temperament.

Med undtagelse af labradors og doodles, som fås i alle kombinationer herovre, er en af de racer, jeg ser flest af, pitbulls. Nogle gange rendyrkede, andre gange som dele af et mix.

Amerikanerne er vilde med pitbulls, som nærmest har fået martyrstatus, fordi de ifølge deres mange fans er “misforståede” og i virkeligheden den bedste, den mest pålidelige og kærligste familiehund, nogen nogensinde kunne forestille sig.

Der er Facebook-støttegrupper for de misforståede muskelhunde, og de heftige kampagner kombineret med, at pitbulls vel står for i hvert fald 30 % af hundene i de forskellige internater, som igen er kombineret med amerikanernes hang til at frelse, medfører altså en markant øget hyppighed for at møde en “pittie” eller “pibble” – som et par af de mange kærlige kælenavne lyder – på sin gåtur.

frelser instinkt Julie Bendtsen hund
Doodle-hunden Dixie. Julie Bendtsen og familie købte hundehvalpen, som med tiden voksede ud af den gode køkkenhylde. Mange andre vælger at adoptere og sætter en ære i at tage en “rescue dog” til sig.

I sidste uge faldt jeg over en artikel af den type, jeg inderligt ville håbe var mere enestående, end tilfældet er: Et barn – en syvårig pige – var blevet skambidt til døde af to hunde. Selv om artiklen i første omgang ikke nævnte hunderacen, kunne jeg med et par klik videre få bekræftet den fordom, der meldte sig omgående: de to hunde var pitbulls.

Med fare for at få en horde af hundemennesker på nakken, vil jeg straks erkende, at jeg ikke bryder mig om pitbulls.

Jeg stoler ikke på dem, og jeg har det helt og aldeles glimrende med, at de ikke er tilladt i Danmark. Men det er de altså her, og når jeg møder dem, er de stort set altid i hænderne på ejere, der har “reddet” dem. Fordi der avles for mange i det skjulte, og fordi så mange mennesker enten ikke kan eller vil tage sig af dem.

Så de ender på internaterne og bliver reddet af velmenende par, familier eller enlige, som ikke ved, hvad hunden har med i bagagen, men som alle har dét tilfælles, at de synes, en pitbull i bund og grund bare er en stor, blid bamse, når den først er kommet væk fra sine traumer.

Desværre bliver det gang på gang soleklart, at antallet af folk, der gerne vil redde en traumatiseret hund, ligger meget, meget langt fra antallet af folk, der rent faktisk har evnerne til det.

Og hvis de har besluttet sig for at redde en pitbull eller to, er det en god gerning

Facebooks kommentarspor er som bekendt i mange tilfælde et kaninhul af ubrugeligt bavl, men kommentarerne til artiklen om den stakkels syvårige pige excellerede alligevel i usmagelighed. For størstedelen kom fra pitbull-fans, der som så ofte før følte sig kaldet til at komme på banen til muskelhundenes forsvar.

“Det er ikke hunden, der er noget galt med, det er ejeren.”

“Min pitbull ville aldrig gøre en flue fortræd.”

“Se lige billedet her og sig så igen, at pitbulls er onde” – hvortil afsenderen har vedhæftet et closeup af sin hund, som om nogen med et billede af en skambidt lille pige på nethinden har snerten af lyst til at se et portræt af et pitbull-smil med tilhørende kæber.

“De mest aggressive hunde jeg har mødt, er chihuahuaer” – ok, men kan vi tale lidt om den skade, en chihuahua er i stand til at forvolde kontra en pitbull?

Kommentarer, der negligerede hændelsen og offeret til fordel for sagaen om den stakkels pitbulls stigma. Det var ikke hundens skyld.

Julie Bendtsen frelser instinkt
En aggressiv pitbull er en helt anden liga end en aggressiv chihauhau, siger Julie Bendtsen og forundres over det frelserinstinkt, hun ser i amerikanernes udbredte adoption af hunde. Foto: PxHere

Amerikanernes forhold til deres hunde er i forvejen interessant, men deres opfattelse af sig selv som frelsere, når de adopterer én af slagsen, er decideret fascinerende.

På samme tid er er det så hyppigt tilbagevendende et fænomen, at jeg ikke kan lade være med at tænke over, om det bare er noget, der på naturligste vis fletter fingre med mange amerikaneres generelle selvopfattelse som nogen, der frelser. Frelser hunde, frelser undertrykte befolkningsgrupper i krigsramte lande, frelser verden.

Men én ting har efterhånden stillet sig selv krystalklart for mig: Når de frelser, er deres rolle som god samaritaner indiskutabel. Og hvis de har besluttet sig for at redde en pitbull eller to, er det en god gerning.

Min søn elsker stadig hunde, og heldigvis har han en herhjemme, som sørger for, at han kan få alle de positive kæledyrsoplevelser, han kunne drømme om.

Hunden, der bed ham, skete der ikke noget med. Det var ikke hundens skyld. Han kunne jo bare have ladet være med at løbe, ikke?


LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER


Topillustration: Julie Bendtsen ejer ikke frelserinstinktet for rescue dogs. Hun valgte at shoppe og betale for hunden, Dixie, i stedet. Topfoto og andet foto af Dixie: Julie Bendtsen

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Tog springet til Raleigh, North Carolina, og livet som sydstatsmama i 2015 og byttede i 2021 Sydstaternes sol og baptistkirker på hvert gadehjørne ud med Chicago og nye midtvestvaner og -venner (men går stadig ikke vejen for et velplaceret “y’all”). Deler hus og have med mand, to børn og en hund og bruger dagene som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, lejlighedsvis hjemve, weekendture til Nashville (præ-covid, forstås), kunsten at mixe den perfekte margarita og ishockey.

Seneste artikler om Liv & Mennesker