Svimlende lysglimt - Fugleflugten

Svimlende lysglimt: Anmeldelser af ny dansk indie-pop og americana

i Musik af
SVIMLENDE LYSGLIMT // ANMELDELSER  –  Formidling af musik er i dag totalt domineret af diverse streamingtjenester og store radiostationer. Som konsekvens heraf er det blevet sværere end umuligt for ny pop- og rockmusik at få ørenlyd i det store billede. Det er ikke bare uheldigt for dem, der har noget nyt at sige. Det er uheldigt i forhold til musikformidlingen, som mere end nogensinde er styret af clickbait, TikTok- og anden SoMe-lækkerhed, kommercialisme og diverse algoritmer. Derfor har POV International indledt et samarbejde med den musikalske ildsjæl Mads Kornum, der står bag sitet Side33.dk. Denne gang gælder det anmeldelser af Fugleflugten og Baby Did A Bad Thing.

Fugleflugten: Bevidst mangel på den mindeværdige melodi

Der er nu noget fascinerende og respektindgydende ved de der fremadstormende band, der, sådan lidt ud af det blå, bare pludselig er en del af programmet på selveste Roskilde Rising scenen på Roskilde Festival, griber øjeblikket og bygger på derfra.

Sådan er det med Fugleflugten, der består af sanger og sangskriver Rasmus Yde, Frederik Henriksen, Mathias Rosenkilde og Anders Hamann. De startede ellers mest for sjov, da Yde og Henriksen blev lidt træt af at spille punk-rock i deres tidligere band. De fik dannet Fugleflugten, fik udgivet ep’en Aftenpragtstjerne (2016), og året efter udkom Bølgevækker. Samme år, som de spillede på Roskilde Festival, mens debutalbummet Morgenlysskær først udkom i 2019.

Nu er de aktuelle med Æon. Og indrømmet, min fugleflugt med det unge indie-rockband starter først her. Det er dog tydeligt at høre, at det er et band, der sammenlignet med deres forrige udgivelser er modnet både som mennesker og musiker.  Dog ikke modnet på den måde, at de bliver letlæselige og forudsigelige. Tværtimod.

Rasmus Yde’s vokal er ikke ligefrem nuanceret, men han synger med en troværdig fortællers stemme, der gør, at man bliver lytter. Til gengæld er musikken næsten fritaget for virkeligt fængende momenter og melodi

Selv om man flere steder nærmere sig indie-pop uden nævneværdigt brug af guitar, så er det ikke den slags iørefaldende pop, der straks lagrer sig, og som man går og nynner videre på. Det er en mere eksperimenterende form for pop, der næppe vil finde vej til hverken P4 eller P5 eller mange lokalradiostationer, men den vil sagtens kunne begå sig på P6 beat eller P3 som den skæve nevø, der gerne placerer sig i en lige flugtlinje imellem lyden af Bisse og Barselona.

Bisse’s bid og borende blik for øjeblikket findes dog ikke i tekstuniverset hos Fugleflugten, selvom teksterne, ofte med malende metaforer som fine virkemidler, er skrevet oppe fra og ned og cirkulerer omkring albummets overordnede tema, livsfaser.

En ganske bekendt følelse

Albummet lægger ud med den flotte tilbageskuende ”Æon 1” – der letter op imod den fortættede sfære af fremdrift, som lader til at være albummets samlede formål.

Rasmus Yde’s vokal er ikke ligefrem nuanceret, men han synger med en troværdig fortællers stemme, der gør, at man bliver lytter. Til gengæld er musikken næsten fritaget for virkeligt fængende momenter og melodi. Det kunne meget vel være et helt bevidst valg af bandet, der i den levende, storladne og stikkende ”Solar Plexus” netop synger, ”Katana lige i solar plexus / Jeg fatter pludselig slet ingenting / og det gør faktisk bare alting meget bedre”.

Og så alligevel nærer tvivlen mig her efterfølgende, hvor jeg lige hører “Æon” nok engang og endnu mere intenst. For de har altså noget charmerende uortodokst og noget dragende udefinerbart over sig

Egentligt en ganske bekendt følelse og et glimrende nummer isoleret set, men alligevel er det ikke nok til, at jeg som lytter efter de små 40 minutters samlet spilletid sådan er ramt for alvor. Eller får lyst til at tage Fugleflugten i flere omdrejninger end nødvendigt for at skrive denne musikkritik.

Og så alligevel nærer tvivlen mig her efterfølgende, hvor jeg lige hører “Æon” nok engang og endnu mere intenst. For de har altså noget charmerende uortodokst og noget dragende udefinerbart over sig. Noget, der simrer, og som jeg måske bare ikke har fanget endnu? Svaret må blæse i vinden, mens du selv lytter. Er du generelt til en ambitiøs og mere eksperimental form for indie pop-rock med plads til omveje, så snyd ikke dig selv for at se, hvad de gør ved dig.

Der, hvor de virkelig folder sig ud for mig, udover åbningsnummeret ”Æon 1”, er på det 4 minutter og 34 sekunder lange ”Lysvågne”, der efter en nærmest Kliche smagende instrumental indledning går over i en afdæmpet og primært akustisk tekstdel. For så igen at folde sig storslået ud i det sidste halve minut med farvestrålende guitar guirlander, som The Minds of 99 med garanti ikke ville kunne gøre meget bedre.

Et svimlende lysglimt på et album, der lige til det sidste bliver ved med at overraske. Helt frem til det atmosfæriske instrumentalnummer ”Æon 2” med et overraskende jazzificeret arrangement.


Fugleflugten: Æon, album


Svimlende udsyn: Baby Did A Bad Thing, pressefoto
Svimlende lysglimt: Baby Did A Bad Thing, pressefoto

Baby Did A Bad Thing: I roots-zonen med et internationalt udsyn

Bevares, der skal ikke altid meget til at begejstre vores tidligere mand i marken, Kurt Baagø, men han var nu alligevel mere end almindeligt begejstret, da han i 2019 havde set dette aarhusbaserede band Baby Did A Bad Thing på SPOT festival.

Dem skal jeg se, tænkte jeg. Det er dog endnu ikke lykkedes. Desværre. Til gengæld kan jeg så glæde mig over, at deres debutalbum udkom i foråret. Sådan cirka lige efter at “Mette Mor” gjorde, som mødre jo skal, passede bedst muligt på sine kære og derfor slukkede for landets leben og livemusik.

Og albummet efterlader mig absolut helt “Baagø begejstret”. Bandet giver nemlig 11 sange over godt 40 minutter uden unødig skelen til, hvor de lige bevæger sig undervejs i grænselandene mellem akustisk folk/country, elektrificeret roots-rock eller americana.

De er dog ikke grænsesøgende eller ude på at finde nyt terræn, men lyder nærmere af nogle mere end habilt dygtige musikere, der både har lyst og evner til at forkæle lyttere, der også har kærlighed for navne som John Hiatt, Jason Isbell og Emmylou Harris. Eller for den sags skyld salig Chris Whitley.

Jeg skulle ærlig talt ikke mene, at det er numre, der ville kunne gøres meget bedre, ikke en gang hvis en Chris Stapleton havde været inde over.

Ikke mindst i den hjerteskærende skarpe ”Done Me Wrong” med forsanger og primær sangskriver Jonas Fjelsted på rosonator guitar, spillet så djævelsk støvet, at man næsten hypnotiseres, drømmes væk. Man genkalder i det indre klangen af Chris Whitley mesterværket Living with the Law fra 1991 (optaget i Daniel Lanois’ studier og produceret af hans “lærling” Malcolm Burn) – for ikke at tale om den effektfulde klang, Eline Engholm skaber med sin afsluttende næsten magiske baggrundsvokal, der på forunderlig vis minder om Trixie Whitley (datter af Chris).

Samme lydbillede og følelse findes i ”Devil in My Ear”, der igen er roots-rock på første klasse. Her med en snert af den lyd, og det swang og swing, der igennem årtier har holdt et band som Little Feat på toppen.

Albummet åbner dog et lidt andet sted, nemlig med førstesinglen ”These Days”, der er af den kvalitet, som også et band som The Lone Bellow forsyner deres album med. Det bør være et ubetinget krav, at Baby Did a Bad Thing står på plakaten, når Tønder Festival næste gang kan afvikles.

På ”These Days” er det Eline Engholm, der er i front, og netop variationen i lead-vokalen er en af de afgørende styrker i det samlede billede. Ikke mindst fordi begge synger så klingende klart og stinkende stilsikkert hele vejen igennem, ligesom de i et par fine duetter undervejs finder den slags fælles harmoni, som bare gør en forskel i en uharmonisk tid.

Det skyldes med garanti, at bandet, udover en grobund af velskrevne sange, i producer Rune Kjeldsen har en person omkring sig, der både er feinschmecker og en musiker med rodnettet i orden

Stilsikkerheden gennemsyrer også det musikalske indtryk, der, udover Eline Engholm og Jonas Fjelsted, bliver leveret af Mikael Sort (pedal steel), Thomas Friis (bas) og Casper Simonsen. Numre som ”Rock Bottom” og ”Slumber” giver nogle af de nære svar på, hvorfor man ikke altid behøver drømme sig væk og rejse ud for at få de største oplevelser. Jeg skulle ærlig talt ikke mene, at det er numre, der ville kunne gøres meget bedre, ikke engang hvis en Chris Stapleton havde været inde over.

Det skyldes med garanti, at bandet, udover en grobund af velskrevne sange, i producer Rune Kjeldsen har en person omkring sig, der både er feinschmecker og en musiker med rodnettet i orden. Det har han skabt via samarbejder med det meste af toppen af dansk musik, bl.a.  C. V. Jørgensen, Sort Sol, Poul Krebs, The Savage Rose, Nikolaj Nørlund, Hush. Alle navne, der hver for sig bærer nogle af de fineste kvalitetsstempler indenfor sangskrivning og musikalske stemninger.

Det kvalitetsstempel kan der uomtvisteligt også sættes på dette vellykkede debutalbum, der kun i det lidt for “demo”-agtige ”When Our Love Comes Alive” lige minder én om, at vi altså “kun” har at gøre med folk fra Thy, Fyn og Aarhus og ikke fra Nashville, Memphis eller Texas.


Baby Did A Bad Thing: Baby Did a Bad Thing, album


LÆS FLERE ANMELDELSER AF MADS KORNUM HER:


Fotos: pressefotos

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mads Kornum (f. 1969) er stifter, ejer, chefredaktør og primær skribent på websiden www.SIDE33.dk – der siden starten af 2019 har lanceret sig som en musikalsk bredside til os alle.
Siden er lavet, som en naturlig videreudvikling af onlinemagasinet 33Plus, der blev drevet på 100 % frivillig arbejdskraft i perioden 2015-2019 af Mads Kornum og Christian Friis.
Formålet med SIDE 33 er at sikre en favnende formidling af nyheder og oplevelser med musik – og derved motivere folks nysgerrighed på ny musik. Dette uden vanlig ’kassetænkning’ og genre fastlåshed, og unødig skelen til tidens trends og tendenser – eller til musikernes alder, køn, baggrund eller tilhørsforhold. Der er dog et primært fokus på den danske musikscene.
Mads Kornum fungerer desuden som freelance skribent – og leverer også artikler og anmeldelser til bibzoom.dk.
Han har en lang fortid indenfor forsikringsbranchen med diverse forskellige ansvarsområder – hvor kommunikation, præsentation, service og procesoptimering har været de gennemgående nøgleord.
Hans grundtanke er følgende:
”Musik er en livseliksir – og evner når den er bedst at samle folk på tværs af alder, køn og nationalitet – og derfor skal den også formidles med seriøsitet, viden, og nysgerrighed – og om muligt med begejstring”

Seneste artikler om Musik