MAD // KLUMME – Nethe Plenge får gæster til aftensmad to hverdage i træk. Den ene dag er der tre voksne i lejligheden i byen, og dagen efter kommer børn og børnebørn i sommerhuset på Sydfalster. Måltiderne bliver til ud fra forhåndenværende lagre, som kalder på varianter af farsbrød og æblekage til dessert. Mest muligt laves i forvejen, så der er ro til samvær med gæsterne.
Vi får to hold familie til aftensmad over et par hverdage. Måltiderne bliver, som altid i mit køkken, planlagt efter hvem, der skal spise med, og hvad vi har til rådighed. Fryser og skuffer indeholder råvarer fra vores anden hjemegn, Lolland og Falster. Fra Saxenhøjs Gårdbutik ligger hakket kød i fryseren. Rødder og sæsonens sidste grønkål kommer fra Lammehave Økologi. Grød af æbler fra Lollefrugt er i portioner på frost. De mest hårdføre krydderurter trives stadig i altankassen. Jeg har citroner og dåser med flåede tomater ved hånden. Og så er det jo bare at lade råvarerne tale – og gå i gang.
Farsbrød kan snildt varieres i smag, laves i forvejen og er praktisk at transportere. De voksne gæster i lejligheden får en udgave med citron, salvie og tomat. Børn og børnebørn får helt traditionel forloren hare dagen efter. Håndfrikadeller til køkkenskriverne kan der også blive til. Æblekage til dessert.
Forberedelser til hverdagsgæsterne
Mad til flere skal forberedes i ro og mag, så man også selv får glæde af selskabet. Man kan måle, skrælle, skære, røre og ofte også koge, bage og braisere i forvejen. Varm mad køles hurtigt ned og varmes igennem, inden måltidet.
Til vores gæstedage er samme fars rørt og bagt dag ét om formiddagen. Alt kan sagtens ordnes dagen før, hvis det giver mere ro. Kartofler og rodfrugter er også skrællet og kogt, parat til at blive varmet og brunet i ovn lige inden spisetid.
Alle kender forloren hare og frikadeller, så her følger opskriften på et farsbrød med citron og tomat.
Citron-tomatfarsbrød med ovnbagte rødder
10 portioner
Fars
½ kilo hakket kød, her svin og okse
2 æg
2 store løg
2 store madæbler
2 fed hvidløg
1 dl havregryn
½ spiseskefuld fint hakket frisk rosmarin
½ spiseskefuld friske timianblade
½ spiseskefuld salt
Friskkværnet peber
Riv løg og æbler groft, pres hvidløget. Bland og rør dette sammen med alle de øvrige ingredienser. Stil farsen i køleskabet, mens du gør farsfadet klar.
Fadet
2 spsk olie
2 ubehandlede citroner
8-10 blade af frisk salvie
4 fed hvidløg
1 løg
4 stilke blegselleri
100 gram tyndt skåret, røget bacon eller parmaskinke
1 dåse sherrytomater
1 dl tør hvidvin e.l.
Skær citronerne i tynde skiver. Hak løg og hvidløg. Skær blegsellerien i mindre stykker.
Hæld olie i bunden af et ovnfast fad. Læg halvdelen af citronskiverne og salviebladene i en række herpå. Form farsen som et aflangt brød ovenpå og dæk med citronskiver, salvie og bacon.
Bland og kom dåsetomater, vin, hakkede løg og blegselleri rundt om farsen.
Sæt fadet i ovnen ved 220 grader i 10 minutter, skru ned til 175 grader, og bag farsbrødet færdigt i cirka 45 minutter. Kernetemperaturen skal være 75 grader.
Nedkøling og opvarmning
Hvis farsbrødet er færdigt i forvejen, skal det hurtigt køles ned og opbevares koldt.
Den kolde færdigret varmes igennem inden spisetid ved 175 grader i cirka 30 minutter – eller til det igen har en kernetemperatur på 75 grader. Tjek det!
Hold farsbrødet varmt, tildækket eller i høkasse, mens det forkogte rodfrugtfad er i ovnen:
Dertil:
Rødder i fad
1 kg kartofler
1 kg blandede rodfrugter, fx gulerødder, persillerod og pastinak
Salt til kogevand
½ dl olivenolie
I forvejen:
Skræl og skær alt i grove stykker og kog det lige akkurat mørt. Si vandet fra. Læg i en skål og fordel olien grundigt overalt. Stil koldt, til det skal i ovnen.
Lige inden måltidet: Skru ovnen op på 220 grader. Fordel rødderne i et fad, og lad dem få en fin lysebrun skorpe i ovnen. Det tager cirka 10-15 minutter.
Salat dertil, fx af fint skåret grønkål med stykker af æbler, lidt hakket rødløg og et drys valnødder. Tæt, rød balsamico og god olie dryppes på.
Dessert
Æblekage
Basis i den kolde æblekage er naturligvis en grød af blandede æbler. En gammeldags æblekage består desuden af sukkerristet rasp, makroner, flødeskum og en klat ribsgele. I denne version er raspen erstattet af knust og sprødbagt brunkagedej, som var til overs fra jul, samt sukkerristede, hakkede nødder og creme af fløde og skyr.
Grød
10 portioner
6 æbler af blandet sort, dels syrlige, der koger ud, og dels faste, der holder faconen.
½ dl vand eller æblemost
1-2 afkornede vaniljestænger
Æblerne skrælles, udkernes, skæres i tern og lægges i en gryde med lidt væde og vaniljestænger. Kog op, skru ned og lad simre i 15-20 minutter. Køl helt af. Kan fryses.
NB. Opskriften er uden sukker. Her vil cremen give sødme i æblekagen, men smag selv til.
Creme
¼ liter piskefløde
¼ liter vaniljeskyr
Korn af en stang vanilje
Lidt flormelis
Pisk fløde og skyr sammen med vaniljekorn til en stiv creme. Smag eventuelt til med lidt flormelis. Kan laves nogle timer i forvejen og stilles på køl.
Knas
1 dl knust brunkage
100 gram afskallede hasselnødder eller mandler
1 spiseskefuld sukker
Hvis de knuste brunkager er bløde, skal de ristes, til de knaser.
Hak nødderne groft. Rist dem på en lille pande. Når de er lysebrune og dufter dejligt, drysses sukkeret på. Lad sukkeret smelte, men ej branke. Hæld det hele til afkøling på et stykke bagepapir. Knus det.
Samling
Saml kagen i sidste øjeblik. Læg skiftevis lag af æblegrød, knust brunkage og creme i en fin skål eller små portionsglas. Slut med creme og drys med sukkerristede nødder.
Portionsæblekager
Saga på fem år hjælper og inspirerer. Desserten blev forvandlet til fine æblekager med blå glasur; Samme grød, knas og creme blev til fyld i en omgang vandbakkelser. Der er altid plads og opgaver til børnebørnene i farmors køkken.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.