VALG I IRAN // ANALYSE – Fredag kan iranerne gå til valgurnerne for at vælge en ny præsident. Hvis de vil. Mange vil ikke, fordi valget mere synes at være en ren teoretisk øvelse end en egentlig demokratisk handling. Af den grund overvejer mange iranere helt at boycotte valget i protest mod præsteskabet og dets manglende eksistensberettigelse hos en befolkning, der synes at glide længere og længere væk fra præsteskabet, dets ideologi og magtfundament. Præsteskabet har kørt ayatollah Khamaneis yndlingskandidat, Ebrahim Raisi, i stilling til posten som præsident Rouhanis efterfølger. Det er en kontroversiel person, der på sigt vil kunne tegne Irans politiske profil og position i den evige magtkamp om Mellemøsten.
Irans befolkning er en af de yngste i regionen med en medianalder på blot 32 år. Ud af landets 80 millioner indbyggere er 60% under 30 år. Der er ikke blot aldersmæssigt, men tillige åndeligt langt op til landets øverste leder, ayatollah Ali Khamanei på 83 år. Ikke at en høj alder i sig selv er diskvalificerende, men et religiøst overhoved har formentlig ikke den helt store fornemmelse for så ung en befolknings klangbund.
Ud af de syv menes seks af dem at være mere eller mindre tandløse og blot opstillet for at give valget et vist skær af legitimitet
Måske er han også ligeglad. For hvis valget skulle forestille at være en udøvelse af en af demokratiets grundpiller, som et præsidentvalg jo er, må det iranske om noget siges at være mere form end indhold.
Over 600 kandidater stillede op til godkendelse til præsidentvalget. Blot syv (7) blev godkendt af Vogternes Råd. Selv garvede politikere, heriblandt den nuværende vice-præsident Eshaq Jahangiri og tidligere præsident Ahmadinijad blev ikke godkendt af Rådet. Ud af de syv menes seks af dem at være mere eller mindre tandløse og blot opstillet for at give valget et vist skær af legitimitet.
Kritikere af valget har tydeligt udtrykt, at styret har en klar dagsorden hermed. Én kandidat er kørt i stilling som den forventede efterfølger til den nuværende præsident Rouhani, der tidligere blev betegnet som reformvenlig. Helt den velvilje synes han ikke længere at nyde. Landet er på mange måder i en dårligere tilstand, end da han tiltrådte posten som præsident for 8 år siden. Meget af det skyldes ifølge Rouhani selv hardlinerne i det iranske politiske landskab, og ikke mindst den øverste leder, ayatollah Khamanei.
Den forventede vinder af valget er en af præsteskabets egne, Ebrahim Raisi, som betragtes som en fortrolig af ayatollah Khamanei.
Kontroversiel vinder af valget
Hvis man troede, at Raisi er kørt i stillling, fordi man ønsker en vis form for legitimitet hos befolkningen, tager man formentlig fejl. Raisi betragtes af mange som en yderst kontroversiel person, ikke mindst grundet sit ansvar for en række massehenrettelser af politiske fanger i slutningen af 1980’erne.
Han menes at stå bag ordrer om henrettelser af mindst 5000 politiske fanger. Tidligere hemmeligholdte båndoptagelser kom i 2009 frem, hvoraf det fremgik, at der under disse massehenrettelser tillige var mindreårige børn og gravide kvinder. Det er ikke noget, der fremmer befolkningens tillid til en mand, der i den grad ses som præsteskabets mand.
Raisi og de iranske kvinder
Fra et kvindeligt synspunkt er der ikke overraskende intet vundet ved at få Raisi til magten som præsident. Konservative hardlinere i Iran har sjældent haft kvindelige vælgere for øje. Kvindelige vælgere har udtrykt mismod og mange overvejer at undlade at stemme til valget.
Omend de i løbet af efteråret 2020 havde en hvis medvind i den iranske #MeToo-bevægelse, blev bevægelsen først og fremmest taget som gidsel af myndighederne, fordi det fjernede fokus fra en lang række indenrigspolitiske kriser, herunder styrets katastrofale håndtering af covid-19 i landet. Det er formentlig de færreste kvindelige vælgere, der gør sig forhåbninger om nogen forbedringer af kvinders position i det iranske samfund under Raisi som præsident.
Ingen støtte fra Irak
Raisi har under præsidentkampagnen tillige aflagt flere besøg i Najaf i Irak, hvor den øverste leder for shia-muslimerne i Irak, al-Sistani, har hovedsæde. Denne har imidlertid nægtet at møde Raisi, hvilket må tages som et klart signal om, at han ikke deler samme politiske profil som hardlineren Raisi.
Det er i sig selv et interessant vink med en vognstang, for netop Irak med sin store shiamuslimske befolkningsgruppe anses i iransk optik for at have sammenfaldende interesser med det shiamuslimske Iran. Det ser imidlertid ud til, at Raisi her har gjort regning uden vært i forhold til den manglende opbakning fra al-Sistani.
Irans rolle og politiske strategi i Mellemøsten
Spørgsmålet er, hvorledes de øvrige arabiske lande vil forholde sig til hardlineren Raisi? Formentlig ikke meget anderledes end de allerede gør i forhold til ayatollah Khamenei. De fleste arabiske lande har en mindre interesse i, hvem der vinder det iranske valg.
For mange af landene i regionen er valget et internt anliggende for Iran. Den øverste leder, ayatollah Ali Khamanei, er for regionens lande synonymt med Irans politiske strategispil- og indblanding i Mellemøsten. Hvem der er præsident, er derfor set gennem arabiske briller af mindre betydning. Og dog; særligt ét land vil naturligvis følge udviklingen i Iran; den erklærede ærkerival, Saudi-Arabien. For selvom valgresultatet er givet på forhånd, er det af flere årsager stadig interessant at se, hvorledes Raisis fremtidige regeringsperiode vil forme sig.
Han ses meget som en hardliner, der ikke tror på et samarbejde med USA og Vesten generelt. Hvis hans holdning er, at det iranske atomprogram skal op og køre igen, og at landet skal være uafhængigt af Vesten, vil det formentlig kunne give lettere sved på panden hos både Saudi-Arabien og Israel.
Med en 83-årig ayatollah på magten, er et magtskifte ikke et urealistisk scenarie i nær fremtid. Og til den tid vil Raisi i så fald kunne sidde på en langt mere magtfuld post
Raisi er fortrolig og mangeårig ven med Irans åndelige og Supreme Leader, Ali Khamanei. Allerede nu ses han som den oplagte arvtager til Khamanei. Det er en ambitiøs herre, der sigter mod magten. Meget lig den saudiske kronprins Mohammed bin Salman. Begge herrer er mænd med ambitioner, der ikke tøver med at beordre henrettelser. Og heller ikke tøver med at skabe fjender for sig selv. Det vil på mange måder kunne intensivere magtkampen mellem de to nationer.
Hvor den saudiske kronprins har travlt med at gøre sine hoser grønnere hos den nye amerikanske administration i Washington og præsident Biden, har Raisi formentligt mindre travlt hermed. Hans præsidentkampagne har kun fokuseret på bekæmpelse af fattigdom, korruption og diskrimination.
Han har ikke defineret en udenrigspolitisk linje. Han har imidlertid tidligere i 2017 udtrykt kritik af Rouhani for overhovedet at underskrive atomaftalen med USA. De igangværende P4+1 forhandlinger i Wien, om genoptagelsen af atomaftalen, vil formentlig vise, om han kan finde på at gøre indsigelser imod mulige fremskridt.
Raisis ambitioner og drømme om ayatollah-posten
Der er en anden og langt vigtigere grund til, at netop Saudi-Arabien vil holde øje med Raisi. Ebrahim Raisi er som sådan egentlig ikke interessant som præsident. I forhold til den reelle magtposition hører den iranske præsident under Den øverste Leder, ayatollahen. Irans politik tegnes først og fremmest af ayatollahen. Raisi anses imidlertid af mange for være den potentielle efterfølger til ayatollah Khamanei,
Med en 83-årig ayatollah på magten, er et magtskifte ikke et urealistisk scenarie i nær fremtid. Og til den tid vil Raisi i så fald kunne sidde på en langt mere magtfuld post. Af den grund er han bestemt en interessant politisk figur, fordi man via hans kommende præsidentperiode formentlig vil kunne få en fornemmelse af hans mulige fremtidige post som ayatollah og dermed et blik ind i den fremtidige profil, han ønsker for landet.
Raisi som præsidentkandidat er bestemt ikke interessant for landets unge befolkning eller for den kvindelige del af befolkningen. Ingen af disse gør sig forhåbninger om bedre tider under den kommende præsident
Raisi som præsidentkandidat er bestemt ikke interessant for landets unge befolkning eller for den kvindelige del af befolkningen. Ingen af disse gør sig forhåbninger om bedre tider under den kommende præsident. Raisi er først og fremmest præsteskabets mand, og med den igangværende farce af en præsidentkampagne, synes præsteskabet end ikke længere at søge legitimitet fra befolkningen.
Raisi vil som præsident formentlig holde sig til sin hardline politik overfor sin egen befolkning. Og som ayatollah Khamaneis fortrolige, vil Irans udenrigspolitiske profil næppe bløde op for indrømmelser overfor USA og Vesten. Tværtimod vil Raisi formentlig statuere sin hardlinerposition ikke bare i forhold til Vesten, men tillige i forhold til landets rolle i Mellemøsten. Ikke fordi regionen har brug for flere hardlinere, dem er der rigeligt af i forvejen.
LÆS FLERE AF YASMIN ABDEL-HAKS ARTIKLER HER
Topfoto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her