Taxamandens klumme: Nattens gåde – var han kunstner eller drukkenbolt?

i Liv & Mennesker/Klumme af
KLUMME – Taxamand Jesper Grunwald troede, han havde sat nattens sidste fulderik af, da han pludselig sad i en situation, der mindede ham om et interview, han lavede i sine gamle journalistdage: Hvad er det for noget, det der med lyrikken og den nødvendige beruselse?

Hun smiler til mig gennem den lukkede siderude, da jeg netop har sat nattens sidste fulderik af i den indre by.

Den næstsidste!

For den modne kvinde afsløres af en ikke helt lige gang – og så den udprægede lugt af alkohol, der rammer mig, da jeg har rullet vinduet ned.

Om jeg er ledig?

Den tredje sidste!

For nu ser jeg hendes ufrivillige ledsager. Han er nok en snes år yngre end hende, men branderten er til gengæld noget mere solid. Han slingrer over den sorte asfalt denne menneskeforladte søndag nat, hvor det mest er de trænede, der går på druk. Han siger ord, jeg i første omgang ikke forstår. Da hun har sat sig ind på bagsædet – vælter han sig ind.

“Vil du køre mig til Valby?”, siger hun.

Han mumler stadig uforståeligt, men hun gør betingelserne klare for ham:

“Du skal ikke med hjem, skat. Jeg har sagt det. Min søn er hjemme og han skal ikke vågne op til vores gigantiske tømmermænd i morgen.”

Nu klarer han op og hæver sig pludselig fra beruselsens reptil-stadie og stiller det enkleste spørgsmål i hele verden.

Bare ét ord:

“Hvorfor?”

Selv rammes jeg af en slags selvmedlidenhedens irritation denne sene nat, hvor jeg for længst burde være kørt hjem. Jeg orker bare ikke den her situation igen: At være kampdommer i erotikkens boksering når den ene vil sove og den anden vil knalde!

Jeg har fået overtaget – og han anerkender, at jeg er den stærkeste i flokken. Så skifter han emne.”Kan du li’ digte?”

Han tager røven på mig. Der kommer flere ord ud af hans mund

“De blå blinks blinde besked … ”

Han lyder som en stemme fra en prædikestol – eller måske en lyrikaften på et sværmerisk værtshus i tåger af tobak.

Men inden har jeg været igennem den del af taxi-jobbet, som jeg hader mest. At jeg ikke bare kan indløse beløbet på taxameteret og ønske kunderne en videre lykkelig færd i livet. Nysgerrigheden er mit brændstof, men irritationen får motoren til at kokse – når jeg trækkes med ind i andre menneskers private liv.

I aften bruger jeg det gamle trick, da den yngre, fulde mand falder snorkende i søvn, mens han hænger hovedet på den modne kvinde. Selv da hun retter ham op og puffer ham over mod vinduet, sover han videre – dybt i sin beruselse og drømmen om sex – selv om jeg har meget svært ved at forestille mig, hvordan det sidste skal gennemføres i praksis.

Da vi er fremme, siger jeg til den kvindelige kunde, at hun bare skal betale og så smutte i en fart. Så klarer jeg ham. Hun takker mig, som var jeg en Falckredder efter en mindre trafikulykke – og forsvinder befriet ud i natten.

“Hvor er vi? Hvor er hun henne?”, spørger han, da jeg har rusket i ham flere gange som en fortvivlet mors kamp med en teenagesøn, der ikke vil i skole.

“Hun er hjemme”, siger jeg myndigt – og så er det kostskolerektor-rollen, der tager over.

Nej! Han skulle ikke med op, det sagde hun tydeligt, hun ikke ville – og nu har han valget, om han vil stå af her eller køres et andet sted hen. Det korte af det lange. Taxamanden kan sit håndværk.

Jeg har fået overtaget – og han anerkender, at jeg er den stærkeste i flokken.

Så skifter han emne.

“Kan du li’ digte?”

Jo, det kan jeg da. Men helt uden en intellektuel overbygning. Jeg skriver, men det er årtier siden jeg prøvede kræfter med lyrikken.

“Mikael Strunge er mit forbillede”, siger han i beundring for den danske 80’er digter, der skrev, levede – og døde ung i 1986 – sidst i tyverne og for egen hånd.

“Jeg har selv skrevet mange digte”, siger den berusede mand, der er uddannet kok på en af de navnkundige restauranter i hovedstaden. “Må jeg læse et digt for dig?”

Og så reciterer han igen, inden jeg svarer:

”De blå blinks blinde besked
Der løber en rotte over gaden… ”

Jeg hører ikke mere. Hans fuldskab slører ordene, og som taxichauffør har jeg en indbygget bullshit-detektor efter utallige historier, eventyr – og løgne, jeg er bundet på ærmet. Jeg har bare ikke viden nok til at afsløre, om han tager pis på mig, citerer et digt, jeg aldrig har hørt – eller måske en skjult kunstner spærret inde i et borgerligt liv med lidt for rigelige mængder alkohol.

Pludselig vender en episode i mit journalistliv tilbage. Jeg sidder på en af hovedstadens berømte kunstnerværtshuse. På den anden side af bordet sidder den nu afdøde digter F. P. Jac. Bænket med sine vemodige øjne, sin meget røde næse og aftenens måske tiende fadøl foran sig. Jeg sidder med den første og sidste – og så min mikrofon med live-forbindelse til radiostudiet og aftenen emne: Beruselse!

“Hvad er det for noget, det der med lyrikken og den nødvendige beruselse”, spørger jeg F.P. Jac, der allerede, da han var i 20’erne, proklamerede, at han ville drikke sig ihjel inden sin 30-års fødselsdag (han holdt faktisk til han var fyldt 53!).

Han tænker sig lidt om. Nupper endnu en slurk af det duggede glas. Så kigger han mig igen ind i øjnene og svarer:

“Der er vid på hele lortet!”

Hjemmelavet eller kopieret? Kunst eller bedrag? Han taler til mig som digteren til en beundrer, mens jeg lukker næsen for dunster af gammel sprut

Nu kører jeg med den sværmeriske kunde op foran værtshuset, vi forlod for tre kvarter siden. Han har talt sig varm, men jeg er kold efter mere end 11 timer på gaden en trøstesløs nat med manglende kunder som største stressfaktor.

Mens han læner sig op ad den koksgrå taxi med den ene hånd, lægger han den anden på min skulder.

” De blå blinks blinde besked.
Der løber en rotte over gaden
 – hen over den regnvåde gade
ind i en baggård … ”

Hjemmelavet eller kopieret?

Kunst eller bedrag?

Han taler til mig som digteren til en beundrer, mens jeg lukker næsen for dunster af gammel sprut.


LÆS FLERE KLUMMER AF TAXAMANDEN HER


Foto: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker

Fordomme

Fordomme på glatis

SYDSTATSLIV // KLUMME: NFL, NBA, NHL, MLB. Entusiasme har mange forkortelser i
Vesterbro

Så tynd, så tynd

VESTERBRO // VIGNET – Stemningsbillede fra en herlig, skøn og gennemgentrificeret bydel