
TEATER // ANMELDELSE – Liv Helms nyfortolkning af Henrik Ibsens Fruen fra havet er en hyperkropslig, sanselig og symbolmættet rejse ind i den menneskelige psyke. Badeværelset som scenisk ramme spejler hovedkarakteren Ellidas kamp mellem sociale strukturer og naturdrift og gør forestillingen både dragende og krævende.
Henrik Ibsens Fruen fra havet hører til hans sene dramaer, hvor nysgerrigheden for menneskets psyke og drifter står centralt. På Husets Teater har Liv Helm og Petruska Miehe-Renard grebet fat i netop den dimension og givet Ellida en dybde og nuance, der kommer fra et tydeligt kvindeligt perspektiv.
Ellida er gift med den ældre Victor og er flyttet væk fra kysten ved det åbne hav, som hun føler sig forbundet til, både kropsligt og sjæleligt. Mens Victor ønsker en hustru og stedmor til sin voksne datter, kalder havet og minderne om en mystisk sømand stadig på Ellida, som hjemsøges af fortiden og sit tab af et barn.
Det fysiske spil er ekstremt overbevisende og balancerer mellem sårbarhed og næsten skræmmende kropslig kraft
I denne version har Liv Helm formået at vride gyldne dråber ud af interessant men ofte glemt tekstforlæg og åbnet for et hav af fortolkningsmuligheder. Fruen fra havet handler om at træffe et skæbnevalg på rent grundlag: rå, erotisk naturdrift og trygge familiestrukturer og generationsansvar.
Ida Cæcilie Rasmussen er en ægte havfrue
Ida Cæcilie Rasmussen kropsliggør Ellida på sublim vis. Allerede i forestillingens anslag vrider hun sig i sin havfruehale i et badekar som en stærk præmiefisk. Fra første sekund mærker man hendes kamp mellem tilpasning og oprør. Det fysiske spil er ekstremt overbevisende og balancerer mellem sårbarhed og næsten skræmmende kropslig kraft. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at præcis sådan ville en ægte havfrue have opført sig.

Ida Cæcilie Rasmussen er så dragende og oprigtig som den forvirrede Ellida, og det er smukt, at det som i samtiden måske kunne være blevet set som “sindssyge”, her i højere grad er et udtryk for en kvinde, der er mærket af sine traumer og skræmmes over de dele af hende, som ikke lader sig tæmme.
Samspillet med Anders Gjellerup Koch som Victor er ømt, men langsomt og distanceret. Hans tilbageholdenhed gør scenerne frustrerende, men understreger samtidig kontrasten til Ellidas længsel.
Stemningen i salen bliver fugtig og mættet, som efter et varmt bad, og gør symbolikken fysisk nærværende
Mødet med Benjamin Kitter, der legemliggør havets dragende spøgelse og sømanden fra hendes fortid, tilfører forestillingen en elektrisk energi. Her bliver grænsen mellem erotisk tiltrækning og mulig tvang uklar. En stærk, urovækkende pointe, der også forbinder Ellidas seksualdrift med en forvirring og splittelse mellem lyst og skam.
Livet i badeværelset
Scenografien af Petruska Miehe-Renard er overdådig og symbolsk. Badeværelset fremstår som husets mest intime og hemmelige rum – et liminalt sted mellem renhed og forfald, tryghed og fare. Stemningen i salen bliver fugtig og mættet, som efter et varmt bad, og gør symbolikken fysisk nærværende.

Badeværelset er et privat rum, men også et rum alle har til fælles. Hilde (spillet afmålt og sårbart af Ayshan Qvortrup) lister rundt bag gardiner og rydder sin stedmoders våde håndklæder op fra gulvet, i håb om at lære at blive voksen kvinde. Hendes tilstedeværelse i periferien synes at blive en påmindelse om at Ellidas valg har konsekvenser, der rækker ud over hende selv.
Mennesket og havet
Fruen fra havet er en gavmild oplevelse visuelt og skuespilmæssigt, men teksten kræver tålmodighed. Forestillingen serverer symbolik i rigelige mængder og overlader meget til publikum selv at tolke. Man går beriget, men også udmattet, ud af salen.

Liv Helm forstår at udfordre sit publikum med sine nyfortolkninger. Her sætter hun på ny kvinderollen under debat uden at moralisere. Fra badekarets intime rum åbnes der udsyn til tunge temaer: seksuelle grænser, moderskab, ægteskab, sorg, tab og ansvar. Kort sagt undersøger Fruen fra havet, hvad det vil sige at været et tænkende, følende menneske i en krop.
Det er ikke så lidt at tage fat i, og disse universelle spørgsmål er da også stillet før. Alligevel fremstår Fruen fra havet relevant, mystisk og mytisk. Dyb som havet selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og