SMAGSDOMMERI // KLUMME – Du ser dem på supermarkedets hylder, du ser dem i tempofyldte reklamer på Instagram og på farverige, glittede sider af tilbudsaviserne: guldmedaljerne, pointene, udmærkelserne, der skal sælge vine på, at andre har vurderet deres kvalitet. Det kan virke harmløst, men Robert M. Parker Jr., der senere skabte The Wine Advocate, har fået ry for ene mand at have haft indflydelse på vinregioner verden over. Denne måned dykker vi ned i smagsdommeri.
Og hvem er Hr. Hundrede Point så? Han blev født i Baltimore, Maryland, i 1947 og bliver stadig anset som verdens mest indflydelsesrige vinanmelder af flere grunde.
For det første fordi han i 1970’erne gjorde op med en kultur, hvor afsenderne af anmeldelserne også selv profiterede fra salget. Robert Parker savnede gennemsigtighed og begyndte at sende nyhedsbreve ud per email – fagre nye verden i 1978!
På trods af en universitetsgrad i jura helligede han sig vinen, inspireret af en ungdomstur til Alsace. For det andet fordi han indførte det nu udbredte – og nogle gange udskældte – pointsystem, hvor det reelt kun er flasker med 80 point og op, der anbefales.
Er “Parkerisering” en ting?
Udover at fjerne de økonomiske interesser fra vinanmeldelser og bruge pointsystemet har Robert Parker også fået opkaldt et begreb efter sig: Parkerisering. Jeg begyndte denne klumme i den tro, at vi i vinverdenen var enige om, at Robert Parkers præference for højalkoholiske, intense og modne rødvine havde påvirket arbejdet i vinkældre, men der viser sig at være flere sider af sagen.
Hvordan kan vine, der er produceret i forskellige lande, på forskellige måder, af forskellige mennesker, alle passe ind i ét pointsystem?
En skribent fra Parkers egen udgivelse, nu Robert Parker Wine Advocate, udgav i 2018 et passioneret modsvar til denne misforståelse.
Det var ikke Parkers præference, der ændrede vinstilen mange steder, men i stedet mange amerikaneres lidt sødere tand og tendens til intense smagsoplevelser. Og da Robert Parkers fokus som anmelder var på at finde vine til den brede smag, blev det denne vinstil, han tildelte høje point.
Derudover pointerede forfatteren, at der også skulle kastes et blik på Émile Peynaud, en fransk professor i ønologi, som fra 1950’erne begyndte at advokere for nye tilgange i både vinmark- og kælder.
Han foreslog blandt andet, at bønderne lod druerne blive mere modne, at de sorterede de dårlige fra og generelt fokuserede på druematerialet. Denne modernisering af vinproduktion betød også, at de blev hurtigere drikkeklare, at alkoholen var højere og de var mere indbydende – altså er det faktisk en “Peynaudsering”, som Robert Parker bare har fået skudt i læderskoene.
Den britiske Master of Wine, der er en rigtig og meget tungtvejende titel, Tim Atkin, gik til modangreb på denne ansvarsfralæggelse, mest fordi han mener, at det er pointsystemet, der er problematisk.
Hvordan kan vine, der er produceret i forskellige lande, på forskellige måder, af forskellige mennesker, alle passe ind i ét pointsystem? Jancis Robinson, britisk skribent som vi kommer til senere, har beskrevet det meget godt: “Once numbers are involved, it is all too easy to reduce wine to a financial commodity rather than keep its precious status as a uniquely stimulating source of sensual pleasure and conviviality.”
Mangler vi mere Michelin?
Og nu skal vi til, hvad de unge vil kalde et “full circle moment”: Robert Parker har altså, ifølge hans egen skribent, demokratiseret vin for den brede befolkning, styret af hvad de kunne lide – amerikanske og australske vine, Bordeaux og Rhône fra Frankrig.
Hvad kunne være den diametrale modsætning til denne tilgang? Michelin-guiden, der købte 40 procent af Robert Parker Advocate i 2017 og i 2019 købte resten. Måske undrede man sig dengang over, hvad en dækfirma, der nu er restaurantguide, havde af interesse i vinens verden, men dette blev klart i juli i år.
Michelinguiden tilføjer nemlig nu vindruer til deres stjerner og kløvere. Det nye, mener de selv, er dog, at deres inddeling sker på producentniveau og altså ikke af bestemte årgange eller cuvéer fra et vinhus. De startede med Bourgogne, hvor ni huse fik udmærkelsen tre druer, 20 fik to og 33 en enkelt.
Dog har huset Domaine Arnoux-Lachaux bedt om at blive fjernet, da de ikke er blevet opsøgt af guiden og ej heller har serveret deres vine for anmeldere siden 2020.
Til hendes skræk pegede resultatet på, at hun var supersmager
Ceremonien fandt sted i Dijon, samme uge som brande hærgede bakkerne i Côtes-de-Nuits, et dystert bagtæppe for en region, der på en og samme tid nu er blevet sværere at få råd til og kæmper for deres eksistensgrundlag i et klima, hvor man må høste tidligere end nogensinde før.
Storbrittaniens supersmager
Lad os slutte med en god smag i munden, nu hvor det er fredag. Vi skal til en anden vinskribent, som jeg har næsegrus beundring for, nemlig førnævnte Jancis Robinson. Lige så gammel i gårde som Robert Parker og den første uden for vinbranchen, der opnåede en Master of Wine i 1984.
Hendes tilgang er mere akademisk, og hun er medforfatter på nogle af de mest anerkendte opslagsværker, blandt andet The Oxford Companion to Wine. Og så har hun været med til at begå den helt uforlignelige Grapes, der gennemgår 1368 druesorter med DNA-analyser, historiske nedslag og stamtræer.
Jancis Robinson og hendes hold på hjemmesiden af samme navn bruger et 20-pointsystem, hvor flasker under 15 point ikke er værd at åbne.
I samme indlæg som tidligere citeret indrømmer Jancis Robinson, at hun helst ikke brugte pointsystemer, men kan se den praktiske funktion for dem, der ikke har tid til at læse den uddybende bedømmelse.
Selvom hun ofte understreger, hvor højt hun elsker diversiteten af vine, druesorter og terroir, læner hendes smagsløg sig mod syredrevne, lav-alkoholiske og præcise af slagsen.
I 2005 blev hun pludselig del af et eksperiment, der skulle vurdere, hvorvidt deltagerne til et symposium var supersmagere eller ej – eller rettere sagt, om de havde flere smagsløg på tungen end gennemsnittet.
Forskning i 1990’erne pegede på, at en fjerdedel af befolkningen oplevede bitterhed mere intenst, halvdelen på et normalt niveau og en fjerdedel mindre intenst end normalen.
Til hendes skræk pegede resultatet på, at hun var supersmager, hvilket gjorde hende nervøs for, at hendes oplevelse af vin var helt anderledes end dem, hun lavede anmeldelser for.
Endnu værre var, at supersmagere nok nyder drikken mindre, fordi tanniner, alkohol og syre kan føles for voldsomt.
Men da Jancis Robinson nyder vin i meget høj grad, kom hun til den konklusion, at hun nok bare er helt normal. Så næste gang en i din vinklub mener, han/hun er supersmager, kan du jo se med medlidende øjne på staklen, mens du hæver dit glas til et: “Skål!”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og