GRØN OMSTILLING // KRONIK – I en tid med grøn omstilling og industrialisering forsvinder mange af de naturlige landskaber, vi engang tog for givet. Hvordan kan vi sikre, at den nødvendige grønne energi ikke ødelægger vores adgang til naturens ro og skønhed? Kan vi skabe en balance mellem bæredygtighed og livskvalitet?
Bag den gade, vi bor på, findes der et gammelt militærområde. Kasernen er for længst revet ned, og militæret er rejst til andre dele af landet. Man møder højst en hjemmeværnsmand eller en politihundepatrulje på øvelse. Stedet er i dag åbnet for offentligheden og fungerer mest af alt som et rekreativt naturområde, hvor man kan lufte hund og børn eller cykle på sin mountainbike.
Fordi området har ligget for sig selv i så mange årtier, er det lidt af en tidslomme. Næsten som at træde ind på et museum får man lov til at opleve, hvordan det danske landskab så ud, inden det industrielle landbrug blev for ekstremt. Inden alle veje blev brede og asfalterede, inden alle læhegn og træansamlinger blev fjernet. Inden alle markveje blev pløjet op og inddraget i landbrugsjorden. Og inden den grønne omstilling krævede jord til at høste energi på.
Med folkesygdomme som stress og depression ville det formentlig være gavnligt, hvis man i tidens grønne og klimarigtige planer også overvejede at indrette landskaberne, så man igen kunne bevæge sig i dem
Her ligger markerne fortsat brak og er ikke gjort helt symmetriske og åbne. Her er der ikke fyldt med hvide glasfiber vindmøller og sorte plastik solceller. Her møder en rigdom af træer og buske øjet. Her er der forskellige danske frugttræer, som folk plukker fra. Her bliver der ikke sprøjtet med gift, og derfor er der vandhuller fyldt med fisk, som byens drenge ivrigt kommer for at fange. Og så er der de små markveje mellem markerne, som man kan gå på, når man skal drømme sig lidt væk fra hverdagens stress og jag.
Stedets andethed er dets kvalitet. Det er netop, fordi stedet står i kontrast til alt det, man ellers kender fra en hektisk og stressende hverdag, at man her kan slappe af og lade batterierne op til endnu en tur i konkurrencesamfundets rotteræs. Man kunne påstå, at det blot er en kulturel forestilling eller en naiv følelse, men det er det ikke. Sådanne steder tvinger os, gennem deres karakter, til at indtage en situation, hvor det er svært ikke at falde til ro.
I modsætning til de moderne byer, hvor man møder grå, firkantede betonbygninger, tvinger de kaotiske former og upraktiske forhold i sådanne naturlandskaber os til at give slip på magten og kontrollen. Og i modsætning til de lynhurtige motorveje og befærdede bygader tvinger den hullede grusvej, det uoverskuelige terræn og de mange forskellige planter og træer i horisonten os til at sænke farten og give slip på alt det, der gjorde os stressede, deprimerede og syge. Man tvinges til at slappe af og bare være til. Beskue og sanse.
Sundhed og livskvalitet
Der findes få steder som det gamle militæranlæg, hvor man kan vandre ud i det grønne, og de fleste af disse områder ligger ikke i gåafstand fra danskernes hjem, men kræver, at man kører dertil og bruger en hel lørdags- eller søndagsudflugt på det.
Men hvorfor behøver det at være sådan? Tænk, hvis alle kunne træde ud ad deres dør og direkte ud i naturen.
Med folkesygdomme som stress og depression ville det formentlig være gavnligt, hvis man i tidens grønne og klimarigtige planer også overvejede at indrette landskaberne, så man igen kunne bevæge sig i dem og ikke kun på et netværk af motorveje og togstrækninger.
Det er slet ikke ligegyldigt for de kommende generationer, der skal leve med de landskaber, vi skaber i dag
Vi må ikke glemme, at landskaber ikke bare er ressourcer, der skal bruges til landbrug eller til produktion af solcelle- og vindmøllestrøm. Ligesom byplanlæggerne har måttet erkende, betyder det også noget for menneskers sundhed og livskvalitet, at landskaberne er indrettet med tanke på, at mennesker skal bo ved og i dem.
I et moderne samfund, hvor alt i byen efterhånden præges af grå farver, glatte overflader, rette linjer og firkanter, skal man være varsom med ikke også at implementere den optimerende og praktiske tænkning i indretningen af landskaberne. For så har vi ikke længere noget refugium eller tilflugtssted.
En mark kan sagtens have bakker og små lunde af træer. Ikke alle veje behøver at være brede nok til, at man kan køre 80 eller 90 km/t.
Samtidig er der også mulighed for, at øget adgang til landskaberne også ville give en øget følelse af medejerskab over det land og den natur, som danskerne lige nu blot ser på afstand. Og følelsen af ejerskab er positiv, hvis man skal øge folks interesse og kærlighed for noget.
At mene, at folk i Jylland bare må finde sig i at leve med en stor grim solcellepark og en motorvej uden for deres vinduer, er ikke en fornuftig eller specielt solidarisk tilgang
Alle områder skal naturligvis ikke omdannes til middelalderlige forhold. Og der skal fortsat være plads til det danske landbrug. Men med tanke på regeringens store planer om at plante 20.000 hektar ny skov, og hvordan man samtidig har udpeget 26 nye områder til solcelleparker og gud ved hvor mange til vindmøller i det danske landskab, er det relevant at have en større diskussion om, hvordan dette projekt kommer til at omforme det Danmark, som vi kender.
Unik mulighed for at genskabe kvaliteter
Det er ikke ligegyldigt, hvordan Danmark ser ud om 50 eller 100 år. Og det er slet ikke ligegyldigt for de kommende generationer, der skal leve med de landskaber, vi skaber i dag. De fleste nulevende ved, hvordan man fx har været nødt til at bruge penge på at lave åløb snoede igen, fordi man tidligere ikke tænkte sig om.
Den lette løsning er kun at tænke økonomisk og praktisk: placere alle skovområder ét sted og solcellerne og vindmøllerne et andet, hvilket vil skabe sterile industriområder visse steder og frodige skove andre steder. Men en smartere tilgang ville være at udvikle langsigtede, velovervejede planer, hvor landskaberne generelt bliver rigere på natur, smukkere og mere beboelige for både mennesker og dyr.
Grøn energi er nødvendig, men det betyder ikke, at solcelleparker og vindmøller skal være grimme indgreb i landskabet eller placeres, så det omkranser og begrænser små landsbyer. De kan placeres mere strategisk, for eksempel på tage, og de kan let skjules i landskabet ved at plante læhegn omkring solcelleparkerne.
Det samme gælder for vindmøller, som ville skæmme langt mindre i landskabet, hvis landskaberne ikke var så åbne, men mere frodige og beplantede, og hvis folk nemmere kunne bevæge sig rundt og få del i de landskaber, som de bor ved og i.
Grundlæggende burde man se klimakampen som mere end blot en kamp om at reducere CO2 og indføre ulven. Man skal se den store politiske opbakning til en grøn omlægning af det danske landskab som en unik mulighed for at genskabe og genvinde nogle af de kvaliteter ved de danske landskaber, som ellers er gået tabt i de sidste 200 års industrialisering og modernisering.
Demokratisk grøn omstilling
Og rent demokratisk gør man klogt i at gøre den grønne omstilling til gavn for alle. At mene, at folk i Jylland bare må finde sig i at leve med en stor grim solcellepark og en motorvej uden for deres vinduer, er ikke en fornuftig eller specielt solidarisk tilgang. Hvis omstillingen skal blive en folkelig succes, så skal både høj og lav by og udkant få mere bevægelse, frihed og skøn natur ud af det.
Grundlæggende bør man tænke mennesket og menneskets positive brug af naturen mere ind i den landskabsplanlægning, som finder sted i disse år.
Læs mere i POV om grøn omstilling her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og