K’s autisme-gudmor – #115

i Liv & Mennesker/Børn & unge af
ESSAYSERIE – “Jeg sad lidt tilbagelænet og nød mit barn, at min dejlige sol var ubesværet og nysgerrig, og jeg så, hvordan K’s nye gudmor med naturlig respekt og interesse bare gled ind bag K’s forsvarsværn. Jeg priste mig lykkelig og mærkede lettelsen skvulpe ind i min udtørrede havn.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om K, hendes 16-årige datter, der har Aspergers. I denne uge fortæller Odile om den kvinde, der har tilbudt sin hjælp, efter at familien har fået afslag på at lade K fortsætte på sin dagbehandlingsskole i København.

’Og ved du, hvad hun så sagde?’

’Nej, hvad sagde hun så?’, svarer jeg Niels nærmest per automatik.

‘Vi finder en vej i det her, det er simpelthen så uretfærdigt, men nu finder vi en vej væk fra de mennesker, så de ikke kan skade K længere

Han er ved at referere fra den telefonsamtale, han havde haft med kvinden, der i en mail bankede på min dør og spurgte, om hun måtte hjælpe os. En kvinde, som uomtvistelig er den største danske kapacitet på autismeområdet.

’Jeg betragter K som mit autisme-gudbarn. Det betyder, at jeg aldrig slipper hende!’, citerede Niels.

’Hvad? Jeg skal lige forstå… Seriøst?’

’Ja!’, bekræfter Niels.

’Arh, men … jeg begynder at græde nu… Er det den rigtige reaktion? Skal det forstås sådan?’

Det er næsten ikke til at begribe. Eller det er ikke til at begribe, det kan jeg sige med absolut sikkerhed, for jeg kløjes i at fatte, hvad jeg netop har hørt. Kan det være sandt? Findes der et menneske, der ikke kun ser, hvor uretfærdigt K er blevet behandlet, men som også tager hende ind under sin beskyttelse. Og hvilken beskyttelse?!

’Ja, det er det. Det betyder, at hun vil hjælpe K hele vejen.’

’O.k. For real!? Det er nu, jeg kniber mig selv hårdt i armen, altså!’

’Og!’ fortsætter Niels, ’hun sagde, at det ikke er noget, hun skal have tak for eller noget som helst, det er bare sådan, det er.’

’Åh Gud, hun er virkelig udsendt af et eller andet større end os selv. Godsend!’ mumler jeg ned i telefonen og spekulerer i små bidder over, hvordan vi kan takke hende.

Om jeg begriber, hvordan man kan forvalte særligt børn og unges liv med så stor mangel på empati

Er det overhovedet muligt at takke for noget så stort? Nej, det ved hun jo godt, og derfor kommer hun os i møde for ikke at sætte os i en mildt sagt penibel situation, som en taknemlighedsgæld, der aldrig kan indløses, ville være.

Hun er på forkant, K’s autisme-gudmor, og det gør hende ualmindelig klar og tydelig i sin fremtræden. Det gør, at vi kan slippe byrden af den alt for store opgave, vi er underkastet. Og ja, jeg ved godt man siger, at Gud aldrig giver større opgaver, end man kan mønstre, men jeg tror heller ikke på Gud. I hvert fald ikke som en almægtig kraft, der kaster mere pinsel end kærlighed efter os dødelige.

Men se nu, så er det alligevel en almægtig kraft, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal betegne, der har sikret, at K, som i øvrigt aldrig er blevet døbt, nu har fået en gudmor. Den bedste vi nogensinde kunne have valgt til hende!

Bortset fra at vi aldrig nogensinde havde forestillet os, at vi kunne vælge netop denne kvinde til gudmama. Det er derfor livet føles så mirakuløst og almægtigt lige nu. For nogle gange så bringer det præcis dét, man behøver og på præcis det rette tidspunkt, hvor himmel og hav står i ét, og sceneriet er mere sublimt, end man nogensinde turde tro, det kunne blive, fordi det overgår ens fantasi.

Men måske glemmer jeg, at det netop er dét fantasien skal? Bringe en det urealistiske, dét man tror er langt uden for ens rækkevidde, umuligt at opnå og det man kun tror sker for de særligt udvalgte?

Hvor ukristelig jeg så end påstår at være, så er det ikke desto mindre en kendsgerning, at jeg har bedt Gud og hvermand om at træde til og hjælpe. Jeg har bedt og skrevet, talt og skrevet en masse mere, på alle mulige og umulige måder udtrykt, at nu måtte en kraft, der var større end os selv, træde i karakter for at rette op på den umenneskelige uretfærdighed, som er buldret ned over K. Alene af den grund, at forvaltningen i Københavns Kommune vil statuere et eksempel overfor en autismemama som mig. En mor, der klager og ikke taknemligt lader sig spise af med en sagsbehandling, der underminer ens rettigheder.

I løbet af en time vidste hun mere om K end nogen andre, der er kommet i vores hjem for at hjælpe K gennem årene

Mange autismeforældre er så bange for deres kommune, at de ikke tør sige højt, at de er utilfredse. At de føler sig jokket på. At det er under al kritik at vente i op til halve år på at høre fra en sagsbehandler, fordi der er udskiftning blandt de ansatte, eller fordi man har vovet at flytte fra en bydel til en anden eller fra en kommune til en anden.

Eller at det på ingen måde er i orden at blive mødt med udsagn som: ’I kan jo ikke få i pose og sæk!’ når man kommer og beder om hjælp, som jeg har beskrevet i tidligere essays.

Men nu sker det for os! Miraklet er landet i vores turban.

K har fået sig en gudmor, der træder ind lige dér, hvor vi som forældre ikke rækker. Det er ikke fordi, vi ikke rækker langt, det er jeg helt bevidst om, at vi gør, men vi må sande, at vi ikke kan være alt for vores datter. Vi kan ikke gøre alt og holde øje med alt og netop det faktum, udnytter forvaltningen til fulde, så vi bliver tacklet bagfra igen og igen.

Forvaltningen ved godt, den er magtfuld og at K’s liv kan afgøres på blot et par timer, uanset om det har katastrofale følger. Om jeg begriber, hvordan man kan forvalte særligt børn og unges liv med så stor mangel på empati og uden blik for, at de unge er vores lands fremtid.

Hendes autisme-gudbarn. Jeg tygger på sætningen nydelsesfuldt og opdager til min overraskelse, at der ryger tonstunge byrder af min ryg.

Kort efter jeg modtog mailen fra K’s nye gudmor, som jeg fluks responderede på, havde vi vores første fysiske møde herhjemme, hvor K også deltog.

Og det viste sig som et mirakel på jord, at K ingen modstand havde mod hende. For K’s gudmama så K med det samme. Jeg siger dig, hun hende fuldstændig i alle de minutter, de sad sammen.

I løbet af en time vidste hun mere om K end nogen andre, der er kommet i vores hjem for at hjælpe K gennem årene.

Når K bliver set, er hun tryg. Når K er tryg, er hun ikke tavs, men samtaler frit og levende; og hvis ikke man vidste, at hun i andre situationer både stivner rent fysisk og nærmest paralyseret lukker munden, så intet ord kan komme ud af hende (hvilket foranlediger nogle til at tro, at den er gal derinde bag pandeskallen), ville man ikke fatte, at K har så store vanskeligheder med kontakten til andre mennesker.

Jeg sad lidt tilbagelænet og nød mit barn, og at min dejlige sol var ubesværet og nysgerrig, og jeg så, hvordan K’s nye gudmor med naturlig respekt og interesse bare gled ind bag K’s forsvarsværn. Jeg priste mig lykkelig og mærkede lettelsen skvulpe ind i min udtørrede havn.

Nu sker det for os! Miraklet er landet i vores turban

Næste gang jeg talte med K’s autisme-gudmor over telefonen, var det påfaldende ukompliceret. Hun er utrolig vant til at kommunikere med autister, hvilket blot har givet hende den spektakulære tydelighed. Det efterlader intet tomrum til spekulationer over, hvad der blev sagt eller hvad der blev forventet og alt det andet palaver af misforståelser, man ofte oplever.

Åh, jeg elsker det! Niels elsker det, og selvom K ikke ligefrem elsker det, så profiterer også hun af, at det er så ligetil – what you see, is what you get.

’Det er sladder, der gør, at du skal udsættes for denne magtdemonstration’, siger K’s gudmor til mig.

’Præcis!’ udbryder jeg lettet over, at jeg ikke behøver forklare og forsvare dette synspunkt. Hun kommer selv med det, og vi kan dele det ligeværdigt.

’Jeg har set det mange gange før’, fortsætter hun.

’At man er bragt til torvet som denne sæsons underholdende sladder på forvaltningen?’ spørger jeg og gyser ved at tænke på, hvor mange af os, der får den tur.

Nu er det hende, som svarer: ’Præcis!’
‘Vi finder en vej i det her, det er simpelthen så uretfærdigt, men nu finder vi en vej væk fra de mennesker, så de ikke kan skade K længere.’

’Ja, vi skal væk fra den forvaltning. Det er så sygt, det system, og de kommer aldrig til at give K det, hun behøver. Vi må gå andre veje’, stemmer jeg i og synes, jeg kan høre min ellers trætte stemme lysne op.

’Ja, og jeg har tænkt på noget, vi kan gøre. Men jeg tror, vi skal passe på med, at jeg melder mig på banen overfor den mellemleder dér. De har det med at reagere på mig, som en tyr på en rød klud. Derfor gør vi noget andet!’ forklarer hun.

’Ja?’ svarer jeg sitrende – jeg er lutter ører.


LÆS ALLE AFSNIT I SERIEN HER


Topfoto: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Liv & Mennesker