MEDIER & FORDOMME // KOMMENTAR – Tak til Niels Hausgaard og Anne Svejgård Lund for rigtig, rigtig meget, men ikke for filmdigtet Os der lever. Dokumentaren fastholder ekstreme stereotyper og det klassiske skel mellem Dem og Os, mellem land og by, udkant og inderkreds.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I går aftes så jeg dokumentaren Os der lever på DR med Niels Hausgaard som gennemgående fortæller.
Måske skal jeg starte med at sige, at jeg er stor beundrer af Hausgaard, jeg holder utrolig meget af hans skarptslebne, men aldrig fingerpegende pointer, hans lune og hans indiskutable intellekt. Det var derfor med store forventninger, jeg satte mig foran skærmen, forventninger, der ikke blev mindre af, at filmen tog udgangspunkt i Vendsyssel, en egn, jeg har besøgt utallige gange og føler, er en del af mit DNA.
Der er meget godt at sige om Hausgaards og instruktøren Anne Svejgård Lunds portræt af den nordjyske landsdel. Vi præsenteres for mange elskelige personer, ikke mindst murermester Keld, manden, der flyttede Rubjerg Knude Fyr 70 meter ind i landet for at redde det fra at falde i havet.
Alligevel efterlader udsendelsen mig mere frustreret end fornøjet, fordi den fastholder det klassiske skel mellem Dem og Os, mellem land og by, udkant og inderkreds.
Selvom jeg ikke er i tvivl om Hausgaards gode hensigter, og at dokumentaren bevidst benytter pastiche som et greb, så synes jeg, det er et fejlskud i det her tilfælde
Dokumentaren er bygget op omkring en konfirmation – bekræftelse af et tilhørsforhold – med suppe, steg, is og svulstige taler – og bladrer så familiealbummet igennem en for en.
Der er Grete og Lis, som knipler og broderer og drømmer om at bortføre Keld. Der er modelbyggende mænd, som sirligt opfører en hel lille by med vaterpas, miniaturemursten og mørtel. Der er to unge knægte, som kører i ring på stranden, rundt og rundt og rundt og dermed rejser spørgsmålet:
Kommer de nogen vegne, og er fremad den eneste retning, der er værd at gå? Tung symbolik, som gentages i hestepigerne, der strigler deres dyr, som skulle de gå catwalk for at ride ensomt gennem skoven som en slags dannelsesrejse med naturen som både start og slut. Der er enkebal og rottweilerhunde, ensomhed og store vidder.
Det er fint nok. Men også ekstremt stereotypt, og selvom jeg ikke er i tvivl om Hausgaards gode hensigter, og at dokumentaren bevidst benytter pastiche som et greb, så synes jeg, det er et fejlskud i det her tilfælde.
For der er så rigeligt med fordomme “for sjov” allerede: om Jydeland, Støjberg Fanklubber, havenisser og træg humor – og om en landsdel beboet af minkfarmere og motorcrosskørere.
For sandt er det, at Hans Nielsen er fra Brovst og Erik Gundersen fra Esbjerg, og at der før corona fandtes 39 minkfarme i den ellers undseelige by Gjøl.
Men der findes så meget andet også, som dokumentaren overser: mennesker, der bruger et halvt liv på at opfinde en ny matematik. Mads, der hjælper flygtninge og andre, som er faret vild; sejeste Julie, der hjælper kvinder i Reden i Aalborg.
Jylland er altså ikke bare et hjemstavnsresort for stressede studerende, der kan blive tanket op med flæskesteg og risalamande, før de fortsætter deres akademiske dannelse i hovedstaden
Selvfølgelig gør der det, og at reducere en hel landsdel til at være træge og fremmedforskrækkede er lige så tåbeligt og reducerende som at påstå, at sjællændere er overfladiske, caffelattekonfiterede Vanopslagh-dyrkere, der ikke kan kende forskel på en hest og et æsel.
Jeg er helt med på, at meget dril er kærligt ment, og at talemåden “Den, man tugter, elsker man” sikkert også er på spil i tvisten mellem Vest- og Østdanmark.
‘Os der lever’ forstærker fordomme
Men jeg har i mit arbejde på tværs af landet alligevel oplevet, at der er en tendens til subtil mobning, når der for eksempel rejses tvivl om, om hvorvidt det “kan betale sig” at afholde et kursus i Jylland. For “er der virkelig publikum til den slags derovre?”
Jylland er altså ikke bare et hjemstavnsresort for stressede studerende, der kan blive tanket op med flæskesteg og risalamande, før de fortsætter deres akademiske dannelse i hovedstaden. Jylland er ikke mere befolket af tavse træmænd og halbalhungrende enkefruer, end Rødovre er af bingobenovede pølsebodsejere eller Anholt af kriminelle undslupne.
Så tak til Niels Hausgaard og Anne Svejgård Lund for rigtig, rigtig meget, men ikke for filmdigtet Os der lever – det gør efter min mening ikke nogen klogere på Vendsyssel, tværtimod.
Læs andre tekster af Louise Juhl Dalsgaard her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
