FILOSOFI // KRONIK – “Dét, der gør et liv værd at leve, er kærligheden, fordi den er meningsskabende. Men kærlighed kan kun eksistere, hvis der er frihed, hvorfor kun frie mennesker kan elske. Ufrie mennesker bilder sig selv ind, at de slår, undertrykker eller dræber af kærlighed, selvom de reelt blot er voldelige. De, der har følt sig truet af Salman Rushdies ord har aldrig været frie, de har aldrig elsket,” skriver forfatter ph.d. i filosofi, Finn Janning.
Friheden er den vestlige filosofis domæne.
Dette er værd at have for øje, når vi gentænker frihedsbegrebet i forbindelse med det skræmmende og voldelige overfald på forfatteren Salman Rushdie.
Friheden er noget, som må tilkæmpes. Nu og her. Igen og igen. Aktualiseringen af friheden understreger, at friheden ikke er et valg, men snarere noget som den enkelte – eller samfundet – bliver.
Spørgsmålet i kølvandet på overfaldet af Rushdie er simpelt: Hvem ønsker, at leve i en verden uden frihed? Eller: Hvem ønsker at leve i en verden, hvor kærligheden er en mulighed?
Friheden er forudsætningen for det famøse venskab eller den kærlighedsaffære, som filosofien har med livet, hvori visdommen er integreret. Det betyder også, at visdommen aldrig opstår uden et par skrammer – jævnfør, at friheden kræver sine kampe.
Filosofien er en livsholdning, en særlig tilgang til livet, en praksisform eller måde at være i verden på, der har kærligheden og friheden som både målet og midlet.
Mange antager, at fuldstændig frihed er det samme som at kappe alle bånd. Det er ikke frihed. Tværtimod er der tale om narcissismens selvforherligende afhængighed. Dét, der gør den enkelte afhængig, er hans eller hendes eget begær efter frihed, hvorved friheden gøres til et abstrakt og idealiseret objekt.
Paradokset er, at ingen bliver fri, før han eller hun er klar til at være bundet til livet, som det leves nu og her – sammen med en masse andre mennesker, som lever et godt liv på en anden måde end en selv
Eksempler kunne være rigide politiske og religiøse ideologier. Sådanne idealer fodres typisk med alverdens illusioner om, at ens eksistentielle frihed afhænger af ydre faktorer, såsom ens status, prestige eller magt. Paradokset er, at ingen bliver fri, før han eller hun er klar til at være bundet til livet, som det leves nu og her – sammen med en masse andre mennesker, som lever et godt liv på en anden måde end en selv.
Det er ligeledes her, at filosofien kan kultivere en ansvarsfølelse over for fællesskabet – sameksistensen. Intet menneske kan overleve eller klare alle livets udfordringer helt alene. Det er det, som den, der tyer til trusler og vold, ikke evner at se: Forskelligheder er livsbekræftende.
Det enkelte menneskes beslutninger er lige så afhængige af de andre, som de andre er af ham eller hende. Den enkelte må både værne om fællesskabet og efterleve de gældende spilleregler, men også bevare en kritisk sans, da nogle regler, normer og antagelser bør ændres. Må ændres – men altid respektfuldt og ikke voldeligt.
Styrken ved den filosofiske tanke er dens evne til at forbinde det enkelte menneske med livet – i al dets spraglethed og mangfoldighed. Når en tanke er kraftfuld, skyldes det, at den er ved at flyde over med liv. Forholdet er besnærende nært 1:1 – idet jeg bliver verden.
Lænker er blandt andet kontrollerende idealer, rigide religiøse dogmer, men også subtile informationsmaskiner og sociale medier, der fremmer en afhængighed og fantasiløshed hos mange brugere, idet de villigt lader sig distrahere, blot der er en belønning forbundet med at klikke videre
Desværre er der mange, der ikke bemærker livets intensitet på grund af et filter; et mentalt, intellektuelt eller religiøst klæde, som de trækker ned over sig selv – eller mellem sig selv og de andre – som et værn eller beskyttelse mod en uforudsigelig verden.
Filosofien er en direkte og filterløs kontakt.
Jean-Jacques Rousseau åbner Den sociale kontrakt med ordene: ”Mennesket er født frit, men overalt er det i lænker.” Jeg er kun lidt enig. For det første er det indlysende, at intet menneske fødes frit, frit er noget, som mennesket bliver. Det kræver hårdt arbejde. Mennesket fødes derimod hjælpeløst og sårbart. Sårbarheden beholder mennesket gennem hele livet, mens de fleste i stigende grad bliver bedre til at tage vare på sig selv. Dog er der visse kulturer og samfund, hvor børn – især piger – holdes fanget i en hjælpeløshed, idet de nægtes adgang til uddannelse – ofte er det de steder, hvor kritikken af en forfatter som Salman Rushdie er mest udbredt.
Jeg er dog enig med Rousseau i, at mennesket næsten overalt holdes i lænker. Sådanne lænker er blandt andet kontrollerende idealer, rigide religiøse dogmer, men også subtile informationsmaskiner og sociale medier, der fremmer en afhængighed og fantasiløshed hos mange brugere, idet de villigt lader sig distrahere, blot der er en belønning forbundet med at klikke videre.
Lænker kan også vise sig i form af rettigheder.
”Rettigheder,” skriver den franske forfatter Annie Ernaux i Årene, ”tilhørte først og fremmest forbrugerne,” der ikke længere kæmper for noget uselvisk (”ordet ’kamp’ var gået af brug”), andet end deres ret til at blive underholdt og leve komfortabelt.
Den moralske skråsikkerhed dækker over en eksistentiel usikkerhed
Det er i forlængelse heraf værd at bemærke, at et overdrevent fokus på rettigheder er tæt forbundet med volden, som Jean-Paul Sartre skriver i Hæfter til en moral: ”Der findes ikke nogen vold på jorden, der ikke svarer til hævdelsen af en ret.”
Såsom retten til ikke at føle sig fornærmet og krænket.
Volden retfærdiggør sig selv gennem sine rettigheder, der netop hæmmer den andens ret. Af samme grund er de, der hævder at være underlagt en urørlig ideologi eller religions rettigheder, ofte dem, der fremstår så skråsikre, at de slet ikke er i kontakt med livet og de andre, kun deres egne idealer og fordomme. Den moralske skråsikkerhed dækker over en eksistentiel usikkerhed.
En anden fransk tænker, Simone Weil, påpeger i Personen og det hellige, at grækerne ikke opererede med nogen ide om rettigheder, men nøjedes med ordet retfærdighed. ”Retfærdighed,” skriver hun, ”kan både nå ind til, og ved dens kilde opvække opmærksomhedens og kærlighedens ånd,” mens ordene ”’Jeg har ret til…’ indeholder en latent krigstilstand og vækker en krigerisk ånd.”
Rettigheder er mere voldelige, fordi de er mere egocentriske og derfor skrøbelige, mens retfærdighed både er indadvendt og udadvendt. Rettigheder beror på ubetvivlelige idealer, der sjældent kan nuanceres eller perspektiveres, uden at en eller anden føler sig ramt, mens retfærdighed netop er en færdighed, der nuancerer. hvad der er ret, samt hvordan det rette viser sig – begrebet diskuteres og nuanceres konstant gennem kunst, politik og dagligdagens mellemmenneskelige samtaler.
Kierkegaard skrev engang i et brev til sin forlovede Regine Olsen: ”Friheden er kærlighedens element.” Denne sætning åbner for den mulighed, at motivet bag enhver filosofisk beslutning er friheden, der giver kærligheden de optimale vækstbetingelser. Uden frihed er der ingen kærlighed
Retfærdighed er på den måde en tilblivelsesproces, der harmonerer med selve frihedens virkeliggørelse. Friheden er det ultimative mål. ”Friheden er kilden, hvorfra alle betydninger og værdier springer,” som Simone de Beauvoir skriver – inklusive kærligheden. Eksempelvis hvorvidt vi er frie til at diskutere, hvad der er retfærdigt.
Friheden vil sig selv, men kan – ganske paradoksalt – kun ville sig selv i kraft af frihedens bevægelse og tilblivelse. Kierkegaard skrev engang i et brev til sin forlovede Regine Olsen: ”Friheden er kærlighedens element.” Denne sætning åbner for den mulighed, at motivet bag enhver filosofisk beslutning er friheden, der giver kærligheden de optimale vækstbetingelser. Uden frihed er der ingen kærlighed.
Her kan læseren reflektere over, hvorvidt det er Salman Rushdies roman eller dødsdommen, der aktualiserer friheden, som gør verden større og mere rig.
Friheden er prøvelsen for vores handlinger i livet, eller for de relationer, som den enkelte vælger at indgå i. Skaber de mere frihed eller ej? Er de frisættende?
De, der har følt sig truet af Salman Rushdies ord, har aldrig været frie, de har aldrig elsket
Så spørgsmålet i kølvandet på overfaldet af Rushdie er simpelt: Hvem ønsker at leve i en verden uden frihed? Eller: Hvem ønsker at leve i en verden, hvor kærligheden er en mulighed?
Dét, der gør et liv værd at leve, er kærligheden, fordi den er meningsskabende. Men kærlighed kan kun eksistere, hvis der er frihed, hvorfor kun frie mennesker kan elske. Ufrie mennesker bilder sig selv ind, at de slår, undertrykker eller dræber af kærlighed, selvom de reelt blot er voldelige.
De, der har følt sig truet af Salman Rushdies ord, har aldrig været frie, de har aldrig elsket.
Kærligheden fortæller mig, hvad der er vigtigt, men – og det er vigtigt – den fortæller mig aldrig, hvad jeg skal gøre. Den tydeliggør blot, hvad jeg kan gøre, hvis jeg tør.
Friheden er værd at kæmpe for, hvis du som jeg gerne vil elske.
Finn Janning, PhD, forfatter til Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold
Læs mere om filosofi i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
