
Jeg kan mærke, at min tryghedszone krymper.
Jeg ligger i en lille pose og rimper den stadig tættere sammen om mig.
Jeg har mistet udveen, den glubende længsel efter de fjerneste strande.
Jeg har mistet den store glæde over fester og sammenkomster. Jeg kan bedst lide hverdagene.
Jeg kan bedst lide de små ting, der sker omkring mig, en blomst der springer ud, en bi der flyver forbi.
Jeg har det bedst sammen med de få, jeg kender godt og har kendt i mange år. Jeg føler ikke trang til at møde mange, jeg ikke kender.
Det er muligt, at de mange års beskydning omsider har ramt vitale organer. Jeg har været erklæret uperson så længe, at jeg føler mig som et genfærd.
Jeg skriver i vand, jeg blæser bort som en håndfuld aske.
Jeg holder en hånd op for ansigtet og ser tværs gennem den.
Og det er bedst sådan. Når der alligevel kun er den sidste stump tilbage af livet, er det godt at løsne grebet.
Jeg skal vænne mig til intetheden. Jeg skal sætte mig ud under det blomstrende træ, lade hvide kronblade drysse over mig. Sne inde i blomster, smelte og løbe ned i jorden.
Illustration: Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her