STRESS – En leder eller arbejdsgiver bør føre forretningen og produktiviteten med henblik på medarbejdernes ve og vel. De ansatte må ikke nedslides fysisk eller mentalt, når de jo bidrager til virksomhedens mål. At ville stress til livs har ganske vist sin pris, men den betales ikke ved, at organisationen fraskriver sig sit ansvar ved at sende medarbejdere på kurser i individuel adfærdsregulering, skriver Thomas Milsted.
Kompleksiteten i relation til løsning af stressproblematikker i organisationer kunne i første omgang se ud, som om det handlede om manglende viden og forståelse af et begreb, som det end ikke er lykkedes forskerne at udvikle definitioner på. Til det er uenigheden og den akademiske selvhøjtidelighed for stor.
Vi kan efterhånden konkludere, at selvom alle forstod stress helt ind i dets kerne og højt oppe i det store brede perspektiv, så skyldes de manglende løsninger vedrørende forebyggelse primært modstridende sammenfald af interesser, holdninger og værdier. Det har altså mindre betydning om hvilke forståelse man så end måtte have af stress.
Som organisation spørger man sig selv, om man vil af med stress for enhver pris, eller om det at komme stressen til livs faktisk afhænger af prisen? Og det svar bliver mere end understreget i de tiltag, vi ser i organisationerne: Det afhænger af prisen.
Det skal understreges, at det ikke kun er pris i økonomisk forstand. For selvom det er staten, der sidder tilbage med den største regning, når konsekvenserne af stress rammer den enkelte, og det ender med en sygemelding, så bliver der også brugt mange penge på de danske arbejdspladser.
Her kan man kun være oprigtig imponeret over den rundhåndethed, der udvises, når det kommer til kurser og foredrag om, hvordan man som individ kan håndtere stress og livet som helhed. Der bliver brugt ufattelig mange timer på at forbedre trivslen og arbejdsglæden.
At ville sine medarbejdere det godt er en værdi, og at ville stressen til livs, koste hvad det koste vil, er en særdeles anstændig og civiliseret værdi
Selvom effekten af disse tiltag er tvivlsomme, i hvert fald på den lange bane, kastes der med bind for øjnene tusindelapper efter medarbejderne i håbet om, at højt tempo og stor arbejdsbyrde ikke knækker medarbejderne.
Ikke sådan at forstå, at det ikke skulle have en effekt at slukke sin mobiltelefon, motionere noget mere eller forholde sig mindful og anderledes tænkende til arbejdsbetingelserne. For det har det vitterligt, men det er sindssygt dyrt at lære at trække vejret på nye og innovative måder.
Og statistikkerne viser, at stresskurven stadig er for opadgående. Så uanset hvordan man vender og drejer det, må alle kunne forstå, at det ikke nytter noget at sidde med himmelvendte øjne, når arbejdsbyrden er for stor og tempoet for højt.
Det handler om værdier og menneskesyn
At ville sine medarbejdere det godt er en værdi, og at ville stressen til livs, koste hvad det koste vil, er en særdeles anstændig og civiliseret værdi. Men det er desværre også den pris, en knækket stresskurve kræver.
Hvis vi synker så lavt, at vi bare ser ledelse som et spørgsmål om, hvordan vi får mest ud af den enkelte medarbejder, og hvordan vi kan bruge pengene på løn på den mest effektive og produktive måde, er vi tilbage til en tankegang, der udviser foragt for menneskets natur og fællesskab.
Man kan på den ene side ikke italesætte, at stress er et fælles ansvar og så blive ved med at sende medarbejderne på kurser i individuel adfærdsregulering og så dermed fraskrive sig organisationens ansvar
Så er vi ikke medvirkende til at udvikle samfundet, men til at nedbryde det. Måske ikke ud fra en økonomisk betragtning, men i høj grad en trivsels- og sundhedsmæssig samt åndelig. Den form for økonomiske logikker forebygger ikke stress og nedslidning.
Hvis man accepterer eller stiltiende er vidne til stress-mandefald, er man ikke leder, så er man kyniker. Skal et lederskab være bæredygtigt, må de menneskelige konsekvenser med i ligningen.
Enhver leder eller arbejdsgiver må beslutte sig for, at de altid vil bygge deres forretnings- eller produktivitetsmæssige succes på skuldrene af medarbejdere, der ikke samtidig skal nedslides fysisk eller mentalt i deres bidrag med at nå målet.
Derfor vil det overordnede ansvar for medarbejderens ve og vel i første omgang altid tilfalde beslutningstagerne. At pålægge individet det ansvar er direkte ondskabsfuldt.
Enhver virksomheds overordnede værdi må uden omsvøb og uden hele tiden at inddrage privatlivet som en synder være at ville stressen til livs, koste hvad det koste vil
Jeg tror, at det er vigtigt at erkende, at sådan er det. For uanset hvad man som leder siger, at man gør, så er det handlinger, der viser, hvad lederen mener. Man kan på den ene side ikke italesætte stress som et fælles ansvar og så blive ved med at sende medarbejderne på kurser i individuel adfærdsregulering og så dermed fraskrive sig organisationens.
Virksomheder bruger pænt meget energi på at analysere kunderne, så de kan fastholdes. Den samme logik ville jo give mening i fastholdesen af medarbejderne. Ikke kun for at sikre, at de bedste og mest nødvendige medarbejdere bliver, men også for at sikre, at ingen går ned med stress.
Ledelse er en guddommelig opgave
Ledelse må aldrig bygge på en ideologi, der er brygget på fordømmelse af og mistro til andre mennesker. Derfor må enhver dialog omkring det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø også være ligeværdig.
Sat lidt på spidsen kan man vel med rette diskutere, hvor fælles ansvaret for at løse stressproblematikker på arbejdspladsen er, når beslutningskompetencerne ikke også er det? Så længe ikke alle, der er inviteret og medvirker i dialogen om forebyggende indsatser, ikke også er medvirkende til at kunne træffe de endelige beslutninger, er der et stykke vej endnu.
Fælles løsninger må bygge på fælles beslutninger og vel ikke et fællesskab, hvor en lille ledelsesgruppe på forhånd har valgt præmissen. Ledere sidder med mennesker og ikke resurser, som kun skal betragtes som midler til at nå konkrete mål.
Ledere må beslutte sig for at udvikle det blik, der ser alle andre mennesker som guddommelige væsner og så behandle dem i overensstemmelse med det syn.
Enhver virksomheds overordnede værdi må uden omsvøb og uden hele tiden at inddrage privatlivet som en synder være at ville stressen til livs, koste hvad det koste vil.
Det gælder også, hvis det skulle betyde nedjustering i forhold til produktivitet, effektivitet og overskud. Men måske i højere grad når det handler om at erstatte et menneskesyn, der ser ned, med et der ser hen.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
