Livet har forvandlet Nina Teisen til sin mor, så hun nu selv plukker årstidens hyld, nældeskud, og vilde bær. Hylden bliver til saft, sodavand og bruges i sommercocktails – eller til sirup, der er god til bagværk som fx marengs. Skallerne fra de dyre økologiske citroner? De kandiseres selvfølgelig. Opskrift følger men med løse måleenheder.
Jeg er vokset op i forstæder med ligusterhække, hyldeblomster og hemmelige bærsteder. Min barndoms sommer duftede af hyld, og efter en årrække, hvor hyldeblomsterne har fået lov til at hænge i store fede klaser, er det min tur til at producere en hyldeduftende sommer for den næste generation. Jeg har for længst forvandlet mig til min mor, og har i sommertiden altid en pose eller to med, så jeg lige kan plukke hyld, nældeskud, vilde bær, og hvad man nu ellers kan gå på rov i gennem forår og sommer.
Vel hjemme ryger hyldeklaserne i en gryde med citroner og lime, sukker og kogende vand. Måleenheder er ikke noget jeg bruger meget i mit køkken. Jeg propper en gryde fuldstændig med blomster, hælder ikke så meget sukker i (man kan altid komme mere i senere), godt med citrus, og derefter kogende vand til blomsterne er dækket. Det får lov til at trække under låg i et par dage – ikke for længe, så bliver saften bitter. Derefter skal saften sies gennem et klæde, og jeg klemmer utålmodigt de gyldne dråber ud.
Vi drikker den producerede saft i løbet af et par uger med almindeligt vand fra hanen, danskvand som hyldesodavand, eller vodka, is, citron og billig hvidvin til en sommerlig drink
Denne metode giver en herligt uklar, meget hyldet drik med masser af pollen i. Skal det gemmes, kan man enten fryse saften, komme konserveringsmiddel i, eller koge ind til sirup. Vi drikker den producerede saft i løbet af et par uger med almindeligt vand fra hanen, danskvand som hyldesodavand, eller vodka, is, citron og billig hvidvin til en sommerlig drink. Når det er slut, er der et år til næste gang, og det er egentlig udmærket.
Hyld som sirup til bagværk
Vil du koge sirup, skal saften have ekstra sukker, og bør faktisk ikke koge, men kun stå på allerlaveste blus og lige så stille dampe ind. Det tager gerne nogle timer. Kommer saften til at koge, fordi man skal putte et ganske lille menneske i seng, og selv falder i søvn, får den en betydeligt mere bitter note, og sukkeret kan branke og brune lidt – siruppen er stadigvæk udmærket til bagværk, men knap så god til saftevand og drinks.
Min vaniljecreme er af den usarte slags, der kaldes konditorcreme eller kagecreme
Jeg holder af at bruge den let brankede sirup til marengs, der ellers kan blive lige lovligt hvinende søde. Pisk æggehvider med sirup indtil massen er blank, og skålen kan vendes på hovedet uden uheld. Der skal cirka dobbelt så meget sirup som æggehvide til for at producere en god, fast marengs. Æggehviderne skal være fuldstændig fri for blomme, (dem laver vi til vaniljecreme) og skålen pinligt ren, for at det skal lykkes. Bag marengsene som små toppe ved 100 grader i en times tid. Bland med flødeskum, friske jordbær og vaniljecremen for sommerens nemmeste og lækreste dessert.
Min vaniljecreme er af den usarte slags, der kaldes konditorcreme eller kagecreme – der er mindre risiko for, at den pludselige bliver til røræg med vaniljesmag, når den finere madlavning bliver afbrudt med forespørgsler om leverpostejsmadder eller højlydte råb på mælk og bananer.
To æggeblommer piskes med 1 spsk. sukker, 1 tsk. maizena, og vaniljekorn eller -sukker i en gryde. Tilsæt 3 dl mælk, og bring cremen i kog under piskning. Derefter skal cremen køle af og er klar til spisning. Opskriften stammer fra min mands eneste kogebog, Politikens 500 opskrifter fra 1997, men fungerer også udmærket i dag.
Citroner og lime kandiseres
De dyre økologiske citroner og lime fra saftproduktionen kan klemmes fri for safter, befries for hinder og kandiseres. Skallerne kommes i en lille gryde, dækkes med vand (eller hyldesaft) og lige mængder sukker, og koges derefter på ganske lav varme, indtil siruppen er tyk og citrusskallerne klare.
Tag de kandiserede citroner op, og læg på en bageplade – de kan enten tørre over natten, eller kommes i en varmluftovn på 50 grader i en time eller to. Drys med sukker og kom på glas. Den kandiserede citrusskal bliver som syrlige vingummier med en svag aroma af hyld, står sig glimrende til mørk chokolade eller hakket i kager, og kan holde sig nærmest uendeligt.
Hovedillustration: Hyldeblomst af Stevebidmead.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her