#METOO MEDIER OG POLITIK // VIDNESBYRD – POV giver alle, der arbejder i medierne, i kommunikationsbranchen og i politik, kvinder som mænd, en chance til at fortælle om deres oplevelser, hvis de har været udsat for seksuelle overgreb – uden risiko for udskamning eller personforfølgelse. Se her, hvordan du henvender dig sikkert. Whistleblower-platformen åbnede i starten af september og foregår i samarbejde med Everyday Sexism Project Danmark. Dette er vidnesbyrd 8, 9 og 10, der omhandler overgreb, som har fundet sted på flere elektroniske medier og om en avis med en elendig stemning og en grænseoverskridende chef.
Vidnesbyrd 8 – en lokal elektronisk mediestation
Da jeg var 19-20 år gammel, lavede jeg lokal-tv. Her bad jeg en dag min kollega om kontaktinfo til en af hans kilder. Hans svar kom hurtigt:
– Vis mig dine patter, ellers får du ikke nummeret.
Jeg nægtede. Og han holdt fast i sin trussel/afpresning. Jeg fik aldrig kildens nummer.
Derefter bad han alle de andre redaktionen om at komme om til hans plads og bedømme min kavalergang. Og det gjorde de. Jeg sad fuldstændig forstenet og havde ingen ide om, hvordan jeg skulle reagere
Senere var jeg som nyuddannet ansat til at lave reportage et andet sted. Der sad jeg en formiddag og researchede på en historie, da min redaktør tilsyneladende havde taget en digital spadseretur i mine billeder på Facebook. Uden nogen form for anledning sagde han højt ud i rummet, at han syntes, jeg havde været for nedringet til nytårsfesten.
Jeg blev helt paf og husker ikke, om jeg svarede noget eller i givet fald hvad. Derefter bad han alle de andre redaktionen om at komme om til hans plads og bedømme min kavalergang. Og det gjorde de. Jeg sad fuldstændig forstenet og havde ingen ide om, hvordan jeg skulle reagere, indtil en kollega brød ind og bad dem lade mig være i fred.
Vidnesbyrd 9 – et nationalt elektronisk medie
Jeg har en historie, som bestemt ikke hører til de grove, men den er der, og når jeg ser tilbage på den, er den overhovedet ikke i orden.
Jeg arbejdede for en del år siden som producerassistent på en elektronisk regionalstation, og her var man ikke i tvivl om XX-chefens faible for kvinder. Rygtet gik, at han havde været i lag med stort set samtlige kvindelige ansatte under 40 år i hele den tid, han havde været der. Det lød ret sandsynligt, når man havde mødt ham, men jeg kender kun til to, begge kvindelige reportere under ham. Den ene var ansat der meget længe forinden, den anden var der stadigvæk og havde forskellige privilegier.
Jeg var der kun i 9 mdr., men det blev hurtigt anstrengende at skulle passe et nyt og krævende arbejde, mens han sad skråt overfor og surfede på nettet, klædte mig af til skindet med øjnene, kom med flirtende kommentarer og pralede af de mange kvinder, han inviterede på restaurant og som hans kone ikke måtte vide noget om.
Til en julefrokost erklærede han, da alle andre havde forladt bordet, at ”Den olivenolie, du lige snakkede om. Den vil jeg godt smøre dig ind i!”
Efterhånden begyndte han at passere mig meget tæt som en kat, der afsætter duft, og strejfe mig på kroppen, hvor han nu kunne komme til det. Lagde tilfældigvis vejen forbi skiftende steder, hvor han intet havde at gøre, men hvor han kunne smyge sig tæt forbi mig, mens jeg sad og arbejdede.
Jeg lod som ingenting. Receptionisten, som jeg havde fortalt det til, begyndte at følge ham fra sin gode udsigtspost på redaktionen, og kunne bevidne det.
Til en julefrokost erklærede han, da alle andre havde forladt bordet, at ”Den olivenolie, du lige snakkede om. Den vil jeg godt smøre dig ind i!” Jeg havde snakket med nogle andre ved bordet om olivenolie, og han havde åbenbart lyttet med. Jeg takkede pænt nej, men min fest var ødelagt af en klam fornemmelse og ved, at jeg nu skulle bruge min energi på at være på vagt i stedet for at more mig.
Jeg vidste, at jeg snart skulle stoppe, så jeg gjorde ikke noget i forhold til at sige fra.
Jeg ved heller ikke, om jeg var i stand til det på det tidspunkt, selvom jeg var 39 år. Han var jo chef. Men hans foretagende lykkedes aldrig med mig – bortset fra, at han jo var et ubehageligt og belastende bekendtskab i det daglige arbejde; det barselsvikariat forløb i en os af mine overskredne grænser.
Her et appendix til historien, fordi det fortæller noget om den kultur, chefredaktøren som leder og rollemodel havde demonstreret for hele redaktionen: at det var i orden at forulempe kvindelige kolleger.
Et lille billedværk, som var blevet hængt op på opslagstavlen til skue for alle, med en collage, viste en nøgen kvindekrop med reporterens påklistrede hoved i færd med at kopulere med en gris
I samme periode blev der lavet et groft nummer mod en af de kvindelige reportere, et lille billedværk, som var blevet hængt op på opslagstavlen til skue for alle. Collagen viste en nøgen kvindekrop med reporterens påklistrede hoved i færd med at kopulere med en gris.
Reporteren, hvis ansigt var klistret ind i collagen, var rasende og klagede til direktøren. Under direktørens trussel om, at den udøvende collage-kunstner ville blive opsporet af IT-folkene, meldte gerningsmanden sig; det var selvfølgelig en mandlig reporter.
Rigtig mange af de andre mandlige kolleger fniste, høhøhø, og morede sig, men jeg så ikke megen morskab hos de kvindelige ansatte. Man hørte eller så ingen, der rejste sig op og sagde højt og tydeligt, at det var helt utilstedeligt, ikke en gang direktøren.
Overvejelse skrevet 7.9.2020:
Der er mange, der i #metoo debatten glemmer, at det handler om magtmisbrug. At det overvejende handler om mænd i ledende stillinger, chefer eller lærere, der overskrider deres beføjelser overfor kvindelige ansatte eller elever.
Er det ikke vigtigt at få dette fremhævet, for det synes glemt af temmelig mange, der tror, at dette er en kvinder-mod-mænd kamp. Hvem ved – måske er der også kvindelige ledere, der misbruger deres magt til at forgribe sig på deres ansatte? Noget jeg dog ikke har hørt om.
Tak, fordi I tager handsken op, så #metoo måske også kan få lov til at gøre en forskel i Danmark.
Vidnesbyrd 10 – en avis og et elektronisk medie
Jeg startede i mediebranchen i 1998 og er der stadig. Det var nemmere at blive ansat dengang.
Da jeg havde været på min redaktion i nogle uger, gik det op for mig, at de fleste hang ud med kollegerne og cheferne på værtshuse i nærheden, og til den første fest fortalte en redaktionschef mig, at en af fagredaktørernes koner havde en affære med chefredaktøren og at chefen brugte sin magt over redaktøren (der godt var klar over, at der var noget galt, men han var ældre og turde ikke lægge sig ud med den øverste chef, der drak alt for meget og som også var meget hidsig).
Han pressede mig op mod væggen i en mellemgang og stak sin tunge ind i min mund
En anden redaktionschef (der var gift) spurgte mig, om jeg ville ‘gå en tur’ ud at ryge med ham, mens der blev danset. Jeg sagde ja, da jeg også røg dengang, men den tur var meget kort, for han pressede mig op mod væggen i en mellemgang og stak sin tunge ind i min mund og tog mig på brysterne. Han stak også hånden ind i mine trusser – jeg var helt paf og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Det var meget pinligt. Jeg havde kun haft to kærester og var lige blevet single, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få ham til at stoppe uden at gøre ham ked af det (eller vred). Til sidst sagde jeg, at jeg havde menstruation og ikke havde det så godt, og det fik ham til at stoppe med det samme.
Jeg skyndte mig hjem fra festen, men var meget ked af det, for jeg havde kun været der i nogle måneder og det var mit første job. Jeg kan huske, at jeg tænkte “her kan jeg ikke blive”. Efterfølgende inviterede han mig ud på frokost på en halvdyr restaurant, og gav mig også et armbånd, da jeg senere havde fødselsdag.
Jeg var SÅ lettet, da jeg efter et år fik et andet arbejde på en fagredaktion på XX elektronisk medie. Det var spændende nok, men det viste sig desværre hurtigt, at stemningen der var langt værre. På min første arbejdsplads var der, hvad jeg ville kalde en “generel seksualiseret stemning” med mange lumre hentydninger og en følelse af, at kvinder var alles bytte.
Men på XX-medie var der en klar hakkeorden, hvor to top-chefer var helt ude af kontrol. En af dem viste sit erigerede lem frem til flere fester og forlangte nærmest seksuelle ydelser af de unge og af flere praktikanter.
Der var, så vidt jeg ved, aldrig tale om vold, men om magt, udnyttelse og at, alle sikringer sprang, når folk var fulde. Jeg kan huske, at det undrede mig, at ingen talte åbent om det
Det blev antydet, at man “ingen vegne kom”, hvis man sagde nej som ung kvinde og flere af de unge mænd grinede af, at der var kvinder, som var blevet udvalgt til forfremmelse, fordi de havde “spillet med”.
Der var, så vidt jeg ved, aldrig tale om vold, men om magt og udnyttelse, og at alle sikringer sprang, når folk var fulde. Jeg kan huske, at det undrede mig, at ingen talte åbent om det, selvom jeg heller ikke selv gjorde. Jeg reagerede ved at opføre mig mere nørdet og gå med kedeligt tøj og nærmest ingen sminke.
I dag har jeg hørt fra mange gamle kolleger, at det fortsatte med at være sådan i årevis. Den ene chef er der stadig og den anden er endda avanceret til et andet medie i et større job.
Jeg er glad for mit arbejde i dag, men da MeToo-bevægelsen startede, tænkte jeg på topchefen med det samme og håbede, at “nogen” ville tale ud.
Jeg er sikker på, at der er mange “ofre”, men også på, at de fleste ikke vil risikere deres navne eller karrierer eller blive kendt som “hende med den sag” på det.
Verden er trods alt en anden nu, og der er også mange flere kvindelige chefer, og jeg tror faktisk, de sender andre signaler
Jeg synes, det er fedt, at I tager kampen op, men min tro på, at der reelt sker noget, er virkelig lille. Måske skal kulturen bare ændre sig med tiden, fordi verden trods alt er en anden nu, og der er også mange flere kvindelige chefer, og jeg tror faktisk, de sender andre signaler.
Læs artikel nummer to med vidnesbyrd indsamlet i mediebranchen her.
Illustration: #MeToo. Vidnesbyrd nummer 3. Indsat tekst af POV.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
