MADKLUMME – Køkkenet hos Poul Arnedal lignede Jerusalems ødelæggelse efter, han havde tilberedt en hjembragt gråand fra den lokale frysedisk. Fruen i huset var hverken begejstret for maden eller rodet. Men hvad gør det når kokken selv er tilfreds, og han rydder op efter sig?
“Det ligner en mands sidste måltid, inden han skyder sig selv!” lød kommentaren fra fruen i huset.
Ok! Men jeg er trods alt ikke (helt) nogen Ernest Hemingway. Og hans sidste måltid, aftenen inden han en søndag morgen som næsten 62-årig skød sig selv i sommerboligen i Ketchum, var den klassiske amerikansk bøf, New York Strip.
Mit var af en lidt anden karakter. For en måneds tid siden kom der nemlig en gråand flyvende forbi.
Jeg lever endnu i bedste velgående trods mine 71 år. Velbekomme!
Eller for at være helt præcis. Jeg blev fristet af den i mit lokale supermarkeds frysedisk og hjembragte den til senere fortæring.
I dag skulle den så i gryden. Sådan en flyvende vildand fra frilandets jagtmarker er ikke noget for fruen i huset (hun foretrækker at nyde netop den fugl à la Henrik Ibsen), så det blev en solomiddag for kokken himself.
Af hensyn til kolesteroltallet blev både det røgede flæsk og piskefløden, som ellers er standard i den slags tilfælde, droppet. Men den fik pærer, rosmarin og svedsker ind i bugen efterfulgt af en klump smør op i røven (noget fedtstof skulle der til, for at den ikke skulle tørre ud).
Så blev den brunet og overhældt med andefont (Oscars) flere pærer, salvie og timian. Efter en god time fik skyen lov at koge ind, det overskydende fedt fisket fra, og sovsen jævnet med Maizena og creme fraiche (18%), som blev hældt over det parterede dyr og de opfiskede pærestykker.
Hertil stegte kartoffelfirkanter og en rødkålssalat med druer fra haven overhældt med lidt balsamico.
Maden smagte himmelsk, og køkkenet lignede Jerusalems ødelæggelse (deraf yderligere en kommentar fra – gæt selv – om “Barock i køkkenet”), indtil der selvfølgelig blev ryddet behørigt op.
Og jeg lever endnu i bedste velgående trods mine 71 år.
Velbekomme!
Topfoto: “Two Mallards Hanging” (To hængende gråænder”) af barokmaleren Cesare Dandini (Affotograferet fra Uffizi galleriets katalog)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her