Robotiseringen kan gå to veje. Den gængse ved teknologispring, der nok æder job, men skaber endnu flere. Og så den, hvor robotter og kunstig intelligens overflødiggør alt for mange mennesker. LO tager den debat op, mens politikerne snakker om, at danskerne skal blive længere på arbejdsmarkedet. Det er arbejdsmarkedet, som går foran og politikerne, der sover, mens den teknologiske udvikling sprinter afsted, skriver Dorte Toft.
Jeg er sortseer, hvad angår fremtiden. Nogle kalder mig endda for maskinstormer. Min brøde er, at jeg ikke er blandt de mange, der spår guld, grøn vækst og mere velfærd takket være den næste bølge i automatiseringen, der udgøres af robotter, kunstig intelligens, ”kloge” sensorer, en syndflod af data med videre. Jeg frygter en voksende ”ubrugbar klasse”.
Vi er ikke mange af os herhjemme med så kætterske tanker, og det kan have været en af anledningerne til, at jeg fik en fin invitation. Jeg blev bedt af LO om at være med i en paneldebat på konferencen Arbejdsmarked 4.0, der samlede næsten 400 mennesker i Nyborg for få dage siden. En paneldebat, der var mellemlægspapiret mellem statsministerens tale og talen fra Socialdemokratiets formand.
Paneldebatten handlede om, hvorvidt Danmark får et ”tigerspring” i produktivitet og vækst, takket være de nyeste automatiserings- og digitaliseringsteknologier – det, der herhjemme typisk kaldes Den 4. industrielle Revolution. Hvis du ikke er helt hjemme i den ”revolution”, så læs evt. nærmere her på min gamle Berlingske-blog.
Mit svar på, om vi ser et dansk tigerspring, var et ”nej”. Jeg ser ikke nogen tiger, nok snarere en huskat. Og jeg frygter en voksende ”ubrugbar klasse” som følge af robotiseringen.
Mit svar på, om vi ser et dansk tigerspring, var et ”nej”. Jeg ser ikke nogen tiger, nok snarere huskat.
Årsagen har jeg tidligere beskrevet i en anden #longread på min Berlingske-blog, hvor jeg prikker til en alt for optimistisk erhvervsminister.
For få eksperter
Kort sagt forholder det sig således: Danmark har i årtier haft en alvorlig underproduktion af de teknisk kyndige eksperter, der skal til. Det er nemlig med den allermest avancerede teknologi, som med den dyreste, mest forkromede køkkenmaskine. ”Isenkram”, om hard- eller software, er ikke nok. Kun en forudsætning for, at eksperten kan skabe det optimale.
Helt konsistent var jeg dog ikke i debatten. For vi kan nok komme et stykke af vejen trods manglen på eksperter. Som jeg sagde ”Alle mand og kvinder på dæk”. Hvis alle, der rammes af tanken ”hvorfor i alverden gøres ting på denne måde – det må da kunne gøres mere effektivt” – ikke nøjes med tanken, men pusler videre med den og drøfter mulige løsninger med andre, så kan der ske noget.
Den bedste nytænkning kommer sjældent fra dem bag regnearkene, men som kæmpesuccessen Coloplast viser, ind imellem fra den ”på gulvet”
Den bedste nytænkning kommer sjældent fra dem bag regnearkene, men som kæmpesuccessen Coloplast viser, ind imellem fra den ”på gulvet”. Her var det en sygeplejerske, der lagde grunden til bedre stomiposer til patienter verden over, efter hun havde set, hvordan hendes søster blev plaget af den hidtidige løsning.
Men skal alle mand og kvinder på dæk, så forudsætter det også nysgerrighed over for, hvad man kan med ny teknologi, nye materialer og nye arbejdsgange, og her skal fagforeningerne nok langt mere på banen, for det er ikke medierne, der løfter den slags nysgerrighed, selv om de gør det fermt, når det gælder bagværk og foxtrot.
Et problem, der hærger, er, at nytænkning kan opfattes som brok eller sågar illoyalitet
Men kan du f.eks. klare 30 procent mere af det vigtige, hvis du blev aflastet for det rutinemæssige, f.eks. af en service-robot, der henter, bringer og løfter, så gå videre med det. Ligeså, hvis du har en administrativ rutine, som burde overlades til et stykke software. Arbejdet ville blive noget mere tilfredsstillende, din viden bedre udnyttet, produktiviteten ville stige. What’s not to like? Måske prisen, men den rasler som bekendt ned på både hardware og software.
Hallalhippier og nulfejls-politik
Et problem, der hærger ikke mindst den offentlige sektor, er endvidere, at nytænkning kan opfattes som brok eller sågar illoyalitet – medmindre den kommer fra konsulenter, hvis timepris tælles i tusinder af kroner. Det offentliges nulfejls-politik, der ofte er et resultat af politisk indblanding i enkeltsager, er tilsvarende også døden for nytænkning.
Forslaget om nytænkning fra alles side kan muligvis også få nogen til at tænke på urealistiske venstrefløjsdrømme i 70’erne, og snakken om hallalhippier ved årtusindeskiftet, men tag ikke fejl, det er den slags fri tænkning, der i stort omfang har skabt Danmarks allerstørste successer. Det var ikke ph.d.’er ej heller djøf’er, der skabte Lego, Grundfos og Coloplast. Ej heller Facebook, selv om de længstuddannede også er vigtige.
På LO’s konference fortalte formanden, Lizette Risgaard i øvrigt om en undersøgelse foretaget for LO blandt 1203 lønmodtagere. Seks ud af ti lønmodtagere ser automatisering og digitalisering som vejen til øget produktivitet, og godt fem ud af ti ser det som vejen til nemmere arbejdsprocesser.
Der er med andre ord en velvillig indstilling til teknologi, langt fra hvad der kunne ses i visse fagforeninger, tilbage i 60’erne og 70’erne, da jeg var programmør. Bemærkelsesværdigt er også, at kun 15 procent mener, at deres job er i risikozonen. Men lønmodtagerne påpeger også behov for efteruddannelse, hvis det store teknologispring skal lykkes, og det er nødvendigt.
Lad ikke alt være afhængig af efteruddannelse, som flertallet af landets skolelærere gjorde det i relation til it i 80’erne og 90’erne. Det blev ris til egen røv
Her er en advarsel på plads: lad ikke alt være afhængig af efteruddannelse, som flertallet af landets skolelærere gjorde det i relation til it i 80’erne og 90’erne. Det blev ris til egen røv for skolelærerne. Elever, der ikke fattede, hvor lidt lærerne kunne, fordi lærere i modsætning til eleverne og deres forældre, undlod selv også at kaste sig nysgerrigt over mulighederne i fritiden.
Til gengæld vil jeg gerne overbringe så en stor cadeau til LO for at have inviteret en af de allermest citerede, hvad angår en ”jobløs” fremtid, nemlig dr. Carl Benedikt Frey. Han er en af de to forskere fra Oxford University, der står bag rapporten ”The Future of Employment – How Susceptible are Jobs to Computerisation?”, som i den grad gav genlyd. Ifølge den er 47 procent af jobbene i USA i risikozonen for at blive erstattet af avanceret software og robotter.
De arbejdsfries fremmarch og øget produktivitet
I sommer interviewede jeg selv en af de andre, der ses betegnet som dommedagsprædikant, forfatteren af bogen ”Rise of the Robots”, Martin Ford. Forfatteren gæstede DI’s årsmøde i september, hvor hans bog i øvrigt udkom på dansk. 
Han fortæller blandt andet om, hvorledes produktionsgiganten Foxconn, der blandt andet producerer iPhones i Kina, foreløbig har erstattet 60.000 ansatte med robotter, og det er bare starten. Kina har også mistet job til lavtlønslande, og der er stor offentlig finansiering at få til robotisering.
Martin Ford fortæller også om, hvorledes enhver snak om øget mindsteløn i USA får en beretning om en højproduktiv burgerrobot til at poppe op. Den robot, der endnu er på prototypestadiet, klarer alt fra formning og grillning af frisk kød til skæring af tomatskiver, bolleristning og samling af burgeren. Og han beretter om, hvordan en succesrig, stor japansk sushikæde har erstattet tjenere og kasserer med samlebånd, sensorer, chips og trykfølsomme skærme.
Jeg er ikke selv i tvivl om, at robotisering kan være med til at bevare arbejdspladser i Danmark og øge produktiviteten. Enkelte opgaver kan også hentes hjem fra lavtlønslande, men ikke mange. Den typiske historie, jeg hører, er, at der ikke skabes mange nye arbejdspladser, også illustreret af tyske Siemens’ kendte showcase, en gennemautomatiseret fabrik, hvor produktionen er steget med en faktor seks, men antallet af medarbejdere er det samme.
I Tyskland har man fra politisk side længe haft fokus på konsekvenserne for arbejdstagerne på dagsordenen.
Og apropos Tyskland. Der er man jo nået langt – måske længst af alle – med hvad betegnes som Industrie 4.0, hvor afhængigheden af mennesket som håndlanger, kommunikations-mellemled og beslutningstager mindskes drastisk. I Tyskland har man fra politisk side også længe haft fokus på konsekvenserne for arbejdstagerne på dagsordenen.
Allerede i 2015 havde det tyske arbejdsministerium sin første ”Arbejdsmarked 4.0” konference. Der er udgivet en grønbog, og en hvidbog er lige om hjørnet. Det samme er ministeriets afsluttende konference om det ændrede arbejdsmarked.
Arbejdsmarkedet er i front – politikerne sover
I Danmark synes det være organisationerne, DI og LO, der går forrest, ud fra hver sin vinkel. Lidt sent kan man sige, men … tænk så lige på de danske politikere, der mest har fokus på, at danskerne skal blive længere på arbejdsmarkedet, som om verden af i går fortsætter i morgen. Det politiske negative fokus på fremmede kan så også blive døden for mulighederne for at tiltrække de nødvendige specialister udefra.
Men tilbage til Martin Ford og Carl Benedikt Frey. De er begge under heftige angreb og forsøg på latterliggørelse. Deres tal betvivles, deres tolkninger sættes der spørgsmålstegn ved. Af økonomer, af robotproducenter, af historikere og af alle dem, der ser ”maskinstormere”, bare nogen ytrer tvivl.
Den sammenhæng, der igennem mange årtier fandtes mellem øget produktivitet i industrien og øget løn, er for længst brudt
Det hjælper ikke på deres popularitet, at begge har en graf, som viser, at den sammenhæng, der igennem mange årtier fandtes mellem øget produktivitet i industrien og øget løn i USA for længst er brudt. Lønningerne stagnerede. Større dele af gevinsten går til andre, og den udvikling spås at øges, når der rulles flere robotter og mere kunstig intelligens ind på fabriksgulvet og på kontorerne.
Den polariserende udvikling skal afværges og vendes, sagde LO-formanden på konferencen i Nyborg, og det skal fagbevægelsen sørge for.
Nogle medarbejdere får og imidlertid selvfølgelig deres del af kagen, nemlig de højtuddannede, der kan noget nødvendigt i relation til ”tigerspringet”. De skaber så på indirekte vis arbejdspladser omkring sig, nemlig dem inden for personlige services, som de privilegerede har brug for.
To verdener fjernt fra hinanden
Carl Benedikt Frey sluttede af med en illustration af udviklingen. ”A tale of two cities”, kaldte han det. Det er Detroit i 1990’erne, og Silicon Valley i 2014.
Her står vi. Midt i den nuværende udvikling, hvor stadig flere mennesker er en slags daglejere eller månedslejere, det såkaldte prækariat-klasse, der i medier ofte betegnes som lykkelige frie fugle, men som intet sikkerhedsnet har, midt i et velfærdssystem under udhuling. Og her står vi. Overfor en udvikling over de næste fem til tyve år, der måske – måske ikke – ender med en ubrugbar klasse af en størrelse, der ikke er sund for noget samfund.
I Detroit blev der i 90’erne omsat for omkring 260 milliarder dollars årligt, og det var samme tal for Silicon Valley i 2014. I Detroit var beskæftigelsen på 1,2 millioner mennesker, men tilbage er kun knapt 700.000 borgere i byen, der gik konkurs i 2013. I Silicon Valley blev omsætningen skabt af en brøkdel af det antal ansatte. Der blomstrer alt, også beskæftigelsen. Væksten flytter til de steder, hvor de nye ”eksperter” samles.
”Når man ser, at folk i forskellige områder stemmer forskelligt, så forstår man det,” sagde Carl Benedikt Frey.
Så her står vi. Midt i den nuværende udvikling, hvor stadig flere mennesker er en slags daglejere eller månedslejere, det såkaldte prækariat-klasse, der i medier ofte betegnes som lykkelige frie fugle, men som intet sikkerhedsnet har, midt i et velfærdssystem under udhuling.
Og her står vi. Overfor en udvikling over de næste fem til tyve år, der måske – måske ikke – ender med en ubrugbar klasse af en størrelse, der ikke er sund for noget samfund.
PS. Hvis du er interesseret i at læse mere detaljeret om risikoen for den jobløse fremtid og den måske ”ubrugbare klasse”, så tjek f.eks. Computerworld og min gamle Berlingske-blog.
Topfoto: LO på Twitter. Med accept.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
