
MADKLUMME – Kogte kartofler er noget af det mest kedelige, der findes, hvis du spørger mig. Så i dag får du en opskrift, hvor de er gemt af vejen i en masse fløde og bacon. Det er til gengæld ren sjælemad.
Jeg kan faktisk ikke lide kartofler. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Altså kogte kartofler, der er noget af det mest kedelige, der findes, hvis du spørger mig. Man er virkelig nødt til at gemme dem i noget for at gøre dem bare en smule interessante.
Så det gør jeg så. For jeg lever med en mand, som elsker alt med kartofler. Fra de kogte over hashbrowns til hasselback. Han kunne leve af kartofler og spiser dem gerne morgen, middag og aften. Og det er jo en god ting, for de indeholder nemlig masser af mættende fibre og c-vitamin, magnesium og kalium.
Og kolde kartofler indeholder det, man kalder for resistent stivelse, og det skulle være godt for tarmene. Har jeg hørt.
Og hvis man siger kolde kartofle, så er en kartoffelmad faktisk noget af det bedste, man kan spise – med mayonnaise, salt og friskkværnet peber og masser af rå løg. Masser.
Sjældent har jeg smagt noget så lækkert. Det er i al sin enkelhed en ret med kartofler, fløde, løg, hvidløg, bacon og ost. Alle de ingredienser der kan gøre èn blød om hjertet
En anden fordel ved kartofler er, at de er billige og man kan selv dyrke en portion i en spand hjemme på altanen. Eller som min veninde, som bor i stuen gjorde, i en spand i lyskasserne under vinduerne.
I år var kartofler så også på skoleskemaet hos yngsten. Fransklæreren havde givet klassen den lektie, at de skulle lave en Tartiflette ud fra en fransk opskrift, servere den for familien og, på fransk, skrive en anmeldelse af retten.
Og sjældent har jeg smagt noget så lækkert. Det er i al sin enkelhed en ret med kartofler, fløde, løg, hvidløg, bacon og ost. Alle de ingredienser der kan gøre èn blød om hjertet. Det er til gengæld, som man nok kan regne ud, ikke en mager ret på nogen måde. Til gengæld mætter den som bare pokker og kan spises over flere dage.
Her får du min opskrift på en Tartiflette – god weekeend!
Tartiflette à la Wibrand
Et kilo små kartofler
Tre store gule løg
Mindst tre fed hvidløg
Et godt stykke god bacon skåret i tern. 250 g.
Piskefløde
Salt
Friskkværnet peber
Muskatnød
Et stykke god skæreost
Den oprindelige opskrift vil også gerne have noget hvidvin, men det havde jeg ikke, da jeg lavede den, så det undlod jeg, og det er godt det samme, hvis du spørger mig. Men det mest autentiske og franske er selvfølgelig at putte vin i. Og hvis du gør det, så gør dig selv og dine medspisere den tjeneste at koge panden af med vinen, når du har stegt bacon og løg – så får du alt det lækre snask på panden med i købet.
Sådan gør du:
Skær kartoflerne i mundrette stykker og kog dem til de lige præcis er møre. De skal være lidt faste. Du kan også koge dem hele og skære dem i stykker, når de er kogt. Jeg beholder skrællen på, men man kan skrælle dem, hvis du ikke er så groft anlagt som mig. Du kan også skære dem i skiver. Jeg synes det var lækkert, at det var lidt rustikt. Min datter skrællede og skivede, da hun lavede retten.
Mens kartoflerne koger, skærer man bacon i tern. Jeg skærer altid sværen af, men det har ingen betydning. Skær løg i tern og hvidløg i skiver.
Varm en pande og svits baconen. Den må ikke blive sprød. Bare lige så den afgiver noget fedt. Put så løg og hvidløg i og svits, til løgene bliver klare – de må endelig ikke brune. Hæld bacon-løgblandingen over i en skål og kog panden af med hvidvin eller lidt Herbamare-vand.
Læg nu et lag kartofler i bunden af en dyb bradepande. Jeg brugte en glasstegeso hjemme fra barndommen. Sådan en af dem med låg, som sælges for en halvtredser på ethvert moderne loppemarked.
Krydr kartoflerne med salt, friskkværnet peber og revet muskatnød. Næste lag er bacon-løg-blandingen. Og sidste lag er resten af kartoflerne som igen skal krydres godt med salt, peber og muskat.
Afslut med piskefløde og bouillonvandet fra panden. Hold dig endelig ikke tilbage med fløden. Der skal være nok til at dække. Til allersidst drysses retten med revet ost. Igen må man gerne være generøs.
Det hele bages i en varm ovn, indtil osten er smeltet og gerne gylden. Retten skal være varm og boblende, når du tager den ud.
Server din Tartiflette, som den er eller med en god og knasende spidskålssalat til. Eventuelt med lidt ristet rugbrød. Gerne hjemmebagt som her.
Man kan også tilføje et spejlæg ind i retten og et flot drys hakket persille. Og så kan englene ellers godt begynde at synge. Det er det, jeg kalder sjælemad.
God fornøjelse og velbekomme.
PS: her er en anden god ret, hvis du, som jeg, har hang til at gemme kartoflerne lidt af vejen.
Fotos: Skribenten
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.