Selvudvikling er fundamentet for al civilisation

i Featured/Kultur/Liv & Mennesker/POV Business af

Selvom mennesket er nået langt med civilisationen, er det stadig på mange områder præget og styret af et utal af primitive træk, som ikke har flyttet sig de sidste mange hundrede år. Thomas Milsted fortæller her om selvudvikling som et af de værktøjer, man kan anvende til trivsel og konfliktløsning – såvel i privatlivet som på arbejdspladsen.

Man skal kun bruge få sekunder på at se reality programmer eller lytte lidt til politikere, hvis retoriske udfald er hentet i de dybeste lag af reptilhjernen, før man tænker, at her ville selvudvikling virkelig være på sin plads. Eller prøv at overvære – hvis du tør – en fodboldkamp hvor FCK- og Brøndbyfans tørner sammen i en alkoholrus, og man tænker det samme.

Anderledes er det ikke, når en arbejdsplads er præget af en kultur uden dannelse, empati, begavelse eller fællesskabsfølelse. Den enkelte medarbejder eller leders manglende evne til at medtænke egen rolle i konflikter, udvikling af stress eller samarbejdsproblemer er heller ikke befordrende for det gode psykiske arbejdsmiljø.

Den amerikanske psykolog Abraham Maslow kom med hypotesen om, at mennesker har uanet potentiale og mulighed for vækst livet igennem. Den italienske psykiater Roberto Assagioli bidrog senere med betydningen af viljen og det højere ubevidste.

Man kan frygte, at teorierne peger i retning af, at udvikling af personligheden ikke er mulig eller er stærkt begrænset. Det er strukturerne, der er problemet. Men at fratage individet et medansvar for egen situation og ikke mindst en rolle for at ændre, leve med den, eller komme ud af den, er absurd.

Selvrealisering og selvudvikling er fundamentet for al civilisation, og det kan kun tage udgangspunkt i individets hårde arbejde med sig selv.

Selvom vi er nået langt med civilisationen, er vi stadig på mange områder i livet præget og styret af et utal af primitive træk, som ikke har flyttet sig de sidste mange hundrede år. Træk, som vi må vikle os ud af, hvis ikke verden skal gå til i konflikter, krig og total destruktion af vores natur og miljø. Hvis vi i stedet tog udgangspunkt i vores langt senere udviklede reflekterende bevidsthed – og ikke mindst brugte den – ville vi vide, at de ovenstående problematikker ville kunne reduceres Det kræver naturligvis viden om, at disse, for vort samfund så belastende forhold, overhovedet eksisterer. Men når først den viden er tilstede, er det kun absolut beslutsomhed og vilje til at handle ud fra den viden, der kan ændre nedbrydende vilkår til trivsel. Og den vilje udgår fra den enkelte.

Når individet reduceres til et produkt af omstændighederne.

Når dele af psykologstanden hævder, at der ikke er personlige årsager til mistrivsel, og at det skulle være en myte, at lavt selvværd, perfektionisme eller andre mørke personlighedstræk har betydning for udvikling af for eksempel stress, handler det nok mere om en dagsorden, som er ideologisk betinget frem for faktuel. Selvfølgelig skal indvidees fratages ansvaret der, hvor det vitterligt ikke har det. Og jeg er helt med på, at erfaringer, også mine egne, viser, at stadig mange organisationer og virksomheder desværre stadig er mere optaget af at bortforklare eller ikke at erkende de strukturer (vilkår), der faktuelt er årsag til det dårlige psykiske arbejdsmiljø, frem for at tage ansvar.

Lad mig en gang for alle ligeledes slå fast, at man selvfølgelig ikke kan løse strukturelle problemer på arbejdspladserne ved selvrealisering eller selvudvikling. Det er ikke bare urimeligt, men direkte uanstændigt at påstå det modsatte. Hvis opgavemængden f.eks. er urimelig stor, hjælper det ikke at tage løbeskoene frem og motionere. Hvis rollefordelingen og forventningsafstemningerne er uklare, eller ligefrem ikke kendte, kan man tage lige så mange ”ja-hatte” på, det skal være, det vil ikke øge klarheden.

Og at kræve, at man skal sige pyt til det hele, er en hån mod medarbejderens intelligens. Hvis selvrealisering og selvudvikling skulle give mening i disse sammenhænge, skulle det da mere være at få sagt fra overfor de urimeligheder, man møder, fremfor at forsøge at trives i dem. Måske skulle flere gå til deres fagforening frem for til psykolog.

Den, der oplever, at man ikke skal arbejde med sig selv, fordi man uforskyldt er ramt af omstændigheder, risikerer også at lægge kimen til en udmattende rejse mod de mest sorte og destruktive afkroge af psyken.

Jeg er også med på, at ethvert menneske som udgangspunkt er et produkt af sine omgivelser, livsbetingelser og ikke mindst relationer.

Men sårbarhed er altså ikke et privilegium, men er, om vi vil det eller ej, en arbejdsopgave. Sårbarhed er ike en gave eller udviklingsmulighed, men en livsomstændighed, man bliver nødt til at tackle på den ene eller anden måde. At fratage individet et ansvar for dette er at gøre det en bjørnetjeneste. En omstændighed som er hård og til tider næsten uoverkommelig barsk. Men næppe noget, vi bør overlade til andre eller skæbnen.

Ondskabens strategi

Jeg forstår godt, at mange tænker, at selvrealisering, personlig udvikling og selvudvikling er nøgleord, der i de senere år er kommet til at spille en vigtig rolle for det vestlige menneskes forståelse af sig selv. Og det er også tydeligt, at vi ser en stigende ”selvudviklingsindustri”, som organisationerne indkøber i stor stil for at skjule magtrelationer, udøve ansvarsforflygtigelse i forhold til dybt problematiske arbejdsmiljøforhold med den bagtanke at fjerne incitamentet for det strukturelle, ledelsesmæssige og sociale ansvar. Dette kan selvfølgelig aldrig være acceptabelt.

Men et godt psykisk (arbejds)-miljø skabes ikke kun med rammerne og strukturerne alene. Rammerne og strukturerne er forudsætningen for trivsel, og det at kunne skabe et godt psykisk arbejdsmiljø. Jeg mener principielt ikke, jeg eller andre kan stille krav til, om medarbejdere skal udvikle sig selv, men det er nødvendigt, at den enkelte medarbejder er sig bevidst om de eventuelt manglende kompetencer, der kan være nødvendige at udvikle, for at undgå stress eller depressioner.

Selvudvikling og selvrealisering må i en livs- eller arbejdsmæssig sammenhæng betyde, at det enkelte menneske må erkende, at der er en række greb, man kan benytte for at komme nogenlunde helskindet gennem livet.

Jeg er ikke optaget af om udfordringer eller stress er en gave eller udviklingsmulighed. Selvudvikling er en nødvendighed, hvis vi skal trives og undgå stress eller andre psykiske lidelser. At sætte sin lid til om en organisation matcher og former sig omkring individets præferencer, når det handler om individets sårbarhed, behov eller ønsker, ville være ideelt, men samtidig også naivt at forestille sig.

Selvudvikling drejer sig om kompetencer til håndtering af livet

Lidt afhængigt af hvordan man definerer selvudvikling og selvrealisering, kan der ikke herske tvivl om, at til det at være og udvikle sig som menneske, hører, at man er i stand til at erkende, hvilke dele af ens personlighed som kunne være hæmmende for, om man er i stand til at gennemføre en uddannelse, være nærværende i forhold til sin kæreste eller børn, eller være sig bevidst om de kognitive-refleksive kompetencer, der er nødvendige for at kunne samarbejde. Bare for at tage nogle få eksempler.

Ethvert individ må være bevidst om, hvordan det går til opgaven eller livet. Ikke altid, men ofte vil dét alene være afgørende for, om vi få stress eller ej.

Man må ikke glemme, at de strukturer i hjernen, der udløser stress, er væsentlig ældre end de strukturer, hvorom vi kan tænke. Stress kom med andre ord til før vores analytiske evner. Og det, der er bestemmende for en stressrespons, er ikke altid situationen selv, men den emotionelle tilstand, den efterlader os i. Hjernen reager ikke på dét, vi ser, men dét, vi føler. Og vi kan komme til at føle anderledes, og dermed undgå stress, ved at se anderledes på tingene. Vi har, når alt kommer til alt, ikke den store indflydelse på livets gang, men vi kan vælge, hvordan vi reagerer på det, og handle dér, hvor vi har mulighed for det.

 Stress kom  til før vores analytiske evner. Og det, der er bestemmende for en stressrespons, er ikke altid situationen selv, men den emotionelle tilstand, den efterlader os i. Hjernen reager ikke på dét, vi ser, men dét, vi følerOg vi kan komme til at føle anderledes, og dermed undgå stress, ved at se anderledes på tingene. Vi har, når alt kommer til alt, ikke den store indflydelse på livets gang, men vi kan vælge, hvordan vi reagerer på det, og handle dér, hvor vi har mulighed for det.

Selvudvikling og selvrealisering må i en livs- eller arbejdsmæssig sammenhæng betyde, at det enkelte menneske må erkende, at der er en række greb, man kan benytte for at komme nogenlunde helskindet gennem livet. Her er det også vigtigt at notere sig, at tilegnelse af de greb, for nogle er et resultat af et langvarigt terapeutisk forløb. Personlighedsstrukturer, hvor det at gøre andre tilpas, perfektionere relationer eller resultater, opnå anderkendelse, vise hvad man dur til osv., er overordentlig væsentlige personlighedstræk, der skal ses på, medmindre man er parat til at betale en høj pris i form angst, depression, stress og udbrændthed.

Selvudvikling og selvrealisering er store krav at stille til sine medmennesker ligesom krav om sundhedstilstand og livsstil også er det. Men ikke at forvente det, skaber samtidig et dilemma. Også et moralsk.

For etisk er det ikke ok at stille krav om selvudvikling og selvrealisering, hvis det skal tjene andre formål, som øget produktivitet eller nedtoning af rimelig kritik. Og det er i særdeleshed ikke i orden, hvis selvudvikling og selvrealisering skal kompensere for urimelige og belastende vilkår, som organisationerne eller samfundet ene og alene har ansvar for at løse. På den anden side må det som sagt være ethvert menneskes fornemste opgave at kunne klare sig selv og gøre sig uafhængig af systemer, relationer og fællesskaber og samtidig rumme det dilemma, at det aldrig ville kunne lade sig gøre fuldstændigt, da vi til en vis grad altid vil være afhængige af netop systemer, relationer og fællesskaber.

Foto: Pixabay

Denne artikel er en omskrivning af en anden artikel skrevet af samme skribent i Psykologisk Set (98/2015)

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Seneste artikler om Featured

Lets Go Bananas med pastis

Pastis til påske

FRÆKKE FRISTELSER // MERCI MARSEILLE – Det er påske, og det er