MELLEMØSTEN // REPORTAGE – Ved grænsen mellem Armenien og Iran møder jeg iranere, der ikke nødvendigvis flygter fra selve krigen, der brød ud efter Israels og USA’s angreb på Iran den 28. februar, men fra det liv, den har efterladt. De taler om regimeskifte – og om et land, de stadig elsker.
AGARAK – Tidligt søndag morgen drager jeg mod grænseovergangen mellem Armenien og Iran. Jeg vil forstå nogle af de følelser, der i disse dage rumsterer blandt iranerne selv. Samtidig vil jeg blive klogere på, hvorfor nogle vælger at forlade landet, mens andre bliver tilbage.
Til dagligt er jeg bachelorstuderende på Mellemøstens sprog og samfund på Københavns Universitet, med speciale i Iran og det persiske sprog, men trods min faglighed står én ting tydeligt frem: Netop fordi man kender Irans moderne historie og følger begivenhederne tæt, særligt i disse dage, er spørgsmålene om iranernes oplevelser komplekse.
Samtidig træder noget andet frem og bliver gradvist tydeligere: Der findes ikke én iransk identitet. Den er præcis lige så mangfoldig som det land, iranerne kæmper for.
Som iraner i denne tid kan det føles, som om alle er imod én. Det er muligt både at være imod præstestyret og fejre Ali Khameneis død – og samtidig tage afstand fra USA og Israels krig mod Iran.
Jeg fornemmer, at mange iranere befinder sig i netop denne dobbeltposition, hvor fodfæstet er vanskeligt at finde, og hvor friheden hverken skal dikteres af et religiøst regime eller af vestlig dominans, men udspringe af den iranerne selv og kun dem. Denne dobbeltposition er ikke nødvendigvis selvmodsigende, men snarere forenelig, fordi den søger det samme. Frihed.
Når man, som jeg, aldrig selv har oplevet krig eller den frygtelige følelse af at være afskåret fra sin familie og sine nærmeste, kan man kun forsøge at forestille sig et andet menneskes liv. Man kan lytte, spørge og forsøge at forstå, men aldrig fuldstændig begribe det. Den slags følelser og traumer kan i sidste ende kun forstås fuldt ud af dem, der mærker det på egen krop.
En stille grænse i en stor krig
Da jeg ankommer til Agarak-Nordooz-grænseovergangen, der adskiller Armenien fra Iran, hviler der en mærkelig stilhed over stedet.
Hvis ikke man kendte til den alvorlige situation, ville det være svært at forestille sig, at blot få hundrede meter fra hvor jeg står, blev iransk territorium for nylig ramt af et voldsomt angreb fra Israel og USA, et angreb, der har sat gang i en større krig på tværs af regionen.
Her virker alt roligt. Taxachaufførerne råber højt, cigaretterne hænger i mundvigen som fast inventar, og der synes knap nok at være nogen, der passerer grænsen – bortset fra lastbilerne. De ruller, tilsyneladende upåvirkede af krigen, ind i Iran, læsset med deres sædvanlige laster.
Jeg falder i snak med en af de lokale taxachauffører. Han fortæller, at køen på den iranske side er lang, og at flere overnatter ved grænseovergangen i håbet om at blive lukket igennem af de iranske grænsevagter. Det er dog ingen garanti.
Det er muligt både at være imod præstestyret og fejre Ali Khameneis død – og samtidig tage afstand fra USA og Israels krig mod Iran
Forklaringen dæmrer langsomt for mig, og roen ved grænseovergangen giver pludselig mening trods mine forventninger til stedet.
De første, der krydser grænsen, mens jeg står der, er et ungt par sammen med mandens bror. De kommer fra Ardabil i det nordvestlige Iran, nær det Kaspiske Hav. Deres endelige destination er Storbritannien, hvor de både har familie og et netværk – den ene af dem har tidligere studeret der. De har tydeligvis travlt med at komme videre. Jeg når akkurat at standse dem, inden de sætter sig ind i bilen, der skal køre dem mod hovedstaden Jerevan.
Som den ene forklarer, er tiden knap: ”Priserne er røget i vejret. Det koster tre gange så meget at komme til Storbritannien nu – og uden nogen garanti for sikkerhed.”
Da jeg spørger ind til den nuværende situation i Iran, tøver han et øjeblik. Han beder om at være anonym, før han alligevel svarer:
”Jeg kan ikke tale for alle. Men idéen er regimeskifte. De fleste, jeg kender, ønsker det.”
Jeg takker for deres tid og ønsker dem held og lykke med turen til Storbritannien, inden den sidste bildør lukkes i, og chaufføren starter motoren for at tage dem nordpå langs det bjergrige sneklædte landskab, der leder vejen til Jerevan.
”Præstestyret har våben – protesterne har ingen”
En programmør fortæller, at han har lejet en lejlighed i Jerevan sammen med sin bror. Ikke fordi han vil forlade Iran permanent, men fordi hans arbejde kræver stabil internetforbindelse. ”Jeg elsker Iran alt for meget til at flygte,” siger han.
Problemet er, at internettet igen og igen forsvinder. ”Når protester opstår i Iran, er det første, regimet gør, at lukke for internettet,” forklarer han.
Derfor har han skabt en løsning, hvor han kan rejse frem og tilbage efter behov. Han deltog selv i protesterne, som opstod i starten af januar som opråb til den stigende inflation, og som hurtigt spredte sig til størstedelen af landets byer, med ét ønske: politisk forandring og frihed for den iranske befolkning.
Når han beskriver protesterne, er det med en intensitet, der antyder en virkelighed langt mere voldsom end de officielle tal. ”Det var ude af denne verden,” siger han og henviser til, hvordan protesterne blev mødt af det iranske regimes revolutionsgardister, IRGC. ”Noget du ikke kan forestille dig,” tilføjer han. Ifølge ham er antallet af dræbte langt højere end det, der rapporteres i medierne.
Midtvejs i vores samtale råber hans bror fra den lille biks bag os og spørger, om jeg vil have te. Jeg takker pænt nej – velvidende at afslaget næppe bliver respekteret. To minutter senere står han alligevel ved vores side, med små glas te til os begge, og glider ubesværet ind i samtalen.
Jeg spørger ind til drabet på Ayatollah Khamenei og om Israels og USA’s indblanding i iranske anliggender. De svarer begge med et smil, de tydeligvis forsøger at skjule, og fortæller, at de fejrede nyheden om Khameneis død, men de understreger samtidig den udbredte skepsis over for udenlandsk indblanding. Programmøren formulerer det sådan: ”USA og Israel handler efter deres egne interesser og er ligeglade med den iranske befolkning.”
I næsten alle samtaler eksisterer der en gennemgående tone: en dyb patriotisk følelse. Iran er ikke et land, man nemt forlader
Han tilføjer efter en kort pause, at det samtidig er svært at forestille sig, at en revolution kan ske fredeligt. ”Det er svært at se, hvordan den skulle komme uden vold,” siger han.
Det er en holdning, jeg siden hører gentaget af flere iranere, der krydser grænsen. Mange siger, at de ikke tror på, at hverken USA eller Israel handler i iranernes interesse.
Alligevel mener nogle, at et regimeskifte næppe kan ske uden vold. Programmøren forklarer det nøgternt: ”Præstestyret og hardlinerne har våben. Protesterne har ingen.”
Da vi til sidst bryder op, udveksler jeg telefonnumre med programmøren og hans bror. Endnu en gang lover de, at når de når frem til Jerevan, vil der stå te klar til mig.
At forlade Iran uden at ville forlade det
I næsten alle samtaler eksisterer der en gennemgående tone: en dyb patriotisk følelse. Iran er ikke et land, man nemt forlader. Det efterlod mødet med iranerne ved grænseovergangen et tydeligt indtryk af.
De fleste, jeg talte med, rejste ikke på grund af krigen i sig selv, men på grund af dens konsekvenser: økonomien, usikkerheden og endnu en gang et internet, der er blevet lukket for omverdenen.
Måske er det netop her, et af kendetegnene ved iranernes stædighed viser sig. Selv mens bomberne falder, er det sjældent selve krigen, der får folk til at forlade landet. I stedet er det de mange følgevirkninger. De langsomme, men gennemgribende forandringer i hverdagen, som til sidst får nogle til at pakke deres liv og krydse grænsen.
Efter flere timer ved grænseovergangen gør jeg mig klar til selv at bevæge mig gennem det bjergrige landskab mod Jerevan – en køretur på omkring syv timer. Jeg spørger programmøren og hans bror, om de vil køre med.
De smiler og forklarer, at de netop er stødt på et par fra Isfahan. Ligesom dem selv – der kommer fra Mashhad – har de, siger de med et glimt i øjet, et særligt DNA, der gør dem særligt gode til at forhandle om prisen. Og da der desværre ikke er plads til alle fire i bilen, vil de ikke være uforskammede over for deres nye rejsefæller.
Der er en bemærkelsesværdig lethed over de iranere, jeg møder denne kolde søndag ved grænseovergangen. Ved første øjekast mærker man ikke, at deres land er i krig. Den bevidsthed træder først frem, når samtalen begynder, og historierne får plads.
Mange af de iranere, jeg har talt med, bærer den samme dobbelthed: et liv præget af krig, uro og et land i konstant spænding – og samtidig en insisterende evne til at holde hovedet højt. Trods alt dette møder de verden med et smil og en åbenhed, som om gæstfriheden i sig selv er en stille form for modstand. Det var sådan, de tog imod mig: med varme, med åbenhed og med te.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og