TYRKIET // KOMMENTAR – Tyrkiet befinder sig midt i landets værste økonomiske krise i mange år. Inflationen er tårnhøj, alt imens landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, insisterer på, at hans økonomiske politik er den rette.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Til trods for at alle økonomiske eksperter råder ham til at hæve renten for at slå inflationen ned, går Erdogan den stik modsatte vej. Det er ganske problematisk med en præsident, der går imod alle økonomiske eksperter og fastholder en lav rente med eksplosiv inflation til følge.
Han har fyret de seneste fire chefer for landets centralbank, fordi de alle påpegede det økonomisk uansvarlige i at fastholde den lave rente
For nylig henviste præsidenten til, at hans ønske om en lav rente i øvrigt var i fin overensstemmelse med islamiske grundregler. At det så var eklatant sludder, var der ingen, der påpegede overfor præsidenten. Der er et forbud mod renter i Islam. Intetsteds står der skrevet, at det er god stil at sænke renten fra 19 til 14%.
Men generelt er præsidenten ganske sårbar overfor kritik af hans økonomiske politik. I december måned blev den tidligere chef for centralbanken, Durmus Yilmas, anholdt og sigtet sammen med 25 andre for at have udtalt sig kritisk om præsidentens økonomiske politik.
En indenrigspolitisk – og økonomisk krise
I det hele taget er landets præsident en mand, der går sine egne veje. Han har fyret de seneste fire chefer for landets centralbank, fordi de alle påpegede det økonomisk uansvarlige i at fastholde den lave rente.
På den indenrigspolitiske front halter det tilsvarende. Udover at præsidenten selv står bag landets værste økonomiske krise gennem sine 19 år ved magten, viser de seneste målinger, at 94% af den tyrkiske befolkning er uenig i hans økonomiske politik. Næste valg er planlagt til at skulle finde sted i 2023, men det kan godt komme til at ske allerede om seks måneder, hvis Erdogan skulle føle for det. Dette afhænger helt og holdent af, hvordan hans chancer for genvalg ser ud.
Umiddelbart ser dette ikke lovende ud. Både Ankaras og Istanbuls borgmestre overgår ham med betydelige margener i flere målinger med henholdsvis 12 og 20 procent point foran Erdogan. Og det er problematisk for dem. For fornylig krævede landets indenrigsminister, at Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, blev fjernet fra borgmesterposten, hvis man kunne påvise dennes forbindelse til terrorgrupper.
Tilsvarende trusler blev fremsat mod Ankaras borgmester, den meget populære Mansur Yavas. Kritikere bemærker, at beskyldningerne om terrorforbindelser først og fremmest skyldes, at Erdogan stadig er fortørnet over at hans parti, AKP, i 2019 tabte valget og dermed kontrollen over de vigtige borgmesterposter i henholdsvis Istanbul og Ankara.
Samtidig søger parlamentet at få ophævet 28 oppositionspolitikeres parlamentariske immunitet for at få dem retsforfulgt, igen under henvisning til terrorforbindelser.
Der er noget bemærkelsesværdigt selvdestruktivt over hans politiske spil, som med tiden blot ser ud til at blive mere og mere udpræget
Så sent som i december fik indenrigsministeren iværksat en stor undersøgelse mod over 500 offentligt ansatte i Istanbul – også de var kommet under mistanke om mulige forbindelser til terrorgrupper.
Frygten for terrorgrupper er i øvrigt et ofte anvendt argument for at arrestere potentielle modstandere af Erdogan. Det kurdiske parti HDPC har oplevet, at mange af partiets folkevalgte borgmestre er blevet fjernet fra deres poster, alle under henvisning til de pågældendes angivelige forbindelser til terrorgrupper. Samtidig er de blevet erstattet af politikere, der er blevet udpeget af regeringen. En åbenlys tilsidesættelse af helt grundlæggende regler og respekt for demokratiske spilleregler.
På fascinerende vis har præsident Erdogan derudover formået at lægge sig ud med alverdens statsledere, fra EU til USA’s skiftende præsidenter, til Ruslands Vladimir Putin og Mellemøstens mange forskellige ledere. Der er noget bemærkelsesværdigt selvdestruktivt over hans politiske spil, som med tiden blot ser ud til at blive mere og mere udpræget.
Erdogan og Mellemøsten
Den tyrkiske troppetilstedeværelse i det nordlige Irak har længe stået som voldsom provokation for den irakiske regering, der ser det som en krænkelse af irakisk suverænitet. Erdogan ser det derimod som en bydende nødvendighed, idet Tyrkiet hermed er i stand til at holde øje med de kurdiske bevægelser i området.
Så sent som i december 2021 blev tyrkiske soldater dræbt i det nordlige Irak af den kurdiske bevægelse PKK, der af Tyrkiet betegnes som en terrorbevægelse. Drabene på de tre soldater blev naturligvis besvaret med genangreb mod kurdiske områder, hvor mindst seks kurdere blev dræbt.
For mange er Erdogan lidt af en politisk gåde. Han formår at gøre sig upopulær alle vegne, for så efterfølgende at råde bod på sine oftest provokerende udmeldinger
Tilsvarende har Tyrkiet en stærk militær tilstedeværelse i det nordlige Syrien. Udover at være en samarbejdspartner for både Rusland og Iran omkring Syrien, ser Erdogan det tilsvarende som en afgørende komponent i den tyrkiske sikkerhedspolitik – igen for at inddæmme den kurdiske trussel mod Tyrkiet.
På nuværende tidspunkt har Tyrkiet således tropper i Irak, Syrien og Libyen samt en militærbase i Qatar. Ligeledes er der kommet en stigende tyrkisk – diplomatisk – tilstedeværelse rundt om Afrikas Horn, herunder senest i et for nylig indledt samarbejde med Somalia. Tyrkiet har haft interesse for Somalia gennem flere år, men det diplomatiske arbejde er blevet udvidet fornylig – specifikt med henblik på olieboringer ud for Somalias kyst.
Den saudiske boycot af Erdogan
For mange er Erdogan lidt af en politisk gåde. Han formår at gøre sig upopulær alle vegne, for så efterfølgende at råde bod på sine oftest provokerende udmeldinger overfor andre statsledere. Det er naturligvis altid fint at bilægge diverse diplomatiske konflikter med andre landes ledere, men i Erdogans tilfælde er det ofte behæftet med en økonomisk pris.
I kølvandet på det meget omtalte drab på den saudiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi – på bestilling af den saudiarabiske kronprins Muhammed bin Salman i 2018 – besluttede Erdogan eksempelvis at bruge drabet som politisk våben i forhold til Saudi Arabien. Det bilaterale forhold var i forvejen noget anstrengt på grund af Tyrkiets støtte til Qatar, som Saudi Arabien i juni 2017 havde indledt en boycot imod. Men Erdogan havde tydeligvis gjort regning uden vært.
Umiddelbart kunne noget jo tyde på, at manden ikke helt forstår de machiavelliske grundregler, når man skal spille spillet om magten
For som reaktion besluttede Saudi Arabien uofficielt at boykotte tyrkiske varer, og tyrkisk eksport til landet faldt med 90%. Noget tilsvarende skete i Egypten, hvor man ligeledes boykottede tyrkiske varer, der havde oversvømmet det egyptiske fødevaremarked i en sådan grad, at det var tæt på at udkonkurrere lokale producenter.
At to så store lande som Egypten og Saudi Arabien boykotter det tyrkiske eksportmarked, går naturligvis ikke ubemærket hen i den hjemlige trængte økonomi.
Erdogan skal til Saudi Arabien i februar måned for at få rettet op på det skrøbelige forhold til landets kronprins.
Han vil tydeligvis aflægge besøget med et stærkt ønske om at få genoprettet eksporten til landet igen. Om det politisk set vil blive opfattet som en bodsgang fra Erdogans side, vil tiden vise, men det vil unægtelig blive opfattet sådan i Riyadh.
Først efter at Erdogan var på besøg hos den særdeles magtfulde og på mange måder indflydelsesrige kronprins Muhammed bin Zayed fra De Forenede Arabiske Emirater (UAE) i november sidste år, udviste Saudi Arabien interesse i et møde med Erdogan.
Begge besøg er interessante. Erdogan beskyldte Emiraternes kronprins bin Zayed for at have finansieret det mislykkede militærkup mod Erdogan i 2016. Og drabet på Jamal Khashoggi i Istanbul brugte Erdogan som en kærkommen lejlighed til at diskreditere den saudiske kronprins.
Begge forhold kunne han måske have brugt som politisk virkemiddel på en mindre åbenlys måde. I det hele taget synes præsidentens diplomatiske manerer at være pænt nedadgående. Umiddelbart kunne noget tyde på, at den tyrkiske leder ikke helt forstår de machiavelliske grundregler, når man skal spille spillet om magten.
Det er ikke altid hensigtsmæssigt at spille åbent og aggressivt overfor en modstander man ønsker at tryne. Tværtimod kan langt flere politiske mål oftest nås ved at spille mindre åbenlyst aggressivt. Måske er det en grundlæggende manglende forståelse for spillets regler?
Som i alle ægteskaber går dette parforhold mellem Erdogan og Ruslands præsident Vladimir Putin bestemt også op og ned. Mest ned. Og meget tid bliver så efterfølgende brugt på at få genoprettet den gode tone
I hvert fald synes hans ambitioner om at blive den nye magtfulde nøglespiller i Mellemøsten at være faldet til jorden som et brag. Mellemøsten har i forvejen rigeligt med såkaldte stærke (læs: diktatoriske) regeringsledere, der har egne ambitioner at tage hensyn til først og fremmest. I øvrigt ses Erdogan som en fremmed fugl, der hverken taler arabisk eller egentlig forstår den arabiske kultur.
Hans støtte til Det Muslimske Broderskab er heller ikke gavnlig for hans adgang til den arabiske verdens statsledere. Og vigtigst af alt, han har ingen penge. Tværtimod er hans kommende besøg til Saudi Arabien netop et led i hans såkaldte normaliseringsproces med landene i regionen. Et af de vigtigste formål med processen er at sikre genoptagelsen af eksporten til blandt andet Saudi Arabien. Det er i givet fald en indtægtskilde, der vil hjælpe på den hjemlige yderst skrantende økonomi.
Kronisk betændt forhold til USA
Erdogan har vedholdende fastholdt, at den i USA bosiddende, islamiske lærer og leder Fathullah Gülen stod bag militærkupforsøget i 2016 og har insisteret på at få ham udleveret til retsforfølgelse fra USA. Det har man fra amerikansk side imidlertid nægtet at efterkomme. Selv præsident Trump nægtede at udlevere Gülen, selvom han fastholdt, at de to lande havde et særdeles godt forhold.
Det var imidlertid en sandhed med en vis portion modifikationer. For Erdogan har et nærmest kronisk betændt forhold til amerikanske præsidenter.
Vil han kunne få vendt den økonomiske krise og igen nyde vælgernes opbakning? Det er der umiddelbart intet, der tyder på. Tværtimod synes Erdogan mere og mere stædigt opsat på at fastholde sin egen kurs
Det er der flere årsager til. For udover den amerikanske insisteren på ikke at udlevere Fathullah Gülen til Tyrkiet, er det andet store omdrejningspunkt den amerikanske støtte til den kurdiske bevægelse YPG i Syrien et yderst betændt punkt. I tyrkisk optik er bevægelsen at betragte som en terrorbevægelse. Og selvom YPG var særdeles ferme i kampen mod Islamisk Stat i Syrien, ser Tyrkiet bevægelsen som et dække for det kurdiske ønske om separatisme.
Og netop dette er på mange måder kardinalpunktet for Erdogans politik og fremgangsmåde i Mellemøsten. For hvis der er noget, han ikke ønsker at fremme, så er det alt den snak om kurdisk separatisme. Af samme grund er det derfor et særdeles ømtåleligt emne, at USA finansielt støtter YPG.
Erdogan og Putin – som et gammelt ægtepar
Som i alle ægteskaber går dette parforhold mellem Erdogan og Ruslands præsident Vladimir Putin bestemt også op og ned. Mest ned. Og meget tid bliver så efterfølgende brugt på at få genoprettet den gode tone. Man fristes vel nærmest til at kalde forholdet for et noget dysfunktionelt af slagsen.
Der er ganske mange ømme punkter i dette forhold. Senest blev Putin vred over den angivelige tyrkiske bistand med droner til Ukraine, som blev brugt af separatistbevægelser i Kiev. Den tyrkiske regering anførte blot, at det ikke var deres ansvar hvem der havde brugt de pågældende droner.
Blot et lille eksempel på en af mange kontroverser de to lande imellem. POV har tidligere beskrevet det disharmoniske forhold mellem de to statsledere, herunder et af omdrejningspunkterne for deres konflikt, nemlig kontrollen med og adgangen til Sortehavet. Montreux-konventionen fra 1936 sikrer Tyrkiet kontrollen over Bosporus, Dardanellerne og Marmarahavet, og dermed også adgangen til Sortehavet. Det giver anledning til en del politiske gnidninger de to lande imellem.
De to herrer står konsekvent overfor hinanden på en række politiske spørgsmål, herunder hvem de hver især støtter i Syrien, Libyen, i Armenien og Azerbajdan konflikten og senest i konflikten mellem Rusland og Ukraine. For at føje en yderligere tvist til dette noget bizarre arrangement, køber Erdogan gladeligt våben fra Rusland. Ingen tvivl om, at der er tale om et noget problematisk forhold de to statsledere imellem.
Bjælken i øjet
For en mand som Erdogang med så store ambitioner, er det her hårde tider. Både økonomisk og politisk. Og selvom Erdogan nok en gang forsøger at genoprette den gode tone og forbindelse til en langt række statsledere, er spørgsmålet om han vil kunne gøre det samme indadtil før det kommende valg. Vil han kunne få vendt den økonomiske krise og igen nyde vælgernes opbakning?
Det er der umiddelbart intet, der tyder på. Tværtimod synes Erdogan mere og mere stædigt opsat på at fastholde sin egen kurs. Med så mange potentielle politiske fjender han synes at se omkring sig, er det svært at forestille sig, at han vil kunne få samlet tilstrækkelig tiltro fra befolkningen og det politiske landskab til at få vendt denne krise.
Det er altid problematisk, når man kun kan se splinten i de andres øjne, og ikke bjælken i eget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
