FODBOLD // ESSAY – Fra gyldne årtier over krise og nedrykningsdrama til en tabt pokalfinale og en reel mulighed for det længe ventede mesterskab. Det har været noget af en rejse for de inkarnerede Brøndby-tilhængere. I know, for jeg er en af dem – og har været det i snart 30 år. Det er et kærlighedsforhold, der definerer min identitet og som jeg ikke kan komme ud af. Gudskelov for det, siger forfatter Simon Ankjærgaard.
Midt i jublen gik mit blågule elastikarmbånd i hundrede stykker. Eller; det er i hvert fald, hvad jeg tror, der skete, for da jeg kiggede på mit håndled efterfølgende, var det væk.
Armbåndet var lavet af min otte-årige datter, der møjsommeligt havde sat små elastikker sammen – skiftevis blå og gule. Hun ved godt, at fars yndlingsfarver er blå og gule. Fordi fars fodboldsjæl er blå og gul.
Vi endte med at tabe pokalfinalen. 3-1. På den mest latterlige og bitre måde … Sådan noget må bare ikke ske – og jeg forlod Parken med bøjet hoved
Bemeldte jubel fandt sted torsdag 25. maj 2017 klokken cirka 18.20.
Der var spillet en time af pokalfinalen mellem FC København og Brøndby, da vores vævre, tyske troldmand, Hany Mukhtar, på et frispark knaldede bolden i kassen bag den tidligere Brøndby-keeper Stephan Andersen. Via overliggeren, der formentlig vibrerede i flere minutter efterfølgende, slog bolden lige akkurat ned på den rigtige side af stregen. Forløsningen var monumental.
Stemningen euforisk. Larmen infernalsk.
Jeg var i Parken sammen med gode venner og mine søskende, og min bror og jeg klemte så hårdt sammen om vores søster, at hun formentlig har været kvælningsdøden nær – og så hårdt, at blå og gule elastikker åbenbart blev spredt for alle vinde sammen med de kaskader af fadøl, der notorisk kastes i vejret ved scoringer.
Det var sekunder af rendyrket glæde. Af råben og skrigen, jublen og banden, af knyttede næver og arme, ben og gulblusede kroppe slynget om hinanden på de to tribuneafsnit, der denne dag var tæt pakket med os Brøndbytilhængere.
Efter i mere end et årti, at have stået alvorligt og frustrerende i skyggen af ærkerivalerne fra FC København var vi nu på 1-1. Vi spillede lige op med dem.
Vi havde en reel chance for at vinde den pokaltitel, der ville krone den bedste sæson, vi havde haft siden mesterskabssæsonen 2004/2005, hvor et fejende flot spillende Brøndbyhold under ledelse af selveste Michael Laudrup udraderede al modstand. Det udlignende mål var ikke bare fantastisk flot. Og så meget Mukhtar.
Det var også pivhamrende fortjent ovenpå spil, chancer og vores indsats på tribunerne. Det her var giganternes kamp, som det havde været år forinden, før alt gik af lave og FC København distancerede os i den ene superligastilling efter den anden.
Vi endte med at tabe pokalfinalen. 3-1.
Ikke fordi vi var udspillet – for det var vi ikke – men fordi det her ikke var fair. Og måske netop derfor står den finale, trods nederlaget, stadig for mig som noget helt magisk og skelsættende
På den mest latterlige og bitre måde. To bolde i dybden til henholdsvis Santander og Cornelius fangede nærmest amatøragtigt vores bagkæde midt på egen banehalvdel. Sådan noget må bare ikke ske – og jeg forlod Parken med bøjet hoved.
Ikke fordi vi var udspillet – for det var vi ikke – men fordi det her ikke var fair. Og måske netop derfor står den finale, trods nederlaget, stadig for mig som noget helt magisk og skelsættende – og jeg skal gerne forsøge at forklare hvorfor.
Posted by Brøndby IF on Thursday, March 15, 2018
Tilbage på toppen
For det første var det et bevis på, at vi som klub endegyldigt var på vej tilbage mod toppen af dansk fodbold. Det tog os virkelig mange sæsoner at erkende omfanget af vores egen krise – og at acceptere, at vi måske nok stadig var en storklub, men at vi ikke længere var en topklub.
At det så var i den periode, hvor ingen kunne måle sig med FC København – FCK!, af alle; vores ærkerivaler og ultimative hadeklub – gjorde kun ondt værre.
Vi havde senest været nummer ét i Superligaen, da vi gik ind i forårssæsonen i 2008 – samme forår, hvor vi senest optrådte i og vandt en pokalfinale – og siden gik det bare fra skidt til værre til absolut krise og bundplaceringer.
Lavpunktet var nedrykningsfinalen i Horsens i sommeren 2013, hvor Brøndby kunne nøjes med uafgjort, men måtte slutte kampen ti mod elleve og i et tungt pres fra hjemmeholdet.
Det var … ubeskriveligt ulideligt.
Og helt forrygende euforisk, da Rommedahl endelig lynede med sin fart og i en sidste desperat og genial handling udnyttede sin enorme topfart til at komme fri i højre side, hvorfra han med millimeterpræcision sendte bolden i fødderne på Phiri, der bankede den højt op i netmaskerne bag den senere Brøndbymålmand Frederik Rønnow.
Selvom spillerne sportsligt gik ned på banen, så gjorde vi det ikke på tribunen. På noget tidspunkt. Jeg får kuldegysninger bare af at skrive det
For det andet var indstillingen hos spillerne på banen og os på tribunen til den pokalfinale i Parken helt fantastisk. Ja, magisk.
Det er ikke et for stort ord at bruge. Vi ville det alle sammen SÅ meget, det her.
Og selvom spillerne sportsligt gik ned på banen, så gjorde vi det ikke på tribunen. På noget tidspunkt. Jeg får kuldegysninger bare af at skrive det.
For det tredje, så fik vi dét mål, vi havde hungret efter – og dermed den forløsning, som vi altid er på jagt efter og som er en af de vigtigste årsager til, at vi følger vores hold runde efter runde, weekend efter weekend, sæson efter sæson.
Det var deét øjeblik, hvor det hele eksploderer omkring dig, og du krammer søskende, venner og vildt fremmede mennesker.
For det fjerde, så var pokalfinalen for mig et billede på, hvad det vil sige at være Brøndbytilhænger; det er alt det ovenstående, men også så meget mere. Det handler om identitet. Om fællesskab. Om værdier. Om ritualer.
Ringvejen
Jeg har været blå og gul i næsten 30 år.
Hvorfor det lige blev Brøndby er en sammenblanding af vilkårlighed, fodboldhistorie og geografi. Sandheden er, at jeg kunne være endt et helt andet sted.
Det sortnede – helt bogstaveligt – for mine øjne. Jeg mærkede et dybt stød i mellemgulvet. Ja, jeg kan stadig mærke det, mens jeg skriver disse linjer
Den allerførste kamp, som jeg overværede i den bedste række, var nemlig et opgør mellem Hvidovre og KB. Det var i 1982, og min far tog mig med, fordi min børnehaveklasselærer, Klaus Nørregaard (ja, faren til den senere FCK-spiller Hjalte Nørregaard) spillede for Hvidovre (og tidligere havde spillet for KB).
Tænk engang. Hvis bacillen havde ramt mig lige dér, kunne jeg blevet Hvidovrefan … eller – GISP! – KB’er og dermed senere FCK’er. Shit, man. Tanken er ulidelig.
Min kærlighed til Brøndby hviler i udgangspunktet på en solid bund af kærlighed til fodbolden – til selve spillet.
Til dét, at du kan vinde både fortjent og ufortjent (og dermed også tabe både fortjent og ufortjent). Til taktikken. Til detaljerne i spillet. Til målene og målmagerne. Til midtbanespillerne – både skraldemændene og de tekniske vidundere. Til både de elegante og kyniske forsvarsspillere.
Og til keeperne; dette uforudsigelige og notorisk gak-i-låget-folkefærd med alle deres fantastiske redninger og uforklarlige koks.
Det var landsholdet, der åbnede døren ind til denne fascinerende verden af fodbold. Nærmere defineret; dynamitdrengene og deres præstationer ved især EM i 1984 og VM i 1986. I slutningen af 1980’erne og 1990’erne skiftede mit fokus imidlertid. Fra landsholdet, der jo kun spillede en gang imellem, og til klubfodbolden, som man kunne nyde noget oftere.
Og mit blik faldt på Brøndby, der dengang ikke bare var ved at etablere sig som storklub OG topklub i Danmark, men også bed skeer med de store udenlandske klubber i Europacuppen.
Og så lå klubben kun en velvoksen cykeltur ud ad den ringvej, der forbinder min barndomsby Skovlunde med min fodboldby Brøndby (på vejen passerer vi faktisk den fødeklinik i Glostrup, hvor jeg er født – et par kilometer fra stadion; jeg bilder mig ind, at det er skæbnebestemt).
Jeg kan ikke agere andet end på ren adrenalin, når jeg står på betonen på Brøndby Stadion (eller på udebaneafsnittet på et af landets andre stadions)
Jeg blev klar over, at jeg var en del af noget større – og at noget større voksede i mig – da jeg 24. april 1991 sad på mit ungdomsværelse med mit alt for lille farvefjernsyn med stueantenne og så Brøndby spille UEFA Cup-semifinale mod selveste Roma.
Med få minutter igen var stillingen 1-1, hvilket ville sende Brøndby mirakuløst i finalen, men så dukkede han op. Rudi Völler. Tysk angriber i Roma. Med sin lange tå og sit puddelhundehår og sin scoring til 2-1.
Det sortnede – helt bogstaveligt – for mine øjne. Jeg mærkede et dybt stød i mellemgulvet. Ja, jeg kan stadig mærke det, mens jeg skriver disse linjer.
Da vidste jeg, at jeg havde følelser for noget så abstrakt som en fodboldklub. Jeg var Brøndbytilhænger. Med hud og hår og hele min blågule sjæl.
Kærlighed, stolthed, loyalitet – og alt det der
Jeg har lige siden forsøgt at forstå – og beskrive – hvad det så betyder, at elske en fodboldklub. At bruge så store begreber som kærlighed, stolthed og loyalitet om mit forhold til … ja, til hvad?
Til KLUBBEN. Klubben forstået som summen af historien, af spillere (tidligere, nuværende og kommende), skiftende trænere, alle vandbærerne, bolddrengene, de frivillige – og så os tilhængere, der tæller os selv i titusindvis og som er bundet sammen i et sært, men (opfattet) stærkt fællesskab på tværs af køn, sociale skel, politisk ideologi, alder, ja, you name it.
Fællesskabet – og klubben – er på én og samme tid noget helt konkret og noget helt vildt abstrakt og uhåndgribeligt.
Det er en fysisk bane, et fysisk stadion, spillere af kød og blod, der kæmper mod andre spillere af kød og blod med det simple formål at få flere bolde i modstanderens mål end i sit eget.
Det er fans af kød og blod, og det er kampe – helt konkrete kampe – der skal vindes, så vi kan kravle højere op i tabellen eller gå videre i diverse knock-out-turneringer. Men det er også følelser, virkelig stærke følelser. Følelser, der ikke kan undertrykkes, når de først er en del af dig.
Jeg kan ikke agere andet end på ren adrenalin, når jeg står på betonen på Brøndby Stadion (eller på udebaneafsnittet på et af landets andre stadions). Og ja, der er en høj grad af primitivitet over det. Det skal jeg være den første til at indrømme.
Primitivt? Ja, helt afgjort. Livsbekræftende, uden tvivl! Meningsdannende? ABSOLUT! I hvert fald for os med tilhængerkulturen i hjertet
Det er 100 procent VSTGN, som vi skriver det og som det pryder både trøjer og kasketter, når vi skal markere vores tilhørsforhold til klubben på Vestegnen.
Det er praktiseringen af en form for stammekultur, når jeg står skulder ved skulder med tusindvis af andre – som en stor blå og gul organisme bundet sammen af ritualer. Hér er jeg et hundrede procent urmenneske og synger og råber og bander og jubler og griner og græder.
Jeg agerer på mine følelser i dét sekund, de opstår. Det kan ikke være anderledes, når jeg står i det.
Men det er så meget mere end det. Det er mere end stammekultur og urmenneskeventil. Det er et sted – et rum – hvor jeg kan være sammen med andre ligesindede. Det er et forhold, hvor det er helt okay at store følelser som kærlighed, stolthed og loyalitet betyder noget.
Det betyder noget for mig, at jeg er hér – med disse mennesker, støttende denne klub, på dette stadion.
Og det betyder også noget, når der ikke er kamp. Det er med til at definere mig. Jeg tror, at det er en skræmmende stor procentdel af min harddisk, der er fyldt med fodbold og Brøndby. Tidligere tiders resultater, sejre, nederlag, oplevelser.
Nuværende refleksioner over klubbens tilstand og gulddrømme. Et sindrigt system af statistik, prognoser, tabeller og matematiske udregninger bygget på pointfordeling og målscore. Og forventninger, forhåbninger og frygt for den helt nære fremtid, nu hvor vi er på vej ind i det afgørende medaljeslutspil. Et slutspil, som Brøndby fører, inden det i aften går løs i den første kamp.
Det er klokken 18 ude mod AaB – og jeg vil se den sammen med en stor gruppe af venner, jeg netop har mødt igennem kærligheden til klubben. Mennesker, der har det som mig. Og som også – som mig – kigger på fodbolden gennem en blågul prisme, der tildeler os og vores klub en helt særlig position i verden. Igennem denne prisme bedømmer vi vores egen indsats, spillernes indsats, modstandernes indsats.
Igennem den prisme vurderer vi retfærdighed og uretfærdighed. Vi definerer os selv ud fra vores farver og flag – i opposition til ’de andre’.
Primitivt? Ja, helt afgjort. Livsbekræftende, uden tvivl! Meningsdannende? ABSOLUT! I hvert fald for os med tilhængerkulturen i hjertet.
Fodbold og klubkærlighed
Selvom jeg kan have svært ved at forstå, at man kan holde med andre klubber, så kan jeg genkende denne klubkærlighed hos de fans, der holder med andre. Det materialiserer sig som en særlig gnist i øjnene og en varme i stemmen, når de taler om deres klub.
Ja, jeg genkender den jo også hos de, der – af uransagelige årsager – holder med FCK.
Jeg er villig til at følge min klub, hvor end det skal være. I 2013 var jeg helt klar til at rykke ned i 1. division med den
Faktisk vil jeg hellere drikke bajere med en helhjertet FC’er end med en medløber af en Brøndbyfan, der kun dukker op med den gule bluse og halstørklædet, når det går godt.
Det handler nemlig også om at blive ved, stå imod, støtte op, være loyal. Præmien er de øjeblikke, hvor alt går op i en højere enhed.
Jeg er villig til at følge min klub, hvor end det skal være. I 2013 var jeg helt klar til at rykke ned i 1. division med den. I år er jeg klar til de næste ti nervepirrende kampe i slutspillet. Jeg drømmer om det første danske mesterskab siden 2005.
Samtidig med at jeg forbereder mig på den store skuffelse. Bagsiden af den absolutte eufori, som da Mukhtar scorede i pokalfinalen, er det dybe stød i mellemgulvet, som da Völler scorede i Rom.
Det er en del af det at være Brøndbytilhænger. Jeg elsker det. Og ville – ja, jeg kan – ikke være det foruden.
LÆS FLERE ARTIKLER FRA SIMON ANTKJÆRGAARD HER
Topfoto: Alle indsatte fodbold fotos af Brøndbys kampe er private og taget af forfatteren. Topfoto fra Flickr, Guillaume Baviere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her