TEATER // ANMELDELSE – Skal de græske klassikere nu spændes de blødende hjerters vogn og bruges til at plædere for en slækkelse af indvandringspolitikken? Ja, den pointe stirrer jo en i øjnene allerede i titlen, men minder samtidig om, at teater altid har været politisk. Også da De asylsøgende kvinder blev skrevet for 2.500 år siden. Vi har altid et valg mellem egeninteressen og et humanistisk ideal.
De asylsøgende kvinder er første del af tragedietrilogien om Danaos’ døtre, der flygter fra Ægypten for at undgå at blive gift med deres fætre. De søger asyl i Argos, hvor kongen står splittet mellem at følge Zeus’ bud om at beskytte dem og tænke på sin by, der derved risikerer krig med ægypterne.
Idealer og realpolitik i De asylsøgende kvinder
Med andre ord står valget mellem et højere moralsk ideal (hvor vi i dag har udskiftet Zeus med kristen næstekærlighed, men stadig baseret på hellenistisk tankegang) og dagligdagens realpolitik. Kongen er i tvivl.
Kvinderne argumenterer med en mytisk tilknytning til Argos gennem deres stammoder Io, men det er længe siden, og kvinderne er åbenlyst fremmede. Tilbage i 460’erne f.v.t. havde digteren Aischylos høje tanker om vælgerkorpset: Kongen overlader det til folket at vælge, og de tager imod kvinderne.
Kvindernes farverige tøj, deres sange og danse placerer dem tydeligvis som bådflygtninge fra Mellemøsten
Publikum i det demokratiske Athen har helt sikkert læst deres egen historie ind i billedet af en vægelsindet konge og et folk, der lader sig bevæge af kvindernes bøn. Jo, også dengang politisk teater, selv om det er klædt i mytiske gevandter.
Korsang fra koret
På Edison kan vi slet ikke være i tvivl om budskabet. Kvindernes farverige tøj, deres sange og danse placerer dem tydeligvis som bådflygtninge fra Mellemøsten. At de flygter fra vold og voldtægt er ikke noget, der har ændret sig gennem årtusinderne.
Genistregen ved Simon K. Bobergs opsætning af De asylsøgende kvinder er, at koret i græsk betydning forvandles til et kor i moderne betydning. Med dramatisk underlægningsmusik forvandles råbekoret til flerstemmig skønsang, rytmiske rap og fejende flotte danse.
Det er en fest for øjet og øret.
Amatører stjæler scenen
Koret anføres af Ida Cæcilie Rasmussen over for Jesper Hyldegaard og Mikael Birkkjær som henholdsvis Danaos og Pelasgos, kongen af Argos. Men det er de unge amatører i koret, der er de sande hovedpersoner – de professionelle skuespillere er reduceret til statister i korets forestilling.
De unge kvinder, der har ofret deres fritid i mange måneder for at bære forestillingen hjem, gør det fremragende. Selv en lille kostumefejl med et skørt, der løsnede sig under forestillingen, fik ikke bæreren til at tabe fatningen; det lignede næsten en del af dansen.
At de unge talenter samtidig spænder over en bred etnisk sammensætning er med til at bære budskabet hjem. Men først og fremmest er det deres performance, der vinder. En alvorstung klassikerfremstilling ville få publikum til at gabe kæberne af led. Det er der ingen fare for her.
Politikernes teater
Efter græsk skik starter hver forestilling med et drikoffer til Dionysos. Som i det gamle Athen takkes forestillingens mæcener; hverken dengang eller nu er teater en forretning i normal forstand.
Endelig kan De asylsøgende kvinder ses som et indlæg i diskussionen af, om teatret til evig tid skal genopføre klassikerne eller skal gøre plads til nyskreven dramatik
Vi i publikum betaler således kun 16 kroner for hver 100, der er brugt til opsætningen. Sponsorer, stat og kommune betaler resten. Bevares, det betaler vi så selv over skatten. Men meget passende kunne Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen, takke ikke sig selv, men kommunens borgere for at spytte 5 kroner i kassen.
Det er også politisk teater (og i øvrigt: hvorfor ikke få noget for dine skattepenge? Gå dog i teatret og få valuta for pengene).
Fortolkningens kunst
Når vi er ved kulturpolitikken, så kan De asylsøgende kvinder endelig ses som et indlæg i diskussionen af, om teatret til evig tid skal genopføre klassikerne eller skal gøre plads til nyskreven dramatik.
Svaret fra Aischylos og Simon K. Boberg er, at klassikerne har et budskab til os i dag, når vi sætter dem ind i en nutidig ramme. Det kaldes fortolkning.
For en underholdende, musikalsk, scenografisk flot og relevant rejse tilbage til teatrets rødder får De asylsøgende kvinder 5 stjerner herfra.
P.S. de to tabte dele af trilogien handler jf. Gyldendals Den Store Danske om, at kvinderne alligevel bliver bortført af deres fætre, men at kvinderne – undtagen en – dræbte dem i brudesengen, hvorefter tredje del skulle indeholde en slags forsoning ved gudernes mellemkomst – et bevaret brudstykke bruges som prolog på Edison.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HER
De asylsøgende kvinder spiller på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison til 25. september og igen 1.-16. februar.
Med: Mikael Birkkjær, Jesper Hyldegaard, Ida Cæcilie Rasmussen og hele koret
Instruktør: Simon K. Boberg
Af Aischylos, bearbejdet af David Greig og oversat af August Bovin Boberg og Simon K. Boberg
Foto: Catrine Zorn
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
