MIT VALG // KOMMENTAR – “At være fattig er en fænomenologisk oplevelse af at være afskåret fra oplevelser, erfaringer og de dele af samfundet, som andre med selvfølgelighed tager del i”, skriver Finn Wiedemann, der mener, at ulighed er det vigtigste valgtema. “Man skal vende og dreje hver en krone og tænke sig om to gange, når man køber noget. Uforudsete udgifter er en katastrofe, der giver anledning til spekulationer og mangel på nattesøvn. Der har altid været forskelle mellem rig og fattig, men i de senere år er denne udvikling vokset.”
Mit valg.
Hvad har betydning, når vi stemmer? Kortere skoledage, at store bededag igen bliver helligdag? Eller omlægning af boligskat, formueskat eller fødevarecheck. I Mit Valg deler POV-skribenter deres tanker og overvejelser om, hvad der afgør, hvem de vælger at stemme på.
Ulighed er et tema i valgdebatten. Allerede i den første tv-transmitterede debat var det et af de emner, der blev bragt op. Skal formueskatten genindføres?
Socialdemokratiet går ind for at genindføre formueskatten, som Poul Nyrup Rasmussens regering ellers sløjfede tilbage i 1997. Folk med formuer over 25 millioner skal betale en halv procent om året. De blå partier kalder det forarget en misundelsesskat.
Ejeren af Harald Nyborg truer med at flytte ud af landet, og der bliver henvist til erfaringer fra Norge, der har indført formueskat, og hvor folk med store formuer er flyttet til Schweiz i et antal, så menukortene ifølge, Lars Løkke Rasmussen, er blevet oversat til norsk på lokale Michelin-restauranter.
Det benægter en norsk mangemillionær, bosat i Schweiz, som en større dansk morgenavis har talt med. De rige har slet ikke tid til at gå på restaurant. De arbejder nemlig hele tiden.
Ulighed er altså kedeligt, men det er også blevet hot. I statsministerens åbningstale til Folketinget blev ulighed ellers ikke berørt med et eneste ord, mens det i nytårstalen pludselig var et tema. ”Vi har ikke gjort nok i forhold til den stigende ulighed,” hed det. Udviklingen skal være mere socialt retfærdig, og nu var det også synd for de mange danskere, der havde svært ved at betale en bolig og få pengene til at række nede i supermarkedet.
I den seneste tid har vi pludselig set en række ulighedsbekæmpende politiske tiltag: lavere elpriser, fødevarecheck, måske lavere fødevaremoms og fritagelse for ejendomsskat for folk, der bor i huse, der er værdisat under en million. Og nu er formueskatten også kommet i spil.
Uligheden er steget
Gennem en årrække er uligheden ellers steget såvel globalt som i Danmark. Gini-koefficienten, som udtrykker et samfunds ulighed, er i Danmark de seneste tre årtier steget fra lidt over 20 procent til en anelse over de 30 procent.
Uligheden er blandt andet steget på grund af stigende ejendomspriser. Nogle er blevet rige ved at bo det rigtige sted, som det hed i statsministerens nytårstale. Dertil kommer øgede afkast fra investeringer, f.eks. aktiegevinster. Folk, der i forvejen havde meget, har altså typisk fået mere.
Der har dog også gennem en del år været forskellige politiske initiativer, som har medført, at uligheden er steget. Ændringer i skattepolitikken har f.eks. betydet, at dem, der tjener mest, betaler mindre i skat.
Måske skal det fremover være dyrere at være mangemillionær, men interessen for at gøre noget for de allerfattigstes vilkår er beskeden. Formueskatten skal ifølge Socialdemokratiet bl.a. bruges til, at der bliver råd til færre elever i klasseværelserne. Det er udmærket, men det giver ikke de fattigste mere smør på brødet.
Når uligheden er blevet større i det danske samfund, er det ikke kun, fordi nogle har fået flere penge, men også fordi nogle har fået færre penge. F.eks. blev overførelsesindkomsterne i flere år ikke reguleret. Købekraften for folk på overførselsindkomster er blevet udhulet. Grunden er ikke kun prisstigninger, derimod er det et aktivt politisk valg. Det skal kunne betale sig at arbejde. Omvendt har flere af de grupper, som ikke arbejder, fået sværere ved at betale.
Dem, som har fået mindre, er blandt andet folk på dagpenge, førtidspension og kontanthjælp. Hertil kommer, at unges kontanthjælp er blevet sat ned, SU-tiden er blevet kortere, og så er der f.eks. den seneste kontanthjælpsreform, hvor en del mennesker tvinges til at leve på et eksistensminimum og får udbetalt cirka 7000 kroner, og hvor enlige kontanthjælpsmodtagere i visse tilfælde ikke længere har råd til at bo i egen bolig.
Hvis uligheden og den sociale udvikling skal bekæmpes, burde det i høj grad også handle om at stille de nævnte grupper økonomisk bedre.
Money makes the world go around
Da jeg var ung, rejste jeg rundt i USA i længere tid, og her havde jeg en slags a-ha-oplevelse med ulighed. Well, hjemme fra provinsen kendte jeg til kammerater, hvis familie efter datidens forhold blev betragtet som fattige. Men det var ikke sådan, at de gik sultne i seng eller ikke havde tøj på kroppen.
De var ikke fattige a la Den lille pige med svovlstikkerne eller hovedpersonen i Knud Hamsuns Sult, men det var ikke altid så meget mad i køleskabet, og de nyeste forbrugsgoder måtte de ofte kigge langt efter. Der var ikke råd til nye Adidas-gummisko, stereoanlæg, racercykler og knallerter, som vi andre fra middelklasseland typisk fik adgang til, men det gik jo nok alligevel.
Da jeg rejste rundt i USA, havde jeg et budget på 10 dollars om dagen, det lyder vanvittigt, men det var bl.a. fordi, jeg en del af tiden boede privat. I andre perioder boede jeg på lousy vandrehjem. Ofte var der tilbud på morgenmad et eller andet sted.
Som fattig er man ekskluderet fra det almindelige samfund. Det handler ikke om kun Gini-koefficienter og om, hvor mange procent af befolkningen der ejer hvilke dele
Ja, og så kunne man betale et lille beløb for fri salatbar på Burger King. Man kan udmærket klare sig med to måltider om dagen. Og man kan komme langt på tommelfingeren. Mens jeg rejste rundt for mine 10 daglige dollars og vendte og drejede hver en cent, blev det tydeligt for mig, hvordan hele det amerikanske samfund var bygget op omkring penge. Og at adgangen til penge var en forudsætning for deltagelse.
Den offentlige transport var ofte elendig, så du skulle have en bil, ellers kunne du ikke komme rundt. Når du skulle på restaurant, skulle du give penge til en mand, der skulle parkere din bil. Når du bestilte en kop kaffe eller øl, skulle du give penge til tjeneren. Når du handlede, skulle du give penge til ham, der pakkede dine bæreposer eller hjalp dig ud til bilen med dem.
Adspredelser og fornøjelser, der kostede penge, var no go. Samtidig var du omgivet af folk, der var styrtende rige. Money makes the world go around. Uden penge gik din verden ikke ret meget rundt.
Og sådan er det. Som fattig er man ekskluderet fra det almindelige samfund. Det handler ikke om kun Gini-koefficienter og om, hvor mange procent af befolkningen der ejer hvilke dele. Ulighed er en fænomenologisk-kropslig oplevelse.
Ulighedens spor
Du går sulten i seng. Du har ikke råd til at købe nyt tøj, eller du skal gøre dig umage med at finde billigt genbrugstøj. Der er ting, du ikke kan: Cafe- og biografbesøg. Lejrskole og fritidsaktiviteter. Du tager glad imod gratis kaffe fra offentlige kontorer, du stjæler toiletpapir fra offentlige toiletter. Du snupper nabobordets øl eller cigaretter, når de går på dansegulvet. Du tager den glemte trøje eller jakke i bussen med hjem. Du står i kø til suppekøkkener og maduddelingssteder. Du køber altid på tilbud. Du køber konsekvent de billigste mærker. Du samler flasker.
At være fattig er en fænomenologisk oplevelse af at være afskåret fra oplevelser, erfaringer og de dele af samfundet, som andre med selvfølgelighed tager del i. Man skal vende og dreje hver en krone og tænke sig om to gange, når man køber noget. Et køleskab, der sætter ud, en stjålen cykel, en knækket tand, en ny lydpotte til bilen. Uforudsete udgifter er en katastrofe, der giver anledning til spekulationer og mangel på nattesøvn.
Hvilket samfund ønsker vi?
Der har altid været forskelle mellem rig og fattig, men de senere år er denne udvikling vokset. Med den seneste kontanthjælpsreform har vi skabt et nyt proletariat.
Ikke bare et velfærdssamfund, men samfundet generelt skal som bekendt kendes på, hvordan det behandler sine borgere. Selvfølgelig er det ikke godt, hvis ejeren af Harald Nyborg flytter til Schweiz, og menukortene bliver oversat til dansk. Men det er heller ikke godt, hvis vi som samfund tillader uligheden at vokse og lader fanden og civilsamfundets organisationer tage sig af de sidste.
Det har konsekvenser for krop og sjæl for den enkelte. Men det har også konsekvenser for samfundets krop og sjæl. Vi får mindre til fælles. Vi deler i mindre grad den samme verden. Vi forstår ikke hinanden, fordi vores erfaringer er så forskellige.
Der kan være økonomiske, demokratiske, sociale og etiske grunde til at bekæmpe ulighed. En central grund for mig er, at lige samfund ofte er mere tillidsfulde, mindre konfliktfyldte og polariserede og giver større mulighed for social mobilitet sammenlignet med ulige samfund. Hvis vi ønsker et samfund præget af de nævnte værdier og muligheder, er ulighed et vigtigt valgtema.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og