LIV // KRONIK – Coronapandemien optager vores medier, vores tanker, vores hverdag, men selvom vi lever i den samme verden, oplever vi den vidt forskelligt. Derfor tog Louise Albers initiativ til ’coronadage.dk’ – en platform hvor alle er velkomne til at dele deres historier og tage del i hinandens oplevelser under krisen. Her fortæller hun sin egen historie og giver smagsprøver på de mange bidrag, hun har modtaget indtil nu.
Jeg lever i en sammenbragt familie, og når man selv har prøvet det, ved man, at det ikke altid er en nem form at arbejde med. Min kæreste og jeg valgte at flytte sammen og fusionere vores familier få dage før juleaften 2019. Han med en dreng på fem år og jeg med to børn på henholdsvis syv og 12 år.
Selvom det ikke havde været ukompliceret at flytte sammen, så syntes vi egentlig, det gik okay. Vi følte, vi have klaret os gennem de første sammenflytningsudfordringer og solede os i vores sammenbragte succes.
Jeg talte dagligt med enten veninder eller familie, hvor vi drøftede den seneste udvikling. Kunne man tillade sig at glæde sig over, at CO2-udslippet var markant faldende?
Vi så også frem til en begivenhedsrig sommer, hvor vi alle fem skulle på eventyr sammen. Vi havde lagt en masse planer.
De planer ville snart ændre sig.
“Du taler om død og sygdom hele tiden”
I slutningen af februar var jeg til min venindes 40 års fødselsdag.
Hun havde inviteret en flok veninder med i sauna, og der sad vi helt tæt sammen og talte svedende om coronavirus. Det lød skræmmende, hvad der foregik i Kina, og den ene venindes svigerforældre var lige kommet hjem fra det nordlige Italien, og skulle de nu også være så strikse med ikke at lade dem se børnebørnene?
Måske var det bare hysteri? Jeg rykkede 30 centimeter væk fra hende. Bare for en sikkerheds skyld.
Knap 14 dage senere gik vores statsminister på nationalt tv og lukkede Danmark ned.
Brætspillet og samværet vandt over computerspillene og Netflix. De voksne var himmelhenrykte. Jeg følte, at vi havde fået foræret en masse timer
Vi indrettede os med hjemmearbejdsplads, hjemmeskole og børnehave. Vi lavede skoleskemaer og aktivitetsskemaer, og jeg lyttede flittigt til Asger Juhl og Lone Simonsens Den Uafhængige og fik kuldegysninger over at følge situationen i Kina.
Jeg genoptog kontakten til gamle venner i udlandet, og min kæreste bad mig om ikke at tale for meget om coronavirus foran børnene. ”Du taler om død og sygdom hele tiden. Det gør dem urolige,” sagde han.
https://www.facebook.com/coronaDage/photos/rpp.110918443881788/110925420547757/?type=3&theater
Nogle dage efter pressemødet den 11. marts, hvor statsministeren havde sagt, at Danmark skulle lukke ned, skyndte vi os at konstatere, at det faktisk gik okay herhjemme. Vi skændtes lidt og børnene mundhuggedes, men vi fik talt sammen, set hinanden og så vi spillede vi brætspil sammen. Alle sammen.
Brætspillet og samværet vandt over computerspillene og Netflix. De voksne var himmelhenrykte.
Jeg følte, at vi havde fået foræret en masse timer. Som sammenbragt familie har vi ikke børnene på fuld tid, og af den tid, vi har sammen, er meget afsat til arbejde, skole og børnehave, hvor vi ikke ses, så jeg følte på en måde, at vi havde fået en gave. Den sammenbragte familie var blevet bragt sammen.
Vi søgte og fandt tryghed i hinandens selskab.
‘Coronabriller’ og søvnløshed
På kort tid blev det hverdag på en ny måde. Jeg talte dagligt med enten veninder eller familie, hvor vi drøftede den seneste udvikling. Kunne man tillade sig at glæde sig over, at CO2-udslippet var markant faldende? Var det ikke bare hyklerisk og ikke mindst kynisk?
Vi talte om de mennesker, der shortede aktier i USA og bekymrede os i fællesskab om verdensøkonomien. På min kærestes arbejde var de begyndt at fyre folk. Vi kendte også en del, der var blevet nødt til at gå ned i løn. Hvor mange flere ville miste deres job?
Jeg havde brug for at handle, så ud af de foregående dages tanker, hændelser, bekymringer og forhåbninger blev ‘Coronadage – fortællinger fra et isoleret fælleskab’ til
Jeg grinte af, at jeg på kort tid også havde fået coronabriller. Et begreb, der dækker over fænomenet, når man reagerer med foragt eller forargelse over at se folk kramme eller stå tæt sammen i en serie eller på film.
Vi holdt daglige digitale møder og fredagsbar med vores kolleger og var hurtige til at afholde fester over Skype. Ofte gik det dog lidt op i hat og briller (bogstaveligt talt), og selvom udklædning også er sjovt på skærm, gik luften hurtigt af ballonen. Det var lidt krævende at føre meningsgivende lange samtaler, og det var svært at finde ”køkkenfesten” i Skypes univers.
Når børnene sov, og min kæreste og jeg havde lagt de sidste timer i dagens arbejde, kørte jeg min rutine med at læse op på dagens nyheder og følge udviklingen af nye dødsfald og coronasmittede på Worldometers.
Måske en lidt makaber rutine, men det plejer at berolige mig, hvis jeg holder mig orienteret. Jeg blev dog tiltagende frustreret over, at næsten alle nyheder nu havde coronavinkel. Selv nyhederne havde fået coronabriller. Bare en anden slags.
Hvad skete der egentlig ellers derude i verden? Hvad skete der med flygtningelejrene i Mexico, med konflikten i Syrien og skovbrandene i Australien?
Denne nat blev jeg oversvømmet af tanker om de mulige lange udsigter til en ændring i den nuværende tilstand og kunne som resultat ikke sove.
Jeg lå lysvågen og spekulerede på, hvordan andre mon oplevede de mange store og små forandringer og hændelser, der foregik i verden, i Danmark og i vores egne hjem
Jeg lå og tænkte på Wuhan; på hvordan jeg i en episode af Horisont havde set, hvordan opgangsdøre blev svejset til for at holde folk inden døre, hvordan sundhedspersonale var presset til det yderste på hospitalerne på grund af mangel på pladser til de mange syge.
Jeg tænkte på J. P. Jacobsens Pesten i Bergamo og den uhyggelige lighed med den nuværende situation i Italien. Jeg tænkte på udgangsforbuddet i Spanien.
Jeg lå lysvågen og spekulerede på, hvordan andre mon oplevede de mange store og små forandringer og hændelser, der foregik i verden, i Danmark og i vores egne hjem.
Vi lever i en tid med en unormal normal
Jeg havde brug for at handle, så ud af de foregående dages tanker, hændelser, bekymringer og forhåbninger blev Coronadage – fortællinger fra et isoleret fælleskab til.
Jeg ville være med til at dokumentere denne særlige tid og skabe en platform, hvor folk kunne få mulighed for at dele og for at læse andres oplevelser og tanker.
Min kæreste fik bygget en hjemmeside, og det blev til www.coronadage.dk, som er et øjebliksbillede af denne historiske periode. Et sted hvor folk deler og tager del i hinandens liv.
Vi oplever restriktionerne forskelligt. De fleste af os arbejder hjemme. Os med børn kører også hjemmeskoling eller børnehaveaktiviteter.
Der er opstået et fællesskab, som ikke ville have eksisteret, hvis det ikke havde været for coronavirus. Vi lever i en tid med en unormal normal, som vi ikke kender udløbsdatoen på
Her i gaden på Vesterbro, hvor vi bor, stiller vi os ud på vores altaner eller hænger ud af vinduerne og klapper hver aften kl 19.00 i tre minutter af alle de mennesker, som arbejder i sundhedsvæsenet.
I baggården er der hver aften godnatsang for børnene. Vi vinker pludselig alle sammen til hinanden her i gaden og i gården, når vi får øje på hinanden fra vores vinduer. Vi har fundet sammen i en tid, hvor vi skal være hver for sig.
Der er opstået et fællesskab, som ikke ville have eksisteret, hvis det ikke havde været for coronavirus. Vi lever i en tid med en unormal normal, som vi ikke kender udløbsdatoen på.
Fra bedemandens savn til ukulelesangen
Det er nogle fine og tankevækkende bidrag, folk har sendt til os, og der kommer hele tiden flere til. Mange af dem er også meget rørende.
Bidragene er en blanding af angstfyldte tanker, sjove opfordringer, skræmmende beretninger, opløftende sange og nedslående fotos med mennesketomme steder.
Og en blanding af alt det er nok egentlig et meget godt billede på, hvordan vi alle veksler mellem at have det i denne periode: Bange, håbefulde, harme og fortrøstningsfulde.
Der er bedemanden, som fortæller om, hvordan han savner at kunne kramme de familier, han har hjulpet.
Det er interessant at læse, se og høre de mange forskellige oplevelser og tanker, der præger vores liv under coronadagene. Der er hudsult hos dem, der bor alene, oplevelsen af angst hos andre, hjemmeskolingens udfordringer hos en tredje og fryden over fællessangen hos en fjerde
Der er Jakob, som har tegnet et coronakys; to mennesker som kysser med masker på. Pernille, som skriver om at være sygeplejerske, at blive kaldt hverdagshelt, og om hvordan hun vægrer sig ved den titel – hun gør jo bare sit job.
Signe, som fortæller om den gamle dame overfor, som en aften bliver hentet med ambulance – måske fordi hun har corona? Lisa, som oplever decideret angst. Babeth, som bryder to meters-reglen for at se en gammel elsker og Christa, som har skrevet sangen “Please Stay Safe”, som hun spiller på sin orange ukulele.
Det er interessant at læse, se og høre de mange forskellige oplevelser og tanker, der præger vores liv under coronadagene. Der er hudsult hos dem, der bor alene, oplevelsen af angst hos andre, hjemmeskolingens udfordringer hos en tredje og fryden over fællessangen hos en fjerde.
Den virus, der medfører ændringer og restriktioner i vores liv, er også den samme, men vores oplevelser er forskellige.
Vil du dele din coronadag?
Uddrag fra ‘Coronadage – fortællinger fra et isoleret fællesskab’
Bedemanden
”Vi er underlagt restriktioner om et max antal deltagere i kirkerne, gravere der ikke må lægge blomster ind i kirkerne, og forkortede taler over den afdøde … men sværest for mig var, at jeg ikke kunne kramme de familier, jeg har hjulpet. Jeg har måtte gå på kompromis med mine værdier som menneske.
Epidemien har vundet over mine værdier, og de værdier jeg har bygget min forretning på … Så jeg har måtte tænke lidt anderledes, og har tilbudt folk “efter-samtaler”, at tage billeder fra kirken og streame handlinger til gæster, der ikke har kunne deltage.”
Jakob Tolstrup – A Corona Kiss
Dag 127 i karantænen
”Alvoren ramte mig ganske hårdt.
Jeg fik en masse tvangsprægede selvmordstanker i den første uge af karantænen.
Det vi lever i nu, føles som det mareridt jeg har frygtet siden jeg var barn.
Det føles som om min dødsangst var berettiget.
Jeg skyper med min psykolog og begynder at meditere.
Jeg spekulerer på, hvordan jeg får et job når alt det her lægger sig.
Jeg går ud i solen og overlever.”
Corona uden for mit vindue. Ovre på den anden side
”Lyset tændte i opgangen derovre, en ældre dame med et hvidt mundbind på kom ud sammen med ambulancedamen, stadig dækket i hvidt fra top til tå. Den ældre dame lagde sig på båren sammen med en plasticpose fra Føtex, der kom ned i fodenden. Så blev hun pakket helt ind i tæpperne, spændt fast og rullet ind i ambulancen. Kort efter kørte den.”
Dag 10
”Var det ikke også typisk, at han gik hen og blev smittet. Jeg var faktisk sur på ham. Han var blevet ved med at se sine venner, købe ind hver dag, og han syntes, jeg overdrev med min håndvask. Selvfølgelig skulle han blive syg. De første tre døgn lå han bare i sengen og svedte, frøs og sov.”
“Jeg og børnene prøvede så godt vi kunne at arbejde hjemmefra og lave hjemmeskole. Jeg fik købt stort ind, og vi gik alle i isolation. Ingen legeaftaler, ingen venner. Kun os.”
Topillustration: A Corona Kiss, Jakob Tolstrup. Instagram: @jakob.tolstrup
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
