erdogan

Erdogans ambitioner og et hav af kriser

i Asien/Mellemøsten af
TYRKIET // ANALYSE – Tyrkiets præsident Erdogan har travlt i disse dage. Der er mange bolde at holde i luften. For udover at sende missilaffyrende droner til Ukraine i kampen mod den stigende russiske militære tilstedeværelse lige ved den ukrainske grænse, spille strategisk sortehavspolitik mod Rusland og vise militære muskler, skal han ovenikøbet forholde sig til den nylige amerikanske fordømmelse af det armenske folkemord under det Osmanniske Rige. Derudover er der spørgsmålet om adgangen til Sortehavet og det store EU-støttede EastMed pipeline projekt med planlagt gasforbindelse fra Israel til Cypern og Grækenland. Et projekt, som Erdogan mener, er en krænkelse af tyrkiske territorialrettigheder. Kriserne hober sig op for Erdogan på nuværende tidspunkt. Det er med andre ord en presset præsident i disse dage.

Spørgsmålet er, hvordan kommer den tyrkiske præsident videre herfra? Hvem er hans fjender, og hvem er hans samarbejdspartnere?

Det spørgsmål kan kun besvares afhængig af hvilken konkret krise, der ses på. For Erdogan er i den interessante position, at hvad der i nogle sammenhænge er hans fjende, er i andre hans samarbejdspartner.

Balladen om Ukraine og Det Sorte Hav – og hvad med Rusland?

I den seneste polemik omkring Det Sorte Hav og Rusland har Erdogan ikke lagt skjul på sine storpolitiske ambitioner om at kontrollere adgangen til Det Sorte Hav. Heri ligger en stor økonomisk gevinst for Tyrkiet. En gevinst, som vil være særdeles kærkommen for en presset tyrkisk statsøkonomi.

Hvis Erdogan kan sikre sig bedre kontrol med Det Sorte Hav, vil det betyde en øget indtægt i form af fragtafgifter fra sejladser, hvis han kan få gennemført sit ambitiøse projekt, Istanbul-kanalen. Det er et projekt til en anslået værdi af 12,5 milliarder dollar.

I det store geostrategiske spil og geopolitisk er der ikke længere en klart defineret fjende. Snarere synes der at være tale om, at lande kan have fælles interesser i én situation og modsatrettede i en anden

Projektet går ud på at forbinde Sortehavet med Middelhavet som et alternativ til Bosporusstrædet, der er temmelig trafikalt presset. At få etableret en sådan alternativ vandvej vil sikre ikke blot en gedigen indtægt i form af fragtafgifter, men tillige skabe en større flådemæssig fleksibilitet for Tyrkiet.

Den historiske baggrund – Montreux Konventionen

Man kan fristes til at mene, at disse ambitioner blot er udtryk for en præsident med store armbevægelser og drømme om store luftkasteller. Men egentlig ikke. For Erdogan har historien at læne sig op ad. Den såkaldte Montreux-konvention fra 1936 er netop selve grundlaget for hans ambitionsniveau.

Konventionen giver Tyrkiet kontrol over Dardanellerne og Bosporus Strædet. Landet regulerer tillige flådetrafikken, herunder militære krigsskibe. Det er med andre ord en særdeles magtfuld position at have for Tyrkiet. En position, som Rusland er smerteligt bevidst om, og som altid har været anledning til en del kontroverser.

I Montreux-konventionen ligger måske selve kernen i Erdogans verdensbillede – og hans selviscenesættelse ikke mindst. For landets tidligere position som stormagt, Osmannerriget, er netop Erdogans idealbillede – at vende tilbage til fordums storhed. Det er ikke nye ideer, det er tidligere tiders politiske magtposition, han ønsker at få ført op til i dag.

Selvom Tyrkiet på mange punkter ser Rusland som en opponent, er Erdogan ikke tilbageholdende med at købe våben af selvsamme Rusland

Og netop Montreux-konventionen giver ham legitimitet til at forsøge at genvinde den position. Konventionen er et vigtigt instrument, fordi den om noget vidner om den strategiske betydning, dette område har. De tyrkiske stræder forbinder nemlig Sortehavet til Middelhavet og udgør nogle af de meste betydningsfulde vandveje i verden, ikke blot økonomisk men tillige i geopolitisk henseende.

Forud for Montreux-konventionen fra 1936 lå en række andre tidligere internationale aftaler, alle med det sigte at regulere kontrollen over Bosporusstrædet og adgangen til Sortehavet. Det historiske forløb vidner blot om den geostrategiske vigtighed, verden tillægger dette lille område.

Den nuværende, stigende russiske tilstedeværelse i Sortehavet udgør en af Erdogans mange politiske kriser. Den aktuelle krise mellem Tyrkiet og Rusland er blot én af flere af disse kriser i de to landes noget dysfunktionelle forhold. For selvom Tyrkiet på mange punkter ser Rusland som en opponent, er Erdogan ikke tilbageholdende med at købe våben af selvsamme Rusland.

For nylig købte Tyrkiet det russiske S-400 missilsystem, alt imens begge lande såmænd sørgede for at opruste på hver sin side i Ukraine. For hvor Rusland følte trang til at gennemføre en såkaldt militærøvelse med 80.000 mand ved Ukraines grænse, sendte Tyrkiet missilaffyrende droner til Ukraine som hjælp i kampen mod den russiske tilstedeværelse.

Præsident Putin
We are not amused. President Vladimir Putin. Wikimedia Commons

Dansen om Krim

Siden Rusland i 2014 erobrede Krim, har man fra tyrkisk side ønsket at bremse den stigende russiske tilstedeværelse i Sortehavet. Qua Krims strategisk vigtige position ønsker begge lande at minimere hinandens tilstedeværelse i området.

Rusland har netop gennem de seneste år styrket ikke blot sin flåde ud for Krim, men tillige opstillet S-400 missiler, som til hver en tid kan ramme fly langs den tyrkiske sortehavskyst. At dette ses som en trussel i tyrkisk optik, kan ikke benægtes. Ruslands stigende militære tilstedeværelse ved grænsen til Ukraine afstedkom da også den tyrkiske håndsrækning til Ukraine i form af missilaffyrende droner til eventuel brug i den eskalerende krise med Rusland. Samtidig indgik Tyrkiet en våbenaftale med Ukraine om salg af krigsskibe, et salg der vil styrke den ukrainske flådekapacitet og tilstedeværelse i samme område.

Hvis man som præsident Erdogan har storpolitiske ambitioner, bør man have særlige machiavelliske talenter ud i det strategiske spil. Om Erdogan så har et sådanne talenter, er måske tvivlsomt

Ikke uventet beskyldte Moskva Tyrkiet for at være ansvarlig for den tiltagende uro i Kiev. Som mindstemål af repressalie for dette, har Rusland suspenderet al civil flytrafik til Tyrkiet. Det er ikke første gang, Rusland vælger at straffe Tyrkiet på denne måde. Det er heller ikke første gang, de to lande har sammenstød. Tværtimod, listen er lang. Sidste år stod landene på hver sin side i Nagorno-Karabakh konflikten.

Hvor Tyrkiet støttede Azerbaijan over Nagorno-Karabakh, stod Rusland – om end noget valent – på den modsatte side af konflikten og støttede Armenien. Ligeledes i konflikter i både Syrien og Libyen har de to lande befundet sig på hver sin side af konflikten.

Tre yderligere geopolitiske knudepunkter, hvor Tyrkiet og Rusland har haft sammenstød

·       Tyrkiet støtter Azerbaijan i kampen om Nagorno-Karabakh, mens Rusland traditionelt set har været Armeniens allierede, alt imens man fra russisk side samtidig ønsker at fastholde et godt forhold med Azerbaijan.

·       Tyrkiet støtter den syriske opposition i Syrien, mens Rusland støtter den syriske præsident Bashar al-Asad.

·       Tyrkiet støtter den libyske FN-anerkendte regering i Libyen, mens Rusland derimod støtter oppositionen til regeringen, som ledes af general Haftar.

 

 

Trods de to landes mange sammenstød – heraf det seneste i Sortehavet – var Rusland ikke desto mindre først til at støtte Erdogan mod det mislykkede militære kupforsøg i 2016. Det var måske meget godt, al den stund at ingen andre, inkl. NATO-allierede, tog skridt til at støtte Erdogan i krisen.

Der er ingen tvivl om, at de to landes forhold mildest talt må siges at være noget kompliceret. Om noget, vidner forholdet om, at der i det store geostrategiske spil og geopolitisk ikke længere er en klart defineret fjende. Snarere synes der at være tale om, at lande kan have fælles interesser i én situation og modsatrettede i en anden.

Hvis man som præsident Erdogan har storpolitiske ambitioner, bør man have særlige machiavelliske talenter ud i det strategiske spil. Om Erdogan så har et sådanne talenter, er måske tvivlsomt. Han har i hvert fald ambitionerne om at få profileret sit land som storpolitisk magt. Hans hidtidige politiske strategi på de fleste fronter har skabt en lang liste af – hvis ikke fjender – så i hvert fald ikke egentlige venner.

Storpolitiske drømme

Udover at Erdogan har ambitioner om at anlægge den nye vandvej fra Sortehavet til Middelhavet, Istanbul-kanalen, har han også travlt med at lægge hindringer i vejen for det EastMed Pipeline projekt, som er et storstilet samarbejde mellem Israel, Cypern, Grækenland, Italien, Egypten og Libanon og med støtte fra EU.

Det faldt naturligvis ikke i god jord hos præsident Erdogan, der straks udstedte en protest, og opfordrede Biden til at trække anerkendelsen tilbage

Tyrkiet er imod projektet, fordi det angiveligt vil komme til at være for tæt på den tyrkiske kystlinje. Derudover mener Tyrkiet, at projektet tillige forsøger at blokere tyrkisk adgang til de naturressourcer, der befinder sig i søterritoriet. Da Tyrkiet i 2019 indgik en samarbejdsaftale med Libyen om skabelsen af en økonomisk frizone, blev dette mødt af skarp kritik fra Grækenland, Cypern og Israel med beskyldninger om, at samarbejdsaftalen med Libyen var ren provokation, alene for at hindre arbejdet med EastMed pipelineprojektet.

Tyrkiet og Det Armenske Folkedrab

Som om det ikke var rigeligt at skulle være strategisk i forhold til Rusland og Sortehavet, måtte Tyrkiet for nylig se USA’s præsident Joe Biden komme med en officiel anerkendelse af det armenske folkedrab. Det faldt naturligvis ikke i god jord hos præsident Erdogan, der straks udstedte en protest, og opfordrede Biden til at trække anerkendelsen tilbage.

Om end Tyrkiet anerkender, at 1,5 million armeniere blev dræbt i perioden 1915-1923, først og fremmest under 1. verdenskrig, fastholder landet, at der ikke var tale om en systematisk udryddelseskampagne.  Listen med lande, der har anerkendt det armenske folkedrab består på nuværende tidspunkt af 30 lande, heriblandt Frankrig, Tyskland og Rusland. At USA valgte at slutte sig til denne liste, har kun gjort Tyrkiets i forvejen anstrengte forhold til USA endnu mere skrøbeligt.

Det mislykkede militærkup og problemet med Syrien

Siden militærets mislykkede kupforsøg i 2016 mod præsident Erdogan, har Tyrkiet insisteret på at få udleveret den islamiske tænker Fethullah Gülen fra USA. Tyrkiet anklager Gülen for at stå bag det mislykkede militærkup.

Da Erdogan sidste år besluttede at genåbne den historisk verdenskendte Hagia Sofia bygning som moské, skulle denne øvelse først og fremmest ses som en magtdemonstration og et stykke symbolpolitik fra Erdogans hånd

USA har hele tiden nægtet at udlevere Gülen til Tyrkiet. Derudover har USA og Tyrkiet en noget prekær situation i det nordlige Syrien, hvor begge lande har været involveret i bekæmpelsen af Islamisk Stat. Brugen af kurdiske styrker i kampen mod IS har hele tiden givet anledning til tyrkisk bekymring, herunder særligt den kurdiske gruppe YPG, som er den syriske pendant til tyrkiske PKK, som af både Tyrkiet og USA anses som terrorgruppe.

At USA så i forhold til YPG ikke blot tolerer gruppen, men ligefrem støtter den med våben, giver anledning til alvorlige nervøse trækninger hos Tyrkiet. Da der for nylig ovenikøbet gik rygter om, at der var lavet hemmelige aftaler om, at YPG vil kunne få et område i Syrien som en slags uformelt selvstyre, var frustrationen total hos Erdogan. Alt sammen blot rygter og ingen håndfaste beviser herfor, men rygtet i sig selv var nok til at cementere den tyrkiske frustration over USA.

Kunsten at styre sine ambitioner

Da Erdogan sidste år besluttede at genåbne den historisk verdenskendte Hagia Sofia bygning som moské, skulle denne øvelse først og fremmest ses som en magtdemonstration og et stykke symbolpolitik fra Erdogans hånd. Samtidig annoncerede Erdogan, at Tyrkiet vil være en stormagt i Mellemøsten inden for de næste tre år. 

Ingen tvivl om, at Erdogan har ambitioner, der rækker fra Sortehavet og hele vejen ind i Mellemøsten. Der er allerede nu tyrkisk tilstedeværelse i både Syrien, Libyen og til dels Irak. Men blot fordi man har tropper og kan vise militære muskler blandt andet overfor Rusland i forhold til Ukraine, og har ambitioner om at blive en stormagt i Mellemøsten, er det ikke sikkert, at evnerne nødvendigvis rækker så langt.


LÆS FLERE AF YASMIN ABDEL-HAKS ARTIKLER HER


Topfoto: Wikimedia Commons 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Asien