En ny muffin er født

Lone Theils 28.10.2022

RISENGRØD // THEILS CANTINA – Risengrød er ikke kun til jul, men en gave, der blive ved med at give. “Når jeg er stresset, så har jeg allermest lyst til hvid, blød mad, og der er nærmest ikke noget, der passer bedre på det signalement end risengrød. De fleste får det kun til jul, men det er en skam. Det passer fint til efteråret, når vejret slår om, og aftenerne bliver mørke.”

Så er jeg tilbage med Theils Cantina. Det er næsten et år siden, jeg har skrevet madklummer, og de, der følger mig her og på andre medier, ved, at det skyldes, at jeg for et år siden fik covid og med et slag mistede al smags- og lugtesans.

Når man ikke kan smage eller lugte, giver det ikke mening at udbrede sig om mad, synes jeg.

Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, det var en hård tid, men den gode nyhed er, ikke mindst for alle jer, der stadig står midt i det, at begge sanser fint kan komme tilbage. Det er ikke ens for alle, men mine er kommet tilbage til nok ca. 90 procent af, hvad de var før. Og kan stadig blive lidt ustabile, hvis jeg bliver stresset.

Men tilbage er de, og nu skal der laves mad i mit køkken og skrives om det igen.

Det bedste råd, jeg kan give: Lav rigeligt, for risengrød er en tidlig julegave, der bliver ved med at give

I den seneste tid har jeg haft så travlt med britisk politik, at jeg har det, som om jeg nærmest har været i alarmberedskab de seneste tre måneder. Inden for de seneste fire måneder har briterne haft: tre finansministre, tre indenrigsministre, tre premierministre og to monarker. Det kan tage pusten fra de fleste.

Når jeg er stresset, så har jeg allermest lyst til hvid, blød mad, og der er nærmest ikke noget, der passer bedre på det signalement end risengrød. De fleste får det kun til jul, men det er en skam. Det passer fint til efteråret, når vejret slår om, og aftenerne bliver mørke. Og så er det jo dejlig billig mad, her hvor vi alle er begyndt at passe lidt på husholdningsbudgettet.

Jeg vil ikke trætte jer med en lang opskrift på, hvordan man laver risengrød, for det er individuelt alt efter temperament og gemyt. Dog vil jeg sige, at jeg på min mors råd altid bruger sødmælk (ellers bliver den grå og ikke hvid), at jeg salter den en smule, og at jeg ikke forlader køkkenet, når jeg har den på komfuret (ellers brænder den helt sikkert på). Jeg serverer den altid med kanelsukker, smørklat og rød saftevand on the side. I år er jeg så heldig, at jeg har en skøn flaske hjemmelavet hyldebær fra egen have.

Og så det bedste råd, jeg kan give: Lav rigeligt, for risengrød er en tidlig julegave, der bliver ved med at give.

Riskager

I mit barndomshjem kaldte vi dem risklatter, men andre steder kalder man dem klatkager. Under alle omstændigheder er det en meget fin brug af den risengrød, der er til overs fra den foregående dag.

Man tager cirka en tallerken kold risengrød, blander den med to æg, vaniljesukker (eller ekstrakt, hvis man foretrækker) og et par skefulde sukker, og så putter man 1-2 spiseskefulde mel i dejen. Dejen skal formes til små fede pandekager, som man steger på en pande i smør, så rør lidt rundt i dejen, og mærk, om konstistensen er passende. Hvis dejen er for tynd, så tilsæt mere mel.

Smelt smør på panden ved mellemhøj varme, og læg klatterne på med lidt mellemrum. En risklat er cirka en solid spiseskefuld. Lad dem brune pænt på den ene side uden at vende. Så hænger de bedre sammen uden at gå i stykker, når man vender.

Bliv ved, til der ikke er mere dej, og server med eksempelvis jordbærsyltetøj, eller hvad du nu har i skabet og har lyst til.

Next level risengrød

Og nu kommer vi så til noget, jeg tror, der må være en verdenspremiere. For jeg havde stadig mere risengrød tilbage. Og jeg havde en halv tanke om at lave et slags take på den italienske Torta di Riso, der er en slags kage af risrester. Italienerne er verdensmestre i at lave lækre ting af deres rester. Jeg kiggede et par forskellige opskrifter igennem. Nogle er med rosiner i dejen, andre med kandiserede appelsiner, mens andre igen hælder mod at pifte smagen op med hakkede mandler og mandellikøren amaretto.

Og pludselig slog det mig: Jeg skal ikke lave riskage. Jeg skal lave muffins. Først tændte jeg ovnen på 160 grader. Så fandt jeg min muffinform frem, penslede den med smeltet smør, og så lavede jeg dejen:

Jeg brugte ca. 300 g. kold risengrød og cirka tre skefulde smeltet smør og fem skefulde hvedemel. I en skål for sig blandede jeg to æggeblommer med fem skefulde sukker og en sjat vaniljeessens. Æggehviderne piskede jeg i en skål for sig, til de var helt stive. Så blandede jeg først æggeblommerne i dejen, og så tilsatte jeg lidt ekstra guf: revet skal fra en citron, revet skal fra en mandarin og en skefuld cointreau (som man fint kan udelade).

Hvad skal man kalde denne banebrydende konstruktion? En nissemuffin, tror jeg. Julemanden ville elske at snuppe en med på vejen, når han leverer gaver. Meget mere praktisk at have i lommen end risengrød

Så vendte jeg æggehviderne i med en dejskraber. Det, at de er pisket for sig, er med til at gøre dejen mere luftig. Og så var det bare at fylde formene. Af den mængde dej, jeg havde lavet, blev der cirka syv. I en af opskrifterne skulle den italienske kage drysses med friskrevet muskat, men efter jeg havde ledt forgæves efter den muskatnød, jeg ved findes i mit krydderiskab, opgav jeg og fik i stedet den ide, at jeg kunne bruge det kanelsukker, jeg havde til overs fra den aften, jeg fik risengrød.

Man kommer jo alligevel altid til at lave for meget, og så står det bare der og fylder, indtil man skal have risengrød igen. Så på med kanelsukkeret i stedet for og så cirka 30-35 minutter i ovnen. Hold øje med kagerne til sidst, for ovne varierer.

Så er det bare at hive de små fine kager ud og lade dem stå lige og sætte sig i formene. I mit køleskab fandt jeg noget hjemmelavet figenmarmelade, der passede fortrinligt til, men jeg tænker snildt, man kunne servere de her som en dessert efter en middag, måske mortensaften med lidt kirsebærsauce. Man kunne hælde lidt hakkede mandler i dejen eller ovenpå, hvis man gerne vil trække det lidt hen i retning af risalamande. Og der er vel egentlig heller ikke noget i vejen for at gemme en mandel i den enkelte muffin, tænker jeg.

Man kan også slå sig løs med en sauce til og lave en coulis af passionsfrugt eller chokoladesauce. Eller servere let opvarmet og flydende appelsinmarmelade til for at understrege citrus-elementet.

Hvad skal man kalde denne banebrydende konstruktion? En nissemuffin, tror jeg. Julemanden ville elske at snuppe en med på vejen, når han leverer gaver. Meget mere praktisk at have i lommen end risengrød.

Læs mere om mad i POV her.

Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE. Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018. Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.