Alle bør kunne se frem til en herlig dag – også arbejdsdag

i Featured/Liv & Mennesker/Sundhed af

STRESS – Ser du frem til din arbejdsdag med glæde eller med ondt i maven? Når ikke vi kan finde mening i vores arbejde eller ikke føler os værdsatte, bliver vi stressede og frustrerede, skriver Thomas Milsted, der peger på faren ved at sætte økonomiske aspekter højere end de menneskelige. Alle bør kunne se frem til en herlig arbejdsdag. 

Tænk hvis alle kunne vågne op og se frem til en arbejdsdag med en ordentlig portion gode fornemmelser. Hvor man ligger der halvvågen og pludselig kommer i tanke om, at man skal på arbejde og mærker et smil brede sig på tværs af ansigtet. Man springer ud af sengen fyldt med motivation og energi.

Jeg snakker ikke om, at vi ligefrem skal ligge og sitre af begejstring eller være direkte arbejdslykkelige. Nej – jeg mener, at det at kunne se frem til arbejdsdagen kan være rigeligt for at opleve, den fryd det er, når man når det man skal og gør det på en måde, der matcher den kvalitet, man som minimum har det godt med. At man ved, at man skal ud i arbejdslivet og bidrage med noget væsentligt og værdifuldt til fællesskabet.

At kunne se frem til at give den bedste service for dem man betjener og med en kvalitet så høj, at man kan være sig selv bekendt. Og på de helt gode dage gå hjem med en ikke så ringe grad af stolthed over sig selv. En stolthed over man har leveret noget, der gjorde en forskel.

Så kan vi kalde det stress, depression, angst, frustration, ja sågar blomkål, hvis nogen tænker, at det er et dækende ord for det fænomen. Det væsentlige må vel være, at alle i et velfærdssamfund burde kunne se frem til en herlig dag, også arbejdsdag?

At skabe mening har rigtig mange aspekter, men i relation til trivsel handler det grundlæggende om, at vi understøttes og værdsættes som medlemmer af et meningsfuldt fælleskab.

Men det at kunne se frem til en herlig arbejdsdag kræver, at vi tænker helt andeledes om den måde, vi indretter vores sociale og organisatoriske arbejdsmiljø på. Det er nemlig arbejdsbetingelserne, der skaber muligheden for at kunne bidrage og frydes og ikke ved at tvinge individet til, på næsten daglig basis, at ændre forståelse af sine arbejdsbetingelser for at kunne genetablere nye men fortænkte meninger.

Det er ikke mening, men rå tilpasning når virksomhederes væsentligste funktion er at bidrage til de få på bekostning af de mange.

Meningen for mange er at bidrage til fællesskabet

For mange er arbejde forbundet med at skabe og det at skabe med selve ideen om at være menneske. Men det vi skaber skal give mening, og det ville være bedst om den mening var et direkte resultat af det bidrag, vi leverer til fællesskabet. Det er derfor mening for rigtig mange er selve kilden til jobtilfredshed. Vi gør noget som er godt for andre. Det være sig buschaufførerne og lokoførerne, der transporterer os rundt i det meningsfulde, dem der ved samlebåndende samler den dims, der øger livskvaliteten for andre, lægerne der reder liv og alle de som passer på dem som ikke er døde endnu.

Når man på grund af massive besparelser eller produktivitetskrav, der ikke matcher resurserne, tvinger medarbejderne til at gøre livet surt for andre eller direkte eller indirekte forårsager forringelser af deres livsbetingelser, er det ikke arbejdsbetingelser der bidrager til meningsfuldheden.

Tænk hvis alle kunne vågne op og se frem til en arbejdsdag med en ordentlig portion gode fornemmelser.

At alle kan se og har mulighed for at være aktører i dette fælleskab, som har sit udspring i fælles vedtagne værdier og som primært handler om at kunne være medbidragende til et højere formål. På den måde bliver mening også et etisk anliggende.

Men til det at arbejde for et højre formål hører også at kunne se det meningsfulde arbejdsliv i de forpligtende relationer og fællesskaber. Både hvor vi hver især bliver passet på, men også hvor vi selv passer på det, som vi har ansvar for. Lederen for medarbejderne, kollegaerne for kollegaen. Os alle sammen på hinanden og jorden. Mening handler om at være noget for nogen uden, at ville have noget igen, men at få noget igen uden at have ønsket det og uden at blive skuffet, hvis ikke man får det.

At ville og have behov for anderkendelse er ikke meningsfuldt, men det er det derimod at udvikle en høj grad af selvtilfredshed, som er vokset inde i en selv, og hvor man ikke har behov for at skrige sine fortræffeligheder og bidrag ud på de sociale medier.

Mening i arbejdet er altså tæt knyttet til motivation og trivsel. Tab af disse værdier og mening kan derfor også havde vidtrækkende konsekvenser i form af  tilintetgørende frustration, angst, depression eller det vi samlet kunne kalde den særdeles skadelige stress.

Vi anerkender ikke den viden vi har

Kompleksiteten i relation til løsningen af stressproblematikker i Danmark generelt og på arbejdspladserne i særdeleshed kunne i første omgang se ud, som om det handlede om manglende viden og forståelse af det fænomen, vi i dag har valgt at kalde stress, og ikke mindst de årsager, der knytter sig til det.

At forsøge at skabe mening via sproget og psykologisk manipuleren og ikke i de faktiske forhold, er ikke brobyggeri, men udnyttelse af magt.

Men med den indædte stædighed vi ser i påpegningen af individets ansvar og underbetoningen af det strukturelle, er det tydeligt at det faktuelle har måtte vige pladsen for det bekvemme. Vi må efterhånden forsigtigt kunne konkludere, at selvom alle forstod fænomenet stress helt ind i dets kerne, så skyldes de manglende løsninger vedrørende forebyggelse primært modstridende sammenfald af interesser. Det være sig økonomiske, moralske, holdningsmæssige og værdimæssige.

Mening i arbejdet er altså tæt knyttet til motivation og trivsel. Tab af disse værdier og mening kan derfor også havde vidtrækkende konsekvenser i form af  tilintetgørende frustration, angst, depression eller det vi samlet kunne kalde den særdeles skadelige stress

En interessekonflikt løses ved, at de modsatrettede interesser ikke længere ses som konfliktpunkter, men tværtimod som hinandens forudsætninger eller, at de gøres til en indlysende fælles interesse. Den fælles interesse må så i sagens natur bygge på en dialog, hvor parterne har lært at elske hinandens synspunkter eller har været villige til at se det destruktive og hæmmende for samarbejdet i deres egne. Man har med andre ord flyttet sig i respekt for det menneskelige aspekt, fremfor det økonomiske.

Hvis vi skal bygge bro mellem interesser, skal vi starte ved en helt anden kyst, end vi måske havde forventet. Ikke en kyst hvor målopfyldelse, produktivitet og effektivitet udelukkende er udgangspunktet for vores dialog, men også hvordan mennesket sættes fri, udvikles i overensstemmelse med sine egne værdier og bidrager, ikke fordi det skal, men fordi det vil.

Mennesker før økonomi

Mange ville sikkert være enige med mig i, at der er noget rivende galt, hvis vi hver dag, uge efter uge, måned efter måned, måske endda år efter år vågner op uden at kunne se frem til den dag, der kommer? Hvis de første følelser man støder på i forbindelse med en ny arbejdsdag, er tvivl om man nu når det hele, utryghed om de konsekvenser det kunne have og bekymringer om, man nu gør det godt nok. Så vil muligheden for at skabe mening fortone sig i mørke og tunge dage.

Så kan vi kalde det stress, depression, angst, frustration, ja sågar blomkål, hvis nogen tænker, at det er et dækende ord for det fænomen. Det væsentlige må vel være, at alle i et velfærdssamfund burde kunne se frem til en herlig dag, også arbejdsdag?

Som individer lærer vi fra de tidlige barndomsår at tage ansvar for vores eget liv. Og det er da vigtigt. Vi får gang på gang op gennem tilværelsen at vide, at mennesket må udvise den totale selvansvarlighed. Også arbejdsmennesket.

Men vi kan ikke være herre i eget hus, hvis der er en vært, som konstant udmunder sin magt på en måde som umuliggør, at vi påtager os det ansvar. At tage ansvar kræver, at man også bliver givet de beslutningskompetencer, der giver magt til at kontrollere de knapper i arbejdslivet, der styrer tempoet, mængden og kompleksiteten. Og ikke mindst de knapper, hvor man kan skrue helt op for det som giver mening.

Man kan ikke på den ene side sige at medarbejderne skal tage ansvaret og så på den anden side fratage dem mulighederne for at opnå en høj grad af indflydelse, hvor vi kan eliminere de faktorer, der er meningsløse og spild af tid.


Foto: Pixabay

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Seneste artikler om Featured