POV BUSINESS // SUNDHEDSTJEK –Risikoen for at dø af en hjertekarsygdom er halveret inden for de sidste 20 år. Alligevel er der langt flere i de udsatte grupper end tidligere. Et stort arbejdspres med stress og usund levevis betyder, at flere kvinder i ledelse er i forholdsvis høj risiko, lyder det fra specialist og overlæge Christian Lange. Bestyrelsesformand i Kvinder I Bestyrelser, Gitte Maya Elsing, har været gennem en forebyggende test.
Livet er farligt og når man går efter positioner i øvre ledelse, er risikoen for livstruende hjertekarsygdomme nogle gange betydelige. Et stort arbejdspres med stress og usund levevis, med mange rejser og skiftende tidszoner, hurtige måltider, for lidt søvn og mange bekymringer kan udgøre en farlig kombination.
Over halvdelen af os over 55 år rammes af en hjertekarsygdom. Når man er fyldt 55 år, er risikoen for at udvikle en hjertekarsygdom i løbet af livet 67% hos mænd og 66% hos kvinder. Det fremgår af en opgørelse fra Hjerteforeningen.
Generelt er hjertekarlidelser den sygdom, næstflest danskere dør af – kræftsygdomme er nummer et – men åreforsnævring i hjertet er den enkeltsygdom, som flest danskere dør af.
”Det gode er, at mange – ikke mindst kvinder – gennem en forebyggende undersøgelse hurtigt kan gribe ind og forandre deres sundhedstilstand. Denne sundhedstest, som er ganske omfattende, vil ikke alene gennem blodtests og forskellige målinger afsløre bl.a. prædiabetes, forhøjet blodtryk og kolesterol, men også den fysiske alder i modsvar til den kalendermæssige alder.
Ved sundhedstjek kan man også finde ud af, om man ”holder sig godt” og måske fysisk er en del yngre end dåbsattesten siger
Man kan således finde ud af, om man ”holder sig godt” og måske fysisk er en del yngre end dåbsattesten siger, eller om man skal omlægge bl.a. kost og levevis radikalt,” siger overlæge Christian Lange, der selv er chef for en hjerteklinik i København.
Han har praktiseret i mere end 25 år som specialist i hjertekarsygdomme på hospitaler i ind- og udland og har nu betydeligt fokus på forebyggelse forkvindelige ledere.
”En del af de patienter, jeg har, burde være kommet meget tidligere. Når skaden først er sket, er det sværere at reparere frem for at forebygge, og hvis man f.eks. har fået apopleksi eller afasi, er vejen via genoptræning lang og ofte kompliceret.
En del af de kvindelige ledere, jeg har som patienter, kommer i forbindelse med det årlige sundhedstjek, som deres virksomheder ofte beder dem om at tage,” siger Christian Lange. Han mener som den adm. direktør for Hjerteforeningen, Anne Kaltoft, der selv er hjertelæge, at det er vigtigt at forebygge.
To timer og en årelang bekymring var pist væk
”Jeg kommer af en lige linje af familiemedlemmer med arvelig forhøjet kolesterol, hyperkolstelerolæmi. Min farmor var bærer. Udover et kolesteroltal på 13 (det skal gerne være på ca. 4.5) endte hun sit liv med kun at kunne se til siden, da hendes pupiller var fyldt op af kolesterol.
Da min fars tal blev tjekket i 1980’erne var hans kolesteroltal også på 13 og da vi børn skulle tjekkes, var jeg den eneste ”heldige” arvtager med et tal på 10. Lavere end min fars, til gengæld fordelt med godt af ”det lede” LDL,” fortæller Gitte Maya Elsing.
”I årevis har jeg taget kolesterolsænkende medicin, spist sundt, dyrket motion, løbende blevet undersøgt af lægen og deltaget på projekt ‘Bedre Sundhed’ på Gentofte Hospital. I alle årene har jeg alligevel følt mig som en tikkende bombe i forhold til hjertekarsygdomme.
Det blev ikke mindre af, at min far døde af en hjertekarsygdom og at jeg fik oplyst, at kolesterol ikke sætter sig i blodårerne, men i væggen opad blodårerne og over tid skubber blodårerne ind. Man kan derfor ikke ‘rense’ dem.”
I sådanne situationer skal der ikke være langt fra tanke til handling. Jeg var klar til en hjertehelbredsundersøgelse, som jeg derfor gik til privat.
På mindre end to timer blev jeg undersøgt for:
- Blodtryk og puls
- Via blodprøver for nyre- og leverfunktion, saltbalance, stofskifte, langtidsblodsukker og kolesteroltal.
- Hjerterytme EKG
- Ultralydsundersøgelse af hjertet (ekkokardiografi) om funktion af hjerte og hjerteklapper
- Ultralydsundersøgelse af halskar for åreforkalkning
- Ankel-arm-blodtryksmåling for undersøgelse af blodgennemstrømning til benene
- Lungefunktion
Den første reaktion, efter jeg havde delt oplevelsen med de nærmeste, var min mor, som ville ønske, at hun havde vidst, at denne form for undersøgelse fandtes. Hun ville prompte have bestilt en konsultation til min far. Med den viden kunne han måske stadig have levet i dag.
Motion er vigtig for alle
Professor Dame Sally Davies, der er direktør for den engelske Sundhedsstyrelse, siger ifølge BBC, at de fleste børn og voksne ikke er tilstrækkeligt fysisk aktive.
“Vi har brug for mere aktiv bevægelse; folk skal stå af bussen eller tuben (metroen, letbanen eller S-toget) et stoppested før det, der er bestemmelsesstedet.”
“Vi skal få folk til at tage trappen i stedet for elevatoren. Generelt har vi brug for at bevæge os mere.”
Det var med et lettelsens suk, at jeg allerede i konsultationen efter ultralydsundersøgelserne fik besked om, at jeg er i meget lav risiko for udvikling af hjertekarsygdom, såfremt jeg fortsætter den sunde livsstil og den igangværende medicinske kolesterolsænkende behandling. Dog blev jeg tilrådet 30 minutters højintensitetsmotion om dagen, da tallet stadig er for højt.
Vejledninger anbefaler, at voksne opbygger styrke og balance for at holde den naturlige nedbrydning af muskelmasse og knogler, som begynder ved 50-årsalderen.
Foto: E. Cystiakov /Unsplash.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her