Erdogan

Tyrkiet, landet i midten med vingeskudte ambitioner

i Internationalt/Mellemøsten af
TYRKIET // ANALYSE – Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan er en mand med mange ambitioner, der både indenrigs- og udenrigspolitisk kan være svære at få indfriet. I øjeblikket virker han som en presset mand, der ikke rigtig lykkes med sit forehavende. På den indenrigspolitiske fløj kritiseres han for at have indført alkoholforbud og for at have trukket Tyrkiet ud af Kvindekonventionen. Samtidig kæmper han med landets økonomi, der mildest talt er lettere ramponeret. På den udenrigspolitiske front halter det ligeledes over hele linjen; fra hans forhold til USA, Rusland og ikke mindst til Mellemøsten, hvor han ønsker at sætte sit aftryk – til stor modvilje fra regionens lande.

Præsident Erdogan er en mand med ambitioner, som alle synes at være noget genstridige på den ene eller anden led.  Hans store projekt med at få gennemført den nye Istanbul Kanal forløber sig til gastronomiske beløb, som det kan være vanskeligt at se realiseret. Samtidig befinder han sig konstant i verbal krig med en række af EU’s lande, herunder Frankrig, Grækenland, Cypern og Italien.

I Erdogans optik er øboernes sekulære livsstil således årsagen til deres manglende støtte til ham

Hans noget dysfunktionelle parløb med Rusland befinder sig nærmest i permanent krisetilstand, og USA har netop anerkendt det armenske folkemord i Tyrkiet under første verdenskrig. I Mellemøsten er han nærmest forhadt af flere forskellige årsager. En region, han gang på gang forsøger at tilnærme sig, men hans ambitioner synes at kuldsejle hver gang. Det virker, som om Erdogan kæmper sin egen Don Quixote-kamp mod vindmøllerne.

Atatürk’s sekulære Tyrkiet

Stamfaderen til den tyrkiske stat og republik, Kemal Atatürk, indførte den moderne og sekulære statsform fra republikkens stiftelse i 1923, og forbød religion og religiøse udtryksformer i det offentlige rum. Det sekulære udtryk blev på mange måder en grundsten i den nye, moderne tyrkiske identitet. Og selvom der naturligvis altid har været religiøse, troende mennesker i landet, var det trods alt sekulariteten, der på mange måder identificerede den tyrkiske stat. I hvert fald frem til Erdogans tiltræden. For Erdogan har, siden han første gang kom til magten som præsident i 2002 med sit parti AKP, ihærdigt trukket landet i den modsatte retning.

Det er under hans regeringsledelse, at kvinder fik lov til at gå med tørklæde i det offentlige rum. Senest har han nu indført et alkoholforbud – ganske vist kun gældende under lockdown – men spørgsmålet er, om forbuddet vil blive fastholdt efter lockdown er ophævet.

Erdogan
Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan. Foto: Wikimedia Commons

At samme præsident for nylig tillige trak Tyrkiet ud af den såkaldte Istanbul konvention skaber billedet af en præsident, der ikke ligefrem stiler mod en toptunet sekulær stat. Istanbul-konventionen, som Tyrkiet i øvrigt var første land til at ratificere, er til beskyttelse af kvinder mod hustruvold, og indeholder tillige en lang række LBGT-rettigheder. At trække landet ud af denne konvention vidner om en præsident, der ønsker at bevæge landet længere væk fra Atatürks sekulære identitet, henimod et mere religiøst udtryk.

Det hjælper heller ikke Erdogans forsøg på at vinde regionens gunst, at hans tilstedeværelse i både Syrien, Libyen og Irak mere ligner sikring af egne interesser fremfor hjælp til de pågældende lande

Spørgsmålet er, hvad det er for en identitet, Erdogan forsøger at skabe for sit land? For hvad er Tyrkiets identitet? Hvordan skaber man et tilhørsforhold for en nation med en præsident, der angler efter fortidens storhed, men mangler nutidens finesse for at stabilisere sit politiske ståsted i et stadig mere kompliceret magtspil?

Det sekulære Cypern og det religiøse Tyrkiet

Netop forholdet til Cypern beskriver nok tydeligst problemet med Erdogan, religion og hans forhold til omverdenen. For siden 2017 har Erdogan forsøgt at få indført mere undervisning i islam i skolerne på den tyrkiske del af Cypern. Det blev fornyligt afvist af den tyrkisk-cypriotiske forfatningsdomstol, der fastslog, at religiøs undervisning alene kan foregå i Undervisningsministeriets regi. Om end afgørelsen rent teknisk erkender et tilhørsforhold til Tyrkiet, er den ikke desto mindre stadig et nederlag for Erdogan i forhold til øen, som han har et noget anstrengt forhold til.

For, hvor han i hele sin regeringstid har gennemført en lang række tiltag og har indført det religiøse udtryk i det offentlige rum i Tyrkiet, har han ikke haft samme succes med den tyrkiske del af Cypern. Befolkningen dér har en langt mere sekulær tilgang til Islam og betragtes som en særdeles moderat muslimsk befolkningsgruppe. Forfatningsdomstolens afgørelse er i høj grad udtryk for, at den tyrkisk-cypriotiske befolkningsgruppe ikke ønsker en tiltagende religiøs profil.

At tro at religionen som fællesnævner i sig selv skaber bånd og samhørighed med Mellemøsten er naivt. Religion kan ikke bruges som politisk bindevæv til en region med autoritære styrer og magtsyge præsidenter

Dette spørgsmål har altid været et ømt punkt i forholdet mellem Erdogan og øens befolkning. For selvom Erdogan plæderer for en tostatsløsning om øens fremtid i de igangværende FN-ledede forhandlinger, er øens tyrkisk-cypriotiske befolkning først og fremmest bange for at blive opslugt af det tyrkiske ”moderland”, for blot at blive en annekteret del af Tyrkiet.

Endnu engang er spørgsmålet om religion og identitet omdrejningspunktet i forholdet mellem ø-befolkningen og Erdogans Tyrkiet. For Erdogan er overbevist om, at hvis blot ø-befolkningen ville være mere religiøs, ville han også have en langt større opbakning fra dem. I Erdogans optik er øboernes sekulære livsstil således årsagen til deres manglende støtte til ham.

Kunsten at kunne forstå Mellemøsten

Erdogan har i mange år haft ambitioner om at få en politisk fod indenfor i Mellemøsten. Tyrkiets geografiske placering mellem Europa og Asien har på mange måder også skabt landets identitet. En særegen størrelse, som ikke rigtigt hører til hos hverken det europæiske kontinent eller den mellemøstlige region.

Spørgsmålet er, hvad det er Erdogan vil – med sit land. Hvilken vej går han og Tyrkiet? Og ikke mindst – hvad er det for en identitet, han søger for Tyrkiet? Landet, som er bindeled mellem øst og vest, men som ikke rigtigt hører til hverken det ene eller det andet sted. For selvom Erdogan prøver at skabe en langt stærkere religiøs profil for landet, giver det bestemt ikke genhør i den muslimske verden. Tværtimod har det blot skabt en stærk modvilje overfor den tyrkiske fætter, ikke mindst på grund af landets støtte til en af de erklærede fjender i Mellemøsten, Det Muslimske Broderskab.

Den syriske stat betragter disse tyrkisk-byggede faciliteter som åbenlyse brud på den syriske stats suverænitet, og som et slet skjult forsøg på en såkaldt tyrkifisering af syrisk territorium

Der er med andre ord en lærestreg heri for Erdogan; at tro at religionen som fællesnævner i sig selv skaber bånd og samhørighed med Mellemøsten er naivt. Religion kan ikke bruges som politisk bindevæv til en region med autoritære styrer og magtsyge præsidenter.

Det hjælper heller ikke Erdogans forsøg på at vinde regionens gunst, at hans tilstedeværelse i både Syrien, Libyen og Irak mere ligner sikring af egne interesser fremfor hjælp til de pågældende lande. Det forstærker blot indtrykket af, at hans tilstedeværelse mere er en krænkelse af de enkelte staters suverænitet snarere end en reel hjælp.

Forsøg på at genoptage kontakten med Egypten

For nylig blev der afholdt 2 dages møde mellem Tyrkiet og Egypten. De to landes forhold har været på frysepunktet, siden den egyptiske præsident Abdel Fatteh al-Sisi ved et militærkup i 2013 væltede den demokratisk valgte præsident Morsi fra Det Muslimske Broderskab.

De to lande afbrød deres diplomatiske forbindelser, og har ikke siden da været i dialog før nu. De to landes præsidenter har så sandelig også haft flere politiske sammenstød undervejs, ikke bare i forhold til Det Muslimske Broderskab, men tillige i forhold til Libyen, hvor de står på hver sin side af konflikten.

Derudover ser de væsentligt forskelligt på adgangen til Middelhavet. For en egyptisk præsident, der alene kom til magten ved at vælte Det Muslimske Broderskab ved et militærkup, er det formentlig en noget anstrengt øvelse at skulle lægge ansigtet i de rette folder for at foregive andet end et køligt blik til den tyrkiske præsident og dennes tætte forbindelse til Broderskabet.

En tyrkifisering af Syrien

Også i Erdogans tilgang til Syrien spiller hans selvforståelse af tyrkisk tilstedeværelse i regionen ham et puds. For hvad der umiddelbart kan ses som hjælp til den hårdtramte syriske civilbefolkning, kan tillige opfattes som en pleje af tyrkiske egen interesser i området.

Den tyrkiske tilstedeværelse i Syrien ser nemlig ikke ud til at være midlertidig. Tværtimod synes den at blive mere og mere permanent. Tyrkiet har senest åbnet skoler for den turkmensktalende befolkning i det nordlige Syrien.

At være stormagt vil formentlig kræve, at man har flere venner end fjender i regionen. Foreløbig ser Erdogan ud til at have flere af de sidste end de første

Derudover har Tyrkiet bygget en lang række hospitaler og universiteter i landet – tilsyneladende med henblik på at overbevise den syriske flygtningegruppe i Tyrkiet om at returnere til Syrien. Dog uden held. Det har tilsyneladende ikke fremmet den syriske hjemrejse. Og selvom det naturligvis synes som en særdeles gavmild gestus at bygge hospitaler, skoler og universiteter til den syriske civilbefolkning, er der alligevel et lille skær af en uudtalt dagsorden iblandet denne generøse gestus.

Et skær, som gør, at man unægtelig får den tanke, at der er andet end generøsitet på Erdogans ambitiøse dagsorden. For i disse skoler og universiteter er tyrkisk indført som undervisningsfag. Den syriske stat betragter disse tyrkisk-byggede faciliteter som åbenlyse brud på den syriske stats suverænitet, og som et slet skjult forsøg på en såkaldt tyrkifisering af syrisk territorium.

En påstand, der umiddelbart synes svær at afvise, al den stund tyrkisk bliver udbudt som undervisningsfag i skolerne; den tyrkiske møntenhed liraen er gangbar i det nordlige Syrien, og det tyrkiske postvæsen har åbnet en lokal afdeling. Derudover er området blevet forbundet til det tyrkiske el-netværk og vandværk.

Man kunne med andre ord nemt fristes til at tro, at alle disse tiltag har en langt mere permanent karakter end blot tiltag for at få syriske flygtninge til at rejse hjem. Og at det rettelig handler mere om tyrkiske interesser i Syrien, end om at sikre bedre forhold for hjemvendte syrere.

Sidste år erklærede Erdogan, at Tyrkiet ville blive en stormagt i Mellemøsten indenfor 3 år. At være stormagt vil formentlig kræve, at man har flere venner end fjender i regionen. Foreløbig ser Erdogan ud til at have flere af de sidste end de første.


LÆS FLERE ARTIKLER AF YASMIN ABDEL-HAK HER


Topfoto: Tyrkiets hovedstad, Istanbul. Fra Wikimedia Commons 

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Internationalt