MIDTVESTLIV // KLUMME – Hvad dækker begrebet ”italiensk mad” egentlig over? For Julie Bendtsen var det i lang tid det ægte italienske, det man finder i Rom, Firenze og Napoli. For amerikanerne er det – også – et helt andet og uafhængigt køkken. Som måske slet ikke er så ringe som først antaget.
CHICAGO – Jeg er sgu nok, når alt kommer til alt, lidt af en madsnob. Det er ok, jeg indrømmer det gerne. Jeg synes, der er meget værre ting, man kan være, og jeg har tidligere berørt min til tider overvældende længsel efter de såkaldt autentiske madoplevelser i USA her på domænet.
I årevis kæmpede vi en forgæves kamp for at finde en pizza, der smagte lidt af Italien, en lasagne der ikke havde fyrre lag krøllede pastaplader og var propfyldt med ricotta, og en pasta med sauce, der ikke var en eller anden variant af Alfredo.
Og ja, søgningen har i langt de fleste tilfælde været forgæves, men det er gået op for mig, at den var mere end dét – den var også unfair. Da vi flyttede til Chicago, var en af vores første mindeværdige oplevelser, da vi over en øl og et bål på midten af vejen blev gjort opmærksomme på, at en af vores naboer var en dømt mafia-forbryder, og det var vores første introduktion til den store italienske indflydelse, byen og dens områder har været under i mange, mange år.
Sørme om ikke mit falkeblik fanger en osso buco
Chicago er italiensk-amerikansk. Og den er polsk-amerikansk, russisk-amerikansk, spansk-amerikansk og alt-muligt-andet-amerikansk, og fælles for de mange europæiske tråde byen – og hele landet – er, at de har udviklet sig, tilpasset sig og gjort deres rødder til deres egne. Italiensk mad er en ting. Italiensk-amerikansk mad er en ting. Og de to ting er vidt forskellige.
Jeg ved ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at fatte, men det gik for alvor op for mig i sidste weekend. Familien havde planer om en hyggelig og god lørdagsmiddag, og lige rundt om hjørnet fra vores vej ligger der en italiensk restaurant, som er en hel lille institution her i byen. Af uransagelige årsager har vi aldrig prøvet den før, men lørdag skulle det altså være. Jeg bestilte et bord.
Ægte italiensk vodka
Der er dem, der altid tjekker menuen på nettet inden et besøg, og dem, der aldrig kunne drømme om det. Jeg hører til førstnævnte kategori. Jeg gør det hver eneste gang, og det er en stor del af oplevelsen og forventningens glæde for mig. Jeg ser, hvad der er, hvad der lyder lækkert, hvad de har af fisk og skaldyr, og mums, der var da vist lige en svamperisotto hva’? Og sørme om ikke mit falkeblik fanger en osso buco. Og så glæder jeg mig endnu mere til den forestående middag.
Men denne gang var der ikke noget, der sådan rigtigt lokkede. Det hele var italiensk på den amerikanske måde. Penne alla vodka. Chicken Parmigiana. Shrimp Scampi. Hvidløgsbrød. Alt sammen retter, ingen italiener i Italien med respekt for sig selv og sine kulinariske rødder nogensinde ville betragte som italiensk. Og retter, som jo kan smage fint nok i deres egen ret, men som for mig bare ikke er det, jeg drømmer om, når jeg drømmer om italiensk mad.
Men af sted tog vi, og efter at have siddet en helt aften i en aldeles propfuld restaurant, hvor mange gik forgæves efter et bord, endda i et lille dødt industri-agtigt område af en forstad, efter at have set de mange stamgæster, kindkys og ovenud tilfredse ansigter, gik en prås op for mig.
Det er fuldstændig inderligt ligegyldigt, hvordan jeg synes, italiensk mad skal se ud, for det var ikke det, der foregik her. Det her var amerikansk-italiensk, og dét er en institution i sig selv og en genre for sig.
Bov eller bearnaise?
Det er to forskellige køkkener, og det kræver en forventningsafstemning, jeg ikke har lavet før nu, fordi jeg simpelthen har været for forstokket i mine egne madstandarder til at fatte det. Det svarer lidt til at købe en pizza i Danmark: Du kan gå efter den ægte vare hos et af de utallige nye “autentiske” pizzasteder i eksempelvis København.
Eller du kan gøre dét, jeg gjorde utallige søndage i mine start-og-midt-tyvere: smutte ned på Bryggens Pizza og overveje, om det skal være bov eller bearnaise, der skal pleje dit tømmermændsramte legeme. De to slags pizzaer er vidt forskellige universer, og så længe man ved det, er det fjong. Hver ting til sin tid, ikke?
Rødderne fra kulturer og køkkener verden over har vi ikke endnu
USA er så stor en smeltedigel af så mange forskellige kulturer, som gennem århundreder har sat deres præg, at det ikke kan nytte noget at tro, man kan tegne en lige linje mellem dem, der bor her, og deres europæiske forfædre. Ikke kulinarisk i alle tilfælde.
I Danmark er vi stadig så beskyttet og lille en nation, at vi selv vælger, hvordan vi har lyst til at tage fremmede kulturers madvaner og smagsnuancer ind, og når vi gør det, sker det som regel med den respekt for det autentiske, vores restaurantkultur er blevet så kendt for.
Vi vil gerne gøre det RIGTIGT. Og det er fint – København er en af verdens bedste byer at spise i, uanset hvilket køkken man craver. Men rødderne fra kulturer og køkkener verden over har vi ikke endnu.
Hvidløgsbrød, ja tak!
Nu, hvor jeg er blevet opmærksom på min egen fastlåsthed, kan jeg løsne den og forventningsafstemme på en helt anden måde, og jeg vil anbefale dig, der besøger USA og glæder dig til at finde de mest mindeværdige restaurantoplevelser, at gøre det samme.
Selvfølgelig kan du finde fænomenal og autentisk mad her, og jeg vil stadig i langt de fleste tilfælde foretrække en sprød pizza fra Eataly over Chicago-versionen i en deep pan. Men det kan godt betale sig at kigge efter storheden i begge dele, og man skal godt nok heller ikke kimse af et godt hvidløgsbrød.
Det er muligvis hverken særlig fint, rigtigt eller respekteret
Det handler vel i bund og grund om præmisser. At se ud over sine egne og ikke kun erkende, at der er andre og andres, men også anerkende, at de kan være præcis lige så gode og gyldige, som dem man selv kom med. Det tog mig lidt tid at lære, men det, jeg til gengæld har fået ud af det, er flere oplevelser.
For selv om jeg stadig kan længes helt ubeskriveligt efter en gang cacio é pepe i Rom, moules frites i Amsterdam (jaja, jeg ved godt, at det overhovedet ikke er en hollandsk ret, men det er nu engang dér, jeg har spist det mest og bedst) og smørrebrød i Indre By, så sætter jeg nu også, om ikke lige så meget, så i hvert fald virkelig meget, pris på alt det, jeg før fejlagtigt og arrogant dømte “uautentisk”.
Miraklet ranch
Et af de prægtigste eksempler på hvordan mit smagsløgssnobberi har udviklet sig, skal findes i burgerverdenen. Kort tid efter vi var flyttet til Raleigh og havde opdaget vores absolutte yndlings-burger joint (det er den i øvrigt stadig, og den er et absolut must, når vi en alt for sjælden gang besøger vores gamle hood), bestilte jeg pommes frites til min burger, og tjeneren spurgte med al selvfølgelighed i verden, om jeg ville have ranch til dem.
Hvis du ikke kender ranch – og det er der en god sandsynlighed for, at du ikke gør (jeg havde i alle tilfælde aldrig hørt om det, før vores udlandsflytning) – er det en allestedsnærværende hvid dressing, som er standardvalget til alle salater i hele landet. Den er ikke særlig krydret, den er ikke særlig udfordrende, den er det mest ukomplicerede, man kan putte på sin salat, og alle gør det.
Hvad Thousand Island var for 80’ernes dansker, er ranch for nutidens amerikanere. Ranch er over det hele, supermarkederne har hyldevis af forskellige varianter, og det kan smagsmæssigt vel nærmest sammenlignes lidt med en creme fraiche-dressing fra en durumbod. Og så alligevel ikke helt.
Hvorom alting er, så kiggede jeg på hende – tjeneren – som om hun var fuldstændig vanvittig, og svarede ja tak. Fordi nok lød det lidt syret, men den selvfølgelighed, hun spurgte med, fortalte mig, at jeg var gået glip af noget. Og … det var jeg. I en sådan grad, at jeg siden den introduktion for godt fem år siden ikke har dyppet mine fritter i andet end ranch.
Ligesom jeg har vænnet mig til at drikke velmiksede cocktails til maden på gode restauranter og snacke på en omgang friske, knirkende Wisconsin-cheese curds direkte fra posen. Det er muligvis hverken særlig fint, rigtigt eller respekteret. Men det kan godt være godt alligevel. Næste gang kan det være, jeg alligevel skal bestille den dér fyrrelagslasagne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
