TOP 10 // KULTUR – I disse år er der en kunst- og kulturtendens til at please. Lysten til at underholde vinder ofte over eftertanken. Ligesom de politiske krav til de offentlige kulturinstitutioner er at fylde sale, fremfor krav om at præsentere dannende, værdiskabende og perspektiverende kunst.
Man kan håbe, at tendensen snart vil vende. For hvis kunsten og kulturen kun vil please, og succes kun måles i antallet af solgte billetter og økonomisk bundlinje, så mister kunsten sin værdi og bliver til ligegyldig entertainment.
Den kultur, der slikker hele verden,
Har strakt sig til djævelen
– Goethe
Min Top-10-liste for Kulturåret 2023 tager udgangspunkt i de kulturoplevelser, jeg har haft, som efterfølgende har sat sig som tanker om eksistens, om tiden, om livet, om mennesker.
#1
Forfatter og nobelpristager Jon Fosse
I efteråret modtog den norske forfatter og dramatiker, Jon Fosse, Nobelprisen i litteratur. For mig blev det indgangen til at læse ham. Og hvilken gave. Jeg er igennem fem dele af Septologien samt dette års udgivelse Hvidhed.
Septologien, om kunstmaleren Asle og hans venner og bekendte omkring Bergen. Hvidhed, om en mand, der farer vildt i skoven, i sit liv, i meningen med livet
Jon Fosse skriver så indtagende om liv og eksistens. Om kunst, kærlighed, religion og venskab. Hverdagsliv fortalt på den mest geniale måde, hvor sætningerne og ordene bliver som musikalske symfonier.
Her et lille uddrag fra Septologien om, hvorfor Asle er blevet kunstner (de syv bøger er skrevet uden punktum):
…jeg ville bare male for at fortælle noget som jeg ikke kunne udtrykke på nogen anden måde, ja male et fraværende nærvær frem, sådan tænker jeg det, tænker jeg, ja få det sorte til at lyse, ja male det lysende mørke frem, tænker jeg, og hvor ofte har jeg ikke tænkt de her tanker, tænker jeg, for jeg tænker altid de samme tanker om og om igen og jeg maler det samme billede om og om igen, ja det er sandt, men alligevel er hvert eneste billede forskelligt, og så hænger alle billederne sammen som en slags serie, ja hver udstilling er sin egen serie, men til sidst hænger alle billederne jeg har malet sammen og udgør ét billede, tænker jeg, for det er som om der et eller andet sted findes et billede inde i mig som er mit inderste billede, og som jeg igen og igen prøver at male frem, og jo nærmere jeg kommer det billede jo bedre bliver billedet jeg maler, men det inderste billede er selvfølgelig ikke noget billede, for det inderste billede findes ikke, det er der bare på en måde, uden at det findes, det er….
Hip hip for Jon Fosse.
#2
The Dante Project – ballet af Wayne McGregor på Det Kongelige Teater
Det mest helstøbte og vigtigste scenekunstværk, jeg så i efteråret.
Forestillingen tager udgangspunkt i Dantes Den Guddommelige Komedie fra 1300-tallet, og følger – som bogen – rejsen væk fra livet (eller er det en odyssé i livet…?) fra Helvede, over skærsilden til Paradis.
Og WOW, hvor danserne og kapellet brager igennem – og helt op på galleriet, hvor vi sad med skoleklasser, studerende, og pensionister.
The Dante Project havde premiere i London i 2021 i forbindelse med 700-året for Dante. I foråret var den i Paris og nu altså i København. Trods sit unge liv, så er The Dante Project allerede et europæiske mesterværk.
Trekløveret koreografen Wayne McGregor, komponisten Thomas Adés og scenografen Tacita Dean står bag. Værket er nyt og moderne på en helt exceptionel måde ved at forbinde vores tid med en af hovedstolene fra den europæiske litteratur.
Som scenografien afslører i første akt, Helvede, så er vi i en slags “på hovedet-verden”. En verden, hvor køn er udvisket, hvor dansen og musikken fører os gennem en række tableauer, som også er i bogen, for eksempel: de selvsikre, digterne, de vrede, selvmorderne.
Man kommer rundt i det evige spørgsmål: hvad er det at være menneske?
Det klæder Det Kongelige Teater at lave store udtræk, der fylder i den nutidige europæiske scenekunst. Size Matters, som man siger. Hvor er det fedt med mange dansere, mange musikere og en historie, der fylder mere end det, man kan se på sin egen næse.
Tak. Tak. Tak.
#3
Close – film af Lukas Dhonts
Tårerne trillede.
En hjerteskærende perle om venskabet mellem to 13-årige drenge, hvor omgivelsernes reaktioner på de to får smertefulde konsekvenser. Så fin, så rørende, så kærlig, så rå, så smuk, så trist, så fantastisk beskrevet.
Med filmen Girl havde den 31-årige belgiske instruktør Lukas Dhont allerede i 2018 gjort sig bemærket.
Personinstruktionen af de to drenge i hovedrollerne er enestående. Begge Dhonts film har været i Cannes, Close fik Grand Prix i Cannes 2022.
Den Sydfranske filmfestival plejer at have øje for holdbart talent, så vi skal nok komme til at se meget mere til den belgiske filminstruktør.
#4
Arven – skuespil af Matthew Lopez på Det Kongelige Teater
Arven af Matthew Lopez er som et timeglas, hvor sandet er den otte timer lange homofortælling. Hvert sandkort, hvert ord er et bombardement ind i grundfølelserne: At elske, hade, grine, græde og at miste. Når det er bedst, er sandkornene forgyldte og tegner et skæbnefællesskab, som er bagage og følgesvend for alle homoseksuelle mænd.
Arven er som en nervestreng med bøssernes DNA. Om tiden med AIDS, om kampen for rettigheder, om problemstillinger, som jeg og mange andre homoseksuelle dagligt kæmper med, ganske enkelt kun fordi vi er mænd, som elsker mænd.
Minoriteternes arv har altid været en anden end flertallets. De homoseksuelle fik ikke rettigheder, de kæmpede for dem. I en tid, hvor nye konservative kræfter vinder frem, kan vi blive nødt til at kæmpe igen. Og her kan vi lade os inspirere af vores forgængere.
Arven genopsættes og kan også ses på Det Kongelige Teater i 2024.
#5
Forvandlingens Metode – roman af Edouard Louis
Hvis du spørger mig, så er Édouard Louis Frankrigs – ja måske Europas – vigtigste stemme netop nu. Jeg tror ikke, at jeg kender noget nutidig kunstner, der som Édouard Louis kan bruge sin personlige historie til så præcist at beskrive verden.
Hans nyeste roman, Forvandlingens Metode, er en slags efterfølger til debutromanen Færdig med Eddy Bellegueule. Som bogens franske titel Changer: méthode antyder, så er temaet vejen fra nordfransk fattigdom til kultureliten og overklassen i Paris. Det er klassekamp, homoliv, ungdom, økonomi, ulighed, grådighed og så meget mere. Men det er også skam, fortrydelse, smerte og usikkerhed.
Forvandlingens Metode er dog først og fremmest et vigtigt og spændende nutidsbillede på et Europa, mange af os ikke kender. Så grænseoverskridende og så øjenåbneragtigt på samme tid.
#6
Idioten – film af Kasper Rune
Forfatteren Édouard Louis har nærmest en filmfætter i Kasper Rune. I hvert fald er Idioten en film om “det Danmark vi sjældent ser”. Om livet i Udkantsdanmark. Et liv uden masser af penge, men med drømme, som systemet nok skal punktere, hvis du har “sorte pletter i bogen.” System Danmark mod borgeren.
Jacob Skyggebjerg spiller eminent hovedrollen om Tobias, der sammen med kæresten Cille, står på tærsklen til et nyt kapitel i deres fælles liv.
Repræsentation, diversitet og inklusion af en samfundsgruppe vi alt for sjældent ser i dansk kunst og kultur.
Kasper Runes film er Bænken anno 2023. Ken Loach på dansk!
#7
Jane Eyre – skuespil efter Charlotte Bronté på Aarhus Teater
“Fuck, det bedste teater jeg har set”, sagde en ung kvinde på vej ud af teatersalen engang i foråret. Jeg er enig.
Sigrid Johannesens opsætning på Aarhus Teater var enestående. Gode og mange grin tilsat en portion eftertænksomhed.
Det er noget af det mest talentfulde teater jeg så i 2023. En dramatisering af Charlotte Brontés litterære klassiker Jane Eyre fra 1847.
Hvilken dramatisering af de unge Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen.
Hvilken iscenesættelse af Sigrid Johannesen.
Hvilke præstationer på scenen af hele holdet: Wow ensemblespil på Aarhus Teater.
Hvilke tableauer.
Og så vilde, talentfulde, hylende morsomme, meningsfulde, politiske, kærlige, præcise, konfliktfyldte, indholdsrige, overraskende scenekunstneriske valg, der er truffet.
Jane Eyre 1847 ER Jane Eyre 2023!!
#8
Tár – film af Todd Field
Tár er den vildeste film om køn, kunst og karriere. Og ikke mindst om, hvor usympatisk magtens mekanismer som nepotisme, seksualitet, venskaber og penge kan stå i vejen for kunstens mere ædle mål som skønhed, æstetik, etik og en form for sandfærdighed.
Rygtet om et mesterværk var gået længe før Todd Fields fiktionsfilm ramte Danmark i begyndelsen af året. En film om Lydia Tár, en verdensberømt komponist og dirigent, der bliver den første kvindelige chefdirigent for et stort tysk orkester.
Cate Blanchett spiller hovedrollen med kynisk overskud og præcision, der viser, at i magtens centrum dør kunstens smukke idealbilleder i grådighed.
Fantastisk film!
#9
As You Fucking Like It, Shakespeare på Deutsches Theater, Berlin
Som man behager hedder Shakespeares stykke på dansk. På engelsk hedder det As You Like It, men på Deutsches Theater i Berlin har de valgt at kalde stykket fra 1623 As You Fucking Like It.
Opsætningen er et godt eksempel på, hvordan man kan nytænke og twiste en klassiker.
Alle skuespillere har flere roller. Hovedpersonen Rosalinde spilles i denne udgave af alle fire skuespillere.
Hun er en mandlig instruktør, der spiller rollen i stedet for en kvinde, klædt ud som dreng i pigetøj, der selv en dreng – eller sådan noget!
Når Roselinde er dreng er navnet Ganymede – den klassiske figur og symbol på kærlighed mellem mænd. Stykket leger hele tiden med køn – er det feministisk, homoseksuelt eller queer? Og hvad er forskellen, hvis det hele i sidste ende handler om kærlighed?
Instruktøren Bastian Kraft (der i øvrigt også har lavet Lars von Triers film Dogville” og Danser in The Dark om til scenekunst i Tyskland, i Berlin snart rygtes han snart på instruktørgæstevisit i Danmark) har givet Shakespeares komedie et skud queer-energi anno 2023.
Men den oprindelige – 400 år gamle – tekst leger nu i forvejen med køn, og er i forvejen kaldt “et feministisk værk”.
Og så er det i øvrigt i Som Man Behager, at den berømte Shakespeare-replik stammer fra: “Hele Verden er en scene, hvor mænd og kvinder spiller deres rolle. Hver har sin entré og sin sortie. Og alle har mange roller at spille i sit liv.”
#10
The End of The World on TV – debutalbum af Vincent Ryder
Sidste anbefaling er til og for ungdommen. Det er nemlig dem, der skal komme med den nye gnistrende energi, nysgerrighed, skøre ideer og det gå-på-mod, som skal til, hvis kunsten og kulturen skal overleve.
Alt, alt for hurtigt forsvinder skabertrang, oprør og nytænkning til fordel for legatansøgninger og kaffemøder med chefer for de etablerede kulturinstitutioner.
Her kommer musikeren Vincent Ryder ind i billedet. Som kun 18-årig udgav han debutalbummet The End of The World on TV – lige efter studentereksamen.
Et modigt album med tekster, der både går i struben på ungdommen og på selvtilfredse politikere og mediefolk. Et album om verdens alvorligste problem – klimakrisen. Men det er også et album om at være ung i 2023. Om egoismen og kalkulerede karriereplaner, der kvæler kærligheden.
The End of The World on TV er udgivet uden kommercielle mål i sigte. Seks ud af ti numre er over 4 minutter lange, og er derfor (i tidens tone) ikke radioegnede. Albummet er heller ikke helstøbt eller afleveret i en bestemt toneart eller genrer.
Heldigvis for det – det ville være trist, hvis et album fra en 18-årig var helstøbt. Nu peger album mod talent. Talent for musikalske kompositioner og tekster.
Med sine kompromisløse tekster og undersøgende ørehængere leverer Vincent Ryder et håb for fremtiden. Et uslebent og talentfuldt bud på den helt unge generations nye stemme.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
