
JULEPATÉ // MADKLUMME – Når julepateen kommer på bordet, er alting godt. Så er det endelig jul. I de fleste familier er der nok en eller anden ret eller en tradition, der har fået en mytisk betydning. Men i år bliver julepateen til en bønnepostej. Mon det går?
I min familie er det endelig jul, når bedstemor – min svigermor – kommer med julepateen også kaldet “julepatten”. Så klapper alle i hænderne og råber: “Bedstemors julepaté!! Så blev det endelig jul”.
Det gik faktisk rigtig godt, men som min mand sagde: “nogen patte er det jo ikke”
Julepatten er en god, skøn og meget tung sag med lever og bacon og masser af krydderier som altid bliver lavet i det samme fad, som den er blevet lavet i siden tidernes morgen, og sådan er det. Svigermor gider bare ikke rigtig lave den mere, og fordi vi ikke rigtig dyrker det med store julefrokoster længere, bliver den heller ikke spist.
En julepaté er det jo ikke…
Vi prøver at spise så lidt kød som muligt og i år satte jeg mig for at forsøge at lave et lettere og kødfrit alternativ til julepateen. Altså en vegansk/vegetarisk julepaté. Det gik faktisk rigtig godt, men som min mand sagde: “nogen patte er det jo ikke”. Og det må man give ham. Der skal altså noget bacon og noget svinefedt til at få den gode tunge, konsistens der gør, at man kan kalde det en julepate og skære i den og lægge en skive på et brød. Det opnåede jeg ikke.
Til gengæld, gik det op for mig, har jeg nu fået lavet den bønnepostej, jeg har savnet siden Nutana holdt op med at lave deres lækre bønnepostej på dåse, som jeg er vokset op på hjemme i kollektivet og med stor glæde har fodret mine egne børn med.
til dig, der også har ledt efter en sund, nærende og virkeligt nem bønnepostej, here it is
Sådan en, som man kan spise som leverpostej med sure agurker og rødbede. Og det er en skøn ting, når man, som jeg, ikke bryder sig om leverpostej og kun spiser det en sjælden gang hvert andet år, når jeg får en mærkelig craving. Min svigermor mener, at det er, når min krop har brug for jern. Hun er en klog dame, hun har helt sikkert ret.
Hvorom alting er, jeg har lavet en bønnepostej. Om det bliver den nye juleklassiker vil tiden vise. Men til dig, der også har ledt efter en sund, nærende og virkeligt nem bønnepostej, here it is.

Det skal du bruge:
- 60 g valnødder
- Et stort løg
- Hvidløg – jeg bruger fem fed, du bruger lige den mængde du har lyst til
- 200 g champignon
- En dåse cannelinibønner eller andre bønner. Du kan også koge bønnerne selv. Det plejer jeg at gøre, men havde en dåse på lager, der gerne ville bruges.
- Herbamare – Hvis du har læst med her ved du, jeg bruger det til alt. Det giver en fantastisk smag til hvad som helst. Hvis du ikke kender Herbamare, så læs om det hos A. Vogel.
- Gærflager/nutritional yeast. Hvis du ikke kender til gærflager, så gør dig selv en tjeneste at prøve dem af. De runder smagen af med deres cremede og nøddeagtige smag. Veganere bruger dem når de skal lave “ostesauce”, men jeg må indrømme, at ostesmagen ikke er udbredt for mig, uanset, hvor meget jeg anstrenger mig for at smage det.
- Frisk timian og hvad du ellers har af krydderurter fx persille. Jeg brugte også en håndfuld frisk oregano, der var til overs fra en af ugens Simple Feast-retter –
- For at jule den lidt op brugte jeg en krydderiblanding med bla nelliker, kanel, ingefær og andre gode sager, som er landet i min krydderiskuffe efter at min nevø har boet her et par måneder sidste år. Det er engelsk og hedder hedder Mixed spice og er fra Bart.
Sådan gør du:
Knus valnødderne med hænderne eller hak dem. Ikke for fint, det giver for meget støv, som brænder på panden.
Hak løg og hvidløg forholdsvist fint. Brug ikke for lang tid på det. Det hele skal i en blender til sidst.
Rist nødderne af på panden til de får en smuk, gylden farve. Sæt dem til side.
På samme pande svitser du løg og hvidløg, til de bliver klare. Brug gerne det gamle trick med at smide lidt salt over, så løgene klarer nemmere og bedre. Det må ikke blive brunt. Her kan du med fordel svitse krydderier med, dog ikke de friske. Men salt, peber, krydderiblanding. Måske lidt chili, hvis du har lyst til lidt varme i postejen.
Imens løgene arbejder på panden renser du champignon og skærer dem i skiver. Du kan også hakke dem.
Når løgene er klar, smider du champignonerne på panden og svitser sammen med timianen. Og når champignonerne er ved at være godt stegt af, hælder du en dåse cannellinibønner i. Uden vand, selvfølgelig.
Lad det hele simre og put nu Herbamare og gærflager i til at give en god og rund smag.
Hæld bønnepostejen op i en beholder, gerne med låg og lad det stå på køl i tre timer.
Server med ristet rugbrød eller andet brød, cornichoner, asier, rødbeder eller andet surt. Du kan også bruge frisk agurk, eller måske ovenikøbet en håndfuld ristede løg, hvis du er til den slags.
Øl er godt til bønnepostej. Og hvis du er i humør kan du jo støtte dette flotte corona-initiativ til støtte for mikrobryggerierne: Bottle&Can, er en øl-webshop kun med øl fra danske mikrobryggerier. Her kan ølnørder og ølnovicer fra hele verden mødes om den velbryggede øl, samtidig med at de støtter de danske brygmestre.
Velbekomme.
Læs også om, hvordan du kan gøre din jul endnu mere klimavenlig her.
LÆS ALLE TRINE NYGAARD WIBRANDS ARTIKLER HER
Foto: Trine Nygaard Wibrand
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.