KONCERT // ANMELDELSE – Køn og forhandling af køn er et fremtrædende element flere koncerter på årets Roskilde Festival. Det gælder Fever Rays, Tove Los og ikke mindst Christine and the Queen, som Garbi Schmidt så fredag aften. Ligesom det på en måde også er i kollektivet Ganger, som hun så samme aften.
Man kan ikke tale om årets Roskildefestival uden at tale køn. I og for sig ikke en nyhed, men alligevel så tydeligt en del af fremtræden og optræden ved dette års festival, at det nærmest synes som en fortælling, der bliver lagt lag på lag på, koncert efter koncert.
Køn og forhandling af køn var et fremtrædende element i Fever Rays åbningskoncert af Arena onsdag aften, hvor Karin Elisabeth Dreijer stod på scenen i sit oversize habitjakkekostume, et sted mellem forfører og forført.
Køn var et ligeså tydeligt element i Tove Los koncert på Orange scene torsdag aften, hvor hovedpersonen entrerede i et gladiatorkostume, hvor både blotlagte kvindebryster og en penis var fremtrædende (for at sige det mildt) elementer.
Der kan ikke herske tvivl om, at der går en lige linje fra sådanne udtryk til den overskridelse og sammenfiltring af kønsgrænser, som er den del af en større global samtidsbevægelse. Vælger man at se bort fra det (ofte sprængfarligt) identitetspolitiske, er det nærliggende at se den udstillede forhandling af køn på Roskildefestivalens scener som et af de store spørgsmål, som kunst kan stille, og stiller igen og igen: Hvad vil det sige at være menneske?
Hermed var scenen sat for noget, der nogle gange var en koncert, andre gange føltes som proklamationen af et langdigt, andre gange var en ballet, og andre gange igen var en opera
Kønstemaet fik lige en tand ekstra, da Christine and the Queens indtog Orange scene kl 1, natten mellem fredag og lørdag. Det var klart en af de koncerter i årets program, jeg havde set allermest frem til.
Christine and the Queens, hvis borgerlige navn er Héloïse Adélaïde Letissier, spillede en koncert på Roskildefestival i 2019, der blæste benene væk under mig.
Showet var præget af en energi, en sikkerhed og ikke mindst en musikalitet, som gjorde, at mine forventninger var tårnhøje. Eneste bekymring var, som det ofte er, hvordan en artist, som havde gjort det fremragende på Arena ville gøre det på Orange?
Siden Christine and the Queens’ sidste optræden på Roskildefestival er der sket meget. Letissier definerer fx ikke længere sig selv som hun, men som han. Kunstnerisk er det blevet til tre album, det sidste, Paranoia, Angels, True Love, udkom i juni i år.
Vi har at gøre med et omfangsrigt eksperimenterende popværk, der både cementerer Christine and the Queens’ position som international kunstner (når man har selveste Madonna med på et par numre, så har man en vis tyngde) og Letissiers evne og vilje til at udfordre. Der er ikke tale om catchy popsange som hans storhit “Tilted”, men numre, der kalder på tid og eftertanke.
Det var dette seneste album, som var omdrejningspunktet på årets festival. I samtlige de 80 minutter, Letissier var på scenen, var han det helt alene. Kun omgivet af græske statuer af nøgne menneskekroppe og en enkelt løve. ”Dette er ikke et almindeligt gig”, indledte aftenens hovedperson med at sige: ”Det er et ritual”.
Hermed var scenen sat for noget, der nogle gange var en koncert, andre gange føltes som proklamationen af et langdigt, andre gange var en ballet, og andre gange igen var en opera.
Letissier var ikke bange for både at tale med ærkeengle og af og til selv at tage englevinger på. Grænsen mellem det menneskelige og det metafysiske var flydende. Ønsket om transformation, om at være født i en krop og dog være noget andet, var tydelig.
For nogle blev denne eksperimenterende form utvivlsomt for meget, både tidspunktet taget i betragtning, og det forhold, at mange var gået direkte fra den energifyldte koncert med Rosalia på Arena.
”Det er lige meget, hvilken krop jeg er født i”, fremførte Letissier, ”jeg kender min sjæl, det er en ridders sjæl”. Havde man fået lidt for meget øl, havde lidt for ømme fødder, og havde sovet alt for lidt de foregående nætter, tog en sådan indledning nok den sidste luft ud af ballonen.
I hvert fald for nogle. For vi var andre, der blev og lod os favne af Lestissiers udfordrende, men også blide, drømmende og sørgmodige univers. Der var en vild og insisterende styrke i at stå så nøgen, som Letissier immervæk gjorde (bar overkrop, kun med brystvorterne dækket med hudfarvet plaster), helt alene, og alligevel formå at fylde en scene som Orange med sin energi. For han fyldte scenen, det kan der ikke være tvivl om.
To numre fra koncerten fæstnede sig særligt i min bevidsthed og Roskildeerindring. Den første, nummeret “Full of Life”, der skrøbeligt – og som en understregning af Letissiers henvisning til en klassisk åre i det seneste album – byggede på Pachelbels “Kanon og gigue i D mol”. Og afslutningsnummeret, det ligeså blændende smukke og skrøbelige “Big Eye”. For mig var det en vidunderlig koncert, men klart også en mundfuld. Om jeg blev transformeret i ritualet, det ved jeg ikke. Men jeg blev i hvert fald berørt.
I videoen ses Christine and the Queens optræde i England for få dage siden med et show lig det, han gav på Roskilde.
Ganger
Store internationale navne trækker publikum, men det gør danske kunstnere i den grad også.
Fredag tidlig eftermiddag spillede Guldimund på Avalon, og taget antallet af mennesker, der prøvede at klemme sig ind på pladsen i betragtning, kunne han ligeså godt have spillet på en af de helt store scener.
Avalon var også scenen, hvor færøsk/danske Brimheim gav et brag af en koncert onsdag aften, og hvor århusianske Prisma gav en ligeså overbevisende koncert natten mellem torsdag og fredag.
Sidste år var spillede Brimheim og Prisma på den nu hedengangne Rising scene, og trak allerede dengang et publikum, der understregede en begejstring for de to kunstnere, de virkelig forstod at leve op til. Begejstringen over de to bands er ikke blevet mindre over de sidste år, og cadeau til festivalen, at de gav plads til dem begge i årets program.
Hvis man ikke allerede var festivalglad i låget, så blev man det der, i de mørke timer, der uden for Roskilde er skabt til søvn, men på Roskilde er skabt til liv og fest. Publikum dansede og skrålede, og smilene på kunstnernes ansigter taget i betragtning, fik de lige så meget tilbage som de gav. De var glade. Vi var glade.
Glæden er faktisk et tilbagevendende, livsbekræftende element ved årets koncerter. Som om den årslange dødedans med corona, der gjorde os alle usikre på benene og usikre på, om vi kunne tillade os at være så tætte og glade, langt om længe er blevet stampet i jorden.
Glæden og taknemmeligheden var også tydelig i danske Gangers optræden på Arena fredag eftermiddag, afvæbnende og rørende. Det var svært andet end at have lyst til at blive i det rum.
Men størst af alt er musikken. Også når det gælder Ganger. De har i de fem år, bandet har eksisteret, allerede mere end bevist, at de tør gå nye, skæve og sårbare veje. At skrive en sang om, hvordan ens stedfar, Røde Kurt og Fede Bo stjæler et TV i et sommerhus, var og er ikke ligefrem standard. Men Ganger er ikke standard, og tak for det.
Godt nok måtte bandet starte forfra på første nummer, men efter en forløsende omgang latter gik det bare fremad i Arenas katedral. Med sig på scenen havde Ganger den aarhusianske sanger Dayyani, som faktisk gav solokoncert på Countdown scenen sidste år, men som bidrager med vokal på to numre på Gangers sidste album, Pisk, der udkom tidligere i år, og som er det sidste i bandets albumtriologi ”Mørkttropisk”.
Ved denne koncert blev nummeret nærmest et rekviem, ikke mindst stemningssat ved den afsluttende lange og intense saxofonsolo. En saxofon kan virkelig græde. Og den gjorde den
Ved dette års koncert på Arena fik Dayyani lov til at spille en ligeså central rolle som Gangers ordinære medlemmer Mille Mejer Djernæs Christensen, Ninna Lundberg, Andreas Campbell, og Thomas Bach Skaarup, hvilket fungerede rigtig godt.
Dayyani var ikke gæst på scenen, hun var med, på lige vilkår. I det hele taget var det en af forcerne ved koncerten, at den understregede det kunstneriske fællesskab, som Ganger er. Nogle gange var det Mille Mejer Djernæs Christensen, som sang for, andre gange var det Ninna Lundberg, og andre gange igen Thomas Bach Skaarup eller Dayyani. Stemmerne supplerede hinanden både smukt og stærkt.
Publikum fik de numre, de var kommet efter fra “Hugo” og “Olympisk” over “Kometen” til “Dum Weekend”. Vi kunne synge med, og det gjorde vi. Særligt rørende var bandets fremførelse af sangen “Klubben”, der på albummet Pisk blev fremført sammen med Jannis Noya Makrigiannis fra bandet Choir of Young Believers. Jannis Noya Makrigiannis døde, da 2023 kun var enkelte dage gammel.
Thomas Back Skaarup indledte nummeret med at fortælle om, hvordan nummeret (og Pisk-albummet) pegede tilbage på hans forældres egen kærlighedshistorie og kærlighedsbreve, men understregede også, at “Klubben” manglede Jannis; et nummer, som er så livsbekræftende med sit fokus på unge elskendes gåen i byen og behov og begær efter at danse til ”du dejser og siger stop”.
Ved denne koncert blev nummeret nærmest et rekviem, ikke mindst stemningssat ved den afsluttende lange og intense saxofonsolo. En saxofon kan virkelig græde. Og den gjorde det.
Publikum dansede, og vi havde svært ved at sige stop. Der blev kastet med gule badebolde til “Mandariner”, og der blev danset og danset og danset til Gangers overbevisende nytolkning af Lars HUGs Elsker dig for evigt.
I det hele taget kan Gangers koncert indrammes med dette ene ord: Overbevisende, selv med en enkelt lille indledende ubetydelig svipser.
MERE ROSKILDE ’23 HER:
ME WE: Essensen af Roskilde Festivalen – rapport fra J56
Roskilde Festival på Business Class – den kommercielle side
Aperly High m.fl. – lyde fra fremtiden varmede op på RF23
Rema og Chat Pile: Da musikverdenen ændrede sig en smule
Kendrick Lamar og Blæst – Superstar Night på Orange Scene
Sudan Archives: Hun sang og skreg om at være anderledes
Lil Nas X – Om det var en koncert eller et show ved jeg ikke
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
