
TEATER // KOMMENTAR – Finansloven indeholder nu et skattefradrag på firmagavekort til at gå på restaurant eller bruge på forlystelser/kultur; biografer, koncerter, teater. Potentielt en pengeindsprøjtning til arbejdsintensive brancher, der har været hårdt ramt af corona-restriktioner. Men hvorfor ikke målrette støtten, ligesom håndværkerfradraget er målrettet energibesparende tiltag? POV Internationals teateranmelder Steen Blendstrup foreslår corona-støtte som kulturpolitik og med fremtidsperspektiv, et gavekort til teatret for de unge.
Der er blevet kæmpet hårdt af teatrene under corona-krisen. Corona-monologer på Teater Republique, online-teater på Teater V og udendørs teatermonologer på Teatret ved Sorte Hest (ja, for et publikum på 20 personer). Allerede i foråret. Teatret ville sit publikum.
Selv med restriktioner om afstand mellem gæsterne, begrænset kapacitet og manglende indtægt fra baren i pausen har teatrene med stor kærlighed til deres publikum holdt fanen højt i efteråret og helt frem til den seneste smittebølge, der lukkede alt. Uden at nogen i øvrigt kunne påvise teater som en “superspreder-begivenhed”. For teatret vil sit publikum.
Så lad os dog give teatret – eller mere bredt: scenekunsten – lidt tilbage. En coronastøtte kunne være at skabe et publikum, der vil teatret. Det er ikke engang så dyrt.
”Det er ikke noget for mig,” hører jeg mange sige om teatret. Men når jeg så spørger, hvad de kender til teater, viser det sig som regel, at deres erfaringer ligger tilbage i folkeskolen med turnéteater i gymnastiksalen. Nogle gange tilbage til børneteater på biblioteket. Teatret er ikke upopulært. Det er snarere ukendt.
Andre siger, at de ikke går i teatret. De fortsætter med at sige, at de godt kunne tænke sig at se Phantom of the Opera – igen.
Dyrt eller elitært?
Noget teater er slet ikke støttet eller modtager kun begrænset støtte. Alligevel klarer det sig på kommercielle vilkår og sælger billetter til mange hundrede kroner stykket.
Lad dog teatrene spille nogle flere musicals, hvis det nu er det, de kan leve af
Andet teater bliver støttet på alle mulige måder, så publikum kun dækker 25-30 % af omkostningerne ved den enkelte forestilling. Her kan man til gengæld – ved kombination af ungdoms- og grupperabat – gå i teatret for mindre, end det koster at gå i biografen.
Spørgsmålet er, efter hvilken målestok vi definerer elitært. Billetter til de populære musicals kan hurtigt sluge måneders budget til fornøjelser. For mange er de helt uden for rækkevidde. Men det er næppe et problem for eliten. Det støttede teater kan på den anden side tilbyde billetter, der er råd til på et SU-budget.
Grænser for kommercielt teater
Lad falde, hvad ej kan stå, vil nogen sige. Og lad dog teatrene spille nogle flere musicals, hvis det nu er det, de kan leve af.
Men det er lige det, de ikke kan.

Nok betød corona-aflysningen af Shu-bi-dua the Musical dødsstødet til Fredericia Teater, men krisen stod allerede i fuldt flor. De to store genopsætninger af Prinsen af Egypten og Tarzan – the Musical i København havde skuffet ved billetlugen.
Netop med de høje billetpriser til de populære musicals er det indlysende, at der er et mætningspunkt for det publikum, der nu er til denne type teater. Det er ikke en hane, der kan skrues op for i det uendelige. Der er da også i det seneste forlig om finansieringen af Det Kongelige Teater taget forbehold, så musicals med kulturstøtte ikke undergraver de privatfinansierede musicals.
De fælles goder
Hvad det støttede teater angår, så er det jo et fælles gode. Ligesom offentlig transport er det.
Ja, vi antager, at det er mennesker med lav indkomst og uden egen bil, der benytter offentlig transport. Men vi kan lige så godt sige, at trafikselskaberne modtager støtte, selv om det kun er en ”elite”, der benytter sig af busser og tog.
Det korrekte billede er selvfølgelig, at det både er kontanthjælps-modtageren og universitets-professoren, der tager metroen. Pointen med de fælles goder er, at vi kan tage del i dem eller lade være, som vi nu har lyst. Der er ikke nogen, der bliver udelukket.
Shakespeare kan også få en tur i opdateringsmaskinen som i Betty Nansen Teatrets En skærsommernatsdrøm, og Dickens’ Et juleeventyr på Nørrebro Teater var en komisk tour de force
Der er bare ikke nogen, der siger om bussen, at ”det er ikke noget for mig”. Medmindre de har prøvet det og oplevet, at de blev køresyge. Der er sjældent nogen, der mener, at offentlig transport ikke er for dem, men at metroen, den vil de gerne prøve – igen.
Smag for teater
Jeg tror, de fleste har en erindring om alle de ting, som de ikke ville spise, da de var børn, men som de nu elsker. Jeg er ret sikker på, at mange til den oplevelse kan tilføje, ”da jeg først havde smagt det”.
Teater opfattes hovedsagelig som ”elitært” og ”ikke noget for mig”, når vi ikke har stiftet bekendtskab med det. For teatret er mangfoldigt og strækker sig fra græske klassikere over eksperimenterende teater til komedie og farce. For slet ikke at nævne anden scenekunst som opera og ballet.
Hun fik chancen for at tage del i et fælles gode
Men den græske tragedie kan sagtens moderniseres til aktuelt drama med flotte masseoptrin og dans som i De asylsøgende kvinder på Edison. Shakespeare kan også få en tur i opdateringsmaskinen som i Betty Nansen Teatrets En skærsommernatsdrøm. Og Dickens’ Et juleeventyr på Nørrebro Teater var en komisk tour de force.
Mungo Park i Allerød satser bevidst på at lave nyskrevet teater netop til et ungt publikum. Uden at det nødvendigvis skal handle om unge. Aveny-T gør nogenlunde det samme både med et populært materiale som Skam og med ny dramatik som Nogen er ude at drikke øl.
Set med en 16-årigs øjne
Netop på Aveny-T har jeg siddet med en 16-årig, der aldrig før havde været i teatret, men som her oplevede Skam på en helt ny og overvældende måde. Hun var begejstret og uden forbehold klar til mere. Hun fik chancen for at tage del i et fælles gode.

Nå ja – den gamle teateranmelder her måtte i sidste sæson overgive sig fuldstændig til La Boheme på Østre Gasværk, selv om jeg uden opera-forkundskaber afstod fra at give stjerner. Der er en første gang for alting.
Så netop efter endnu en omgang corona-restriktioner, som har kostet mange teatre mange penge, kunne jeg godt forestille mig, at man anlagde en anden indfaldsvinkel til støtten. De nuværende støtteordninger skal naturligvis fortsætte, men lad os investere i, at gøre teatret for alle.
Et gavekort til teatret med stor effekt
Lad os give alle unge et gavekort til teatret for eksempel til tre teaterforestillinger om året. Vel at mærke til de forestillinger og de billetter, der allerede på nuværende tidspunkt modtager støtte til denne målgruppe.
Det ville give teatrene et ekstra publikum og en billetindtægt – men kun for det begrænsede beløb som ungdomsbilletterne normalt koster. Det vil gøre et gavekort til teatret til en begrænset udgift på finansloven
Ordningen ville befri lærerne i folkeskolen, på gymnasierne og andre ungdomsuddannelser for en masse bekymringer om, hvorvidt skolen vil betale eller deres elever kan betale for en teatertur, som har relevans for undervisningen.
Det vil give en masse unge muligheden for impulsivt at vælge at gå i teatret med vennerne. Eller vælge ikke at tage imod denne gave, naturligvis. Der er også folk, der vælger ikke at læse bøger, selv om de har lært at læse og kan gå gratis på biblioteket.
Brød OG skuespil
Overordnet vil resultatet dog blive, at en generation af unge – især hvis dette målrettede gavekort til teatret fortsætter nogle år (gerne mange) – resten af livet vil kunne vælge et fælles gode til eller fra, fordi de ved, hvad det er. Før de siger, at ”det er ikke noget for mig”.
Naturligvis er det nemmere at udnytte det tilbud i København og de større byer. Men hvis en ungdomsordning som den skitserede lever i en længere årrække, så vil den også skabe basis for en helt anden turnévirksomhed, hvor netop spændende, nyt ungdomsteater vil komme på landevejen. Med et gavekort til teatret er publikum der jo.
Hvis jeg skal vælge mellem brød og skuespil, så kommer brødet nok i første række. Brød på bordet, tag over hovedet, sundhedsordninger. Men når det er sagt, så lever mennesket ikke af brød alene.
Artiklen er let revideret i forhold til tidligere publikation i marts i år.
Coverfoto: Det ligner en sketch fra cirkusrevyen, men det er Peter Plaugborg, Niels Ellegaard og Mikkel Arndt som maskot-skuespillere, der er plumpet ned i Shakespeares En Skærsommernatsdrøm på Betty Nansen Teatret. Fotograf: Emilia Therese
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her