Tarzan – en familiemusical

i Kærlighed & sex/Kultur & Medier/Scenekunst af

TEATER // ANMELDELSE – Hvad er familie? I disse tider med adoptioner på tværs af kloden, donorbørn og konstellationer med halv-, pap- og plastiksøskende bliver det store dilemma i musicalen “Tarzan” relevant: Hvem er jeg, og hvor hører jeg hjemme? Og så er det i øvrigt sjovt.

Det er ikke nødvendigt med så mange forklaringer. Tarzan-figuren og Tarzan-mytologien er almindeligt kendt, ikke så meget på grund af Edgar Rice Borroughs romaner som på grund af film og tegneserier og selvfølgelig i sidste ende Disney-versionen, som – nådigt – fik skrabet originalværkets em af kolonialistisk racisme af. Men præmissen er kendt af alle.

Mor

Nu starter musicalen Tarzan med hans forældres skibbrud og forsøg på at etablere et liv på en øde kyststrækning i Vestafrika, men meget skitseagtigt fortalt. Filmens montageteknik kan ikke lige overføres til scenen, men den hører nu engang til en af Phil Collins’ sange, så den skal med. Forældrene dør, og så kan den spæde Tarzan ellers blive fundet af sin gorilla-mor, Kala.

Kala (Maria Skuladottir) tager menneskeungen til sig, mens Kerchak (Teit Samsø) er skeptisk.

Det er det, der er forestillingens univers: gorillafamilien. Væk er stort set alle andre dyrearter, men performerne forvandler sig overbevisende til store menneskeaber, der springer og ruller akrobatisk hen over scenen – og lejlighedsvis svinger sig i lianerne, hvad gorillaer aldeles ikke gør, men i det tredimensionale teaterrum fungerer det godt.

Hele ensemblet danser, ruller og svinger sig over scenen i Fredericia Teaters version af Disneys musical Tarzan.

Måske rører historien om den lille outsiders opvækst blandt gorillaerne særligt, fordi Disney-filmen Tarzan var en af dem, mine børn voksede op med og fældede en tåre over. Men det er ren moderkærlighed, når Kala forklarer, at Tarzan ikke er anderledes … indeni. Snif. Kleenex.

Og far

Men fordi Tarzan er anderledes udenpå, har han svært ved at opnå sin fars anerkendelse – altså Tarzans gorilla-far, Kalas mage og flokkens leder, Kerchak. I den rolle er Teit Samsø en silverback-gorilla. Ikke på grund af kostumet, som kun med god vilje gør ham til menneskeabe, men i sin adfærd. Det er som at se scener fra en dokumentarfilm. Og han synger godt.

I alle tilfælde: endnu er genkendelig familiekonflikt.

Heldigvis får Tarzan en ven i den jævnaldrende gorillaunge, Terk – og de to drenge på scenen brænder igennem med umiddelbar charme. De er knuselskelige og henter ekstrapoint hjem til musicalen. Det er jo også en slags familie, de personer, vi vælger at knytte os til livet igennem.

Civilisationen

Det hele sættes selvfølgelig på spidsen, da en britisk ekspedition går i land. Professor Porter vil bevise sin teori om, at gorillaer lever i familiegrupper, og han har taget sin datter, Jane, med. En lidt verdensfjern, velopdragen ung dame, der forelsker sig i junglen. Og bliver noget befippet, da hun bliver reddet af en nøgen junglemand – den nu voksne Tarzan.

Meet the family … menneskehunnen Jane introduceres for Tarzans mor, Kala (Maria Skuladottir, Bjørg Gamst, im Ace Nielsen).

Den side af historien er først og fremmest sjov og ballade. Den victoriansk opdragede kvinde mod det naturlige, ublufærdige naturbarn. Der gives ikke nogen forklaring på Tarzans lændeklæde, men Kim Ace Nielsen og Bjørg Gamst får som Tarzan og Jane en masse ud af, hvad det dækker og ikke dækker.

Åh ja, der er også den skurkagtige Clayton, der ikke vil studere, men indfange gorillaerne, men først og fremmest handler konflikten jo om, hvorvidt Tarzan vil vælge sin menneskelige arv eller sin adoptivfamilie i junglen. Hvem er Tarzans far og mor?

I et spejl

Disney-universet er ofte sentimentalt. Vi skal hele følelsesregisteret igennem. Her er Tarzan godt råmateriale, for al kærlighed udgår jo fra yngelpleje: vi elsker de børn, vi opdrager, vi elsker de forældre, der opdrager os. Omvendt ved vi, at adoptivbørn ofte har behov for at få afklaret, hvem deres biologiske forældre er. I alle tilfælde vil vi som børn (og som voksne) frem for alt elskes for dem, vi er. Det er ikke svært at spejle sig i.

En rejse ind i en eventyrjungle til en adoptivfamilie, der aldrig har eksisteret – et godt bud på, hvad der gør os til dem, vi er

Har vi fået Disneys tegnefilm ind med modermælken (!), er der med garanti scener, figurer og detaljer, vi vil savne. Temaerne er imidlertid bevaret sammen med Phil Collins’ ørehængere.

Scenografien på Fredericia Teater er fascinerende, koreografien legende og fantasifuld, og selv om danserne måske ikke ligner gorillaer, så optræder de abeagtigt nok til, at vi køber illusionen. Vi er som Jane Porter og hendes far på eventyr i Congos jungle.

Anders Bircow som professor Porter, der smugkigger på sin datters – må vi forstå – meget detaljerede portrætter af den nøgne junglemand.

Disneys Musical Tarzan er i dobbelt betydning en familiemusical, selv om visse referencer og scener nok vil fare hen over hovedet på de uskyldige små. De kan til gengæld nydes af de voksne, der også vil kunne identificere sig med forældrerollen – om det nu er som Kerchak, Kala eller Professor Porter (i skikkelse af en charmerende Anders Bircow).

Tarzan er ikke en perfekt musical. Der er lidt løse ender og rå kanter, men det gør den samtidig levende og charmerende. Vild.

Selvfølgelig spiller det ind, at jeg er forudindtaget over for historien. Så for en rejse ind i en eventyrjungle til en adoptivfamilie, der aldrig har eksisteret, men alligevel givet et godt bud på, hvad der gør os til dem, vi er, ender jeg på fem stjerner til Tarzan.

Disneys Musical Tarzan
Instruktør og co-koreograf: Lynne Kurdziel Formato
Scenograf: Kevin Depinet
Fredericia Teater – til 22. december
Musikhuset Aarhus – 21.-29 september 2019
Scandic Falconer – 29. november -8. december 2019

Foto: Søren Malmose

 

Steen Blendstrup er autointakt journalist og freelancer par excellence. Karrieren gik efter et par års studier på Filmvidenskab på Københavns Universitet i gang på ungdomsmedierne Chili og Vi Unge samt regionalavisen Weekend Nord – hovedsagelig med film som emne. Var gennem 20 år tilknyttet videobranchen som redaktør af branchebladet Videotraileren og konsulent for Videobranchens Fællesråd. Steen skriver fast for livsstilsmagasinet Liebhaverboligen (teater, film, interviews), skriver pressemeddelelser bl.a. for filmdistributøren UIP (Universal og Paramount) og er løst tilknyttet flere andre medier. Interessen for film og teater har også ført til statistroller i Københavns Internationale Teaters 100 % København og et par novellefilm. Og manuskript til en reklamefilm for Det Ny Teaters Skønheden og Udyret
Inden for de seneste år har Steen startet en sideløbende karriere som certificeret sexolog og blogger om sexologiske emner. Sidstnævnte kan man læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kærlighed & sex