FILM // ANMELDELSE – Den nye danske thriller, Dobbeltspil, har dygtige skuespillere, flotte scener og budskabet om faren ved vold, løgne og manipulation står klart. Men den føles alligevel flad, fordi den ikke formår at gøre det, som dens titel lover: at udforske dobbeltspillets mekanik, mener anmelder Astrid Grove.
Hvis din kæreste er manipulerende, kan du kun slippe for langsomt ud af forholdet. Sådan lyder budskabet i den nye danske thrillerfilm Dobbeltspil, hvor den smukke, succesfulde Clara (Neel Rønholt) opdager, at hendes kæreste Tobias (Youssef Wayne Hvidtfeldt) også har en kæreste ovre i Malmø.
I filmen følger vi Claras snørklede vej ud af forholdet, mens det understreges, at kvinder med forskellige sociale og økonomiske vilkår har ulige muligheder for at flygte fra voldelige mænd.
Dobbeltspil er instrueret af Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesen. I 2023 modtog de aldeles blandede anmeldelser for thrillerfilmen Englemageren. Her jagter to kriminalbetjente en seriemorder, der brutalt dræber kvinder, som har fået en abort.
Dobbeltspil er ligeledes en fortælling om en mand, der hader kvinder, og dens udforskning af karakterernes psykologiske spil er grundigere end i Englemageren. Men alligevel føles den nye film til tider flad.
Kalder en plante for en blomst
Igennem filmen følger vi Clara på nært hold, når hun er på arbejde, med sine veninder og hos sine forældre. Men vi er også altid et skridt foran hende. Vi hører Tobias’ lidt for intense tone, når han siger, at han aldrig vil give slip på Clara.
Vi tænker, at der er noget mærkeligt ved ham, når han insisterer på at kalde en plante for en blomst. Og vi ser ham i al hemmelighed udskifte sin mobiltelefons SIM-kort, mens Clara er i et andet rum. Men når vi ser faresignalerne, ender vi også med at bruge en stor del af filmen på, at Clara følger trop.
Den drypvise udlodning af informationer forvandler nærmest filmen til en vejledning i at flygte fra manipulerende kærester.
Og det betyder, at denne thrillerfilm, der ellers benytter sig af rystende kameraføring og ildevarslende underlægningsmusik som spændingselementer, tenderer til at blive en anelse kedelig. Men spørgsmålet er, om filmen kunne få os længere ud på kanten af biografsæderne, hvis den havde holdt os i forvirring og leget mere med vores følelser.
Jeg ville ønske, at filmen havde turde vende den logik mere rundt, så jeg undervejs i filmen blev langt mindre stålfast på logikken og meget mere forvirret over, hvad virkeligheden egentlig er
Hvis vi kom tættere ind i dobbeltspillets mekanik i stedet for at vente på dets forløsning, havde filmen måske stået stærkere. Især når vi undervejs får leveret flotte arkitektoniske scener, der er som taget ud af 1920-30’ernes surrealistiske fotografier, der legede med sindets opfattelse af virkeligheden, og som det blandt andre kan ses hos fotografen Lee Miller.
Men selvom filmen enkelte gange stiller spørgsmålstegn ved, om Tobias faktisk har gode intentioner, får vi hurtigt at vide igen, at svaret er et klart nej.
Den gode, den onde og den ustabile
Clara er den gode, Tobias er den onde, og Tobias’ kæreste fra Malmø, der hedder Katrine (Julie R. Ølgaard), er den ustabile kvinde. Hun sælger quiltede tasker i en lille butik, er økonomisk afhængig af Tobias og er yderst masochistisk.
En aften banker hun på Claras dør under påskud af at have slået op med Tobias. Mens de to kvinder drikker vin og griner i kor over alle Tobias’ fejl og mangler, understreger filmen den milevide kontrast mellem Clara og Katrine.
Clara har et kontorjob på Islands Brygge, glansfuldt hår og nydelige kjoler. En af de kjoler klipper Katrine hul i natten efter vinaftenen.
Hun er ikke et uskyldigt offer, men hendes ustabilitet og ressourcesvaghed betyder, at hun har større risiko for at blive fanget af manipulationens konsekvenser.
Tragedierne bliver heldigvis aldrig for moraliserende, fordi skuespillet er godt. Katrine spilles af den dygtige Julie R. Ølgaard, der også er den ene af filmens instruktører. Og Clara spilles af Neel Rønholt, der med slagkraft træder ind i en mere voksen rolle end i tidligere film, hvor hun ofte har spillet en mere yndig ungpigekarakter.
Vin i Odsherred
Skuespillerne Ellen Hillingsø og Peter Gantzler er dog filmens højdepunkt. De spiller Claras forældre, der en dag holder jubilæumsfest med gode venner og familie på deres landejendom i Odsherred. Når de skal holde tale, tysser de på rummet, ved at de hver især klirrer deres vinglas på den andens vinglas, som var de et fantasidyr med to parallelle hoveder.
De er yderst komiske. Ikke mindst når de som karikaturen på de perfekte smilende forældre ryster Tobias’ hemmeligholdte forhold af sig, som om det blot er lidt slinger i valsen.
I familiedynamikkerne lurer et gammelt traume også, men det forbliver mest af alt et vedhæng i filmen, der forsikrer os om, at forældrenes fejlbarlige menneskelighed også eksisterer.
Alt i alt er det en film, der viser, at løgne, vold og manipulation er aldeles farlige. Filmen har flere visuelt flotte scener, godt skuespil, og der er ingen tvivl om, at Clara skal ud af forholdet med Tobias.
Men jeg ville ønske, at Dobbeltspil havde turde vende den logik mere rundt, så jeg undervejs i filmen blev langt mindre stålfast på logikken og meget mere forvirret over, hvad virkeligheden egentlig er. Så ville jeg måske være blevet inddraget i dobbeltspillets proces, og i mindre grad dets konsekvenser og slutresultat.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og