Nagorno-Karabakh

Nagorno-Karabakh – endnu en scene for Tyrkiet og Rusland

i Featured af
KAUKASUS // ANALYSE – Den kronisk tilbagevendende krise mellem Azerbaijan og Armenien over Nagorno-Karabakh ser ud til at have eskaleret den seneste uges tid. Med den sædvanlige krigsretorik, trusler om angreb, krav om øjeblikkelig tilbagetrækning af soldater, brugen af droner, lejesoldater og hjemsendelse af ambassadører som reaktion på våbensalg, har det tydeligvis været en travl uge i regionen. Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har krævet øjeblikkelig tilbagetrækning af armenske tropper fra enklaven, har faciliteret syriske lejesoldater og spillet med de politiske muskler. Begge landes præsidenter har tilsvarende fået pudset den stedse krigsretorik af. Ingen af aktørerne, inklusiv Tyrkiet og Rusland, har en interesse i en eskalering af krigen. Men kunsten at bruge symbolpolitik på flere forskellige plan skal man aldrig undervurdere i det geostrategiske spil.

Den 27. september blev et armensk SU-26 fly skudt ned. Armenien beskyldte Tyrkiet for at stå bag nedskydningen. Tyrkiet selv benægter dette. Med nedskydningen af flyet var scenen sat for endnu en opblussen af en historisk gammel konflikt mellem Azerbaijan og Armenien over enklaven Nagorno-Karabakh.

Tyrkiet støtter Azarbaijan mod Armenien og den armenske invasion af Nagorno-Karabakh. Søndagens sammenstød var de værste siden 2016. Og aktørerne er endnu engang Tyrkiet og Rusland, der på i hvert fald tre udenrigspolitiske punkter er deciderede opponenter.

De tre knudepunkter

  • Tyrkiet støtter Azerbaijan, mens Rusland traditionelt set har været Armeniens allierede, alt imens man fra russisk side samtidig ønsker at fastholde et godt forhold med Azerbaijan.
  • Tyrkiet støtter den syriske opposition i Syrien, mens Rusland støtter den syriske præsident Bashar al-Asad.
  • Tyrkiet støtter den libyske FN-anerkendte regering i Libyen, mens Rusland derimod støtter oppositionen til regeringen, som ledes af general Haftar.

Det er med andre ord to parter, der endnu en gang står overfor hinanden i konflikter udenfor deres respektive hjemlande. Og hermed er scenen i Nagorno-Karabakh sat for endnu en konflikt, som trækker tråde til andre lande og disses politiske dagsordner.

Brugen af lejesoldater

Tyrkiet har ifølge flere bekræftede kilder via private tyrkiske firmaer hyret syriske civile og rebeller fra Idlib-provinsen i Syrien, trænet og sendt dem til Nagorno-Karabakh. Der er tillige hentet syriske lejesoldater fra Libyen.

Om end man fra officielt tyrkisk hold har benægtet dette, har flere uafhængige kilder imidlertid bekræftet det. Det er selve ideen bag brugen af lejesoldater, at det er private aktører, som – angiveligt – ikke har forbindelse til nogen stat. Samme koncept er også ganske populært hos den russiske præsident Vladmir Putin. Ruslands notoriske gruppe af lejesoldater Wagner Gruppen, en paramilitær gruppe, har deltaget i alt fra krigen i Syrien og Libyen til Ukraine. Også Wagner Gruppen påstås at være privatejet, om end der ses at være tætte tråde til det russiske militær. Det er med andre ord ikke et ukendt fænomen for nogle af parterne at bruge lejesoldater.

Nagorno-Karabakh
Området der er centrum for konflikten. Foto: Wikimedia Commons

Kunsten at bruge symbolpolitik

Brugen af lejesoldater er – lidt kynisk sagt – praktisk af flere årsager; der kan være både logistiske og ikke mindst økonomiske hensyn at tage. Troppeflytning er en bekostelig affære. Men herudover er brugen af egne tropper også mere proklamerende, et udtrykkeligt tilsagn om en egentlig indtræden i en konflikt. Lejesoldater derimod er der ingen, der tager ejerskab over, om man vil. Dermed bliver brugen af lejesoldater et udtryk for en slags symbolpolitik, uden at nogen behøver at tage et egentligt ejerskab over konflikten. Man kan med andre ord spille med musklerne på den internationale scene uden at sætte for meget på spil.

Derudover er de syriske lejesoldater ikke professionelt uddannede soldater. De fleste er rebeller fra diverse oprørsgrupper mod den syriske regering. Størstedelen af dem har ladet sig leje for at kunne forsørge deres familie i Syrien

Problemet med brugen af lejesoldater, udover at en agerende aktør som Tyrkiet kan fralægge sig ethvert ansvar for lejesoldaterne, er dernæst, at heller ikke lejesoldaterne vil føle et ejerskab over konflikten. At man hyrer tidligere syriske rebeller som lejesoldater til Azerbaijan, og, yazidier og muligvis også kurdiske lejesoldater til Armenien, kan kun tilføje konflikten nogle yderligere prekære lag både religiøst og politisk, som bestemt ikke vil fremme en fredelig løsning.

Dermed mister konflikten sit egentlige fokus, og kan risikere at få en anden karakter, som i sidste ende ikke vil have noget at gøre med spørgsmålet om hverken Azerbaijan, Nagorno-Karabakh eller Armenien.

Derudover er de syriske lejesoldater ikke professionelt uddannede soldater. De fleste er rebeller fra diverse oprørsgrupper mod den syriske regering. Størstedelen af dem har ladet sig leje for at kunne forsørge deres familie i Syrien.

Faktaboks

Konflikten mellem Azerbaijan og Armenien er en gammel konflikt. Begge lande var en del af Sovjetunionen. Tyrkiet støtter Azerbaijan og ønsker at fastholde Nagorno-Karabakh enklaven under Azerbaijan. Enklaven har en stor etnisk armensk befolkningsgruppe med historiske, politiske, religiøse og kulturelle bånd til Armenien. Rusland har traditionelt set betragtet Armenien som en allieret, men ønsker tillige at fastholde gode forbindelser med Azerbaijan.

Nagorno-Karabakh er internationalt anerkendt som en del af Azarbaijan, men det etniske kristne flertal i enklaven har været støttet af Armenien siden 1990’erne. Samtidig har enklaven udråbt sig selv til Republikken Artsakh eller republikken Nagorno-Karabakh med eget flag, som dog ikke er internationalt anerkendt.

Minsk Gruppen – med dalende amerikansk interesse

Armenien har udtalt støtte til en fredsproces med mægling fra Frankrig, Rusland og USA – den såkaldte Minsk Gruppe under OSCE –  for at opnå en våbenhvile. De tre lande har alle udtalt klart ønske om, at konflikten skal nedtrappes og stoppes. Tyrkiet derimod har afvist en fredsmægling, og har i stedet krævet en øjeblikkelig tilbagetrækning af armenske tropper fra Nagorno-Karabakh.

Man skal ikke undervurdere symbolværdien heraf fra amerikansk side. Det blev naturligt nok taget som et gevaldigt vink med en vognstang om, at USA ikke ønsker at tillægge hverken konflikten eller amerikansk indblanding i fredsprocessen nogen vægt

USA har udvist en dalende interesse i konflikten. Dette sås tydeligst ved seneste udnævnelse af det amerikanske medlem af Minsk Gruppen, som normalt består af ambassadører fra Rusland, Frankrig og USA. Ved denne – under den nuværende præsident Donald Trump – blev det besluttet, at det amerikanske medlem af Minsk Gruppen ikke skulle være ambassadør, i modsætning til resten af gruppen, men blot embedsmand.

Man skal ikke undervurdere symbolværdien heraf fra amerikansk side. Det blev naturligt nok taget som et gevaldigt vink med en vognstang om, at USA ikke ønsker at tillægge hverken konflikten eller amerikansk indblanding i fredsprocessen nogen vægt. Som seniorforsker Thomas Waal fra Carnegie Instituttet tørt har bemærket om den manglende amerikanske interesse i regionen:

If Trump has heard of Azerbaijan, it’s because it’s a place he wanted to build a Trump tower in.

Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo har om den igangværende krise udtalt, at parterne selv må finde en løsning:

Our view is that this has been a longstanding conflict between these two countries in this particular piece of real estate,” sagde Pompeo til Fox News. “We’re discouraging internationalization of this. We think outsiders ought to stay out. We’re urging a ceasefire. We want them both to back up. We’ve spoken to the leadership in each of the two countries, asking them to do just that

Det er sådan set et fornuftigt standpunkt Pompeo repræsenterer her. At undgå en internationalisering af denne konflikt, og at eksterne aktører bør holde sig ude. Problemet er blot, at krisen ikke har højeste prioritet for en covid-19 ramt amerikansk præsident knap tre uger før præsidentvalget i USA. Dermed får krisen heller ikke den nødvendige opmærksomhed, som man ellers burde kunne håbe på, for derved hurtigere at kunne få de-eskaleret krisen.

Yderligere intensivering af konflikten

Siden nedskydningen af det armenske fly den 27. september er der sket en yderligere intensivering af konflikten; Armenien skød senest mod en større by, Ganja, i Azerbaijan med civile tab til følge.

Yderligere besluttede Armenien at kalde sin egen ambassadør i Israel hjem efter det kom frem, at Azerbaijan havde købt våben fra Israel. Det burde måske ikke være kommet som den store overraskelse for Armenien, al den stund at Israel har solgt våben til Azerbaijan for over 825 millioner amerikanske dollars siden 2006. Men igen, brugen af symbolpolitik er ikke at undervurdere.

Selvom situationen på nuværende tidspunkt synes kritisk, er det i sidste ende et spørgsmål om, hvad den russiske reaktion må blive. Rusland er ikke interesseret i en krig, og har stadig via Minsk Gruppen opfordret til at få fredsforhandlingerne sat i gang.

Ingen aktører er interesserede i en eskalering af konflikten, og Rusland har med en trængt økonomi ingen interesse i at bruge militære midler på herpå.

Spørgsmålet er blot, hvornår og hvordan Rusland vil stoppe en yderligere tilspidsning af konflikten.

 

LÆS FLERE ANALYSER OM MELLEMØSTEN AF YASMIN ABDEL-HAK


Topfoto: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Featured